Hjerteblod - Kians historie

(tribel-historie - denne historie bliver skrevet tre gange, alle paralelle med hinanden. Andre sprog bliver også anvendt, ikke alle kan slås op. Skriv i kommentarer, hvis du har spørgsmål omkring sprogene, skriv i kommentarer) Kian og hans bedste ven, Tea, bliver sat på en hård prøve, da Kian bliver angrebet af en mystisk ulv i byens slumkvarter. Mærkelige ting begynder at ske omkring den syttenårige dreng, og da de to venner opdager, at Kian er blevet en varulv, falder Kians verden fra hinanden. Samtidig møder og forelsker han sig i inderen Rishi, som også selv skjuler en hemmelighed eller to... En hemmelig orden kaldet Specialstyrken begynder at jage Kian, der må leve i rædsel og frygt for, at alt og alle, han kender, vil blive destrueret.

11Likes
20Kommentarer
2666Visninger
AA

6. Glemt

Jeg vågner næste morgen og fryser. Jeg ser på mine hænder. De er tilbage. Jeg farer sammen. Jeg sidder nøgen i Teas skab. Jeg griber hurtigt Asks tøj, som hun lagde ind til mig aftenen før, og tager det besværligt på. Jeg har blod i ansigtet og håret, men det er lige meget. Jeg går ud af skabet og hen til Tea, som ligger og snorker let med åben mund. Jeg sætter mig på hendes sengekant.

   "Tea. Hey, Tea, vågn op." Hun åbner langsomt øjnene. Det gibber i hende, hun ser forskrækket på mig. Ånder lettet op.

   "Hej, Kian," siger hun træt. "Du er dig selv igen. Skønt." Hun sætter sig op. Jeg er nervøs, mine øjne flakker.

   "Tea, hvad sker der med mig?" Jeg forstår ikke noget! Jeg er så bange...

   "Du blev til en varulv," siger hun kort. Jeg sukker. Den havde jeg ligesom regnet ud.

  "Ja, det ved jeg godt, men hvorfor?!" Dumt spørgsmål... Tea ser irriteret på mig.

   "Dit sår? Som du fik af et monster? Kian, tænk dig nu om." Hun smider sig i sin seng og krammer sin pude. Jeg er stille lidt. Så tager jeg en drastisk beslutning:

   "Jeg vil gerne med til festen på fredag." Hun slår øjnene op og sætter sig overrasket op. Ser på mig.

   "Kian, det kan du da ikke?! Forstår du da slet ikke? Du er varulv! Du kan ikke bare gøre som du engang gjorde, du er nød til at overveje alting! Du..." Var det ikke hende, der ville have mig med?

   "Tea!" Siger jeg hårdt. Jeg tager hendes hænder og ser bedende på hende. "Jeg vil gerne med!" Jeg ryster. Hun sukker.

   "Fint. Men du skal være forsigtig. Du kører med mig, du holder dig til mig, og hvis der sker noget usædvanligt eller du oplever noget mærkeligt, så tager vi hjem, okay?" Jeg nikker, smiler og omfavner hende.

   Ugen forløber nogen lunde roligt. Tea og jeg bruger meget tid på at researche om varulve, hun noterer alt hvad hun kan i den notesbog, hun kæber specielt til det. Jeg bliver tilbudt flere pladser på flere af skolens sportshold, men jeg takker nej, fordi Tea ikke mener, det er en god idé og vække opsigt. Fredag aften leder Tea desperat efter noget flot tøj, selvom det hele nu er pænt til hende. Jeg har bare noget afslappet og enkelt på, men hey... I løbet af ugen er jeg blevet højere, og jeg er næsten helt blond. Mine øjne er blevet lyseblå.

   Tea udspørger mig om samtlige stykker tøj. Jeg siger bare min mening. Endelig finder hun korte, grå shorts og en tynd, lilla trøje frem. Jeg smiler og nikker. Og så alligevel...

   "Hm. Men der mangler nu noget..." Jeg tager hendes smykkeskrin og tager en halskæde op. "Den her ville passe godt til." Hun tager den op og ser på den.

   "Kian, somme tider er du en mode gud for mig." Jeg smiler. Hun tager halskæden på.

 

Festen bliver holdt i en natklub, som ejes af Simon fra vores gamle klasse. Vi må alle tage max fem venner med, Tea har taget sine bedste veninder fra vores klasse med. Det er Simon, der står i døren, og byder pigerne velkomne med indsmigrende smil og kommentarer, der egentlig kun er rettet mod deres kavalergange. Chris og Jonah, Simons tro følgesvende, står ved siden af ham.

   "Hej Tea, du er vokset," siger Chris og ler. Idiot.

   "Gem en dans til mig!" siger Jonah. Jeg går ind efter pigerne, men Simon stopper mig. Helt ærligt... Jeg ved godt hvad der venter mig. De begynder at le. Tea vender sig om.

   "Øjeblik tøser," kan jeg høre hende sige. Hendes veninder, som egentlig også er mine, stopper op og venter.

   "Hej Kian," siger Simon. "Jeg er overrasket over at se dig."

   "Simon, lad nu være," siger Tea og tager fat om Simons skulder, men han ryster den af sig. Det er Tea, der skal lade være. Hun skal blande sig uden om.

   "Kian, fortæl os så, er du stadig bøsse, eller er du kommet til fornuft?" spørger Simon. Chris griner. De fatter vist ikke, at jeg ikke lavede sjov, da vi gik i mellemskole.

   "Og hvad hvis jeg er?" siger jeg barskt. Simon og hans slæng griner hånligt af mig. Idioter. De fatter vist ikke noget.

   "Jeg tror ikke på dig." Simon er en idiot. Han skæver til pigerne. "Du gør dig bare til for pigerne." Ved at sige, at jeg bedre kan lide mænd frem for dem? Tænk dig nu om Simon... Chris og Jonah nikker ihærdigt. Visse personer bliver aldrig klogere.

   "Tro hvad du vil Simon, lad mig nu komme ind..." Simon skubber mig tilbage, da jeg prøver at komme ind. Jeg ser irriteret på Simon.

   "Prøver du at undgå at f å stillet spørgsmål?" spørger Chris.

   "Er du flov?" Jonah. Nej. Jeg er stolt. Jeg tør at stå her, og sige direkte til jer, at jeg er bøsse. En eller anden, kom med en medalje til mig! Lige nu! I det mindste en af chokolade!

   "Nej nej, drenge..." Simon ser hånligt på mig. "Han undgår os ikke, Kian er ikke typen, der bliver flov." Så kommer det... "Han lyver bare. Ikke også Ki..." Nu er det nok! Jeg tager fat om Simons krave og presser mine læber mod hans. Han stivner. Chris og Jonah stirrer lamslået på os. Pigerne begynder at fnise. Jeg slikker Simons læber mellem mine. Åh, hvor er det rart at kysse nogen igen... Jeg slipper Simon og klapper ham på kinden, ser på ham, som om han er et lille barn.

   "Har du aldrig hørt, at man ikke er en rigtig mand, før man har været sammen med en, Simon?" Simon er lamslået. Han står med åben mund og glor på mig. Tak for kysset, det var dejligt. "Og må jeg så komme ind?" knurrer jeg. Simon træder til side, jeg bliver modtaget af Tea og hendes veninder. Chris og Jonah prøver at vække Simon fra den trance jeg har bragt ham i.

   Inde til festen er der mange mennesker, som jeg kun svagt kan huske fra vores gamle klasse. Efter en time sidder jeg og snakker med atten piger i en stor, rød sofa. Musikken er føj, og der er mere end hundrede personer i klubben. Jeg nyder at snakke med pigerne, de virker ikke lige så åndsforladte som så mange af drengene.

   Lala, en pige fra vores gamle klasse, som jeg kun sjældent har snakket med, kommer hen til os. Men det er ikke hende, jeg ser på. Det er den fyr, hun er sammen med.

   Både han og Lala er indiske. Han er høj, sorthåret og vildt lækker. Han har skjorte på med afrevne ærmer, hans muskuløse arme er blottede. Han har helt hvide, lige tænder, hans hud er brun. Tik Tok af Lady Gaga begynder. Jeg får et sug i maven, da jeg lige kan forestille mig, hvordan den fremmede vil kunne bevæge sig til den sang.

   Det er som om alt er lukket ude. Musikken, indelukketheden, lugten af spiritus fra baren. De mange mennesker er her ikke mere. Der er kun mig og Lalas ven. Men han ser ikke på mig. Lala taler med pigerne, hendes ven har vist ikke engang set mig.

   Tea trækker mig ondt og brutalt ud af min døs ved leende at hive mig med hen til Lala og hendes ven. Jeg kæmper halvhjertet imod, og vi er hurtigt henne ved dem.

   "Hej, Lala!" udbryder Tea og breder armene ud. De to piger omfavner hinanden. Jeg vidste ikke, at de havde været så gode venner... Tea ligger en hånd på min ryg. "Du husker sikkert Kian?" Lala og jeg krammer. Lala ser på sin ven.

   "Det er her min fætter, Rishi. Han kender ikke så mange endnu." Rishi... Sikke et dejligt navn... Rishi rækker en hånd ud mod mig. Jeg tager den, håber at han ikke han mærke min puls, som bare hamrer ad sted.

   "Dejligt at møde dig, øhm..." Jeg er ved at gå omkuld. Hans stemme er sexet og fræk, og jeg må anstrenge mig for at styre mig.

   "Ki-Ki-Kian," stammer jeg. Mine øjne flakker. Hvor pinligt! Men Rishi smiler bare og nikker.

   "Kian? Det er dejligt navn." Det var det samme, jeg tænkte! Jeg holder blikket nede, for ikke at se Rishis fine ansigt. Pludselig klapper Tea mig på skulderen.

   "Kian, vi mødes bare ved udgangen senere, ikke?" Det er Cookie, der har fået kløerne i hende. Han er den absolut flotteste fyr fra vores gamle klasse, altså, ud over mig. "Hej!" Nej. Nej, Tea, forlad mig ikke! Men det gør hun.

   Nå, værre er det vel ikke... Alligevel gør det mig nervøs. Rishi og Lala er pludselig væk. Det samme er de piger, jeg snakkede med. Jeg er usikker, men prøver at få det bedste ud af aftenen. Jeg danser, drikker lidt, men stopper, da jeg begynder at få det mærkeligt. Der bliver færre og færre mennesker i klubben. Til sidst er vi kun nogle ganske få tilbage. En har drukket for meget, og er gået omkuld i en sofa, to står og kysser i et hjørne, og en er faldet i søvn i baren. Jeg sidder p et bord og ser mig omkring. Mit syn er lettere sløret, en smule af træthed, men nok mest af det alkoholforbrug, jeg har brugt, for at glemme det faktum, at Tea har glemt mig!

   Hun fik mig til at love en masse. Men det var hende, der ikke holdt sig til mig. Det var hende, der ikke ventede på mig. Klokken er halv tre om natten. Festen sluttede klokken to, jeg er alene.

   Nogen ligger en hånd på min skulder bagfra. Jeg ser på denne, langsomt. Håber det er Tea. Men det er det ikke. Det er Rishi. Han smiler til mig. Det lilla lys i klubben får hans glatte hår til at se blåt ud. Han har en rød stribe i siden. Det er pænt...

   "Hvad laver du her?" spørger han stille. Jeg trækker på skulderne og synker en klump.

   "Mit lift glemte mig. Hun har min telefon og min pung, og mine nøgler, så jeg kan ikke komme hjem..." Det lyder værre, når jeg siger det højt. Rishi smiler varmt til mig.

   "Hør, jeg er ædru, så jeg kan køre dig hjem. Hun venter sikkert på dig." Jeg smiler og nikker.

   Rishis bil dufter godt. Jeg giver ham adressen, og han kører hen til det højhus, Teas families lejlighed ligger i. Jeg bliver siddende med hænderne i skødet og tøver lidt. Han ser på mig.

   "Jeg følger dig op, så jeg er sikker på, at du kommer godt hjem. Okay?" Jeg nikker taknemmeligt. Vi tager elevatoren op, da det er helt absurd at gå så langt. Desuden har jeg drukket for meget til, at det overhovedet er en mulighed.

   Vi når til lejligheden, og jeg prøver at åbne. Den er låst. Jeg mærker et stik af panik, og banker på. Ingenting. Banker på igen, ringer på... Der er ikke nogen, der hører mig. Rasende slår jeg på væggen, læner mig ind mod den og holder mig for øjnene, for at få raseriet lidt ned. Rishi sukker. Jeg ser på ham. Han smiler og nikker mod elevatoren.

   "Kom. Du kan sove hjemme hos mig i nat. Så kører jeg dig hjem i morgen." Hvad?! Undskyld, HVAD?! Tror han, at jeg kan klare at sove hjemme hos ham i bare én nat?! Åh, nogen i den høje Himmel hader mig virkelig...

   Vi kører hjem til Rishi, som ejer en etværelseslejlighed et stykke væk fra Teas. Klokken er halv fire, da vi når frem.

   "Du har vel ikke noget problem med, at vi sover i samme seng, vel? Jeg er stadig ved at flytte ind, og jeg har hverken sofa eller ekstra madras endnu." Hm?! Er han seriøs? Jeg burde nok fortælle ham, at jeg er homoseksuel... Men jeg ryster bare på hovedet. Hvad har jeg gang i?! "Super." Han finder et ekstra tæppe. Jeg kravler udmattet i seng. Uheldigvis for mig, siger Rishi: "Øhm, har du noget imod at jeg klæder om her? Der er ved at blive skiftet klinker i badeværelset." Hmmmm?! Jeg bliver en smule rød i hovedet, men nikker. Hvorfor nikker jeg? Kian, hvorfor nikker du?! Rishi begynder at knappe sin skjorte ned. Halvvejs gaber han og strækker sig træt, så hans bryst bliver blottet for mig. Man skulle tro at han gjorde det med vilje! Han knapper resten ned og tager skjorten af, og jeg prøver, jeg prøver virkelig, ikke at overglo hans six-pag, men han gør det altså ret svært! Jeg synker en klump, da han knapper bukserne op. Jeg ser væk, lader som om jeg falder i staver. Hans seng står op mod væggen, så den ene side er lukket af, på grund af muren. Jeg ligger inderst. Den er forholdsvis bred, men vi ligger stadig alt for tæt sammen. Rishi sover i et par jokingbukser. Kun et par jokingbukser. Han har tilbudt mig at låne noget tøj at sove i, men jeg tror at det er alt for stort til mig.

   Rishi falder hurtigt i søvn, men jeg kan ikke sove. Tæppet, madrassen og Rishi dufter overvældende godt. Jeg har bare lyst til at omfavne ham.

   Natten er lang, selvom der ikke er meget tilbage af den. Rishi trækker vejret let. Jeg kan ikke sove. Jeg vil ikke lade mig selv gøre det. Jeg kender ham knap nok. Alligevel har jeg lyst til at ligge mig helt ind til ham, og blive dér så længe jeg kan... Jeg kæmper med ulven i mig selv, selvom den er ved at falde til ro, i takt med at fuldmånen forsvinder.

   Digitaluret på Rishis sengebord siger 04:36 am, da Rishi begynder at opføre sig underligt.

   Han vender og drejer sig, trækker vejret hurtigere og hurtigere, og begynder at ryste og skælve. Jeg sætter mig op og rusker lidt i ham.

   "Rishi?" Han har mareridt. Han begynder at svede, da jeg prøver at vække ham slår han ud efter mig. Han rammer ikke, jeg undviger hurtigt. Pludselig griber han fat om mig og trykker mig ind mod sig. Han falder hurtigt til ro og sover trygt igen - og jeg er ved at panikke.

   Jeg ligger arm i arm med den flotteste fyr i hele Australien, måske hele verdenen. Ah! En eller anden, hjælp mig!

   Og så åbner Rishi øjnene. Kun en smule, men nok. Engang for længe siden, da Rishi var barn, besluttede en eller anden at erstatte hans øjne med fine, grønne safirer. De ser trætte på mig. Han rykker væk og smasker halvt i søvne "undskyld". Han vender sig om og sover videre. Mit ansigt på være ildrødt.

 

Næste morgen vågner jeg klokken halv ti. Rishi sidder i køkkenet og spiser toastbrød og læser avis. Han har en ternet skjorte på, men stadig jokingbukser. Han smiler til mig, da jeg kommer ud.

   "Godmorgen," siger han. Jeg smiler. Husker han slet ikke noget? Nej, selvfølgelig ikke... Han sov jo. "Jeg har desværre ikke lavet morgenmad. Jeg er vegetar, så jeg ved ikke om du kan lide noget af det, jeg har." Jeg trækker på skulderne. Han åbner køleskabet og ser ind. Åh kære Gud i Himlen, hvad har du dog gjort? Selv når han leder efter morgenmad ligner han en model. Jeg kommer hen ved siden af ham. Mit hoved dunker en smule. Han dufter godt.

   Efter morgenmaden sidder vi og snakker lidt. Jeg takker ham, for at lade mig sove hos ham.

   "Ingen årsag," smiler han. "Hvilken person ville jeg være, hvis jeg bare havde ladet dig være?" Jeg trækker smilende på skuldrene. "Hør, Kian, jeg tænkte på om du ville med i svømmehallen i morgen?" Jeg ser stift på ham. Er han seriøs? Jeg nikker langsomt. "Skønt! Du kan lige få mit nummer, hvis en af os af en eller anden grund ikke kan." Han smiler. Er han fuldstændig blind? Jeg er ved at dø her! Han tager en kuglepen. "Øhm, vil du have det på et papir eller..."

   "Nej, armen er fin," driller jeg. Rishi ler og ryster hovedet. Han tager min arm og begynder at skrive sit nummer ned. Jeg rødmer. Gør han det virkelig? Jeg smiler. Han er sjov.

   Han har skrevet det ned og klikker kuglepennen.

   "Så. Skal jeg køre dig hjem?" Jeg nikker taknemmeligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...