Hjerteblod - Kians historie

(tribel-historie - denne historie bliver skrevet tre gange, alle paralelle med hinanden. Andre sprog bliver også anvendt, ikke alle kan slås op. Skriv i kommentarer, hvis du har spørgsmål omkring sprogene, skriv i kommentarer) Kian og hans bedste ven, Tea, bliver sat på en hård prøve, da Kian bliver angrebet af en mystisk ulv i byens slumkvarter. Mærkelige ting begynder at ske omkring den syttenårige dreng, og da de to venner opdager, at Kian er blevet en varulv, falder Kians verden fra hinanden. Samtidig møder og forelsker han sig i inderen Rishi, som også selv skjuler en hemmelighed eller to... En hemmelig orden kaldet Specialstyrken begynder at jage Kian, der må leve i rædsel og frygt for, at alt og alle, han kender, vil blive destrueret.

11Likes
20Kommentarer
2675Visninger
AA

12. Frygten spredes

Da jeg endelig kommer hjem, klokken halv syv om morgenen, er jeg så smadret, at jeg bare går omkuld på den madras, der midlertidigt tjener som min seng. Jeg sover lige indtil Rishi uvidende vækker mig klokken syv. Han smiler til mig.

   "Du skal op og i skole." Jeg sukker og trækker dynen over mig.

   "Åh, Rishi, lad mig sove. Jeg fik ikke lukket et øje i nat!" Rishi trækker dynen af mig og ler.

   "Niks. Du skal op og i skole, uanset hvor træt du er." Jeg klynker og kryber sammen.

   "Hvad så hvis jeg har det dårligt?" Jeg ser på Rishi. Han har et skævt smil og hovedet på skrå. Han tror ikke på mig...

   "Få mig ikke til at bære dig ud i badet." Jeg sætter mig op og ser træt og alvorligt på ham. Så breder jeg armene ud. Han begynder at grine og løfter mig op, som om jeg ikke vejede noget. Jeg slumrer, indtil han sætter mig ned på gulvet og tænder for den kolde bruser. Jeg skriger og kommer hurtigt op. Rishi ler. Jeg begynder at ryste, smiler for ta gøre ham glad. Jeg træder ud af bruseren og slukker for vandet. Mit tøj er vådt og klistret.

   "L-l-lov mig, a-at du ik-ke g-g-gør det i-igen," stammer jeg og skælver. Rishi finder det tøj, jeg fik tilbage fra Alex' lejlighed. Det er blevet vasket, så det ikke stinker af Alex mere. Jeg tørrer mig og skifter, mens Rishi laver morgenmad.

   Jeg vakler lidt, da jeg går hen mod badeværelsesdøren. Jeg tager mig til hovedet. Jeg er sikkert bare svimmel på grund af forvandlingen og søvnmanglen. Jeg går ud i køkkenet, hvor Rishi har sat maden på bordet. Han smiler varmt til mig. Jeg smiler og skal til at gå hen til bordet.

   Men lige inden jeg kommer hen til det, mister jeg balancen. Jeg lukker svimmelt øjnene. Mine ben giver efter under mig, og i næste øjeblik ligger jeg udmattet på gulvet. Rishi løfter mit hoved op og ser forskrækket på mig.

   "Kian?! Kian?! Hvad er der galt?!" Jeg åbner øjnene og ser på ham. "Åh, jamen dog! Kian, du er helt bleg. Undskyld, selvfølgelig skal du ikke i skole i dag, når du er så syg. Du burde faktisk gå til lægen." Jeg er træt. Så helt ufatteligt træt. Den søvn, jeg får som ulv, er ikke rigtig søvn. Jeg kan styre, hvornår jeg vågner, og selv den mindste lyd vækker mig alligevel. Det er ikke rigtigt. Jeg har ikke i lidt over 48 timer! Jeg putter mig ind til Rishi og lukker øjnene. Han hjælper mig i seng, ikke hen på madrassen, men ind i hans seng. Han lægger dynen over mig og sidder hos mig, til jeg har det en smule bedre.

   Han stryger mit hår og ser bekymret på mig.

   "Klarer du dig? Jeg kan godt tage fri fra arbejde i dag?" Jeg ryster stille på hovedet. Aldrig i livet, han skal gå, så jeg kan få noget søvn! Desuden skal han bruge pengene, så hans familie kan komme til Australien.

   "Nej, tag ad sted. Jeg er okay..." Rishi nikker langsomt og bider sig i læben.

   "Okay... Jeg tager tidligt fri. Jeg er hjemme omkring et." Han rejser sig op, tøver, kysser mig på panden og går. Jeg smiler og gemmer mig under den varme dyne.

   Rishi taler aldrig om sit arbejde. Han nævner aldrig klienter, regnskaber, byggematerialer, jeg aner faktisk ikke rigtig, hvad han arbejder som. Jeg ved ikke, hvor meget han tjener. Jeg skulle nok også tage og finde mig et job...

   Jeg slår tanken ud med det samme. Det kan jeg ikke. Jeg kan kun lige få fri fra skole, efter mine forvandlinger. Arbejde ville aldrig fungere...

   Før jeg ved af det, er Rishi hjemme igen og sidder ved siden af mig. Jeg har det lidt bedre. Jeg hungrer efter kød, råt, helt råt. Så råt, at det er nyfanget. Men det kan jeg selvfølgelig ikke fortælle til Rishi, som er vegetar.

   Samtidig med, at jeg har lyst til at jage, vil jeg ligge armene om Rishi og smider ham ned ved siden af mig. Men jeg er for træt. Alt for træt.

   "Har du fået frokost?" spørger han. Er han gået fra forstanden? Samtlige indre organer har skreget efter et toilet i den sidste halve time, men jeg har ignoreret dem - hvordan skulle jeg kunne skaffe mad selv? Jeg ryster på hovedet. "Jeg laver noget. Hvad har du lyst til?"

   "Ingen grøntsager," mumler jeg. Rishi ler.

   "Du er altså nød til at spise grøntsager før eller siden, ellers dør du."

   "Ingen grøntsager." Min nye ulv kan ikke tåle at spise grøntsager. Rishi sukker og trækker på skuldrene. Så går han.

   En time senere sidder vi ved siden af hinanden i sofaen. Jeg ligger op ad Rishi, jeg er for træt til at side op selv. Vi ser nyhederne, de har nyt om sagen om varulven. Nu har de vist også fundet ud af, hvad det er.

   "Liget, der i går blev fundet i udkanten af Brisbane, kan ikke identificeres som nogen kendt dyreart, da det menes at være næsten menneskeligt. Forskerne, som fik til opgave at undersøge liget, kalder det for en varulv, da meget af dette væsen minder om et menneske, og så alligevel har ulvegener i sig." Åh, så klap dog i, nyhedsdame! "Der kan meget vel være flere som denne rundt omkring, og befolkningen bedes træffe deres forholdsregler. Der er ingen grund til panik, da det endnu ikke er bevist, at dette væsen er farligt, men hvis noget mistænksomt eller unaturligt bemærkes, skal man ringe efter politiet..." Rishi fnyser og læner sig tilbage. Han ligger en arm om mig.

   "Modsiger hun ikke sig selv?" Jeg trækker på skuldrene. Jeg er bange. En politimand fortæller, at de vil gøre hvad de kan, for at fange denne påståede varulv. "Åh, Kian, du ryster igen." Ikke af samme grund længere...

 

Næste dag tager jeg i skole. Jeg er næsten helt udhvilet. Jeg er sammen med Tea hele dagen, uroen har bredt sig som en løbeild i hele byen. Skolen er gået helt amok med sikkerhed, i idræt skal vi lære at "løbe på den korrekte måde", så vi kan stikke af fra eventuelle angribere. Jeg prøver virkelig at holde igen. I biologi har vi om ulves natur og færden, det er faktisk lærerigt. I to timer i træk, kommer en militærmand og en mytologiforsker og fortæller om, hvordan man bedst muligt afliver en varulv.

   "... og hvis man ikke har en sølvkugle, er den næstbedste måde at stikke ild til monsterets pels."

   "Det, I ikke må gøre, er at kravle op i træer," siger mytologiforskeren. "At gætte ud fra den krop, der blev fundet, kan den sagtens klatre i træer. Ifølge gammel tro bliver varulve skræmte af hunde." Jeg ryster en smule. Tea sidder ved siden af mig. Hun tager min hånd, beroliger mig. Militærmanden tænder for projektøren, jeg holder en hånd for munden for ikke at få kvalme, da det ene gamle billede efter det anede af varulve, der bliver dræbt, lemlæstede eller torterede dukker op. De andre ser ud til at syntes, at det er spændende.

   De to fortæller videre. Jeg prøver ikke at kaste op eller løbe rædselsslagent ud ad klasselokalet. Tea knuger min hånd. Jeg lukker øjnene. Men ordene glider stadig ind.

   "Vi gør selvfølgelig alt hvad vi kan, for at slå disse bæster ihjel. I må ikke gå på jagt efter dem, okay børn?" Alle nikker. "I skal ringe efter hjælp. Varulve var engang mennesker, det er stadig mord at slå en ihjel, hvis det da ikke er selvforsvar."

   "Men er de ikke stadig mennesker?" spørger Janet, en pige på første år. De to fortællere ler.

   "Nej, de var engang, men deres menneskelige del er blevet helt væk. De er bare vilde dyr." Nu er det nok. Jeg sniger mig langsomt ud, sørger for at de ikke ser mig. Tea kommer lige efter mig.

   Ude på gangen står jeg og skælver. Jeg er rædselsslagen. Tea ligger armene om mig. Jeg får kvalme. Jeg holder mig for munden og lukker øjnene. Min hud er kold.

   "Skal du kaste op?" spørger Tea medfølende. Jeg ryster langsomt på hovedet.

   "De aner jo ikke engang, hvad det er, de taler om," siger jeg med rystende stemme. Tea ryster på hovedet. "Jeg er ikke et monster."

   "De kender ikke til din hemmelighed," siger Tea beroligende. Hun ligger en hånd på min arm. "Har du fortalt det til Rishi?" Jeg ryster på hovedet.

   "Nej. Hvad tror du ikke, han vil tænke?" Hun trækker på skuldrene. Jeg har svært ved at få vejret og balancen. Tea sukker og hjælper mig hen til en stol, så jeg kan sidde ned.

   "Jeg ringer efter Rishi og får ham til at hente dig," siger hun venligt. Jeg nikker taknemmeligt. Hun låner min telefon og ringer op. Venter. Den går på svarer, åbenbart, for hun ligger en besked. Hun ser på mig og trækker på skuldrene.

   Resten af skoledagen gemmer jeg mig alene udenfor. Det er okay varmt. Jeg sidder og venter på, at Rishi endelig svarer mig. Da han endelig ringer, er han en smule forpustet. Hans stemme ryster let.

   "Hej, Kian. Du har ringet?"

   "Rishi, kan du ikke komme og hente mig?" Jeg har været på grådens rand længe. Min stemme skælver, ligesom resten af mig. Nogen vil rent faktisk slå mig ihjel. Komme mig til livs. Dræbe mig...

   "Jo, men hvorfor? Er du stadig syg?"

   "Vil du ikke bare komme? Så er du sød?" Tyve minutter senere holder Rishi ind ved skolen. Rishi stiger ud af bilen og ser hen mod indgangen, hvor jeg står med nogle af mine venner. Pigerne begynder at hviske. En af drengene fra vores parallelklasse kommer hen til mig og griner.

   "Nå nå, Kian, er det dit nye bud?" griner han, åbenlys hån. Jeg trækker på skuldrene.

   "Har du et problem med det?" Pigerne begynder at hvine, jeg farer sammen, da de begynder at stille spørgsmål i munden på hinanden. Retssagen gennemgik de i klassen, da jeg ikke var der. Det var ubehageligt at komme i skole i morges, alle stillede spørgsmål og kritiserede mig for at være sammen med en, der allerede var myndig.

   Tea ler. Rishi vinker mig hen til sig. Jeg siger farvel til mine venner og går derhen. Vi kører væk. Jeg ser på Rishi. Han er en smule bleg, virker lidt nervøs. Jeg ser ud af vinduet. Jeg kender ikke vejen hjem til ham så godt endnu, men jeg ved, at det er den forkerte vej.

   "Skal vi ikke hjem?" spørger jeg og ser på ham. Han ryster på hovedet.

   "Nej, jeg kører dig til lægen. Du ser virkelig ikke rask ud." Lægen... Lægen?! Nej, jeg kan ikke tage til lægen, hvis nogen finder ud af, at jeg er varulv, er jeg dødsens!

   "D-der er ingen grund til at tage til lægen," stammer jeg.

   "Kian, du er bleg som et lig. Hvorfor skulle jeg ellers hente dig, jeg troede, du havde det dårligt?" Jeg nikker.

   "Ja, men ser du... Øhm, der kom nogen forbi, som skulle fortælle os om, hvordan man slår en varulv ihjel, og..." Rishi begynder at le stille.

   "Og du fandt det afskyeligt?"

   "Mildest talt." Jeg ser på Rishi. Han er køn. Han smiler stadig. Han sukker og ser på mig.

   "Det forstår jeg godt. Jeg kører dig hjem." Eftersom Rishi er vegetar, bryder han sig ikke om at slå ihjel - bortset fra myg og fluer. Jeg mærker et stik i min mave, og mine kinder bliver varme, da jeg ser et par udenfor på gaden. De står tæt sammen og kysser, ignorerer alt andet. Noget summer i mit underliv, og jeg får en uudholdelig trang til at kaste mig over Rishi. Problemet er bare, at jeg ikke ved, om jeg vil æde ham eller kysse ham. Forvirringen gør mig bange, for selvfølelig vil jeg kysse ham. Men... det er som om, jeg hellere vil æde ham... Jeg ser hurtigt ned på mine knæ, da Rishi holder for rødt. Han ser på mig, det kan jeg se ud ad øjenkrogen. "Kian, hvornår er det nu, du bliver atten?" Det kan selvfølgelig bare være mig, men er der en svag blanding af frustration, utålmodighed og lyst under den ligeglade facade?

   "Om halvanden måned." Rishi sukker frustreret og strammer grebet om rettet, men han kamuflerer det med et host. Jeg smiler. Hvor er han sød. Vi sidder begge to i den samme bil, prøver at undertygge trangen til at smide tøjet og ligger os om på bagsædet. Og jeg er den eneste, der ved, at vi begge to tænker sådan.

   Rishi kører hjem og parkerer bilen i parkeringskælderen. Vi går ud og går i stilhed hen til elevatoren. Rishi trykker på knappen og stikker hænderne i lommerne. Jeg er stadig bange, men det hjælper, at Rishi er her. Da dørene til elevatoren åbnes går vi ind, har stadig ikke sagt noget til hinanden, siden jeg svarede på Rishis spørgsmål. Dørene lukkes og vi står med godt en meters mellemrum og siger ingenting. Rishi trykker på knappen med 23 på. Det er lejlighedens etage.

   Vi kører opad, langsom og kedsommelig musik kører i baggrunden. Jeg gaber. Og i det samme er der noget, der ryster elevatoren. Lyset og musikken går ud. Jeg piver forskrækket. Den er gået i stå. Elevatoren.

   Rishi tager sin telefon frem, tænder lommelygten, ligger den på gulvet og banker på elevatorens vægge, den knager og brokker sig. Jeg farer sammen, og står pludselig helt op ad Rishi. Jeg rødmer. kryster!

   Men Rishi smiler skævt til mig. Han prøver at ringe til receptionen via elevatortelefonen, men de svarer ikke. Han ser på mig og trækker på skuldrene.

   "Det ser ud til at vi skal vente lidt." Jeg er træt og bange - og fanget i en elevator med en lækker fyr, jeg først må kysse med og rage på om halvanden måned. Livet er uretfærdigt. Men jeg tror ikke, Rishi ser det på samme måde.

   For pludselig stønner han og skubber mig op mod væggen. Hans varme ånde når mit ansigt, jeg ser forskrækket på hans ansigt i telefonlygtens svage skær.

   "Undskyld. Bare én gang - så skal jeg nok vente!" Han knapper mig skjorte op og sætter sin mund mod min. Mine kinder bliver varme, og jeg ligger armene om ham. Han åbner sin mund og lader sin varme tunge glide ind mod min. Tager fat om mit lår og løfter det op til hans hofte.

   Jeg lægger mine ben om hans liv, han holder mig oppe. Mit hjerte, og samtlige andre indre organer, jubler og truer med at flygte for den kilden, jeg har i maven.

   Rishi mister balancen og falder ned på gulvet, jeg sidder på hans mave. Han trækker vejret tungt og dybt. Jeg prøver at få hans skjorte op, men han tager fat om min hånd. Jeg ser undrende på ham, fjerner min mund fra hans.

   "Du åbnede min."

   "Kun kys," siger han tungt og kysser mig under hagen. "Bare indtil videre." Jeg synker en klump. Rejser mig op og knapper min skjorte. Glatter mit hår, som Rishi har rodet op i. Han ser op på mig fra gulvet, jeg prøver på ikke at se ham i øjnene. "Er du vred på mig?" Jeg ryster på hovedet og gnider mine arme.

   "Jeg elsker dig." Rishi ser med forundrede og store øjne på mig. Mine kinder bliver varme og røde. Han smiler.

   "Jeg elsker også dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...