Hjerteblod - Kians historie

(tribel-historie - denne historie bliver skrevet tre gange, alle paralelle med hinanden. Andre sprog bliver også anvendt, ikke alle kan slås op. Skriv i kommentarer, hvis du har spørgsmål omkring sprogene, skriv i kommentarer) Kian og hans bedste ven, Tea, bliver sat på en hård prøve, da Kian bliver angrebet af en mystisk ulv i byens slumkvarter. Mærkelige ting begynder at ske omkring den syttenårige dreng, og da de to venner opdager, at Kian er blevet en varulv, falder Kians verden fra hinanden. Samtidig møder og forelsker han sig i inderen Rishi, som også selv skjuler en hemmelighed eller to... En hemmelig orden kaldet Specialstyrken begynder at jage Kian, der må leve i rædsel og frygt for, at alt og alle, han kender, vil blive destrueret.

11Likes
20Kommentarer
2674Visninger
AA

8. Forvirring

Jeg er klar til koncerten og sidder på Teas værelse. Hun ævler løs om ting jeg ærligt talt er ligeglad med. Men jeg siger det ikke. Jeg sidder som jeg har gjort, siden Rishi inviterede mig til koncerten, og synker længere og længere ned i den depression, som Tea ikke kan se. Ulven er ved at vågne fra sin slumren, men den og jeg er forvirrede og kan ikke finde ud af noget. Selv da Tea kaster en pude på os, reagerer vi ikke.

   "Hallo? Jorden kalder Kian, kom ind? Kian? Er du der?" Jeg ser på hende.

   "Ja, det lyder skønt, det må vi prøve en dag." Hun ser vantro på mig.

   "Vil du gerne smage rottegift?" Jeg rynker panden.

   "Hva'?"

   "Cato spiste rottegift ved et uheld. Han ligger på hospitalet."

   "Åh nej," siger jeg følelsestomt. Meningsløst. Det hele er meningsløst... Jeg rejser mig op, da min telefon bipper. "Rishi kommer nu. Vi ses." Jeg begynder at gå ned, Tea råber vist et eller andet efter mig, men jeg lytter ikke. Nede på gaden står jeg og venter på Rishi. Det regner og er lettere køligt. Jeg har ingen paraply.

   Endelig kommer han. Jeg åbner døren og sætter mig ind.

   "Hej," smiler han. Hvad har han at smile af? Hvad er der så godt ved at gå til en koncert med en, du alligevel ikke kan holde af? Jeg nikker bare. Rishi ligger en hånd på min skulder. "Hey, er der noget galt?" Jeg ser ikke på ham. Jeg vil ikke.

   "Jeg kan godt lide en person..." Rishi nikker.

   "Ah. Og det er ikke gengældt?" Jeg ryster på hovedet. Rishi sukker. "Nå, men hvem hun end er, så ved hun ikke hvem hun går glip af." Jeg ser på ham. Han smiler til mig. Ler en smule. Jeg smiler. Rishi tænder for radioen, og vi kører ad sted.

   Koncerten støtter Red Regnskoven. Det passer fint, for det øser ned. Scenen er overdækket, så musikerne ikke bliver våde. Flere australske bands spiller, mindre kendte spiller også. Rishi og jeg har en skøn aften. Vi griner og morer os, hører god musik og spiser aftensmad ved en af de små pølsevogne, som står rundt omkring på pladsen. Regnen stopper ikke, ingen af os har en paraply, så vi bliver gennemblødte i løbet af kort tid.

   Om aftenen er der show med papegøjer fra Australia Zoo, de flyver hen over vores hoveder og fylder luften med eksotiske lyde.

   En af papegøjerne forskrækker en pige på min alder, så hun taber sin cola ud over mig. Hun ser på mig og bliver sur.

   "Se dog hvor du går!" siger hun rasende. "Betal for en ny!" Jeg er lamslået, og skal til at indvillige, men Rishi bryder ind:

   "Han gjorde ikke noget, det var en papegøje," siger han hårdt. "Få den til at betale, og lad os være i fred." Hun lader blikket køre over Rishi, fnyser og vender sig om, kaster med det lyse hår og går væk som en lille gås. Jeg smiler til Rishi.

  "Tak." Han trækker på skuldrene.

   "Ingen årsag. Kom, det bliver ubehageligt når dit tøj begynder at klistre. Vi kører hjem til mig, jeg tror jeg har en T-shirt, du kan låne." Jeg synker en klump, da Rishi tager min hånd og trækker mig gennem mængden. Jeg sidder helt stille i bilen, colaen klør.

   I Rishis lejlighed finder han en rød skjorte og kaster den hen til mig.

   "Mine forældre sendte den, men den er for lille til mig. Prøv den." Jeg nikker forlegent. Jeg har ikke lyst til at klæde om foran ham. Heldigvis går han hurtigt ud af værelset. Jeg kommer på en eller anden måde ud af min gamle, våde trøje, og får Rishis skjorte på. Den dufter godt... Men den klistrer til mig. Colaen må være gået gennem min trøje. Jeg holder fast om den med hånden for at lukke den, og går hen mod døren.

   "Rishi, kan jeg låne et..." I det samme går jeg ind i Rishi, og vi falder ned på gulvet. Jeg lukker forskrækket øjnene i faldet, og da jeg åbner dem igen, er Rishis ansigt kun to eller tre centimeter væk fra mit. Jeg kan mærke hans varme ånde. Jeg synker en klump. Han prøvede at gribe fat i mig, så vi ikke faldt. Derfor holder han min arm over mit hoved. Hans ene knæ er mellem mine ben, heldigvis ikke for langt oppe. Mine kinder bliver ildrøde. Han ligger ikke oven på mig. Han holder sig over mig, et par centimeter eller tyve. Skyder ryg. Over mig. Jeg synker en klump. T-shirten er åben og bredt ud til siderne, så mit bryst er blottet. Hans mund er lidt åben, vi ser forskrækkede på hinanden. Han flytter sig om lidt. Jeg ved, at han flytter sig... Hvorfor flytter han sig ikke?

   Han stryger min kind. Jeg ser chokeret på ham.

   "Hvorfor... Hvorfor slår mit hjerte så hurtigt?" Ahva? Hvor skulle jeg vide det fra?! Jeg er mundlam. Målløs. Jeg ser bare på ham.

   "Øhm, Rishi, måske skulle du..." Han sætter sin mund mod min. Jeg spjætter forskrækket og kommer til at sparke ham mellem benene med mit knæ. Han stønner og bider mig i læben. Han rejser sig op, bliver rød af skam og ser væk.

   "Undskyld!" udbryder han og holder en hånd for øjnene. Jeg sætter mig op, rør mine læber.

   "D-det er okay..." stammer jeg. Mit hjerte pumper ad sted.

   "Nej, det er det ikke, Kian, jeg..."

   "Rishi," siger jeg fast. Jeg rejser mig op og kommer hen til ham. Ligger en hånd på hans skulder. "Det er okay. Jeg kunne godt lide det. Jeg blev bare forskrækket..." Rishi ryster på hovedet og går væk fra mig.

   "Nej, nej, det er ikke rigtigt, jeg må ikke, jeg..." Jeg smiler venligt til ham.

   "Her må du godt." Han ser tøvende på mig. "Fortæl mig det." Han nikker langsomt. Vi sætter os på hans seng.

   "Mine forældre ser helst at jeg gifter mig med en pige hjemme fra Indien, Lilli. Desuden er mine forældre Hare Krishna, de ville ikke have noget med mig at gøre, hvis jeg... Ja, du ved." Han ryster på hovedet og smiler skævt. Taler efterhånden mere til sig selv end til mig. Jeg har tårer i øjnene. Fornægter han mig? Det gør han! "Nej, det er tosset. Det er stemningen, jeg kan godt lide dig, men ikke sådan. Du kan da vel heller ikke lide mig sådan, vel..." Han ser på mig. Hans smil vendes om, da han sær mig på grådens rand. "Åh," siger han stille. Han ser væk. "Jeg er den person, du kan lide, ikke?" Jeg nikker og tørrer tårerne væk. Jeg rejser mig op og knapper så meget af skjorten som jeg kan.

   "Jeg skal nok gå nu," siger jeg grødet. Rishi hverken siger eller gør noget. Han sidder og prøver at sluge det, han har opdaget. At han også kan lide mænd. At han også kan lide mig. Men... Han kan ikke lide at han kan lide mig...

   "Nej, vent," siger han, da jeg næsten er ude af værelset. Han ser på mig. "Jeg er så forvirret. Vil du ikke blive lidt hos mig? Bare så jeg ved, at jeg ikke gør noget dumt..." Jeg smiler skævt og nikker.

   Rishi laver te som i trance. Hans tanker er et helt andet sted. Vi sidder og drikker kaffe sammen. Rishis kinder bliver røde, hver gang han ser på mig. Til sidst siger han:

   "Hv-hvordan ved man, om man er... øhm, om man er..."

   "... om man er bøsse?" Rishi synker en klump og nikker. Jeg trækker på skulderne. "Det kan vel skifte. Du kan jo også være biseksuel... Men... Der er vel kun én måde at finde ud af det." Jeg ved, at Rishi kigger på mig, men jeg prøver at lade værre med at se på ham. Han ved, hvad jeg tænker på.

   "Kian, det kan jeg altså ikke! Hvis mine forældre finder ud af det, så..."

   "Det er okay. Vi kommer ikke sammen, jeg kan ikke tvinge dig til noget." Vi ser ikke på hinanden i et stykke tid. Så sukker Rishi.

   "Jeg vil gerne have, at du går nu." Jeg bider mig i læben og lukker øjnene. Rejser mig op og går.

   Jeg tager bussen hjem. Det er sent, da jeg kommer tilbage. Tea er oppe. Hun ser på mig da jeg kommer ind. Jeg ryster på hovedet. Orker ikke at tale om det.

   Jeg havde nogle få, tynde støtter i den dæmning, der skulle holde mit indre sammen. De er brudt sammen nu, og et vildt inferno af vand vælter rundt i mig, og skubber til alle mine følelser og tanker, så de bliver rodet sammen.

   Jeg ligger mig til at sove, og ligger vågen længe. Tea prøver at få mig i tale, men jeg lader som om jeg sover. Jeg gider ikke tale med nogen lige nu...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...