Hjerteblod - Kians historie

(tribel-historie - denne historie bliver skrevet tre gange, alle paralelle med hinanden. Andre sprog bliver også anvendt, ikke alle kan slås op. Skriv i kommentarer, hvis du har spørgsmål omkring sprogene, skriv i kommentarer) Kian og hans bedste ven, Tea, bliver sat på en hård prøve, da Kian bliver angrebet af en mystisk ulv i byens slumkvarter. Mærkelige ting begynder at ske omkring den syttenårige dreng, og da de to venner opdager, at Kian er blevet en varulv, falder Kians verden fra hinanden. Samtidig møder og forelsker han sig i inderen Rishi, som også selv skjuler en hemmelighed eller to... En hemmelig orden kaldet Specialstyrken begynder at jage Kian, der må leve i rædsel og frygt for, at alt og alle, han kender, vil blive destrueret.

11Likes
20Kommentarer
2678Visninger
AA

24. Flugt

Jeg falder i søvn på bagsædet. Da jeg vågner, holder vi ved en nedlagt tankstation langt væk fra Brisbane. Jeg er så træt at jeg kun lige kan se op. Tea smiler til mig. Jeg ligger med hovedet i hendes skød. Rishi kører.

   "Hva' ska' vi?" Min hals er tør, min stemme er ru. Tea aer mit hår.

   "Vi finder et motel, hvor du kan hvile og blive vasket. Bagefter skal du have noget nyt tøj, og så skal du og Rishi i lufthavnen." Jeg rynker panden.

   "L-lufthavn?" Tea nikker.

   "Det var det, jeg ville give dig, inden Specialstyrken tog dig. Jeg havde købt en ferie i Kina. Men jeg byttede dem til to enkeltbilletter til Transsylvanien. Jeg har lejet en hytte højt oppe i bjergene. Der er en masse skov, du kan løbe rundt i, og næsten ingen mennesker. Der er andre ulve, du kan lege med, og masser af plads." Jeg rynker panden.

   "Hvorfor?"

   "Du har taget stor skade," siger Rishi.

   "Desuden," siger Tea, "så vil Specialstyrken ikke bare lade dig gå. De vil lede efter dig, og hvis du bliver her i Australien, så finder de dig." Jeg tænker mig om. Det er svært at forstå det.

   "Hvordan har jeg taget skade?"

   "Din hjerne," siger Tea, og rør stille min pande. "Vi fandt din journal i hovedkvarteret. Du kan ikke blive her, uanset hvad. Her er for mange mennesker." Jeg tager nogle dybe indåndinger.

   "De var så onde," siger jeg med pibende stemme. Jeg holder mig for ørene, da jeg hører mig selv sige ordet. Tea nikker.

   "Ja, man kan vel sige, at de hjernevaskede dig. Ved du, hvad du har gjort?" Jeg ryster på hovedet. "Vil du vide det?" Jeg nikker.

   Tea fortæller om, at jeg hærgede en del store bygninger, militærfolk og selv civile. Specialstyrken arbejder ikke for fred, de har lavet mig om til et våben. Jeg begynder at græde. Tea siger, at det er okay nu. Jeg presser mit hoved ind mod hendes mave og græder og græder.

   Da vi har fundet et øde hotel, og fået smuglet mig ind, uden at hotelejeren ser mig og bliver bange, sætter Rishi mig i et badekar. Han vasker mig, jeg er ved at falde i søvn flere gange. Men da jeg ser mig selv i spejlet, bliver jeg så bange, at gå vender mig ind mod Rishi og lukker øjnene i.

   Mit hår er længere end ned til skuldrene, det er sølvhvidt. Min hud er bleg, jeg er sort under øjnene, der er markeret med dybe rander. Mit kraveben står tydeligt frem, mine arme er tynde. Mine ribben er lige lidt for tydelige, og jeg ligner én, der kan falde sammen ved det mindste vindpust - et spøgelse. Jeg har tuschmærker flere steder på kroppen, ar og sår over det hele.

   Jeg ryster, Rishi hænger et håndklæde op foran spejlet og børster mit hår. Han tørrer mig og giver mig tøj på. Så leder han mig ind til sengen, hvor han putter mig under dynen. Sengen er blød. Ikke som madrassen eller operationsbordet.

   Tea giver mig noget at spise. Suppe. Fra køkkenet. Det smager godt. De to taler til mig, fortæller sjove historier og minder, vi har sammen, så jeg smiler. Men jeg kan ikke grine. Det har jeg været for meget igennem til.

   Næste morgen bliver jeg ikke vækket. Måske er det derfor, jeg først vågner to dage senere. Det er Tea, der vækker mig. Hun vil sige farvel.

   "Kommer du ikke med os til Europa?" spørger jeg. Hun ryster på hovedet.

   "Der er ikke noget mærkeligt ved, at to bøsser rejser til et andet land, for at være i fred. Men hvis jeg tager med, bliver det mærkeligt." Jeg får tårer i øjnene. "Jeg har pakket en kuffert til dig, den ligger nede i bilen. Der er din telefon, alle dine penge, det hele. nej, lad nu være med at græde. Jeg kommer og besøger jer, snart." Vi siger farvel, hun siger også farvel til Rishi. Så forlader hun os. Hun har bestilt en taxa hjem.

   Da jeg sidder alene med Rishi, spørger han mig, om jeg ikke skal græde. Jeg ryster på hovedet.

   "Jeg vil ikke græde mere." Jeg synker en klump og ser på ham. "Det tror jeg ikke, jeg kan."

 

Slut

For nu

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...