Hjerteblod - Kians historie

(tribel-historie - denne historie bliver skrevet tre gange, alle paralelle med hinanden. Andre sprog bliver også anvendt, ikke alle kan slås op. Skriv i kommentarer, hvis du har spørgsmål omkring sprogene, skriv i kommentarer) Kian og hans bedste ven, Tea, bliver sat på en hård prøve, da Kian bliver angrebet af en mystisk ulv i byens slumkvarter. Mærkelige ting begynder at ske omkring den syttenårige dreng, og da de to venner opdager, at Kian er blevet en varulv, falder Kians verden fra hinanden. Samtidig møder og forelsker han sig i inderen Rishi, som også selv skjuler en hemmelighed eller to... En hemmelig orden kaldet Specialstyrken begynder at jage Kian, der må leve i rædsel og frygt for, at alt og alle, han kender, vil blive destrueret.

11Likes
20Kommentarer
2668Visninger
AA

18. Familiesammenkomsten

Mens jeg sover, har jeg en mærkelig drøm. Tea kysser Rishi. Han skubber hen væk, ryster på hovedet og ser på mig. Det er det, der sker. Om og om og om igen. Da jeg vågner næste morgen, sidder Rishi på knæ ved sengen. Hans hoved og arme ligger på madrassen. Han har våget over mig. Af skræk for, at jeg skulle dø. Jeg smiler. Mine fødder gør ondt, men det er okay - nu kan jeg i det mindste mærke dem.

   Jeg rækker en hånd ud mod Rishi, og stryger forsigtigt hans hår. Han åbner langsomt øjnene og ser på mig. Lykkeligt omfavner han mig, og kalder på Tea. Hun kommer ind, begynder at græde og falder mig om halsen. Jeg stønner, mit bryst gør stadig ondt. Jeg får hjælp til at sætte mig op, ser ned på mit bryst. Der er stadig et sår, men det er ved at lukke sig.

   "Hva..." Jeg holder mig for halsen. Min stemme er så tør og ru, at man skulle tro jeg var død. Rishi giver mig et glas vand. Jeg rømmer mig. "Hvad dag er det?"

   "Torsdag," siger Rishi roligt. "Du var bevidstløs fra da du blev skudt i mandags, til klokken halv fire om morgenen i går. Du har sovet lige siden." Jeg nikker. Ser på mine hænder. Der er røde mærker omkring håndleddene.

   "Hvorfor bandt I mig?" De ser på hinanden.

   "Du var voldelig," siger Tea så. "Altså, mens du var bevidstløs. Vi var nød til det, ellers havde du måske..." Hun tier. Det er okay. Hun behøver ikke at sige mere. Ellers ville jeg have slået dem ihjel. Hun skæver til Rishi, der hiver sin krave lidt længere op mod halsen. Jeg rykker hen mod ham.

   "Hvad er der?" spørger jeg. Han ryster på hovedet.

   "Det er ikke noget, det er bare..."

   "Rishi." Jeg ser ham ind i øjnene. Han sukker og ser væk. Jeg tager kraven lidt ned. Negle, mine negle, har efterladt dybe mærker. Han kunne være død nu. Jeg ser forskrækket på ham.

   "Det var ikke din skyld, Kian..." Jeg kravler væk fra ham og slår armene om mig selv. Tea sætter sig ved siden af mig.

   "Lyt til Rishi," siger Tea. "Du kunne ikke gøre for det." Tea ser på Rishi. Han ser kun på mig.

   "Tea, vil du lige..." Tea rejser sig op og nikker. Hun piler hurtigt ud af rummet. Rishi sætter sig på sengekanten og tager min hånd. Jeg smiler. Han sukker rystende. "Jeg var så bekymret." Han knuger mig ind til sig. Jeg lægger armene om ham. Det er rart, bare at sidde her. Men så slipper han mig. "Kian, min familie kommer i morgen. Jeg forstår godt, hvis du vil være hos Tea, mens de er her..." Jeg ryster stille på hovedet.

   "Nej, jeg glæder mig til at møde dem. Jeg heler hurtigt, så det skal nok gå." Rishi bider sig i læben og nikker.

   "Okay." Han kysser mig på panden. "Hvil dig lidt. Jeg kommer med noget at spise om lidt."

 

Fredag er jeg selvfølgelig nød til at blive hjemme fra skole. Jeg ligger i sengen det meste af dagen. Rishi siger, at jeg er så bleg at det er usundt. Han og Tea tog mig ikke til hospitalet, fordi de vidste, at det ville opdage, at jeg ikke var helt normal. Varulvefrygten truer stadig.

   Jeg har taget en hvid skjorte på, samt et par sorte bukser. Rishi har taget den indiske nationaldragt til mænd på. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg så ham i alle de, øhm, fine farver.

   Klokken to ringer det på døren. Rishi går ud for at åbne. Jeg er ved at redde sengen. Han har brugt de sidste 24 timer på at gøre lejligheden helt pletfri.

   Mange stemmer for mig til at glemme alt og slår hænderne op for ørene. Hvorfor er de så høje?! Jeg krymper mig, tager en dyb indånding og bider det i mig. Jeg gør sengen færdig, lukker skabet og venter lidt. Rishi sagde, at han selv vil præsentere mig. Jeg skulle ikke komme ud, før han havde hentet mig.

   Men han kommer ikke. En kvinde snakker, meget, og højt. Til sidst kommer jeg selv ud. Lidt nervøst ser jeg på hans familie.

   Hans tre mindre søskende sidder i sofaen, faren står ved siden af dem. Moren står og rabler løs på hindi, så jeg aner ikke, om hun er glad eller vred. Rishi ser mig og bliver en smule blegere.

   "Mām̐, yaha Kian hai." Han går hen til mig og lægger en arm om mig. Hun ser på mig. Jeg rækker en hånd frem, husker så, hvad Rishi har lært mig, og bukker hurtigt.

   "Det glæder mig at møde jer." Hun ser på mig med afsky. Så på Rishi. Jeg kan mærke, at han er utryg. Hans mor ser på resten af hans familie.

   "Yaha ēka majāka kiyā jānā cāhi'ē!" Hun er vred. Jeg synker en klump. Rishi tager hårdere fat om mig. "Duniyā mēṁ kyā āpa ēka ādamī kē sātha kara rahē haiṁ?!

   "Mor, jeg elsker Kian..."

   "Āpakō lagatā hai ki jyādā cālāka haiṁ! Śud'dha! Āpakē bhā'ī kī taraha hai ki hamēṁ kabhī nirāśa nahīṁ hōtā!" Rishi slår hænderne for munden. Ryster på hovedet.

   "Kian, vil du ikke være sød at vente udenfor?" Jeg nikker og går hurtigt ud.

   I lang tid råber Rishis mor af ham. Hans far gør også. Det lyder voldsomt. Til sidst går de. Jeg har stået ude på gangen, ventet. Da de kommer ud, skubber faren mig ind i væggen, og siger noget på hindi. Jeg går ind til Rishi. Nærmer mig langsomt. Han sidder i sofaen, ryster en smule, med hænderne i skødet og ret ryg. Nedslået blik. Hans ene kind er meget rød. Jeg sætter mig på knæ foran ham.

   "Slog de dig?" spørger jeg vantro. Han nikker langsomt. Hans øjne er blanke. Han ser langsomt op. Ikke på mig. Bare ud i luften.

   "De vil ikke have noget med mig at gøre mere." Jeg hæver øjenbrynene. "Mor sagde, at jeg havde skuffet hende. Far sagde, at han ikke ville kendes ved mig. At jeg ikke kunne være hans søn." Rishi ser på mig. Hans øjne bliver hårde. "Det er alt sammen din skyld!" hvæsser han sammenbidt. Jeg ser forskrækket på ham. Han rejser sig op og går hen mod døren.

   "Min skyld?!" Jeg er overrasket over, at han kan tale sådan til mig. Han vender sig vredt mod mig.

   "Det var dig, der var tiltrukket af mig! Det var dig, der fik mig ind i det her!"

   "Undskyld mig, men så vidt jeg husker, så var det dig der prøvede at kysse mig først, og dig der havde det sjovest, da vi var i seng sammen..." I det samme eksploderer mit syn i hvide stjerner, da Rishi slår mig lige i tindingen, hårdt og groft.

   "Tal ikke om det! Det var den største fejltagelse i mit liv!" Han tager sin jakke og går. Jeg står bare. Med en hånd på hovedet og et ørt hoved. Og så beslutter jeg, at jeg hader Rishis familie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...