Hjerteblod - Kians historie

(tribel-historie - denne historie bliver skrevet tre gange, alle paralelle med hinanden. Andre sprog bliver også anvendt, ikke alle kan slås op. Skriv i kommentarer, hvis du har spørgsmål omkring sprogene, skriv i kommentarer) Kian og hans bedste ven, Tea, bliver sat på en hård prøve, da Kian bliver angrebet af en mystisk ulv i byens slumkvarter. Mærkelige ting begynder at ske omkring den syttenårige dreng, og da de to venner opdager, at Kian er blevet en varulv, falder Kians verden fra hinanden. Samtidig møder og forelsker han sig i inderen Rishi, som også selv skjuler en hemmelighed eller to... En hemmelig orden kaldet Specialstyrken begynder at jage Kian, der må leve i rædsel og frygt for, at alt og alle, han kender, vil blive destrueret.

11Likes
20Kommentarer
2666Visninger
AA

19. Alene - bange og alene

Rishi er stædig og stolt. Han vil ikke undskylde eller sige, at han tog fejl. Derfor kommer han ikke hjem. Han lejer sig ind på et hotel lige ved siden af det højhus, lejligheden ligger i, og Tea må være mellemmand. Jeg vil så gerne tale med ham. Men han vil ikke engang se på mig.

   Jeg bor alene i lejligheden længe. Helt indtil den næste fuldmåne. Tea kommer og passer på mig. Jeg er vred, og hun mener ikke, at jeg vil være forsvarlig at lade alene, når jeg først har forvandlet mig.

   Om aftenen, da mørket er faldet på, prøver Tea at holde mig på kontoret, hvor jeg ikke kan se månen. Men jeg vil bare have det overstået. Så jeg går vredt ud i stuen, trækker gardinerne fra... og så aner jeg ikke, hvad der sker.

   Månen glor mig lige ind i ansigtet. Jeg åbner munden og spærrer øjnene op. Begynder at knurre og snerre. Jeg tager mig til hovedet. Ser på Tea. Hun bakker bange væk fra mig. Jeg snuser til luften. Jeg husker ikke, at jeg ændrer mig, men lige pludselig løber jeg på alle fire hen mod døren, kaster mig ind i den, så den bryder ud af sin ramme, hyler og springer ned ad trapperne.

   Jeg er ikke helt sikker på, hvad der sker i løbet af aftenen. Da jeg vågner op, aner jeg ikke, hvor jeg er henne. Rummet dufter af krydderier. Noget bobler. Jeg tager mig til hovedet, som dunker.

   "Du er en idiot." Rishi mumler, men jeg hører det. Jeg ser på ham. Han står og rør i en gryde. "Du gav Tea et ordentligt chok. Det var ikke særlig klogt af dig." Jeg ser forvirret på ham. Han ser ikke på mig.

   "Hvad skete der?" Han trækker på skuldrene.

   "Hun ringede til mig, og sagde, at du havde forvandlet dig til et monster. Du var løbet ud i gaderne. Hun bad mig følge efter." Jeg synker en klump.

   "Okay..."

   "Du prøvede at bide foden af mig," siger han koldt. Jeg slår blikket ned. Krymper mig.

   "Undskyld..."

   "Nårh, du kunne vel ikke gøre for det, du var jo..."

   "Jeg mente for at få din familie til at hade dig." Han ser overrasket på mig. "Jeg skal nok flytte ud, så du kan få din lejlighed igen." Rishi ser ned. Tænksomt. Tøvende. Så sukker han, lader maden stå og kommer hen til mig. Jeg ligger på en sofa. Da han kommer hen til mig, sætter jeg mig lidt op.

   "Det er ikke din skyld," siger han langsomt. "Det er bare deres religion... Desuden, så vidste jeg godt, at det ville ske. Jeg ville bare ikke indrømme det. Det er ikke din skyld. Jeg kunne bare have sagt nej, da du tilbød mig at hjælpe mig med ta finde ud af, om jeg var til fyre." Jeg smiler skævt.

   "Men du sagde da, at det kun var mig, du kunne lide." Han ser irriteret på mig.

   "Du er ikke sjov." Jeg trækker på skuldrene. Ser ned. Han puster. "Jeg er kun et menneske. Måneden inden du blev atten var uudholdelig, og det har været endnu værre at være væk fra dig de sidste par uger." Jeg ser forvirret på ham. Så lægger han mig pludselig ned, og putter sig ind mod mit bryst. Jeg ser forskrækket på ham. I betragtning af, at han både er ældre og højere end mig, så føles det her meget mærkeligt.

   "Taler du om, at du har savnet mig," spørger jeg, "eller at du vil i seng med mig?" Han trækker på skuldrene.

   "Begge dele, tror jeg..." Jeg griner.

   "Kan vi vente, til min hovedpine er væk?"

   "Nej, du skal også i bad først - og du vil ikke vide hvorfor." Jeg ser forskrækket ned på ham.

 

Rishi flytter ind igen den næste dag. Vi spiser aftensmad sammen, griner og snakker. Det er rart at være sammen med ham igen. Efter aftensmaden vasker vi op, men det ender hurtigt i en vandkamp. Efter opvasken fortæller Rishi mig, at han har fundet et nyt job på et forlag. Det gør mig glad at høre, han skal starte i den følgende uge.

   Omkring ni om aftenen lægger Rishi armene om mig bagfra. Det gibber i mig. Han kysser mig på halsen. Jeg smiler.

   "Skal vi?"

   "Jeg skal i skole i morgen..."

   "Og? Bare en halv time?" Han skubber mit ansigt bagover og kysser mig. Jeg smiler.

   "Jeg ved ikke..." Han knapper mine bukser op. Jeg skriger forskrækket og skubber ham væk. Han ser forskrækket på mig. Jeg lægger armene om mig selv.

   "Undskyld," siger han chokeret. Jeg ryster. Hvorfor ryster jeg?

   "Nej, det er mig der undskylder. Jeg har vel stadig sidste gang i mente..." Rishi ser ned, hans ører bliver en smule røde.

   "Så du vil ikke prøve igen?" Det er to måneder siden. Rishi har været tålmodig. Han har ventet på mig, og ikke været sammen med andre - ja, sådan da. Jeg synker en klump.

   "Okay. Men så skal du altså også behandle mig ordentligt denne gang." Han griner. Jeg trækker min trøje over hovedet, han begynder at klæde sig af. Da han står i underbukser og venter på mig, skal jeg til at trække bukserne af. Men en irriterende lyd får mig pludselig til at fare sammen.

   "Hvad er der galt?" spørger han. Jeg ser mig omkring. Ryster på hovedet.

   "Ikke noget." Jeg tager bukserne af og går hen til ham. Han tager fat om mig, går baglæns ind i soveværelset. Han ligger mig ned og kysser mig på brystet. Jeg slår benene op ham.

   Men så vender den irriterende lyd tilbage. Højere. Jeg spjætter og rykker væk fra Rishi. Han ser spørgende på mig.

   "Hvad har du gang i?" spørger han forvirret.

   "Der var en lyd. Kunne du ikke høre den?" Han ryster på hovedet. Lyden kommer igen. Endnu højere, skinger. Jeg slår hænderne op for ørene og kravler baglæns. Den ryster min hjerne, spiller bold med den inde i mit kranie.

   "Kian, hvad er der i vejen?" spørger Rishi.

   "Ah, der er en lyd! Kan du virkelig ikke høre den, den er forfærdelig!" Jeg kan næsten ikke høre noget for den. Rishi prøver at berolige mig. Han kan virkelig ikke høre den. Han begynder bare at kysse mig igen. Hans fingre leger ved kanten af mine boxershorts.

   Og så kommer lyden. For fuld skrue. Jeg skriger og holder mig for ørene. Rishi ser forskrækket på mig. Han holder mig ind til sig, da jeg begynder at vride mig. Jeg kradser mig selv på ørerne. Hvis de forsvinder, gør lyden også! Jeg prøver bogstaveligt talt at rive mine ører af. Rishi vinger mine hænder væk.

   Lyden bliver ved med at stige! Den gør så ondt! Den brænder! DET BRÆNDER! Det hele! Mit indre! Min hjerne, min forstand, det hele står i flammer! Jeg skriger, hver gang en pludselig tone kommer!

   "Få den til at stoppe!" græder jeg, og borer neglene ned i Rishis skulder. "Stop den! Stop lydene!" Han bider tænderne sammen. Jeg skriger. "Stop det, Rishi, vil du ikke nok stoppe det?!" Hele verdenen ryster! Det er ikke brand, det er et jordskælv! Mine knogler dirrer! Jeg hyler og slår fra mig, river mig selv så jeg begynder at bløde samtlige steder på kroppen.

   Og så stopper det. Bare sådan. En hyletone skærer stadig i mine ører, men det er en lavere én. Jeg gisper efter vejret. Rishi ser rystet på mig.

   "Hvad i hele kosmos skete der med dig?" Jeg skælver. Synker en klump. Rykker væk fra Rishi, tager dynen omkring mig.

   "Hvordan kunne du undgå at høre det?" spørger jeg. Min stemme skælver. Han lægger en hånd på min skulder.

   "Ulve og hunde har bedre hørelse end mennesker. Kan det have noget med det at gøre?" Jeg nikker langsomt. Han stryger mit hår, indtil jeg er faldet til ro. Jeg læner mig ind mod ham.

   "Kan vi ikke bare ligge os til at sove?" spørger jeg grødet. Han nikker.

   "Jo, selvfølgelig. Men først skal vi have renset de sår." Jeg ser på mine hænder. Ud over at de ryster som efter et jordskælv, så er de blodige. Jeg ser på Rishi. Han bløder fra skulderen. Selv bløder jeg fra ørene, hvor jeg rev mig selv.

   Rishi tager normale bukser på, jeg tager mine pyjamasbukser. Ude på badeværelset renser Rishi mine sår. Det gør ondt, og jeg knurrer af ham flere gange. Han ryster også. Måske på grund af det, der skete med mig, måske fordi jeg har lavet fem dybe sår i hans skulder.

   Jeg rør dem forsigtigt. Rishi beder mig om at lave være. Og så, helt instinktiv, begynder jeg at slikke blodet af. Han prøver at rykke væk, men jeg holder en hånd bag hans nakke, så han ikke kan. Først kæmper han imod og siger bange, at jeg skal give slip. Men så, lige så langsomt, slapper han mere af.

   "Det... er faktisk rart..." siger han langsomt. Jeg kan slet ikke smage, at det er blod. Men da det er væk, og sårene er renset, ser jeg på dem. De er allerede ved at trække sig sammen. "Hvordan gjorde du det?" spørger Rishi. Jeg trækker på skuldrene.

   "Instinkt?" I det samme banker det på døren. Klokken er halv ti. Rishi går ud og lukker op. Da han kommer tilbage, ti minutter efter, ser han med et skævt smil på mig.

   "Naboerne har klaget. Vi skal dæmpe os." Vi smiler og begynder at grine.

   Da Rishi ligger og sover ved siden af mig, ligger jeg og tænker. Han ligger med ryggen til mig. Jeg føler mig alene. Rishi kunne ikke høre lyden. Han vil ikke kunne forstå, hvor ubehageligt det var. Ligesom hverken han eller Tea nogensinde vil kunne forstå den smerte, der følger med i, at forvandle sig under månen. Eller skrækken over, at hele byen vil dræbe én...

   Jeg er alene. Bange og alene, i en alt for stor verden. Jeg kryber sammen under dynen og lukker øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...