Hjerteblod - Kians historie

(tribel-historie - denne historie bliver skrevet tre gange, alle paralelle med hinanden. Andre sprog bliver også anvendt, ikke alle kan slås op. Skriv i kommentarer, hvis du har spørgsmål omkring sprogene, skriv i kommentarer) Kian og hans bedste ven, Tea, bliver sat på en hård prøve, da Kian bliver angrebet af en mystisk ulv i byens slumkvarter. Mærkelige ting begynder at ske omkring den syttenårige dreng, og da de to venner opdager, at Kian er blevet en varulv, falder Kians verden fra hinanden. Samtidig møder og forelsker han sig i inderen Rishi, som også selv skjuler en hemmelighed eller to... En hemmelig orden kaldet Specialstyrken begynder at jage Kian, der må leve i rædsel og frygt for, at alt og alle, han kender, vil blive destrueret.

11Likes
20Kommentarer
2653Visninger
AA

21. Aldrig mere

Jeg kommer ikke i smerter, som sidste gang, men jeg tror ikke, at jeg nogensinde har været så varm. Til sidst er jeg så træt, at vi bare ligger arm i arm. Stemningen får Rishi til at kysser mig et par gange. Jeg er klam og svedig.

   "Jeg har brug for et bad," mumler jeg. Rishi ler.

   "Du?" Hans hår klistrer fast til hans ansigt, altså, det af det, jeg ikke har rodet så meget op i, at det står op. Jeg griner og lægger armene om ham.

   "Vi har." Han smiler.

   "Jamen så lad os gøre det sammen." Mine ører bliver rødere end de allerede er, og mine kinder brænder næsten.

   "Rishi, jeg ved ikke..." Han smiler og aer mit ansigt.

   "Hey. Det er helt okay." Han rykker tættere ind til mig, jeg får svært ved at få vejret. Han kysser mig på kinden. "Vil du først?"

 

Alt ligner puppy-love, altså, indtil Rishi er taget ad sted til kursusset. Fuldmånen nærmer sig, men i det mindste har jeg stadig Tea. Men nej. Hun ringer til mig, og siger, at hun ikke kan komme over! Hendes familie skal på udflugt til Sidney. Hun har fuldstændig glemt, at det er fuldmåne!

   Om aftenen sidder jeg og drikker mig stiv i det stærkeste, jeg kunne købe i den lille købmand på hjørnet, vodka og øl. Jeg har rullet alle gardinerne fra. Jeg har taget bedøvelsespiller og smertestillende, måske lige rigeligt. Da jeg er godt fuld vakler jeg hen til sofaen, tænder fjernsynet og ligger og ser tomt på Tom & Jerry. Skærmen sortner et øjeblik, og månen bliver genspejlet.

   Det gør ikke ondt at forvandle sig. Piller og alkohol har gjort mig ør, og jeg opdager slet ikke, at jeg bliver ulv. Jeg sidder bare og ser tegnefilm. Varulve har ikke et vis rygte, der skal opretholdes, og slet ikke i et lukket rum.

   Jeg er helt alene. Så ensom at det gør ondt. Jeg er vred på Tea og Rishi, fordi de lovede at være hos mig, og knust over, at ingen af dem er kommet i tanke om det, eller har set månen, og ringet til mig.

   Den næste dag banker det på døren. Jeg har tømmermænd og kryber som ulv ud til døren. Med meget besvær kommer jeg så højt op, at jeg kan se ud ad dørspionen.

   To mennesker, en mand og en kvinde i sorte jakkesæt, står udenfor. Mit hjerte pumper. Adrenalinet pumper. Jeg begynder at knurre. Kvinden siger noget til manden, der nikker. De prøver at sparke døren ind. Den er låst. Jeg bakker, skyder ryg og knurrer. Jeg gemmer mig bag en væg. Da døren bliver åbnet, går de to ind. Den ene har en pistol. Han hæver den. Jeg knurrer. Kvinden lukker døren efter sig. Hvor naivt.

   Det er et blodbad, da jeg springer på dem. Jeg bider hånden ad manden. Jeg er ikke mig selv! Jeg er så bange! Det er ikke mig, der ser ham falde om på gulvet. Det er ikke mig, der vrider nakken om på ham. Eller mig, der tager pistolen. Det er ikke mig, der får åbnet vinduet, og smider to lig ud fra lejligheden. Og det er bestemt heller ikke mig, der slikker blodet op.

   Men da jeg vågner og er menneske igen, er det min krop, der har gjort det. Jeg går i panik. Jeg får tøj på og vasket mit ansigt. Jeg har puffet møbler for døren, hvis lås er gået i stykker. Jeg fjerner dem og ser på min telefon. Ingen mistede opkald.

   Der går kun få timer, så kommer politiet forbi. de har vel udspurgt alle i højhuset, men troet, at jeg ikke var hjemme, fordi døren var "låst".

   "Er der sket noget usædvanligt de sidste par dage?" spørger en politimand groft. Jeg klør mig på kinden, jeg skal altså barberes snart.

   "Nja, det ved jeg ikke helt. Som hvad?"

   "Som for eksempel to døde Specialstyrkemedlemmer, der blev lemlæstet og kastet ned på gaden fra denne del af bygningen?" Jeg ser på de to betjente med oprigtig forskrækkelse.

   "Åh gud, nej, jeg har ikke set noget. Jeg har været på besøg hos min familie i de sidste par dage." Politiet ser tvivlende på mig.

   "Virkelig?" Jeg nikker. "Dine naboer har fortalt, at de har hørt lyde herindefra. Dyrelyde? Der var bidemærker i ligene." Jeg ser på dørkarmen.

    "Jamen, som I kan se, så må nogen være trængt herind, mens jeg var væk." Jeg ser på dem med frygt i øjnene. Forhåbentlig hopper de på den. "Jeg kan desværre ikke hjælpe jer. Men lad mig det vide, så snart sagen er løst." Jeg prøver at lukke døren, men de skubber den op.

   "Gør det noget, at vi gennemsøger lejligheden?" Har jeg et valg? Jeg lader dem komme ind, men får så øje på pistolen, som ligger lidt for langt ude under en pude. Jeg går diskret hen og sætter mig i sofaen, tager den op bag ryggen.

   Politiet gennemsøger lejligheden, men finder ikke noget, de kan bruge. De begynder at undersøge soveværelset. En af dem kommer ud med et billede af Rishi og mig.

   "Hvem er det?" spørger han.

   "Min kæreste, Rishi." Politimanden nikker og sætter det tilbage. Efter en halv time undskylder de for ulejligheden og går.

   Da Rishi kommer hjem, ikke så meget som nævner han fuldmånen. Jeg siger ikke noget. Jeg er så rasende på ham. Jeg vil have hævn for, at han lod mig være alene med elendighed!

   "Hør, Kian," siger han til aftensmaden. Jeg ser på ham. Han synker en klump. "Jeg syntes, at du bør vide det her - da du var blevet skudt, kyssede Tea mig." Jeg er helt tom. Jeg vil slå fra mig og skrige, samtidig med at jeg vil løbe min vej i fornægtelse. "Hun gjorde det kun for, at jeg ikke ville være lige så bekymret, og det var kun i få sekunder." Jeg nikker.

   "Okay." Jeg spiser videre uden at se på ham. Han ser spørgende på mig.

   "Okay? Er det alt, du har at sige?" Jeg nikker. Igen. Jeg har allerede planlagt min hævn.

   Tea siger heller ikke noget om månen, da hun kommer tilbage. Hun rabler løs om sin tur, som lyder åh så fantastisk. Hende vil jeg også hævne mig på.

   "Hør, Tea," siger jeg, da vi sidder og drikker te sammen i vores stue. "Hvad var det nu, ham fyren, du havde mødt, hed?"

   "Richard, hvorfor?" Jeg trækker på skuldrene.

   "Ikke for noget."

   Richard går åbenbart i vores parallelklasse. Jeg finder hans facebookbruger, og finder ud af, at han skal til en fest den fredag. Jeg siger til Rishi, at jeg skal ud og feste med nogle venner.

   Til festen er alt andet end Richard lige meget. Jeg finder ham, tilbyder ham nogle drinks, og da han er godt beruset, trækker jeg ham hen til et stille hjørne og kysser løs med ham. Da jeg er færdig med ham, skanner jeg rummet for én, der kan bruges i min hævn mod Rishi.

 

Da jeg står i hendes lejlighed og kysser hende, betyder det ikke noget. Jeg kan ikke lide det. Hun er en smule beruset, og fniser hele tiden. Jeg kan ikke lide det, når hun rør mig de steder, kun Rishi må røre. Jeg kan ikke lide hendes fnisen, hendes kys eller hendes ånde. Jeg hadede det, da hun tøj min trøje af. Så jeg tager den på igen, ryster på hovedet og går. Hun råber efter mig, men det er for døve ører. Jeg tager metroen hjem. Rishi er ikke hjemme, selvom klokken er halv tolv. Han har nattearbejde.

   Det gør for ondt. Tea og Rishi, som er de eneste, der kender min hemmelighed, ser ikke, hvor dårligt jeg har det. Jeg tager medicinkassen ned. Måske hjælper bedøvelsespillerne. Jeg tager en. Så to. Så tre mere. Efter fem sætter jeg den op igen, og går omkuld på sofaen.

   Sådan fortsætter de næste par uger. Rishi arbejder meget, og jeg ser ham næsten ikke. Tea ringer, skriver eller kommer næsten aldrig. Jeg tager flere og flere piller, eller drikker. Det har ikke den samme effekt på varulve. Jeg kan ikke blive afhængig. Og så alligevel. Jeg er afhængig af Rishi - som aldrig er hjemme.

 

En aften ringer min mobil klokken ni om aftenen. Jeg sidder oppe og venter på Rishi. Jeg vil tale med ham, om hvor dårligt jeg har det. Jeg har ikke drukket, ikke spist piller, ingenting. Jeg er faktisk næsten glad. Jeg tager telefonen. Det er Rishi.

   "Hej," siger jeg.

   "Hej..." Åh nej. Jeg sukker. "Kian, hør nu på mig! Jeg kommer senere hjem, der er bøvl med noget teknisk, som jeg skal ordne. Du kan bare ligge dig til at sove uden mig. Okay? Godnat." Jeg ligger på. Hvordan kan han gøre det?! HVORDAN KAN HAN GØRE DET?!

   Jeg river medicinskabet op, finder bedøvelsen og hælder mange piller ud i hånden. Men jeg ryster og taber dem. Jeg begynder at samle dem op, græder. Jeg åbner skabet med støvsugeren, vil fjerne pillerne, inden Rishi kommer hjem. Jeg støvsuger dem op, putter støvsugeren ind igen.

   Pistolen, som jeg tog fra de to fra Specialstyrken, falder ned på gulvet. Jeg ser på den i det, der må være evigheder. Automatisk bøjer jeg mig ned og tager den op. Den er ladt. Jeg har beholdt den, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle forklare den.

   Jeg kan ikke tage det mere. Piller slår mig ikke ihjel. Alkohol slår mig ikke ihjel. Rystende retter jeg mig op. Retter pistolen mod min tinding. Tårer løber ned ad mine kinder. Det er så hårdt. Hvis jeg bliver, så forvandler jeg mig igen om kun en uge...

   En, to, tre. Jeg står fuldstændig stille et øjeblik. Så falder jeg til jorden. Taber pistolen. Fri. Kan det være... er jeg fri nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...