Hjerteblod - Kians historie

(tribel-historie - denne historie bliver skrevet tre gange, alle paralelle med hinanden. Andre sprog bliver også anvendt, ikke alle kan slås op. Skriv i kommentarer, hvis du har spørgsmål omkring sprogene, skriv i kommentarer) Kian og hans bedste ven, Tea, bliver sat på en hård prøve, da Kian bliver angrebet af en mystisk ulv i byens slumkvarter. Mærkelige ting begynder at ske omkring den syttenårige dreng, og da de to venner opdager, at Kian er blevet en varulv, falder Kians verden fra hinanden. Samtidig møder og forelsker han sig i inderen Rishi, som også selv skjuler en hemmelighed eller to... En hemmelig orden kaldet Specialstyrken begynder at jage Kian, der må leve i rædsel og frygt for, at alt og alle, han kender, vil blive destrueret.

11Likes
20Kommentarer
2652Visninger
AA

13. Alarm

I løbet af de næste tre uger opildnes hele Brisbane. Varulv mig her og varulv mig dér. Folk snakker konstant om, hvordan de ville dræbe en varulv, hvis de så den, og så er der selvfølgelig de psykopater, der gerne selv vil være en varulv. De aner ikke, hvad det betyder at være en varulv. Alle mistænkelige personer bliver taget med til den nærmeste politistation. Én er lidt for behåret, én kan lide sin bøf mere rå, to søskende, der leger og bider hinanden for sjov... Jeg er rædselsslagen, men heldigvis tager de kun de dystre og luskede typer. Takket være mit hår, der på grund af varulven er blevet lyst, og mine øjne, der på grund af varulven er blevet blå, er der ingen, der mistænker mig. Egentlig lidt racistisk.

   Da der kun er en uge til min fødselsdag, sidder jeg lænet op ad Rishi i sofaen i lejligheden. Han aer min hånd, bare sådan lidt... Vi ser TV. Folk går amok på grund af "varulvetruslen". Bryder ind i sikkerhedsforretninger, ironisk, og stjæler alarmer og våben, så de kan forsvare sig. Nogen går i protest, og prøver at overbevise folk om, at varulve "også er mennesker". Hvor ville jeg dog gerne tro dem, men som ulv... nej, ikke helt et menneske.

   Jeg har grædt meget på det sidste, mere end jeg plejer. Jeg er skræmt fra vid og sans. Rishi har trøstet mig hver eneste gang, han tror, at jeg er bange for varulven. Hvis bare han vidste...

   Til aftensmad laver Rishi laks. Vi spiser og snakker så godt vi nu kan, men stemningen er en smule trykket. Vi er begge to bange, Rishi er kun lidt. Og så har vi begge to lyst til at bruge hele aftenen på at øve mund til mund med den anden. Liggende. På sofaen.

   Efter maden er jeg svimmel. Jeg har ondt i hovedet og er egentlig slet ikke mæt. Jeg er aggressiv og kommer til at snerre af Rishi. Han vasker op, forskrækket og vred, på mig...  Jeg sætter mig ind på hans lille kontor, ringer til Tea, der har en kalender over, hvornår det er fuldmåne.

   "Hej," siger hun glad, da hun tager telefonen.

   "Tea," siger jeg tvært. "Kan det være, at du har glemt at fortælle mig, at det er fuldmåne i aften?" Hun ler, går.

   "Nej, Kian, du tror da vel ikke, at jeg ville glemme sådan en vigtig ting..." Hun stopper. Jeg sukker. Jeg vidste det! "Ups," siger hun forskrækket. "Kian, du må se at komme herover."

   "Der er ikke tid, klokken er næsten syv, månen kan stå op hvert øjeblik det skal være. Rishi skal væk."

   "Men..." Jeg ligger på og tænker mig hurtigt om. Han vil ikke gå en tur, der er udgangsforbud i denne del af byen. Der røg sådan cirka en trillion gode grunde til at få ham ud. "Vi mangler mælk." "Besøg en ven, det har du godt af." Nej, det fungerer ikke. Jeg må bare blive på kontoret. Indtil nymåne. Om to dage. Jeg sukker. Stakkels mig. Stakkels Rishi. Okay, jeg må undgå at se på månen. Ja, det er en god plan.

   I det samme åbner Rishi døren. Han ser på mig. Puster en hårlok væk fra ansigtet og smiler venligt.

   "Kom. Vil du ikke se en film?" Jeg tøver. Nikker langsomt.

   "Rul gardinerne fra, så kommer jeg om lidt." Rishi smiler og nikker. Han går, jeg venter. Tjekker min telefon, lader som om jeg laver noget vigtigt, for ikke at få skyldfølelse over at lyve. Rishi kalder på mig, jeg går ind i stuen - og vender mig hurtigt om.

   Han står og ser på månen. Vil havde mig over, så jeg også kan se den. Jeg ryster på hovedet. Han kommer hen til mig, stryger min skulder. Jeg får kuldegysninger.

   "Er der noget i vejen?" Han ser på mig. Jeg prøver ikke at se ham. Ikke se ham. Ikke se månen. Luk øjnene, Kian. Luk dem så! Jeg ryster på hovedet.

   "Nej, jeg... Hvad for en film skal vi s..." jeg hæver blikket, "s..." ser Rishi i øjnene, "se..." Fuldmånen genspejles i hans pupil. Den er så rund. Så fin. Men jeg når ikke at nyde synet, hverken af månen eller af Rishis øjne. For jeg begynder at stønne og hyle i smerte. Rishi ser forskrækket på mig, ligesom Tea gjorde første gang. Det er pinefuldt, både forvandlingen og Rishis reaktion. Han griber telefonen og skal til at ringe efter hjælp. Jeg falder om på gulvet, Rishi skynder sig hen til mig.

   Han skriger. Bakker væk. Jeg åbner øjnene. Lugte er farver. Og der er mange farver. Flere end før. Jeg er varulv. Jeg rejser mig op på alle fire. Rishi bakker væk fra mig. Jeg ser på ham. Vil græde, men kan ikke. Han skal ikke se mig. Ikke sådan her. Han tager en køkkenkniv og retter den mod mig. Gentager historien sig. Jeg kryber baglæns. Vil ham ikke noget ondt, vil bage gerne forklare ham, hvad der sker...

   Jeg prøver at gemme mig, for at vise, at jeg er mere bange for ham lige nu. Han kommer nærmere. Tager telefonen. Taster et nummer ind. Han vil ringe efter politiet eller specialstyrken, eller hvem der nu ellers tager sig af varulve. Jeg klemmer mine lodne ører ind mod mit hoved med forpoterne. Jeg vil ikke høre alle de grusomme ting, han sikkert kalder mig.

   Monster. Misfoster. Dræber. Dræbermaskine. Vandskabning. Der er så mange ting, han kan kalde mig.

   En høj, skinger lyd skærer gennem mit hoved, og jeg piver ynkeligt. Jeg slår forskrækket øjnene op, da en blød hånd stryger gennem min pels. Fra hovedet, ned langs ryggen. Jeg ser på Rishi. Han er bleg, forskrækket. Hans hånd ryster. Men han har smidt kniven fra sig, og er faldet på knæ ved siden af mig. Er det alles reaktion på mig? Hvis de... elsker mig?

   "Du... Du vil ikke skade mig... Vil du?" Jeg ryster på hovedet. Ser nervøst på ham. "Jeg har ikke ringet efter nogen," siger han lavt. "De ville bare skyde dig..." Jeg går langsomt hen mod ham, snuser til ham. Der er en sær lugt i hans tøj. Syrlig. Parfumeret. For meget. Hvorfor har jeg ikke opdaget den før? Han bakker væk fra mig. Forstår han da ikke, jeg vil ham ikke noget ondt. Han rejser sig op, tager fat i pelsen i min nakke, og fører mig blidt ind i soveværelset. "Du kan sove herinde," siger han i et underligt toneleje. "Så er der ingen, der kan finde dig." Hvad?! Jeg vender mig mod ham i samme øjeblik som han smækker døren. Jeg løber hen mod den, hyler. Men låsen klikker, og jeg er spærret inde.

   På den anden side af døren kan jeg høre, at Rishi trækker vejret tungt. Han er bange. For mig.

 

Jeg bliver hurtigt sulten. Rishi forlader ikke lejligheden dagen efter. Jeg hyler ynkeligt af sult, men han slår bare på døren og hvæsser, at jeg skal være stille. Jeg har aldrig været så bange i hele mit liv. Jeg skælver og kryber sammen i hjørnet. Jeg savner den rede, Tea plejer at lave til mig. Den, inde i hendes skab. Der er ikke megen plads, og den er ikke særlig stor - men hun gør det, fordi hun holder af mig. Rishi har låst mig inde. Jeg er alene. Bange og alene og sulten.

   Tea kommer over så snart udgangsforbuddet er blevet ophævet. Det er der kun om natten. Rishi lyver for hende, og fortæller hende, at jeg ikke er her. At jeg tog ad sted, og ikke er kommet tilbage. Jeg vil gerne hyle efter hjælp. Men jeg kan ikke. Jeg åbner munden, men tungen er for tør. Jeg har ingen vand, ingen mad og ingen seng - kun en menneskeseng, som jeg ikke vil op i, fordi den lugter mærkeligt. Sjovt. Som menneske giver duften fra den mig lyst til at bede Rishi om at tage mit tøj af. Nu er den dækket af frygt.

   Da jeg endelig vågner og er mig selv, skælver jeg over hele kroppen. Jeg har ikke drukket noget i to dage, ikke spist noget, ikke sovet særlig godt... Jeg rejser mig op, vakler lidt. Jeg tager lagnet af sengen og svøber det om mig. Jeg vakler, støtter mig til væggen, hen til den låste dør. Jeg falder på knæ, ryster, skælver og bævrer. Jeg banker på en enkelt gang. Det gør ondt og jeg bliver dårlig. Jeg samler alle mine kræfter og banker på igen, så energisk som jeg kan. Jeg har kradset på den, mange gange, tigget Rishi om at lukke mig ud. Han har ikke forstået mig. Han har holdt mig fanget. Fået klager på grund af mine sarte hyl, og bortforklaret dem med gamle skrækfilm.

   Nu bliver døren åbnet. Bare en lille smule på klem. Jeg kniber øjnene sammen. Jeg har levet i mørke i de sidste to døgn. Der er ikke noget vindue i soveværelset. Rishi ser ned på mig. Hans øjne er røde. Han har ikke sovet.

   Og så bryder jeg sammen. Jeg kan bare ikke mere. Jeg begynder at græde. Jeg har mistet Alex. Jeg har mistet Rishi. Jeg har mistet mig selv. Jeg hulker og græder. Rishi står bare og ser på mig med helt tomme øjne.

   "Jeg hader det," siger Rishi. Selvfølgelig gør han det! Jeg er en varulv! Hvorfor skulle han dog kunne lide det? Han åbner døren helt op. Sætter sig på knæ foran mig og omfavner mig. Jeg spærrer øjnene op, da han knuger mig ind til sig. "Jeg hader når du græder." Jeg synker en klump, eller, jeg prøver. Min mund er for tør.

   "Jeg er varulven." Min stemme er ru og knastør. Rishi nikker.

   "Du skulle have fortalt det til mig."

   "Du ville ikke have troet mig." Han ler.

   "Sandt." Han holder mig ud fra sig. "Men så var jeg ikke blevet så forskrækket." Jeg ser på ham. Mine øjne svier. Han tørrer tårerne væk og aer min kind. "Fortæl mig om det. Okay?" Jeg nikker.

   "Okay."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...