Unfaithful - Limited Edition

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2016
  • Status: Igang
Følg danske Mia fra Roskilde gennem hendes lange og ret kringlede vej til kærligheden til verdensstjernen Justin Bieber gennem utroskab. Det er ikke ligefrem den letteste kærlighed...

56Likes
52Kommentarer
409774Visninger
AA

113. Tanker og følelser!

Justins synsvinkel:

Nu skulle det blive spændende om jeg og Mia kunne være i fred i aften. Jeg var ærlig talt ret spændt på det. Jeg slap ikke Mias hånd et eneste sekund. Hun så nervøst på mig, mens vi var på vej ned med elevatoren. Jeg kyssede hende blidt på hendes kind.

"Don't be nervous baby - I'm right here...", hviskede jeg blidt ved hendes øre.

Hun nikkede forsigtigt og jeg kunne mærke at hun ubevidst strammede grebet om min hånd. Hun var nervøs så det battede. Hun tøvede noget med, at følge med mig ud af elevatoren. Jeg sukkede lettere opgivende. Jeg havde seriøst ondt af hende. Hun havde det ikke for nemt, til trods for min, Moshes, Kennys og Alfredos beskyttelse. Jeg blev nød til at lægge armen om hendes lænd og derved skubbe en smule på hende. Hun så ret nervøs ud, eftersom hun kiggede på mig mens hun bed sig i underlæben. Ja, jeg kendte hende jo. Var ret sikker på, at Mia kunne høre de høje hvin og skrig udenfor hotellet. De skreg endnu mere, da de opdagede Kenny gå ud som den første.

"Justiiiin!", skreg de op, som besatte.

Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Jeg hørte et hårdt suk fra Mia. Jeg gav hende et kærligt klem på hendes røv uden på hendes fine ballonkjole. Hun så straks på mig og rødmede med et lille grin. Jeg nikkede med et kærligt smil, som en slags sikkerhed for, at alt nok skulle gå godt. Moshe holdte døren for os og alle pigerne skreg som besatte. Med Kenny og Alfredo på hver side af mig og Mia og Moshe lige foran os, styrtede vi af sted hen til den store sorte bil. Jeg nåede dårligt og registrere hvilken slags bil det var, eftersom det hele bare skulle gå så forbandet hurtigt.

Jeg lod Mia kravle ind først, mens Kenny, Moshe og Alfredo afskærmede os ved bildøren. Jeg kravlede hurtigt ind efter Mia og satte mig ved hendes side. De andre havde sat sig hurtigt ind og chaufføren kæmpede med at køre bilen frem. En helvedes masse piger begyndte at banke på sideruderne på bilen, selv om vi var begyndt at køre. De var glade alle sammen og det smittede heldigvis af på Mia, der sad og grinte hjerteligt, så der trillede et par tårer ned ad hendes kinder.

"We love you Justin!"

"Mia Jensen is the luckiest girl in the whole world!"

"Jia for ever!", skreg alle pigerne.

Jeg blev seriøst overvældet til tårer. Det var vidst nok et af de bedste 'moments' jeg og Mia nogensinde havde haft sammen. Mia grinte lykkeligt og hun sad faktisk og vinkede og sendte hjertetegn bag vinduet ud til alle de Beliebers, der løb ved hendes side. Jeg besluttede mig for at følge trop og gjorde det samme i den anden side. Alle pigerne skreg og hvinede som besatte. De var ikke til at standse....

Vi nåede langt om længe væk fra fan-skaren og hotellet. Chaufføren havde vidst også gjort lidt for at køre langsomt med bilen, efter der var blevet vist så meget støtte og kærlighed til os. Mia så lykkeligt på mig og lænede sig op ad mig. Jeg lagde armen om hendes skuldre og kyssede hende blidt på panden.

"I really love your German Belieber's!", grinte hun.

Jeg smilte stort. Kunne ikke være mere enig.

"So where are we going tonight, J?", spurgte hun med et lille fnis.

Jeg kiggede ned på hende og fangede hendes smilende blik. Jeg kyssede hendes søde lille næse.

"That's a surprise baby.", svarede jeg med et lille grin. Hun grinte.

"You can't tell me?", grinte hun.

Jeg rystede let på hovedet og smilte smørret. Jeg kunne stadigt ikke komme mig over, at Mia formentligt ikke havde tænkt datoen rigtigt igennem. Tænk, at hun virkelig havde glemt det? Nok var det sjovt, at hun havde glemt det, men jeg følte mig også lettere skuffet over det. Troede virkelig, at jeg betød mere for hende? Måske, jeg bare skulle lade være med at tænke yderligere over det? Jeg sukkede hårdt. Kunne mærke Mia flette hendes spinkle fingre ind i min hånd.

"Is there something wrong, J?", spurgte hun stille.

Kenny og Alfredo sad og kiggede på os. De kunne selvfølgelig følge med i alt fra vores side af, eftersom de sad over for os. Moshe sad foran ved siden af chaufføren. Jeg fangede Mias blik og rystede svagt på hovedet med et lille svagt smil.

"No, there's nothing, baby...", svarede jeg stille.

Hun rettede sig lettere op og hun lagde sin venstre hånd om min højre kind og rykkede stille mit ansigt mod hendes. Hun smilte kærligt og nærmede hendes læber tæt ved mine.

"I love you J...", hviskede hun.

Jeg smilte kærligt og nikkede svagt. Hun pressede hendes læber mod mine og jeg nød hendes mund som var det verdens bedste is-dessert. Ja, jeg var ret så ligeglad med, at de andre kunne se os. Vi slap stille hinandens læber. Hun kom med et lille fnis.

"Now I know where we're going.", sagde hun med små fnis.

Jeg smilte smørret over det. Arrrh, jeg var ret så sikker på, at hun ikke var klar over hvor vi skulle hen? Jeg løftede uforstående mit ene øjenbryn. Jeg ville sgu gerne vide, hvad hun præcist mente med det?

"Haha, can you tell me it?", spurgte jeg udfordrende.

Hun grinte med blussende kinder. Sig mig, sad hun lige og rødmede? Hun rykkede sit ansigt hen til mit øre. Hmm, måtte de andre ikke høre noget? Det kunne bestemt kun blive interessant det svar? Noget frækt måske? Jeg smilte smørret. Mærkede, at hun gav mig et lille blidt kys tæt ved mit øre, så det kildede. Jeg kunne ikke lade være med at udstøde et lille grin og jeg lagde straks mærke til Kennys og Alfredos smørrede smil. Ja ja, de ville helt sikkert gerne vide, hvad Mia havde at sige, men nul du! Det var kun forbeholdt mig.

"We shall guaranteed to a random handicap toilet and fuck?", hviskede hun med små fnis.

Jeg blev ret så overrasket og kunne ikke lade være med at grine voldsomt, så de andre sad fuldstændigt uforstående over hvad jeg sådan morede mig over. Mia grinte også. Damn, hun overraskede mig sgu på den gode måde. Havde hun så alligevel husket dagen?

"Happy anniversary, J.", grinte hun smørret.

Mit smil sad som klistret til ørerne. Fuck, hvor gjorde hun mig lykkelig nu. Hun havde slet ikke glemt det.

"Happy anniversary, baby,", svarede jeg lykkeligt og lagde min arm om hendes liv og lagde mine læber over hendes igen og krævede et lidenskabeligt tungekys af hende.....

~

Mias synsvinkel:

Selvfølgelig havde jeg ikke glemt vores årsdag, men jeg måtte stærkt indrømme, at jeg ikke havde skænket dagen en tanke før jeg tænkte at det var den 1 april, og at Justin kun ville have mig med i byen. Så kunne jeg pludseligt godt lægge to og to sammen. Én ting var sikkert: Justin var vidst ret lykkelig for, at jeg ikke havde glemt vores særlige dag. Desværre havde jeg ikke købt en gave til ham, men så havde jeg heldigvis nogle små luskede idéer i baghånden hvordan jeg ellers kunne glæde ham senere på aftenen.

Noget han helt sikkert ikke ville have noget imod. Jeg sad og smilte smørret over det og jeg tror Justin lagde mærke til det, eftersom han grinte lidt ad det. Bilen stoppede pludseligt og selvfølgelig så jeg nysgerrigt på Justin. Han smilte.

"Here we go, baby.", sagde han med et kærligt smil.

Jeg nikkede stille, men dog ret nervøs, da jeg kunne fornemme et virvar af kamera-blitzer udenfor. Han gav min hånd et lille klem.

"I think you can handle this, baby. I am sure the German paparazzis isn't as bad as those in Miami and Great Britain.", svarede Justin på min usikkerhed.

Var det virkelig så tydeligt? Jeg nikkede stille og bed mig små-hårdt i underlæben, så det gjorde lettere ondt. Ved ikke hvorfor trangen til at bide mig selv på den måde kom, men jeg kunne bare mærke, at det at føle lettere smerte fik mine små-flossede nerver til at falde lettere til ro. Gad vide om Justin havde det på samme måde? Moshe var kommet ud af bilen og Alfredo gik ud, dernæst Kenny. Justin gik ud af bilen før mig. Tror han gjorde det bevidst for at være galant? En knitrende og larmende lys mødte mig, da jeg steg ud af bilen. En hånd var straks til at tage imod mig og jeg genkendte straks hånden, der tilhørte Justin.

"Jia, over here, how do you feel that people persecute you and spreading nasty rumors about you?", var der én af paparazzoerne, der spurgte med en tysk accent.

Nok hadede jeg paparazzis men jeg måtte indrømme, at jeg bare ikke kunne lade være med at grine over det spørgsmål. Ikke så meget over spørgsmålet, men fordi det kom fra en paparazzos mund af? Jeg var sgu ligesom klar over, at det gerne var paparazzis, der forfulgte os for det meste. Justin smilte smørret til mig. Ja, helt sikkert, at han selv havde bemærket det akavede spørgsmål. Jeg så spørgende på ham. Han rystede på hovedet.

"Just ignore them, baby. Their question is too stupid...", sagde han tæt ved mit øre, mens Kenny udregnede en plan for, hvordan vi skulle komme igennem mængden af mennesker og tilskuere, for at nå den restaurant jeg faktisk havde opdaget et stykke foran os.

Ja, der var sygt mange mennesker stimlet omkring os. Jeg kunne sagtens finde på at spørge, om nogen havde hørt en fugl synge om, at jeg og Justin var på vej? Jeg opgav simpelthen, for som det gamle ordsprog siger: "Én fjer kan nemt blive til fem høns!" Get it? Jeg havde efterhånden måttet sande, at uanset hvor jeg og Justin befandt os, så kunne vi aldrig være rigtigt alene i det offentlige rum. Mit privatliv, var ikke længere noget helt privat. Det var blevet en del af omverdenen.

Udstillet til stor skue i alverdens lunefulde sladderblade. Gjorde jeg bare straks en lille ting forkert, så blev jeg fremstillet som noget af det værste. Jeps, nøjagtigt ligesom stakkels Justin. Hvad han dog ikke skulle høre for og hvad jeg ikke skulle høre for? Folk kunne virkelig være onde og kolde. Men derfor knækkede jeg og Justin ikke sammen af de grunde. Vi støttede hinanden nu så meget vi overhovedet kunne formå. Vores kærlighed til hinanden var større end noget andet i hele verden. Vores kærlighed var grunden til, at folk ikke kunne knække os 100%.

Vi havde stået imod meget sammen, siden jeg kom tilbage til ham i Miami. Vi havde stået imod hatere, modbydelige paparazzis, grove overfald og sygelige skældsord. Vi havde stået imod trusler og selv om vi havde haft mange nedture med gråd og ulyksaligheder, så havde vi trøstet hinanden og bedt sammen for at Gud og vores familier og nærmeste venner og Justins crew hjalp os imod de onde tider. Tro mig, både Justin og jeg nød, når vi var steder, hvor hadet ikke var stort. De steder følte vi os mest sikre og respekterede. Håbede inderligt, at Danmark ville tage positivt imod os.

Danmark vidste intet om vores lynvisit på de få dage vi besøgte min bror og forældre sidste gang. Vel også godt det samme. Vennerne havde trods alt været søde og intet nævnt til pressen om Justins og min tilstedeværelse. Det havde været ret rart. Bestemt også for Justin. Han havde fortalt tit, at han havde følt Danmark og Roskilde, som et befriende pusterum fra alt det hektiske, der normalt foregik for os på turnéen. Dog havde vi begge været helt enige om, at vi sagtens kunne have undværet den Belieber-fest. Den havde nærmest intet godt haft på sig, men jeg var nu ret lykkelig for, at Justin havde stået imod hende Sandra. Det bekræftede blot hvor højt han elskede mig og hvor trofast han faktisk var over for mig.

Det havde virkelig forbløffet mig og forbløffede mig til stadighed, for historien havde været anderledes dengang han stadigt var sammen med Selena. Han så virkelig mig og Selena som to vidt forskellige piger. Jeg var så lykkelig for, at han ikke gjorde samme nummer på mig. For selv om Justin virkede flirtende over for andre piger, så var det små uskyldige flirts fra hans side af. De havde ingen sammenligning med de flirts jeg og Justin havde, dengang vi begyndte at se hinanden. Enten elskede han mig usigeligt højt eller også var han blevet meget mere bevidst og moden over hvordan man bevarer et sundt forhold, eller også var det begge dele?

Uanset hvad, så følte jeg at jeg kunne stole 110% på ham. Han virkede reel og til at stole på. Ja, ingen tvivl. Trods hadet fra omverdenen, så følte jeg mig som verdens heldigste pige, der havde fået sin drømmeprins af alle. Jeg ville aldrig nogensinde svigte Justin. Han var min helt og holdent...

Vi nåede ind på restauranten og direkte over til et afsides bord, hvor både Moshe, Kenny og Alfredo måtte sætte dem ved. Ingen bord til to, men sikkerheden måtte bare stå størst her, for de tyske Beliebers og fotografer var jo vanvittige. Restauranten havde ikke spærret af for indtrængning, dog havde de sørget for, at jeg og Justin kunne få lov til at være os selv på vores afsides spot. Jeg og Justin sad inderst op ad en høj afskærmning i en skøn og casual sofa, med Kenny på min side og Alfredo på Justins, mens Moshe sad på en bred og høj lænestol på den anden side af bordet.

Der emmede af tysk hygge på restauranten blandet med et lidt britisk stil, når man tænkte på sofaarrangementerne. Det var ren Chesterfield udseende. Hyggeligt, dystert i omgivelserne og flot i dyr stil. Nogle enkle fans og paparazzis havde sneget dem ind på længere afstand, blot fordi de havde råd til at bestille maden her, for billigt var det ikke. Jeg korsede mig over priserne, da jeg kiggede mit menu-kort igennem, mens Justin bare trak på skuldrene over det. Jeps, ingen tvivl om at priserne ikke rørte ham en meter. For min skyld havde McDonalds også været okay, men måske knap så romantisk, når man tænker på, at vi havde to års dag.

Det varmede også ret meget i mit indre, bare tanken om, at jeg og Justin  havde haft on-off forhold så længe. Han havde aldrig opgivet mig. Jeg måtte sande, at det var fordi han var så pokkers skudt i lille mig og jeg som havde tænkt tit, at jeg ikke var noget at råbe hurra for, måske slet ikke så sådan ud i Justins øjne? Han stirrede seriøst hele tiden på mig og det var ikke nogen grum stirren, men et sejlende og forelsket blik når han kiggede på mig. Ja, faktisk et drømmende blik. Jeg mærkede hans hånd og fingre flette sig ind i min under bordet. Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Jeg var så forgabt i ham, at jeg sked på at både Moshe, Kenny og Alfredo sad og så på os.

Dog lod mig mærke i få sekunder ud af øjenkrogen, at de enten kiggede en anden vej eller begyndte at snakke med hinanden, da jeg nærmede mig Justins overraskede og lykkelige ansigt, da han opdagede hvad jeg ville. Ja, jeg ville seriøst snave med ham. Jeg var ret så ligeglad med vores livvagter og andre folk kunne glo på os. Var ligeglad med at det var en over vildt fin restaurant vi var på.

Et fyrværkeri spredte sig i mig og en skøn kildren i maven, skridtet og resten af kroppen spredte sig, da jeg smagte hans dejlige bløde og varme læber og ikke mindst hans fantastiske tunge jeg godt vidste hvad ellers kunne udover hans dejlige tungekys. Ja, jeg havde frække tanker om ham, men han gjorde klart selv en masse for det. Min kæreste var pokkers fræk og alverdens Beliebers elskede hans frækhed og sexede udseende og fremtoning. Justin var udmærket klar over, at han var ungdommens kvinde/ pige bedårer af første klasse. Trods alt det var han mig tro. Ufatteligt, ikke? Jeg var da bare så taknemmelig for ham.

Vi slap snavet og de andre turde godt flytte deres blikke over på mig og Justin igen. Justin begyndte at fnise overstadigt, så meget, at den måde han fniste og grinte på, fik folk fra omverdenen og en masse medier straks til at tro, at han var på noget. Seriøst, kunne man være mere hjernedød at høre på hvad det angik? Justin var bare glad og lykkelig. Når han var glad og lykkelig, så skulle de straks sige en masse grimt om ham. Når han så led, så havde ingen ondt ad ham. Ja, hvis jeg fik lov til det, så skulle jeg gerne hoppe på alle dem, der bare sagde noget forkert om ham.

Mange hatede så meget på ham, at han blev udstillet på mange slemme måder. De mest latterligste påstande var at Justin var bøsse. Jeg havde ikke andet end latter til overs for det. For bøsse var vidst det allersidste han kunne være overhovedet. Han var så pokkers romantisk, vildt maskulin og ja, han havde til tider noget over sig der kunne virke feminint, men det var hans stil, da han gik meget op i at se godt ud. Skulle man nu være bøsse bare fordi man gik op i sit udseende? Latterlige argumenter folk havde.

Jeg og Justin nøjedes bare også med at overhøre den slags, for det vigtigste for os to var, at vi begge vidste, at de rygter var så usande som noget overhovedet kunne være. Han tændte på mig som en gal. Han kunne aldrig få nok ad mig og sidst jeg så på mig selv, så var jeg end ikke tæt på at ligne eller opføre mig som en fyr. Jeg var så pigede som jeg overhovedet kunne være. Ret så utroligt, at omverdenen ikke kunne få det banket ind i deres hoveder, at Justin ikke var bøsse. Han havde haft mange kærester og de havde alle været piger. Hah! tag den folkens!...

Justins synsvinkel:

Det virkede til at Mia tænkte meget lige nu, for hun virkede fjern. Jeg kyssede hende på kinden og jeg fik straks hendes lettere forvirret opmærksomhed. Jeg fangede hendes dejlige blik. Hun var så smuk. Den dejligste pige i hele verdenen.

"Is something wrong, baby?", spurgte jeg med et lille varmt smil.

Hun fniste og rystede på hovedet.

"I'm just happy that we've been together through thick and thin no matter what we had to resist. You make me happy.", svarede hun med små-blussende kinder.

Hun var så smuk. Hun var sgu fantastisk. Jeg kunne ikke andet end at elske hende. Min drømmepige! Jeg gav hende et flygtigt kys på hendes kind og bemærkede en kamerablitz ude fra min øjenkrog af. Ja, jeg skulle blot ignorere dem, selv om de gik mig lettere på. Forfulgt, altid! Mia smilte akavet. Hun havde garanteret selv bemærket det, som jeg. Jeg greb ud efter min hvidvin og helt bevidst gjorde Mia det også.

"Salute...", sagde jeg stille til hende.

Hun smilte kærligt og lidt ærke-romantisk snoede hun sin arm om min med sit glas så vi drak dus. Det var da en kær tankegang og hverken jeg eller Mia kunne lade være med at fnise lidt over det. Maden kom ind og blev placeret foran os alle fem. Første ret der bestod af en let og lækker laksesalat. Jeg havde lettere svært ved at koncentrere mig om forretten for i mit hoved var Mia altså både min appetitvækker, forret, hovedret og dessert. Jeg kunne spise og slikke hende med hud og hår, men det skulle jeg nok ikke lige sige til hende endnu, for så ville hun nok ikke kunne koncentrere sig om sin mad.

De andre spiste godt og var alle tre hurtige igennem forretten. Mia spiste også godt, bare knap så hurtigt, mens jeg spiste lidt, men for det meste havde blikket på hende. Jeg savlede vel lettere over hende? Var måske heller ikke så mærkeligt. Hun var bedårende og sexet på én gang i hendes lårkorte og ærmeløse ballonkjole. En kjole der både gjorde mig glad og lettere trist på én gang. Ikke at jeg hadede, at se hende i den. Tvært imod. Hun var gudesmuk, men tanken om da hun sidst fremstod i den kjole. Tanken om at hun var indsmurt i hendes eget blod fra hendes smukke hoved og tanken om at jeg var tæt på at miste hende. Den værste tid i mit liv.

"When should I greet your mom and dad again and the rest of your family, J?", kom det pludseligt fra hende.

Jeg vågnede op ad mine tanker lettere forvirret. Jeg smilte svagt. Jeg ville da klart gerne præsentere hende for mine forældre igen, men jeg gruede også lidt for det, for jeg vidste med garanti, at min mor ikke stod inde for utroskab. På den anden side, så var vi ingen på denne jord der var perfekte. Vi var jo alle bare mennesker, der fejlede i ny og næ. Min mor kendte jo godt Mia, men før i tiden, som pigen der mødte mig ved en backstage og ved et tilfælde udenfor Chaz Somers hjem i Stratford ved ulykken.

Hun havde ellers kun kendt svagt til Mia, som én af Chaz' veninder. Pigen fra Danmark. Efter alle hemmelighederne om jeg og Mia var blevet røbet til omverdenen, så havde min mor heller ikke været særligt glad for at stå frem, eftersom pressen pludseligt havde hængt dem om ørerne på hende. De ville have hendes side af den vilde historie og helst med alle de slibrige og sælgende detaljer. Selvfølgelig havde hun intet røbet. Hun havde end ikke sagt noget om hun overhovedet havde kendskab til det. Vores familie gik bare ikke med dørene på den måde. Jeg rystede på hovedet og smilte til Mia.

"Soon baby.", svarede jeg blot.

Jeg vidste seriøst ikke hvornår jeg havde modet til det. Det var ikke fordi jeg skammede mig over Mia, men jeg skammede mig over den måde jeg havde fundet Mia på. Det var langtfra små enkle sandheder. Mias og mit forhold havde været grundsten på løgn, bedrag og svig, selvom vore kærlighed imellem os var helt ægte. Mia skulle nok møde familien. Jeg skulle blot finde modet frem til det. Hun skulle slet ikke gemmes væk. Hun virkede ikke voldsom begejstret over mit korte og enkle svar.

Hun nikkede, men smilte ikke og sukkede blot. Jeg forstod hende godt. Jeg havde ligesom mødt hendes bror og hendes forældre, samt nogle af hendes venner, mens hun kun havde hilst flygtigt på mine forældre som en ukendt og bare heldig pige, der havde fået lov til at møde Justin Drew Bieber him-self. Jeg kunne ikke lade være med at gå lettere på af hendes skuffelse. Jeg skulle seriøst bare lære at tage mig sammen. Hvad havde jeg at miste? Andet end hvis min familie ville se ned på mig? Jeg havde jo ligesom omverdenen imod mig og Mia, så i realiteten, kunne forskellen vel ikke være så tydelig at mærke? Eller kunne den?......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...