Unfaithful - Limited Edition

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2016
  • Status: Igang
Følg danske Mia fra Roskilde gennem hendes lange og ret kringlede vej til kærligheden til verdensstjernen Justin Bieber gennem utroskab. Det er ikke ligefrem den letteste kærlighed...

56Likes
52Kommentarer
410164Visninger
AA

50. Glæde og ulykker!

Mias synsvinkel:

Jeg havde virkelig svært ved at koncentrere mig om mit arbejde den følgende mandag. Jeg kunne slet ikke få Justin ud af hovedet! Mine tanker blev ved med at analysere om han mente fødselsdagsgaverne af en god venskabelig mening eller var der mere i det?

"Aaarrhh PIS!", udbrød jeg irriteret, da jeg opdagede, at jeg havde kommet til at sy en forkert retning, midt i mit dagdrømmeri.

"Mia! Jeg beder dig venligst ikke at bande!", kom det fra Pia, vores designlærer.

Jeg kiggede over på hende.

"Sorry! Jeg kom bare til at sy forkert!", svarede jeg med et suk. Pia grinte.

"Jamen så ved du jo godt hvad du skal lave det næste stykke tid!", svarede hun og vendte sin opmærksomhed hos én af de andre elever, Mikkel.

Jeg greb efter opsprætteren.

"Hader at sprætte op!", mumlede jeg irriteret.

Ja, nu kunne jeg bande indvendigt over hvorfor jeg lige skulle havde valgt silkestof. Gal, det var besværligt at have med at gøre. Aldrig mere silke, når jeg engang ville blive færdig med denne "drømme" kjole. Hvis jeg da formåede at blive færdig med den?

"Wow Mia! Hvor har du det armbånd fra? Har det ikke været dyrt?", udbrød Sofie pludseligt, da hun kom hen og satte sig skråt over for mig.

Jeg rødmede med et smil.

"Det er en fødselsdagsgave jeg fik i går! Aner ikke om det har været dyrt?", svarede jeg med et lille smil.

Sofie grinte smørret.

"Det ser nu dyrt ud!", svarede hun.

Jeg nikkede let og prøvede at koncentrere mig om ikke at ramme stoffet med opsprætteren. Skulle virkelig ikke risikere, at ødelægge det hele.

"Hvem er han?", spurgte Sofie pludseligt og sad som en rigtigt interesseret med hendes kønne hoved hvilende i sin hånd oven på bordet. Jeg grinte forlegent.

"Bare én!", svarede jeg rødmende.

Ja bare tanken om hans dejlige øjne, gav mig næsten åndenød.

"Aarrh, sig det nu? Hvem er han? Han må sgu da elske dig for vildt, siden han giver dig sådan en vild smuk og dyr gave?", grinte Sofie.

Jeg fniste, som en lille skolepige.

"Er det fra Andreas?", spurgte hun yderligere. Jeg rystede på hovedet.

"Er det ikke? Wow en hemmelig beundrer måske?", grinte hun. Jeg grinte.

"Tja måske?", svarede jeg kort.

"Hvem har en hemmelig beundrer?", afbrød Maria os pludseligt.

"Mia har en hemmelig beundrer - Hun har fået det smukke armbånd hun har om hånden!", svarede Sofie med et grin.

"Guuud, må jeg lige se det Mia?", spurgte Maria mig nysgerrigt. J

eg grinte og rakte min højre hånd frem. Maria og Sofie nærstuderede det rigtigt.

"Det er ægte!", sagde Maria. Jeg grinte.

"Ja det gik jeg ligesom også selv ud fra. Jeg fik det leveret af en fragtmand fra UPS, I ved de dér brune fragtbiler? Den lå i en aflåst sikkerhedsboks.", svarede jeg med et smil.

"For vildt, at du render rundt med så mange diamanter på en gang.", grinte Maria. Jeg blev overrasket.

"Jeg troede ellers det var brillanter?", svarede jeg forundret.

"Nej det er sgu'da diamanter! Det kan du se på slibningen!", svarede Maria fast. Jeg nærstuderede det.

"Diamanter?", sagde jeg forundret.

Havde han givet mig diamanter? Det var jo vildt.

"Kunne det ikke være vildt at tjekke hvor meget det er værd Mia?", spurgte Sofie pludseligt. Jeg rystede på hovedet.

"Nej det synes jeg ikke! Jeg sætter pris på det og jeg går altså ikke op i værdi!", svarede jeg med et skævt smil.

"Er du syg Mia? Du kunne i realiteten rende rundt med et mindre formue på armen! Ville det ikke være rart at vide om du skal passe på det?", spurgte Maria mig.

Jeg rystede på hovedet.

"Jeg passer skam også på det!", forsikrede jeg med et smil.

"Hvad mon Andreas vil sige til det armbånd?", spurgte Maria pludseligt.

"Ved det ikke? Han skal heller ikke bestemme hvem jeg får gaver fra! Han kan vel i princippet være ligeglad ikke?", svarede jeg med et lettere ligegyldighed.

Jeg var kun kommet et lille stykke igennem med opsprætteren.

"My God! Han glemte din fødselsdag i går ikke?", udbrød Sofie pludseligt.

Jeg nikkede stille. Ingen blomster, ingen overraskelser, intet opkald og ikke en gang en skide lille sms havde jeg fået af ham. Var pænt nedladende at tænke på, at jeg var blevet fuldstændigt glemt af min egen kæreste, men at jeg var blevet forkælet op til begge ører af Justin, som var min x-kæreste. Ja jeg foretrak at kalde ham det i stedet for førtidigt elsker. Det lød så forkert med ordet elsker og elskerinde.

"Ja, så er der vel ikke noget at sige til, at du foretrækker din beundrer Mia!", smilte Maria.

Jeg afbrød opmærksomheden på mit stof og opsprætteren. Jeg smilte.

"Ja han er rigtig sød!", svarede jeg med varme i kinderne. Sofie og Maria grinte.

"Ved du godt hvem han er?", spurgte Sofie nysgerrigt.

Jeg rystede på hovedet. Løj om det. Ingen skulle vide, at det var Justin der havde gjort mig glædeligt overrasket. Jeg ville så gerne takke ham, men hvordan? Jeg havde hverken hans telefonnummer eller noget. Jeg ville helst ikke spørge Chaz. Det ville være pinligt og Chaz ville sikkert tro, st jeg var ved at blive skør? Det var jeg nok også på én eller anden måde?....

~

Det var så én af de typiske efterårsdage, hvor vi pludseligt fik den typiske efterårsstorm og ikke nok med det, så skulle det absolut lige styrte ned. Denne dag var ret typisk, men alligevel mindede den mig om et år tilbage lige inden jeg skulle tilbringe efterårsferien i Stratford.

Kæft, hvor havde der bare været sket meget på få dage. At jeg skulle komme ud for en grusom ulykke dagen efter jeg var ankommet. Hvor uheldig havde jeg lige lov til at være?

Mine stramme jeans og min vinterjakke blev hurtigt gennemblødt ved den lange cykeltur. Vinterjakken var taget i brug, for efteråret i år, havde været noget koldere end sidste år. Til en ringe trøst, var jeg ikke den eneste, der blev gennemblødt. Vi var virkelig mange cyklister i København. Ja det vrimlede jo med cyklister.

"Travl storby!", tænkte jeg ved et smil.

Ja det var pænt utroligt jeg kunne smile trods det lortevejr. Jeg formåede at smitte af med mit smil til en sød udseendet fyr, der standsede med sin cykel næsten ved siden ad mig. Jeg rødmede et øjeblik ved hans smil. Altså alle de søde fyre, der fandtes i byen. Det var til tider svært at holde sig på måtten. Havde jeg ikke været sammen med Andreas, så havde jeg klart inviteret fyren på en kop varm kaffe eller the. Så ærke-københavnsk!

Jeg nåede langt om længe hjem til min lejlighed i Sydhavn. Elskede at bo her. Det var tæt på strøget, tæt på havnen med alle de hyggelige både, der lå til kajs. Der var så god stemning hver dag, især i sommers havde der været en fantastisk stemning med alle caféerne åbne på en lang stribe. Jeg savnede klart sommeren. Lige netop hvor jeg var blevet så gennemblødt af regnen, så skulle det selvfølgelig stoppe, mens jeg stod og låste min cykel op ad husmuren til min opgang.

"Fuck, hvor typisk!", udbrød jeg opgivende.

Solen kom frem - Hah! Kunne den ikke bare have været der siden jeg tog fra designskolen af? Jeg traskede med besværlige skridt op ad den smalle charmerende trappe i opgangen. En trappe af gammelt egetræ eller noget i den dur? Det var typisk gammeldags og en charmerende boligblok. Men jeg elskede det. Der var stemning og mine naboer var søde. De hilste altid, til trods for jeg nok var den der larmede med mit Bieber-musik. Ja de var sgu søde og tålmodige.

Jeg kunne have været flyttet på et kollegium, men det var ikke mig og jeg havde jo lidt flere penge mellem hænderne end de fleste andre unge på min alder, så jeg kunne tillade mig en rigtig god gammeldags lejlighed jeg bare elskede at være i. Den var slet ikke grim. Den havde charme og min lejlighed var hygget op i gammeldags møbler jeg havde købt i kræmmersalg. Det var meget i en hvid og romantisk tøse-stil.

Jeg kom ind og jeg var ikke sen til at smide tøjet på badeværelset. Jeg måtte smide alt af undtagelse mit bh-sæt, der ikke var blevet vådt. Jeg tørrede mit hår med et håndklæde, så det ikke dryppede mere. Jeg snøftede lidt. Var vidst ved at blive forkølet. Ikke videre fedt. Jeg hang håndklædet og besluttede mig for at finde afslappertøjet frem og så ville jeg bare sidde i sofaen med min elskede laptop jeg endelig langt om længe havde fået sparet sammen til selv. Jeg gloede noget. Soveværelsesdøren var lukket i. Jeg syntes da ikke, at jeg havde lukket døren i morges.

"Nå, nok bare mig?", mumlede jeg og åbnede døren.

"Gisp!", røg det ud af mig.

Et meget romantisk syn på min seng. Rosenblade over hele sengen. Sig mig, var det mine elskede roser fra Justin der var spredt for vinde i min seng? Andreas lå og smilede over-charmerende og helt som Gud havde skabt ham, eller osse var det fitness-centret der havde skabt ham?

"Hey skat! Sikke en overraskelse hva?", sagde Andreas med et frækt smil.

Jeg rødmede. Kunne ikke rigtigt fokusere på hans ansigt, sådan som han lå dér helt nøgen. Jeg nikkede. Han klappede på sengen.

"Kom skat!", sagde han yderligere.

Jeg lagde mig ned til ham. Smilte stort.

"Hvor var du i går?", spurgte jeg undrende. Han rystede på hovedet.

"Det skal du ikke tænke på skat!", svarede han og inden jeg nåede at spørge mere, så overfaldt han min mund med sine læber.

Jeg mærkede, at han var hurtig med at stikke hans hånd ned i mine trusser med det samme. Han var sgu hurtig. Jeg prøvede at nyde det, men spørgsmålet om hvor han var i går nagede mig, så jeg fjernede hurtigt hans hånd.

"Hvad fanden laver du?", udbrød han irriteret.

Jeg hadede, når han blev sådan. Det var som om, at han ikke kunne acceptere, når man afbrød ham i noget.

"Andreas! Sig nu, hvorfor du glemte mig i går?", bad jeg og jeg satte mig op i sengen.

Han sukkede og tog sig til hovedet.

"Jeg ved det ikke okay? Du stresser mig fandeme med dine spørgsmål Mia!", svarede han små-arrigt. Jeg blev paf.

"Du godeste! Andreas, det var jo bare et spørgsmål?", jeg flyttede blikket fra ham over mod endevæggen. Jeg blev underlig.

"Andreas? Hvor fanden er Justin henne?", spurgte jeg målløst. Andreas grinte.

"Altså, jeg gad seriøst ikke glo på den svans, så jeg pillede ham ned!", svarede han med et falsk grin. Jeg rejste mig irriteret.

"Det kan du ikke bare tillade dig! Det er min lejlighed og jeg bestemmer over MIN lejlighed og MINE ting, så det at pille mine elskede plakater ned, var en stor fejltagelse Andreas! Hvor er de henne?", spurgte jeg spydigt. Andreas rystede på hovedet.

"De er vidst i skraldespanden?", svarede han kort. Jeg blev målløs.

"WHAT? Har du smidt mine plakater ud? Er du klar over hvad du har gjort?", udbrød jeg frustreret.

Kunne mærke tårerne pible frem.

"Skat? det er sgu'da ikke andet end noget skide papir?", svarede han kort. Jeg blev paf.

"Kom nu hér skat! Lad os kneppe!", svarede han med et frækt smil.

"Kneppe? Sig mig har du ikke andet i hovedet eller hva?", fløj det arrigt ud af mig.

Jeg traskede surt ud af soveværelset og smækkede døren i. Jeg var rasende og ked af det. Jeg gik ud i køkkenet og blev mødt af det ene sørgelige syn efter det andet. Min buket fra Justin stod på køkkenbordet, men alle roserne i den var pillet væk og der lå masser af rosestilke i min køkkenvask. Så var det mine roser fra Justin, Andreas havde brugt på sengen. Jeg græd voldsomt over at min buket fra Justin, var blevet smadret på den måde. Mine 18 smukke røde roser var blevet "dræbt".

Jeg åbnede mit køkkenskab med skraldespanden og blev mødt af det andet sørgelige syn. Mine plakater var ikke til at redde. Andreas havde revet dem i stumper og stykker. Jeg faldt sammen fuldstændig ulykkelig på køkkengulvet. Jeg følte mig misbrugt på det groveste.

(Bang!), lød det pludseligt fra hoveddøren af. Han var skredet!.......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...