Unfaithful - Limited Edition

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2016
  • Status: Igang
Følg danske Mia fra Roskilde gennem hendes lange og ret kringlede vej til kærligheden til verdensstjernen Justin Bieber gennem utroskab. Det er ikke ligefrem den letteste kærlighed...

56Likes
52Kommentarer
410150Visninger
AA

177. Dum morgen...

Mias synsvinkel:

Calabasas LA, lørdag d. 14 juni, 2014 kl. 5:11

"Av!", udbrød jeg forskrækket, da jeg blev overrasket af en stor hånd, der ramte mig lige i ansigtet.

Jeg mumlede surt og åbnede mine trætte øjne og fjernede Justins hånd, der havde ramt mig i ansigtet. Han snorkede og lå virkelig og bredte sig på tværs af sengen. Jeg pustede hårdt ud og vendte mig om på den anden side med ryggen til ham, og på den knap halve meter jeg havde at ligge på, så skubbede jeg min røv bag ud og begyndte at bumpe mod ham, så jeg kunne høre, at han begyndte at brokke mumlende over min lille hævn.

"Hmfrr... Noooo...", brummede han.

"Oh yes!", udbrød jeg hårdt og morgengnaven, og så tilbage over min skulder på ham og møvede mig mere bagud for at bumpe endnu mere ind i ham. Ja altså! Han lå kraftedeme og fyldte nærmest hele sengen og vi lå altså ligesom i en stor kingsize seng og hvem var det der var gravid her? Moi! Så fair nok, at jeg bare fik lidt mere plads, ikke?

Jeg bed mig irriteret i underlæben og bumpede mere mod ham, så han forskrækkede mig ved at sætte sig op.

"What the hell is your problem?!", fløj det irriteret ud af ham. Jeg smilte sarkastisk.

"Well, you are floating too much in the bed.", svarede jeg med et sarkastisk smil. Justin rynkede olmt på næsen og greb fat i lagnet og hev det frustreret til sig og vendte sig væk fra mig og lagde sig igen.

"Go to sleep, Mia...", brummede han med ryggen til.

Jeg fnyste svagt med armene over kors og betragtede ham i nogle sekunder inden jeg lagde mig ned igen og lukkede øjnene. Ja, det ville være synd at kalde mit liv med Justin en dans på roser, for det var det bestemt ikke altid. Til tider kunne han bare være så meget på tværs og det var han bestemt meget for tiden. Jeg prøvede at slappe af, men selvfølgelig skulle han begynde at snorke, så jeg slet ikke kunne sove. Jeg åbnede irriteret mine øjne og vendte mit blik hen mod ham.

"You are snoring J!", udbrød jeg træt.

Han snorkede bare videre og jeg begyndte at puffe til ham flere gange.

"What?!", fløj han op at sidde i sengen, mens han fnysende så ned på mig.

"You are snoring J.", kom det irriteret fra mig. Justin så med et stramt sarkastisk smil på mig.

"Sorry princess!", fløj det hårdt ud af ham og han rejste sig irriteret fra sengen og tog sin pude og sit sovelagen og gik. Jeg satte mig halvt op og fulgte ham med øjnene hen mod døren.


"Where are you going?", spurgte jeg målløs. Han standsede op og vendte sig halvt mod mig og så olmt og træt mod mig.

"Somewhere else, so I can get my sleep..", svarede han olmt og vendte sig igen og forlod mig og soveværelset.

Jeg sukkede trist og lagde mig ned i sengen igen og snøftede svagt. Nu kunne jeg slet ikke sove, for jeg følte pludseligt tårerne rendte stille ned mod min hårgrænse.

Hvad pokker var det der skete for tiden? Hvor var den søde og skøre Justin, som jeg havde forelsket mig hovedkulds i? Han var nærmest bare sur og på tværs konstant. Jeg elskede ham jo ligeså højt, som jeg elskede Josephine, men Justin var så tvær og irritabel for tiden, at han var svær at elske. Jeg vendte mig på siden ind mod midten af sengen og pludseligt følte jeg mig bare så pokkers alene i den store seng. Jeg lukkede øjnene og græd mig stille i søvn...

~

"Brr... brr... brr... brr... brr!"

Jeg slog mine øjne op over at høre min iPhone gå amok med sin vibration på sengebordet. Jeg satte mig op og greb ud efter min mobil og smilede over at se min mors kontakt ringe og jeg tøvede ikke med at tage den.

"Ja?", svarede jeg med svagt hæs stemme.

"Hej skat - Jeg vækkede dig vel ikke?"

Jeg smilte svagt og så hen mod clockradioen på Justins sengeside, at der stod 11:17 am. Ja, så var det klart formiddag her, og Justin havde sandsynligt taget sig af Josephine, for jeg var slet ikke blevet vækket på noget tidspunkt af babyalarmen.

"Jeg vågnede ved at du ringede mor...", svarede jeg lavt.

"Årh, det må du undskylde skat - Skal jeg ringe på et andet tidspunkt?"

Jeg smilte og rystede på hovedet.

"Det gør ikke noget mor... Det er dejligt at høre din stemme...", snøftede jeg svagt og mærkede en tåre snige sig ned ad min ene kind, som jeg hurtigt tørrede væk.

"Græder du skat?"

Hendes spørgsmål, fik mig til at hulke svagt.

"Nej...", svarede jeg med et lille knæk i stemmen.

"Miaskat, jeg kan da høre at du græder? Hvad er der galt?"

"Det er ikke noget mor...", snøftede jeg og tørrede flere af de tårer, der rendte ustandseligt ned ad mine kinder.

"Er det Justin?"

"For jeg har set flere billeder af ham i ugebladene, at han ikke ligefrem overstråler lyksalighed...", tilføjede min mor kort efter.

"Nej mor, vi er skam lykkelige!", svarede jeg lettere hårdt, men kun for at dække over, at jeg var bange for at min mor nok havde lidt ret i det hun påstod.

"Mia..."

"Den måde du forsvarer dig selv på, jeg kan høre det på din stemme... Hvad er det der foregår mellem jer? Bare sig det skat..."

Jeg sukkede trist og gned endnu en tåre væk fra min kind.

"Det er som om, at der ikke skal særligt meget til, så bliver han så sur på mig... Vi har da vores gode dage sammen, men de er så sjældne efterhånden - Jeg ved ikke hvad der sker med hverken ham eller generel bare os?", sukkede jeg trist.

"Jeg har ikke lyst til at stemple nogen af jer skat, men måske er det bare jeres forhold, der har gået så stærkt på det seneste? I skal huske, at i har fået den skønneste lille datter sammen, men at hun ikke var planlagt, og nu venter i jer endnu en baby... Den slags har været årsag til en stor omvæltning for jer begge to, skal du tænke på... I er begge meget unge og glem ikke, at Justin arbejder hårdt for hans karriere. Det er ikke fordi jeg selv har set ham arbejde, men jeg kan forestille mig det... I er kommet i et meget seriøst forhold sammen, hvor i bor sammen og har et fælles liv... Alle forhold får deres prøvelser nu og da, ja selv dem vi er tilbøjelige til at tro kun er perfekte, men lille skat, du af alle, vidste jo godt i forvejen, at Justin og dig aldrig har haft noget nemt forhold med alle jeres prøvelser - Det er jo slet ikke nogen nyhed her... I har et meget skrøbeligt forhold, og det bedste du kan gøre Mia, det er at du lærer at møde Justin på halvvejen... Du må forstå, at han kæmper meget for både sin karriere, men særligt også for jeres familieliv - I må lære at tale ordenligt om tingene, som voksne nu gør, ellers ved du at alt kan vende sig på ingen tid..."

"Hvis ikke det er det allerede?", afbrød jeg sukkende. Jeg hørte min mor sukke i den anden ende.

"Lille skat, nu må du ikke tage sorgerne på forskud, vel? Jeg ved at Justin betyder så meget for dig, så kæmp for det... Løbet er langtfra kørt..."

Min mor lød virkelig bestemt og seriøs i sin tale til mig. Jeg sukkede opgivende og nikkede svagt.

"Du har nok ret mor...", svarede jeg med en klump i halsen...

~

Efter godt og vel tyve minutter med min mor i telefonen, besluttede jeg mig for at gå nedenunder. Jeg magtede ikke lige at hoppe i tøjet endnu, så jeg nøjedes blot med at gå ned i min korte natkjole og en kimono omkring mig. Vejret var også hedt i forvejen, så der var virkelig ikke nogen grund til at gå rundt i for meget tøj.

Der virkede utroligt stille i huset i øjeblikket - ja, der var rent ud sagt ikke rigtigt et øje her. Jeg begav mig ud i køkkenet, hvor Scooter dog sad med sin laptop på køkkenbordet og en frappe ved sin side. Han så med et lille skulende smil til mig.

"Good morning Mia..."

Jeg fniste svagt.

"It's noon Scooter.", understregede jeg. Scooter grinte svagt og nikkede.

"Yup, I noticed...", svarede han lavt med et smil. Jeg nikkede og begav mig hen til køleskabet og åbnede det og tog én af mine bøtter cultura ud og lukkede derefter køleskabet. Jeg åbnede bøtten og åbnede skuffen med bestikket nede i og greb ud efter en spiseske og lukkede derefter skuffen igen og begyndte at spise af min cultura. Jeg følte Scooters blik på mig, mens jeg bare stod og spiste, mens jeg lænede mig op ad køkkenbordet.

"Are you guys alright?", fik han pludseligt min opmærksomhed, så jeg så på ham med et suk. Jeg rystede svagt på hovedet.

"I don't know?", svarede jeg med et trist suk. Scooter nikkede.

"Do you want me to talk to him?", spurgte han med et lille smil. Jeg smilte svagt og rystede på hovedet.

"No, you don't have to... I'll talk to him, but can I have you as a spare?", svarede jeg med et lille spørgsmål. Scooter nikkede med et smil.

"Of course Mia... I'll always be there for you...", svarede Scooter lavt. Jeg nikkede med et lille forlegent smil og gik hen til ham og gav ham et kys på kinden.

"I will really appreciate it...", takkede jeg lavt og han nikkede med et smil.

Jeg begav mig videre ud af køkkenet og tog bare min cultura med mig og begav mig videre ind i den store stue, hvor jeg kunne høre en velkendt stemme mumle svagt og små babylyde. Det var tydeligt, at Justin nok opholdte sig på gulvet et sted i stuen med Josephine og jeg havde ret. De lå på gulvet ovre bag sofaarrangementet. Jeg så med et lille smil på dem, hvor Justin lå på ryggen, mens Josephine lå på maven nær hans hoved og suttede på en lille blød bold i mange stærke farver. Justin flyttede blikket fra Josephine og så mig pludseligt stående, mens jeg spiste af min cultura. Han smilte roligt.

"Hey..." sagde han stille og satte sig op i skrædderstilling. Jeg satte mig på gulvet.

"Hey...", svarede jeg med et trist smil. Han kærtegnede mig flygtigt på min venstre arm og smilte på en undskyldende måde.

"Are we okay?", spurgte han med et undskyldende smil. Jeg sukkede hårdt og kunne dårligt smile.

"I don't know? Are we?", svarede jeg med spørgsmål og bed mig nervøst i underlæben og lod mit blik falde ned på Josephine, der havde rullet sig om på ryggen og nu lå og gumlede på hendes lille kulørte nøglering i plastik. Hun gnaskede på den for derefter at ligge og vifte med nøglerne og sprællede lystigt, så man ikke kunne lade være med at føle sig i trance over hendes nuttethed. Jeg bemærkede, at hun lå og så bagover mod os, så det var tydeligt, at hun lå og lyttede til vores stemmer. Jeg sukkede og flyttede ikke mit blik fra hende og lavede et sjovt ansigt i sekunder til hende, så hun skreg op i et lille glædeshvin. Ja, det var hendes måde at grine på.

Et kys på min hals, fik pludseligt min opmærksomhed på Justin, der smilede på en trist måde.

"You know that I love you baby...", hviskede han nærmest.

Jeg smilede dårligt og nikkede svagt, og følte atter en tåre bane sig ned ad min ene kind. Justin var tydeligvis hurtigt til at kysse den blidt væk, så jeg så på ham. Han kælede for mit lange løse hår, som jeg slet ikke havde gjort noget ved endnu.

"I'm so sorry baby...", hviskede han med et lille knæk i stemmen.

Jeg nikkede og kunne ikke holde tårerne tilbage, og jeg kravlede op at sidde på skødet af ham og omfavnede ham i et inderligt knus. Hans kærtegn på min ryg og under mit lange hår, var virkelig noget jeg havde savnet. Jeg puttede mit hoved på hans nøgne skulder og kærtegnede hans nøgne ryg, der kun var en anelse kølig på grund af airconditioningen.

"I hate when we arguing...", mumlede jeg ned i hans skulder. Jeg mærkede et blidt og varmt kys i min nakke og han trak mig tættere på ham.

"So do I...", svarede han lavt.

Jeg gned mine tårer væk og lukkede øjnene og nød bare at putte hos ham på den måde. Pludseligt stak Josephine op i en skinger glad lyd, så hverken Justin eller jeg kunne lade være med at grine. Jeg løftede mig fra hans skulder og fandt hans dejlige brune øjne tæt på, der tydeligvis havde en anelse tårer, eftersom hans øjne var blanke, men han smilte kærligt.

"We have a very happy babygirl...", grinte han smørret.

Jeg fnes og nikkede og strakte mig med siden til og løftede Josephine op fra gulvet og anbragte hende mellem os, så hun så forunderligt på os begge på skift. Hun skulle selvfølgelig gribe fat i Justins næse, mens han sad og lavede skægge ansigter til hende med store skæløjede øjne, så hverken Josephine eller jeg kunne lade være med at grine. Se, det var det jeg satte pris på - Når vi var som en rigtig lille familie. Spørgsmålet var bare, om denne lykke vi havde lige nu ville vare ved?


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...