Sjælerejsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
Manden trækker hende ind til sig, lægger kniven tæt ved struben. Hun ved hvad der kommer nu. En tåre løber ned af hendes kind og rammer tungt jorden. - På den anden side af den åbne dør, kunne jeg som halvt forventet se, en størrelse 39 fod stikke ud fra træet. Jeg gik igennem hele døren. Jeg havde nærmest ikke mærket noget da jeg gik igennem den, men nu susede det for mine ører. - Silver er en pige på omkring de 15 år. Hun er ligesom de fleste andre piger.. Hører musik, elsker One direction og går i skole. Det eneste der er anderledes ved hende er, at hun er død. Hendes skole er heller ikke ligefrem normal, det er nemlig en skole for spøgelse og ånder.

3Likes
1Kommentarer
178Visninger
AA

3. Kapitel 1 ~ Overgangen ~

Sort. Det hele var bare så sort. Var det sådan døden var? At have en bevidsthed, og huske alt fra da man var levende. Og så bare at se sort. Jeg kunne mærke intet. Jeg var ikke engang sikker på om jeg havde en krop. Det eneste jeg vidste var, at jeg var død. Jeg havde ingen ide om hvor lang tid, jeg havde været i denne tilstand. Det føltes som var det igår jeg var til festen. Det var det måske. Hvis jeg kunne græde, så gjorde jeg det allerede. Min død havde gjort ondt. Det havde været forfærdeligt da kniven skar igennem min hud og lod blodet vælde ud. Heldigvis skete det hurtigt, så jeg nåede næsten ikke at ænse den fysiske smerte. Det havde gjort ondt fordi jeg vidste jeg skulle dø. Den viden at jeg skulle dø, at jeg vidste det var forsent. Ingen ville komme og redde mig. Ingen prins på den hvide hest. Men hvorfor havde jeg dog også troet at prinsen ville komme? Han var aldrig kommet. Altid kommet forsent. Kommet efter ulykken..

-

Lige pludselig trak jeg vejret. Jeg slog øjnene op. Jeg ved ikke hvad jeg forventede at se. Jeg tror ikke at jeg nåede at forvente noget som helst. Men jeg vidste helt klart ikke, at jeg skulle vågne op fra mørket og se et par dybe blå øjne, der hvilede på mit ansigt. Jeg tog mig til hovedet, og lavede en grimasse. "Det går over," sagde en varm stemme, som kom fra den fremmede pige som stod lænet ind over mig. Hun trak sig væk fra mig, da jeg langsomt satte mig op. "Hva'?" Spurgte jeg, mit hoved gjorde ondt som fandes. Virkelig ondt. Så meget at jeg ikke tænlte helt klart. "Din hovedpine. Det går over om et par minutter," svarede pigen. Jeg så på hende. Hun havde langt kridhvidt hår og en smuk blå kjole på, som passede til hendes øjne. Hun smilte venligt. Hun lignede ærligtalt en engel. Alle hv-ordene begyndte at poppe op i mit hoved. Hvor? Hvem? Hvornår? Hvad? og hvorfor, jeg vidste jo egentligt godt hvorfor. Jeg var død. Så enkelt var det. Men stadig, hvorfor skulle jeg dø den nat? Hvad var den store mening? Jeg ville gerne have svar på det hele. Men det kunne jeg nok ikke få. jeg prøvede dog.. "Hvor er jeg?" Spurgte jeg, på grådens rand. Det var først nu, jeg havde indset at jeg rent faktisk var død. Min familie, var i en hel anden verden. men jeg savnede dem. Så meget. Jeg kunne ikke holde mine følelser inde længere. Og tårene vældede ud af mine øjne, som et vandfald. Jeg tørrede ihærdigt mit ynkelige ansigt, jeg ville ikke have pigen til at se mig græde. Forsent. Pigen fandt sin lille sorte håndtaske frem og fik fat i en serviet. "Her," sagde hun, medlidenheden strømmede ud gennem hendes øjne. Hun rakte det hvide papir til mig. Jeg snøftede og pudsede min næse. "Tak, men hvor er jeg?" Spurgte jeg, da jeg havde fået min stemme under kontrol. "I overgangen.. Mellem himmel og jord," forklarede hun. Mellem himmel og jord.. Jeg tænkte over hvad det betød. "Er jeg et spøgelse?" Spurgte jeg. Men jeg vidste allerede svaret. Med det samme jeg vågnede, vidste jeg at jeg var i en ny verden. Varme, jeg havde følt ingen varme da jeg vågnede, men heller ikke kulde. Ingen nye lugte, og tøjet på min krop var let som ingenting. Jeg kunne mærke min krop. Mine ben, arme, hår osv. men mere kunne jeg ikke. Intet bankende hjerte, ingen puls. Desuden opdagede jeg, at når jeg så på mig selv, var jeg gennemsigtig, ikke rigtig gennemsigtig men man kunne lige ane den hvide væg bag ved mig. Mit sorte hår så man tydeligt. Men min hud, var hvid. Den var ikke sommerbrun længere. Jeg havde min smukke kjole på, som jeg havde haft på til festen. Den var sort og gik lidt ned over knæene. Mine sko var et par stiletter. Også sorte. "Ja, du er et spøgelse, ligesom mig," svarede hun. Jeg rejste mig op. "Hvad hedder du?" Spurgte jeg flovt. Tænk, jeg havde slet ikke spurgt om hendes navn. Min mor ville have kaldt det meget dårlige manere, hun rettede altid på mig. "Arielle, men alle kalder mig Ari.. Det minder mig om, du må vælge et nyt navn. Eller beholde det gamle. De fleste vælger at ændre det, et nyt navn til et nyt liv. Du skal bare vide, det bliver dit endelige navn," forklarede hun glad. Hun ventede tålmodigt, da jeg i flere minutter prøvede at vælge et pænt navn. Før havde jeg heddet Marie. Jeg kom jo fra Danmark.. Men det var så normalt. Det skal være specielt, tænkte jeg. Til sidst fik jeg besluttet mig, Ella, ikke så specielt, men alligevel ikke kedeligt. "Og jeg hedder..Silver!" Udbrød jeg. Hvad skete der lige der?! Jeg havde ment Ella, men Silver var poppet ud af munden på mig, før jeg nåede at tænke over det. Silver. Så grimt var det heller ikke, måske endda pænere en Ella. Jeg droppede irritationen over hvad der var kommet ud af min dumme mund. Og valgte at acceptere det. Silver, mit navn er Silver. "Goddag Silver." Sagde hun nonchalant. Vi gav hinanden hånden, som for at bekræfte navnet. "Jeg ved du sikkert har en masse spørgsmål. Men det må vente. Du får dem besvaret senere. Nu skal du have et sted at bo." Sagde hun. Et nyt hjem. "Men jeg er ikke klar! Jeg har et hjem, og en mor og far. Min kat, Pjevs, lægger helt bestemt på min bløde seng og flader ud på mit One Direction tæppe. Min mor og far, er sikkert fuld af bekymring og har ringet til politiet, fordi jeg ikke er hjemme. De har brug for mig, jeg vil hjem. Jeg vil bare gerne hjem!" Jeg begyndte at græde, virkelig at græde. Stortude, som et lille barn der ikke må en slikkepind. Men det var meget mere end noget mad jeg græd over. Jeg græd over min død, over hvor lortet festen havde været, at jeg måske aldrig skulle se mine forældre eller min bedste og eneste veninde, Emmy, igen. Jeg græd indtil der ikke var flere tåre at græde ud. Til sidst var der simpelthen ikke flere. Ari kiggede forstående på mig. Hun gik hen til mig og så, helt uventet, lagde hun armene omkring mig. Det var akavet. Jeg kendte hende ikke.. Men alligevel var de meget, meget kolde arme en del trøstende. Jeg snøftede og tørrede mine øjne. "Det skal nok gå, om nogle dage, har du vendt dig til det hele. Jeg forstår godt at det i starten kan være skræmmende og uoverskueligt. Men ved du hvad, det er meget normalt. Alle os andre har også været igennem det. Så tag det roligt, puds din næse og så finder vi dig et hjem." Ari virkede meget forstående og var super sød. Ari trak sig væk fra mig og jeg tog i mod det nye lommetørklæde hun gav mig. Pudsede min næse igen. Og smilte venligt til hende. Ari smilte tilbage. "Nå Silver, er du klar?" Spurgte hun. "Tror jeg." Svarede jeg nervøst. Ari gik hen til en dør, den var hvid ligesom resten af rummet, så jeg havde ikke opdaget den før nu. Hun åbnede den. Den iskolde natteluft  blæste mit hår op. Jeg trådte væk fra døren. Ari stod stille, og kiggede ud på den tomme gade. Hun gik ud gennem døren, uden at sige et ord. Hun kiggede heller ikke tilbage på mig. Hvad! Efterlader hun mig? Jeg skyndte mig efter hende. "Vent lige!" Råbte jeg til hende, da jeg løb ud gennem døren. Hun stoppede op, og vendte sig om mod mig. "Du skal bare følge efter mig." Fortalte hun. Jeg gjorde som hun sagde. Den mørke gade var stille og en smule uhyggelig. Vi gik forbi et hus, vinduet i huset viste en familie som sad og spiste aftensmad. De grinte af noget den lille dreng havde sagt. Vi kom også forbi en lille købmand. "Eggs, only 2 £!" Stod der på et skilt, der hang på købmandens dør. Hov! hvilket land er vi i? "Øhm, er vi i England?" Spurgte jeg. "Jepper, rent faktisk i London, ser du, London er spøgelsernes hovedstad.. Det er her skolerne ligger, overgangens herskere bor osv." Forklarede hun. Herskere? Og skoler! "Hvem er herskerne?" Spurgte jeg nysgerrigt. Skolerne ville jeg vente med at spørge om, jeg gad ikke at tænke på skole og lektier. I folkeskolen havde jeg ligget på et 7 tal i næsten alt. Men det havde aldrig været nemt for mig, jeg skulle tit have tingene forklaret to gange. Jeg havde arbejdet hårdt for at komme væk fra 4 taller.. "Der er tre herskere i overgangen, og så er der nogle lige under dem. Den første hersker sørger for de nye spøgelser og ånder, den anden holder styr på skolerne og den tredje bedømmer hvem der skal i himlen eller helvedet." Froklarede Ari. Jeg ventede med at svare, det skulle lige synke ind. Jeg opdagede at vi havde stoppet lige ude foran et hotel: Hotel Arina, hed det. Så det var mit nye hjem? Skulle jeg bo på et hotel? Ari gik op af den lille trappe som førte op til en stor sort dør, hun gjorde mine til at jeg skulle gøre det samme. Da vi kom ind gennem døren, opdagede jeg hvordan det så ud. Vi stod i et lille rum, det var meget dystert, men på samme tid hyggeligt. Det virkede dog ikke særlig hjemligt. Jeg kiggede hen på den lille reception, som var et bord med en computer, nogle papirer og en visen blomst. Bagved bordet hang alle nøglerne til hotellets værelser, der var ikke særlig mange. Nogle få skridt fra receptionen, var der en sort trappe, den førte op til en gang med nogle få værelser, tre-fire stykker. Langs trappens væg, hang der nogle gamle malerier, malerierne lignede nogle gamle politikere. Åh nej, det lovede ikke godt det her. Jeg håbede bare at værelserne var mere spændende eller i det mindste med lidt farve. Ari gik hen til bordet og ringede på en lille metal klokke. Tre minutter senere kom der en skrap udseende kvinde. Hendes lette grå hår var sat op i en stram knold. Hun havde en lang næse og en spids mund. Hendes sorte kjole, som lignede noget fra 1800-tallet, hjalp ikke lige frem på hendes udseende. Jeg kunne knap nok lige læse ordet på det lille navneskilt, på grund af det dunkle lys. "Sandra." Stod der. "Goddag, jeg har bestilt et værelse." Forklarede Ari. "Ja det er også rigtigt, følg venligst med mig." Svarede Sandra. Sandra tog nøglen til værelse nr. 3 og bevægede sig langsomt mod trappen. Da vi var oppe af trappen viste hun os hen til værelset, låste op og forklarede at vi bare skulle sige til hvis der var noget. Den tone hun brugte da hun sagde det, fortalte at det ikke var noget hun så frem til. Da Sandra var forsvundet ned af trappen, gik vi ind i det overaskende store rum. Gulvet var af mørkt træ. Værelsets indhold bestod af en seng, en komode, et skrivebord og et lille køkken. Hvad, var der ikke et toilet? Jeg hadede offentlige toiletter.. Som om hun kunne læse mine tanker, gik Ari hen til en dør og åbnede den. Døren havde skjult et lille toilet og et hvidt badekar. Da jeg ville hen og se hvad Ari stod og kiggede på derinde, gik jeg lidt for hurtigt og opdagede slet ikke den lille kasse på gulvet. Lige da jeg troede at jeg ville lande på gulvet med hovedet først, følte jeg noget underligt. Jeg så ned på kassen, et par ben stod i den, men kassen var ikke åben, benene gik igennem den. Jeg kunne ikke tro det! Jeg skyndte mig væk fra kassen. Den lille kasse af pap stod som om intet var hændt. Men jeg havde jo lige gået igennem den! Stille nærmede jeg mig den, jeg stak min ene finger ned i kassen. Fingeren forsvandt. Det var rigtigt, jeg kunne gå igennem ting! Forsigtigt trådte jeg hen imod den halv lukkede dør. Turde jeg? Det var så unormalt. Men jeg var jo også et spøgelse. For bare nogle dage siden ville jeg aldrig have troet på det. Jeg ville have fortalt personen at han eller hun var skør. Tror du virkelig på spøgelser? Det gjorde jeg da jeg var fem! Og så ville jeg have grinet af dem. Jeg nærmede mig døren og stak prøvende foden igennem den solide dør. På den anden side af den åbne dør, kunne jeg som halvt forventet se, en størrelse 39 fod stikke ud fra træet. Jeg gik igennem hele døren. Jeg havde nærmest ikke mærket noget da jeg gik igennem den, men nu susede det for mine ører. Ari! Hende havde jeg fuldstændig glemt. Jeg gik hen til toilettes dør. Inde i det smalle rum, stod Ari og kiggede sig i spejlet. Eller hun kiggede på spejlet. For der var ikke et spejlbillede, hun havde ikke et. I spejlet kunne man kun se den hvide væg bag hende. Hun havde tårer i øjnene. Hvad skulle jeg gøre? Jeg havde aldrig været godt tilpas når andre græd.. Ari havde trøstet mig, måske skulle jeg bare gøre det samme. "Går det?" Spurgte jeg forsigtigt. Hun kom til sig selv og smilede stort til mig. "Ja, glem det. Jeg har det fint." Svarede hun. Hun gik ud og jeg fulgte efter. "Det her er så dit værelse," hun pegede på sengen og fortsatte, " hvis du koncentrere dig, kan du lægge dig på ting og lukke døre f.eks., men andre ting som en kasse eller et glas, skal du øve dig på, før du kan holde det. Det er simpelthen fordi du er så ny, jeg har jo været her i flere år, så jeg kan røre ved det meste." Jeg så på sengen. Skulle jeg overhoved bruge den? Kunne jeg sove? Og nu når jeg tænkte på det, havde jeg så overhovedet brug for et wc. Det var ubehageligt ikke at vide de basale ting. Kunne jeg blive tørstig, skulle jeg spise og...Kunne jeg dø, igen? Jeg tænkte jeg ligeså godt kunne spørge. "Altså, jeg har nogle spørgsmål," startede jeg, da hun så opmuntrende på mig fortsatte jeg, "Kan jeg sove? Og skal jeg drikke og spise? " Hun smilede. Hvad! Det var altså ikke sjovt. Hun skulle lige til at svare, men lukkede så munden igen. Før jeg gav hende en chance til, flød spørgsmålene over. "Jeg ved det er lidt underligt at spørge om, men kan spøgelser tisse? Kan jeg dø igen?" Sjovt nok, var jeg rimelig lige glad med om jeg kunne dø igen. Jeg havde måske allerede mistet alt. Det vigtigste spørgsmål var: "Kan nogle mennesker snakke med de døde? Kan jeg snakke med mine forældre?" Der gik nogle minutter. "Du kan godt sove, men spøgelser kan ofte være vågne flere dag uden at blive påvirket. Der er intet formål i at drikke eller spise, eftersom din krop ikke har brug for næring og du ikke kan smage det, men nogle gør det fordi de er vant til det og synens det er behageligt. Du skal ikke på toilet.. Du kan ikke dø igen. Og du kan desværre ikke snakke med mennesker, medmindre de har evnen til at snakke med spøgelser eller ånder som kun nogle få heldige mennesker kan, den evne har dine forældre ikke.." Hun sluttede af med, "Du spurgte ikke men alligevel, du kan trække vejret hvis du har lyst, men det er ikke en nødvendighed." Jeg stod som forstenet. Alt den information, den skulle lige synke ind. Min hjerne arbejde på højtryk. Så.. Jeg kunne altså ikke se min familie igen. Jeg ville skrige af vrede, jeg havde så meget lyst til at skrige. Men istedet trillede tårene ned af kinderne igen. Alt jeg kunne var at græde. Det var så frustrerende! Alle mine følelser blev udtrykt med tårer. Store våde gennemsigtige tårer. Ari så på mig, hendes øjne var så venlige. Jeg var sikker på at hun ville blive en god veninde, en jeg kunne støtte mig op af når verdenen gik i stykker for mig. "Jeg går nu. Men jeg kommer tilbage imorgen, så du har bare at få dig noget søvn og være frisk imorgen." Sagde hun med en snært af humor. "Du starter i skole om tre dage. Du skal huske at åbne pakken før jeg kommer igen. Hvis du mangler noget, så skal du ikke være bange for at sige det til Sandra. Og mit telefon nummer er i pakken." Hun gav mig et hurtigt og venligt kram før hun forlod rummet og lod mig stå alene tilbage. Jeg stirrede ud i rummet. Pakken! Jeg løb hen til pakken. Flåede pappen op og gravede hånden ned i kassen. Først fandt jeg et brev, derefter fandt jeg en brochure af en slags og til sidst fandt jeg en mobil! Nice, spøgelser havde altså mobiler. Jeg lagde slet ikke mærke til at jeg kunne røre det hele. Jeg var alt for begejstret. Jeg kendte ikke mobilens mærke, måske havde spøgelser deres eget Apple. Jeg tændte smartphonen og skærmen lyste op. Da den var igang kom jeg i tanke om hvad Ari havde sagt. "Mit telefon nummer er i pakken." Jeg gik ind under kontakter, og ligesom hun havde sagt var hendes navn der. "Arielle, C" Stod der. Jeg kiggede hen på brevet der nu lå på gulvet. Silver stod der med skråskrift. Hvordan havde de vidst at jeg ville hedde det? Jeg orkede ikke at tænke mere over det. Jeg tog brevet og brochuren , og lagde det ned i papkassen igen. Jeg løftede kassen hen på det lille køkkenbord, og undrede først nu om hvordan jeg kunne røre det, når jeg ikke kunne før. Jeg lod det ligge. Mobilen lå jeg fra mig på det lille natbord ud af træ. Det havde været en lang dag. Jeg var træt og mit hoved gad ikke at tænke længere. Jeg væltede baglæns mod sengen. Men istedet for at ramme sengen, gik jeg igennem den og endte på gulvet. Det er sgu da heller ikke til at finde ud af hvornår jeg kan røre noget og ikke kan! Tænkte jeg småirriteret. Jeg blev liggende, for træt til at rejse mig op, til sidst faldt jeg i en dyb, dyb søvn.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...