Den mørkeste dag ~ One shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
Duke er blevet sendt ned til en krig, dog er han ikke din typiske soldat, da han er bange og fortvivlet. Alis hjemland bliver bombarderet, og hun ved ikke hvad hun skal gøre, og senere bliver Ali adskilt fra sin mor, og pludselig er hun helt alene.

1Likes
0Kommentarer
112Visninger

1. .

 

Den mørkeste dag

 

Der lød endnu et brag et sted i den lille by. Kraften fra granaten sendte en skælven gennem byens gader, og husene stod faretruende og rystede. Dukes blik fulgte de skræmte og flygtende skikkelser omkring ham. Det mindede ham om en myretue, for folk løb ind og ud mellem hinanden. Nogle skreg, nogle sad på knæ og bad til deres gud. Luften var fyldt med støv og skidt, men Duke trak bare sin bandana op for munden og fortsatte gennem den kaosfyldte by. Han holdt blikket fast rettet fremad og prøvede at undgå at få øjenkontakt med hverken dem der skød, eller dem som blev skudt på. Han følte sig skyldig, selvom det ikke var ham, som trykkede på aftrækkeren. I hvert fald ikke endnu.

Alis mor strammede sit greb om hendes arm, mens de løb gennem de rungende gader. Hun løb lige efter sin mor som, ligesom hende selv, havde bare tæer. Stenene havde allerede flået hendes fødder itu, men hun kunne ikke stoppe. Eller, det havde hendes mor i hvert fald sagt. Ali prøvede at vende sig om, så hun kunne se, hvad der foregik; forstå det. Hvorfor var der mænd i uniformer over det hele? Hvorfor skød de på hendes folk, hendes venner, hendes familie? Hvad ville de have? Hvis det var penge, ville hun godt give sin sparebøsse til dem, hvis det betød de ville lade dem være. Der lød endnu en eksplosion, så Ali trak sin arm fra sin mors greb og prøvede at beskytte sit hoved så godt så muligt. Da hun var sikker på, at der ikke ville ske mere lige nu, åbnede hun langsomt øjnene igen og fjernede sine arme fra sit ansigt. Da hun havde fået børstet det værste støv væk fra sit tøj, så hun sig omkring. Hvor var hendes mor? Ali gik et skridt frem, men snublede over noget hårdt. Hun tog sig til knæet; det blødte. Den karminrøde væske løb ned ad benet på hende og blandede sig med det tørre sand. Da det nåede jorden, blev det opslugt af sandets uendelige tomrum, som kun lod den brunlige masse være synlig. Ali skulle til at rejse sig op, da hun fik øje på, hvad hun var faldet over. Hun skreg.

Duke fortsatte gennem de ødelagte gader. Han var omringet af sine brødre, som skød med deres våben på alt, der bevægede sig, uden de viste en eneste følelse. Nogle få af dem skar ansigt i ny og næ, men de skød på folk. Duke blev hele tiden nødt til at minde sig selv om, hvorfor han var her. Han gjorde bare sin pligt. Mange andre var også blevet sendt herned. Duke havde ikke haft lyst til at rejse om på den anden side af Jorden, men han blev nødt til det, for han havde jo selv meldt sig ind i hæren. Han skulle kun være her i seks måneder, og så kunne han selv bestemme, om han ville hjem igen eller forlænge sin tid her. Duke var, og havde været i lang tid, sikker på sit valg, og han stod ved det.

Ali kunne føle kvalmen komme, men hun kunne ikke se væk fra den døde krop. Hun nåede ikke at tænke mere over, hvad der skete, for pludselig var hendes mor der igen. Hun blev revet op fra den tørre jord af sin mor, hvis hænder famlende fik et godt greb i hende igen. På vej op fik Ali et kort sekund øjenkontakt med sin mor og så til sin forbavselse, at der var frygt i sin mors brune øjne. Hun ville sige noget beroligende, trøste sin mor, men fik ikke tid til det, da de igen løb hen over den ødelagte plads. ”Hvor er far?” spurgte hun pustende sin mor. Mor havde tidligere sagt, at nogen havde haft brug for ham, men hvad med dem? Kom familien ikke altid først? Mor svarede ikke, fortsatte bare med at løbe, selvom der af og til kom små snøft fra hende.

Duke havde nu gået rundt i den bagende hede med sit våben i flere timer, og han følte sig udmattet. Solen ville ikke lade hans ømme og sårbare hud være, og han vidste, at han var solskoldet flere steder. Det havde ikke regnet i flere dage, så det var kun om natten, at han kunne blive kølet ned, når han fik alt sit udstyr af – hvis han altså ikke havde en vagt. Han længtes efter lidt stilhed og søgte derfor lidt væk fra de andre, men han sørgede for, at han stadig kunne finde dem ved hjælp af alle deres skud. Over natten havde nogle af de indfødte meldt sig ind i en modstandsgruppe. De havde samlet de få våben, de kunne finde, men det havde ikke været nok. De havde ikke haft en chance, for Dukes folk var godt kendte med deres våben, mens de få naive mænd ikke en gang kunne holde det ordenligt.  Hans eget våben havde ikke været i brug i flere dage nu. Grunden var, at hver gang han bare hævede det en smule, så så han sin familie stå for enden af løbet og kunne ikke få sig selv til at trykke på aftrækkeren. Han havde flere gange prøvet, men hver gang blev han nødt til at sænke det igen og gå med tungt hjerte videre for at lade andre klare arbejdet. Sikringen var også stadig slået til, og det havde den været i et stykke tid. Han var bange for, at han kom til at skyde en uskyldig ned eller en af sine brødre. 

Ali kunne huske til sin 8-års fødselsdag, for få måneder siden, at hun havde overhørt sine forældre snakke inde i stuen, da de skulle hente hendes gave. Hun kunne huske, at hendes far havde sagt, at det var blevet værre, og at andre lande nu også havde blandet sig. Noget med, at de ikke ville kunne holde dem tilbage meget længere. Ali havde ikke forstået, hvad de snakkede om. Hvad var blevet værre? Hun havde ville spørge dem, men i det øjeblik kom de ind med den største gave, hun nogensinde havde set og havde med det samme glemt, hvad der var sket få sekunder før. Hun lagde ikke mærke til det tvunget smil, som begge hendes forældre bar, eller renderne under hendes fars trætte øjne. Hun lagde ikke mærke til, at hendes forældre hele tiden var rastløse og hele tiden kiggede over mod døren.

Duke havde aldrig været i Nordkorea før. Da han havde meldt sig ind i militæret, havde det ikke været fordi, han ville i krig, men fordi han syntes, at det lød spændende. Han havde aldrig regnet med, at han skulle rejse ned og stå på første række, når folk blev skudt ned. Han havde set i tv’et flere gange, hvordan oprørende dernede var blevet værre og værre, og hvordan deres leder var forfærdelig. På flyet havde han fået nogle få og hurtige instruktioner sammen med de andre. Han havde før hørt om, at man havde sendt militærstyrker ned til Nordkorea, men det var ikke noget, han ville være en del af. Han havde været rædselsslagen, men deres general havde bare sagt, ”Tag dig sammen, soldat,” og var gået videre.

”Stop.” Alis mor stoppede pludseligt op og stod helt stille. Ali ville spørge, hvad der var galt, men hendes mor lagde bare en finger over Alis mund, mens hun viste med den anden, at hun skulle være stille. Ali gjorde, som hun sagde, men forstod det ikke. De stod i en smal gade, hvor sollyset havde svært ved at finde ned. De onde mænd, som skød på hendes folk, havde allerede været her, da der var huller i murene, og der var små, røde vandpytter over det hele. Ali blev pludselig skubbet hen til en af murene, hvorefter hendes mor placerede en trækasse over hende. Ali kunne lige høre sin mor sige ”Blev derinde, søde, og kom ikke ud lige meget hvad,” før der lød fodtrin. Ali holdte vejret og sad helt stille. Hvad foregik derude?

Duke var nu kommet så langt væk fra alle de andre, at lyden af skud kun var et lavt ekko i hans ører. Han følte endelig en indre fred og lukkede kort øjnene. Da han åbnede dem igen, stod en koreansk mand, som så på ham med frygt i øjnene. Frygten blev dog hurtigt erstattet af had, og han samlede hurtigt en sten på størrelse med en knyttet næve. ”Dræb, dræb, dræb,” sagde en stemme inde i hovedet på ham, men han stod bare, og så på manden. Manden sagde noget til Duke, man han forstod det ikke. Da han ikke svarede, gik manden truende frem mod Duke og sagde det en gang til bare højere. ”Dræbdræbdræb!” Duke greb bedre fast om sin pistol og prøvede at sige, at han ikke ville manden noget ondt, men han mislykkedes. Manden havde nu hævet sit våben op over hovedet og råbte nu. Duke bakkede forskrækket et skridt bagud, da manden gik lidt frem mod ham. Duke rakte op efter det kors, han bar om halsen, søgende efter råd. ”Dræbdræbdræb!” Duke gik i panik og hævede pistolen mod manden. Manden stod nu helt stille, hans øjne var helt opspilede. Manden trådte prøvende et skridt frem, men Duke så det som en trussel, og ud af ren og skær panik slog han hurtigt sikringen fra og skød manden i skulderen. Manden skreg, smed hurtigt stenen, og løb væk med et blodspor efter sig. Duke sænkede langsomt sin pistol og så efter manden. Han nåede omkring et hjørne, da der lød et skrig. Duke blev nysgerrig og fulgte lyden.

Ali fór sammen, da hun kunne høre sin mors skrig. Hun skulle til at løfte kassen af sig, da hun huskede, hvad hendes mor havde sagt. Ali lukkede øjnene og trak sine ben op under sig. Hun lagde forsigtigt sit hoved på dem og talte til ti, som hendes far havde sagt til hende, at hun skulle gøre, når hun blev oprevet. En, to tre… Der lød en forhastet samtale og derefter løbende skridt væk derfra. Fire, fem, seks… Der var ikke en lyd derude mere. Ikke en gang lyden af Alis mors vejrtrækning var der mere. Hvor var mor? Syv, otte, ni… Tunge støvler kom gående imod hende, og hun pressede øjnene hårdere i. Ti…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...