Maskeballet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Igang
I et liv hvor ansigtet bliver manipuleret, hvordan skal man så se ud? Hvad er pænt, hvad er in? Følg med i denne forvirrende spændingsnovelle, som handler om en ung pige, fanget i denne verden, hvor intet er som det ser ud.

0Likes
0Kommentarer
86Visninger
AA

1. Dette er et oneshoot

 

Maskeballet

 

Hun tog hånden op til det beklædte ansigt. Overfladen var så glat, så perfekt. Masken viste intet, og dog alt. Ingen ville kunne gennemskue hendes maskerade, og dog var det så let at regne ud. Hun kørte hånden op til øjnene, dækket med et tyndt slør, for at skjule de brændende følelser. Hånden kørte videre ned til de glasagtige læber, der var formet med et lille smil. Et smil, der kunne betyde alt, men som gav intet fra sig. Hun elskede det smil, så perfekt, så klart i en så sløret verden. Hun kiggede ind i spejlet og betragtede det længe. Til sin forskrækkelse så hun en stor revne sprede sig, fra panden og ned til næsen. Revnen forstsatte ned, delte masken i to, og ud fra sprækken, kom der en sort tåge. Hendes hjerte sprang et slag over, da Dukkeføreren og hendes marionetdukker trådte ud af tågen. De havde deres spottende masker på, hun vidste, hvad det betød. Hun kunne mærke deres hånlige blikke studere hendes ansigt med foragt. Uden hendes maske var hun uden beskyttelse, de kunne læse følelserne direkte fra hendes ansigt. Hun var alt for sårbar. Deres latter nåede hendes store øre, synet af deres hån ramte hendes røde øjne og lugten af foragt, ramte hendes klumpede næse. Hun skreg og græd, hun ville have dem til at stoppe deres maskebal. Hun kiggede fortabt ned på den flækkede maske, som var stivnet med et tvedelt smil. Så rodet, så forstyrrende, som et sort hul i det styrtende dyb hun var på vej i mod.

Hun vågnede med et set, og sveden drev ned ad hende. Selvom det blot var en drøm, vidste hun at det snart blev virkelighed. Hun trådte ud af sengen, og gik med tunge skridt hen mod badeværelset, mens frygten havde et stramt tag om hendes hjerte. Vandet løb ned ad hende, og hun nød den dejlige fornemmelse af tryghed og varme. Vandet omfavnede hende, var ligeglad med at hun var sårbar og ikke havde masken på. Masken. Hele hendes krop spændte, da hun mindedes den revnede maske ligge på gulvet, kold og tom. Det var bare en drøm, hviskede hun, og prøvede forgæves at omfavne sig selv. Skælvende trådte hun ud af badet, og kiggede på sin krop i spejlet. Men ét blik var nok.

Hun stod foran spejlet, iført festlig beklædning. Da hun tog masken på, kunne hun mærke en snert af noget der kunne have været selvsikkerhed. Hun så med tilfredshed hvordan masken skjulte et hvert spor af følelser, der kunne have lagt sig som en afslørende skygge. Den lå på hendes ansigt som et køligt løfte om at intet kunne ramme hende nu, hun var urørlig. Hun lagde et tyndt lagde rouge, for at give maskens kinder mere liv, og mascara for at fremhæve øjnenes reserveret stifte blik.  Hun tog en dyb indånding, og beundrede hendes værk. Hun var perfekt.

Det store skilt på bygningen, informerede hende om at hun var kommet til det rette sted. Med små nervøse skridt bevægede hun sig derhen. Hendes hjerte bankede hårdt i brystet, mens angsten omfavnede hende som en velkendt ven. Nogle piger hvinede og løb hen og krammede hende, med falske smil på deres sukkersøde masker. Hun var klar over at maskeraden var begyndt, og det eneste hun kunne gøre var at indtage sin plads og lege med i det farlige og angstprovokerende spil, hvor man satser alt. Som små marionetdukker stavrede maskeraden rundt i høje hæle, med et glas alkohol i hånden og måske en smøg. De fniste højt af alle drengene, og gjorde deres bedste for at skjule hvad der gemte sig under masken. Et glimt af en varm følelse spredte sig i hendes krop, det var følelsen af at være en del af noget. Men da følelsen forsvandt, lige så hurtigt som den var kommet, efterlod den hende koldere end før.

Som en mørk storm, blæste frygten rundt i hende, da hun stod foran Dukkeføreren. Det iskolde blik brændte som en ild, og efterlod hende med følelsen af råd. Dukkeføreren gik, nej nærmest svævede, hen til hende, og drog hende ind i en omfavnelse. Hun havde det som om Dukkeføreren kunne se direkte igennem hendes maske, som om hun gennemskuede hende. Sveden perlede ned af hende, og hun sank nervøst. Hvad kunne hun se? Hvilke hemmeligheder afslørede maskens manglende beskyttelse? Hun kiggede nervøst rundt for at søge hjælp hos de andre marionetdukker, men ingen af dem besvarede hendes søgende blik. Hun smilte et febrilsk smil til Dukkeføreren, som gengældte smilet med en hånlig grimasse. Alt smuldrede ned foran hende. Det smil kunne kun betyde at Dukkeføreren havde fundet noget interessant, noget der var værd at dele. Hun skælvede af skræk, for hun vidste at der var ingen chance for at Dukkeføreren ville holde dette her for sig selv. I et split sekund så hun sig selv stå i et rum med masker der lå knust på jorden, de havde alle et hånligt smil tegnet på deres læber, mens hun selv stod over dem. Maskeløs. Hun var dronning over de knuste masker, dronning over fortvivlelse og fiasko.
Som var det i en drøm, tog hun fat i Dukkeførerens udstrakte hånd, og hånd i hånd gik de sammen ind i Rummet. Musikken var høj og lugten af alkohol og røg, skar igennem hendes næsebor som gift. Alle stoppede med at danse da de kom ind i rummet, og i et kort øjeblik troede hun at det var Dukkeføreren de stirrede på, men den tanke forsvandt hurtigt. Deres spydige hvisken og spottende latter, fyldte hendes ører og druknede hende. Hendes ben blev til spaghetti og hun rystede over det hele, mens hendes maske truede med at krakelere. Hun vidste at Dukkeføreren havde fortalt dem hendes hemmelighed, visheden om det, skyllede over hende som en bølge. Hun kunne ikke klare det mere, og før hun vidste af det, snurrede hun rundt på hælen og løb.

De blå vægge, på pigetoilettes badeværelse, gav hende kvalme. Hun kiggede op i det runde spejl, og så sit spejlbillede, så masken. Det havde været dumt af hende, at tro hun nogensinde kunne være med i deres maskebal. Med et bedrøvet suk lukkede hun øjnene, og mørket svøbte sig om hende.

En efter en svævede maskerne over hende, som bitre minder fra en bedre fortid. En maske med tykke kinder, og glæden strålende ud af øjne, svævede over hende som en brise, og en fjern latter rungede i hendes ører. Den maske kunne hun godt huske, det var den bedste maske, den der havde været sværest at tage af. Med en nervøs stilhed, trådte den næste maske ind i rækken. Et stort smil dominerede det pæne ansigt, og bragte beskueren til at tænke på perfektionen i de hvide tænder, vippernes fylde og læbernes elegante form. Men hun vidste bedre, hun fokuserede på øjnene. De øjne der prøvede så hårdt på at skjule angsten, disse øjne der burde have været uskyldige. Med et bittersødt hulk fokuserede hun på den næste maske. Som en dyster skygge kom denne maske, som et fejltryk fra maskineriet. Et melankolsk smil dansede på læberne, og de tungsindige øjne strålede af frygt. Cirklen startede forfra, og den tykkindede maske var tilbage, og spredte sin rensende sindsstemning.  Hun jog armende ud i et forgæves forsøg, på at fange den noget så lykkelige maske, bare i et øjeblik opleve den uskyldighed, den fantastiske uvidenhed om livets rædsler. Hun strakte armen så langt hun kunne, hvis dog bare hun kunne have masken på i et øjeblik, bare ét øjeblik. Med et klirrende brag faldt maskerne en efter en på gulvet, og panikken greb hende som en kold hånd. Som den sidste og mest elskede, faldt den skyldfri maske, og et hikst to flugten ud i det kaotiske rum. Alle maskerne lå kolde og forladte på gulvet, så sårbare, så fortabte. Med skælvende fingre, prøvede hun formålsløst at samle den renhjertede maske, men hun vidste det var for sent, aldrig mere skulle den maske sidde på hendes ansigt, aldrig mere sprede glæden i hende. Tårerene flød fra hendes kinder, og hun prøvede ikke at stoppe dem. Hun var ensom og fortabt, forladt af det bedste og det værste. Hun kastede sig ned på gulvet, og tårerene oversvømmede maskernes sørgelige rester.

Hendes hjerte galopperede, og hun rystede over det hele. Med en kraftanstrengelse kiggede hun op og så til sin forskrækkelse at der rigtigt nok flød forræderiske tårer ned ad maskens udtæret kinder. Hun skyndte sig at tørre dem væk, men det var for sent; skaden var sket. Som ved et lynnedslag kom den første revne i masken, den eskalerede og fortsatte ned. Hun skreg og græd, overvældet af en nervepirrende magtesløshed. Som en slange snoede alle hendes mørke hemmeligheder sig ud gennem revnerne i masken, og fortsatte sig ud, forlangte at blive hørt. Hun prøvede at holde sammen på masken, forhindre de sidste, mørkeste hemmeligheder fra at slippe ud. Men hun vidste det var for sent, og med et forfærdende, klirrende spektakel, faldt masken til gulvet og afgav alt. Med et opgivende hulk samlede hun knæene op under sig, og rokkede langsomt frem og tilbage, mens tårerene, efter så mange år, endelig fik lov til at flyde frit. Hun ville ikke tænke, hun ville intet, bare huske, bare mindes. Og med lyden af en latter så klar som en klokke, og lykkelig som kun et barn kan være det, lukkede hun øjnene, mens en tyngende dis omringede hende. Efter så mange år var det endelig ude, så mange år….Lettelsen angreb hende, og et smil bredte sig over hendes læber, mens hun lå med hovedet på det kolde badeværelsesgulv. Endelig var maskeballet slut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...