Fire børn Ét Spejl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 nov. 2014
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Igang
AK, Affe, Bell og Mikey er fire helt almindelige børn, med helt almindelige familier og helt almindelig skole. Men en dag sker der noget underligt. De fire børn finder et spejl på Bells loft og det er ikke helt almindeligt...

1Likes
0Kommentarer
138Visninger

1. AK

”Mit navn er AK! A.K! Husk det!” jeg så ned på modstanderen der havde spurgt om mit navn. Min hårde tone havde virket og drengen så skræmt ud. Mit ishockey-beskyttelse gjorde det noget nemmere.

Jeg kikkede bag drengen. 1…2.. 3 store bøller stod bag ham. Jeg skulle passe på hvad jeg sagde. ”

Æhm… AK?” lød en stemme bag mig, jeg vendte hovedet efter lyden så min lille tot af en hestehale vippede fra side til side. Bag mig stod mine tre venner.

”Vores lift kommer om præcis 2,35 minutter!” sagde Affe, en lille spinkel dreng med alt for store sorte stelbriller, der elskede bøger og matematik. Eller som jeg plejer at kalde det; en rigtig nørd! Han havde halvlangt halvgult/brunt nærmest gråligt hår og et blegt ansigt.

Ved siden af ham stod en lidt højere pige med langt gyldent hår, samlet i en fransk fletning. Bell var en fin, stenrig og populær pige. Hun gik altid i mærketøj og hendes hår var rent guld i forhold til min nøddebrune hestehår. At hun overhovedet kendte ishockey var et under!

”AK nu må du altså tage dig sammen!” sagde hun bebrejdende, og lagde sine arme over kors. ”Det er en halv time siden kampen sluttede og du er ikke engang klædt om!” Først nu så jeg at alle mine venner stod i deres hverdagstøj.

"Faktisk 37,25 minutter" rettede Affe. "Whatever!" bed Bell ham af.

Jeg sukkede, og fik nu øje på Mikey, det store brød! Han stod bag Affe og Bell og sagde ingenting. Han sagde nærmest aldrig noget, men han var stærk som to fuldvoksne mænd. Og han var kun 15! Vi andre var et år yngre.

Utroligt jeg ikke så ham først, for han skød op over de to andre som et bjerg. 

”Jamen jeg var på vej men så-” forklarede jeg, og pegede over skulderen, på modstanderen bag mig, men før jeg nåede længere blev jeg afbrudt. ”Ikke noget jamen, kan du så skynde dig! Vi er ved at fryse til ispinde” Jeg opdagede at Affe og Bell stod og rystede inde i ishokeyhallen. Jeg, der stadig havde alt mit udstyr på, mærkede ingenting. Men fordi der var sommer udenfor var alt mine venner havde på var T-shirt og shorts, eller lignene.

Mikey så ikke ud til at fryse. Faktisk kunne jeg aldrig se om han frøs eller ej. Han viste aldrig følelser som sådan. Mikey havde mørkebrunt kort strittenede hår, og et permanent pokerface. 

”Ja undskyld, men vi skal til at komme afsted.” sagde Affe til modstanderen mens han skubbede mig fremad, mod omklædningen. ”Tuttelu!” sagde Bell syngende til de fire fremmede. Mikey tøffede i stilhed efter os. Han skulle bare gå forbi modstanderne, og de trådte omgående et skridt tilbage.

 

 

Efter ca. 3 minutter stod jeg kluntet med mit tøj halvt på. Vi stod udenfor hallen og ventede på at Bell’s chauffør kom og hentede os.

Jeg tog min addidas-jakke, mine sko og sokker på, for det eneste jeg nåede inde i omklædningen var at få tøjet af, et hurtigt skyl og så derefter bukser og trøje, under høje klager fra Bell.

”Sagde du ikke at han kom om 2 minutter?” spurgte jeg Affe mens jeg sad på fortovet og spændte mine sneakers. ”2,35 faktisk.” rettede han mig. Jeg rullede mine øjne, men Affe ignorede det og fortsatte. ”Jo, han plejer at komme på denne tid.”

”Bertram plejer aldrig at komme forsent!” sagde Bell bekymret. ”Det ligner ham ikke.”

Jeg sukkede lydløst. ’Bertram. Hvilken forfærdelig forælder navngav deres dreng ’Bertram!’ tænkte jeg, ’Den stakkels mand har da ikke andet valg end at blive en butler, for en eller anden rigt barn!’

Omkring 4 minutter sad vi alle på kantstenen, ventende på Bertram. Bell sad nervøst og pillede ved sine sygt lange lilla negle. ”Hvad nu hvis der sket en ulykke?” forslog hun bekymret. Jeg så på hende med brynene rynket sammen. Bell var måske en forkælet unge, men hun holdt virkeligt af menneskerne der stod hende nær.

”Det er faktisk virkelig underligt” Sammentykkede Affe. Bertram plejede altid at hente os om mandagen og onsdagen efter træning, eller efter en kamp, og han kom præcis 40 minutter efter vi var færdige med at spille. Ikke før. Ikke efter.

Pludselig Mikey rejste sig fra kantstenen. ”Er det ikke ham der kommer der?” spurgte han, med en dyb stemme, og tog hånden op for øjne så han bedre kunne se for solen. Og ganske rigtigt drejede en lille, nærmest limousine, rundt om hjørnet. Den var blankpudset og royalsort.

Den holdte for fødderne af Bell. En høj, ranglet, mand med rynker omkring øjne og mund trådte ud, og åbnede bagdøren for os. ”Hvor har du været, Bertram!” spurgte Bell med en anelse af skingerhed. ”Jeg har været syg af bekymring!” ”

Arh Bell. En lille overdrivelse.” sagde jeg drillende, og viste hvor meget jeg mente med fingrene, mens jeg fulgte efter Affe og Mikey ind i den overdådige bil. ”Jeg undskylder Frue.” sagde Bertram. Alvorlig som altid ”Deres søster var kommet hjem fra rejsen, og havde brug for min assistance med kufferterne.”

Jeg lavede en grimasse over til drengene. Jeg foldede mit ansigt så det lignede Bertrams, og mimede overdrivende ’Assistance med kufferterne’. Det fik drengene til at sprutte af grin, og jeg blev ved med at mime Bertram. 

Dog kunne jeg ikke holde masken længe, og begyndte at grine sammen med de andre. Bell sendte os et blik der brændte igennem mure, og vi prøvede at holde op med at grine.

Det lykkedes ikke for Affe og en spruttende lyd kom ud i stedet for latteren. Det fik bare mig og Mikey til at grine endnu højere. Bell rullede øjne, og ignorede os. Hun satte sig ind til os mens jeg stadig smågrinede.

Bertram lukkede døren efter hende, og satte sig selv bag rattet og startede bilen. Tydelig helt ligeglad med drillerierne. Det var det bedste ved Bertram. Intet rørte ham.

”Nå så Lisa er kommet hjem?” spurgte Jeg.

Bells søster, Elisabeth på 21, havde været på en rejse rundt i hele Europa. Hun havde været væk i ca. 2 måneder, og var tydeligvis kommet hjem.

Bertram gjorde et skarpt sving til højere og så til venstre.

”Ja,” svarede Bell ”Jeg vidste godt at hun ville komme hjem i løbet ad en af de her dage.”

Bertram gjorde endnu et sving og vi alle skubbet til den modsatte side, ind i Mikey, der som sædevanelig så ud om intet skete. Vi var blevet vante til Bertrams vilde kørevaner. Pludselig stoppede han brat og vi blev alle kastet fremad.

”Mike, jeg er ved dit hus nu.” bekendtgjorde Bertram. Mikey rettede sig op og trådte ud af bilen.

”Ses i morgen Mikey!” råbte vi efter ham. Mikey tog sin taske, med alt hans udstyr, ud fra bagagerummet, og løb op imod hans hus. Da han nåede sin havelåge, løftede han en hånd, som altid, som et farvel. Bertram satte bilen i gang igen og vi kørte videre.

”Vent lidt,” sagde Affe undrende mens Bell masede sig over mig for at kunne sidde i midten. ”Var hun ikke i Ukraine til sidst?” spurgte han.

”Jo, det var i hvert fald hvad hun sagde sidst hun ringede.” Lisa plejede altid at ringe hver gang hun var et nyt sted. Så plejede hun at fortælle om alle de cool ting hun havde lavet.

”Men hvis hun skulle helt fra Ukraine hertil så ville komme her senere!” Jeg løftede det ene bryn, mens det andet trykkede sig nedad. ”Måske tog hun bare et tidligere fly end vi havde forventet.” Affe gav mig det samme ansigt tilbage.

”Det er lige det!” Han tog en finger op og skubbede brillerne på plads. ”Sidste gang hun ringede var i går aftes ikke?” Han så på Bell. ”Jo, hun sagde hun snart ville hjem, men jeg troede ikke at hun mente i dag.”

”Der ser I!” sagde Affe, og viftede med armene, som om hans mening var lige foran os. ”Hun kan umuligt være kommet helt til U.S.A fra Ukraine på de få timer!” Jeg kunne se Affe blev en lille smule irriteret på os. Efter så mange år havde han stadig ikke forstået at hans venner ikke var små Einsteins som ham. 

”Hør nu her,” sagde jeg roligt for at få mig selv giret ned. ”Måske tog hun et fly om natten. Så kunne hun sagtens ha’ nået hjem.”

”Men så vidt jeg ved så er der ingen fly der går om natten i Ukraine.” mumlede Affe, med en undertone der lød som om vi andre var idioter. Jeg begyndte at puste mig op så jeg kunne give igen.

”Nej nu stopper I!” sagde Bell bestemt, og løftede hendes håndflader op for at få os til at stoppe. ”Lisa er hjemme nu, og hun var i Ukraine i går! Punktum!” Hun så skiftevis på mig og Affe, for at se om vi havde forstået.

Den er ikke længere! Så kan alt andet ikke være lige meget.” Mig og Affe vendte os væk fra hinanden og mumlede noget den anden part ikke kunne høre.

 

 

Sådan kørte vi et stykke af vejen, indtil Bell og Affe begyndte at snakke om lektierne til dagen efter. Eller nærmere så forklarede Affe om og om igen hvordan det foregik. Jeg sukkede indvendigt, men vendte mig stadig om for at høre hans forklaring. Jeg var heller ikke sikker på det forbandede essay.

”Så er det din tur Anna-Katrina.” kunne jeg høre fra førersædet efter et stykke tid. Jeg rullede mine øjne. Jeg hadede når folk kaldte mig mit rigtige navn. Jeg kunne ikke fordrage det! ’Anna-Katrina’ jeg mener hvad er det for noget! De fleste kunne heller ikke sige det ordenligt. Så nu sagde jeg bare til alle mit navn var AK.

Jeg åbnede bildøren og fik rakt over min taske. ”Tak.” Jeg vendte mig om og vinkede til de to andre. ”Ses der” sagde jeg og blinkede. De andre vinkede tilbage. Jeg kunne høre Affe fortsatte sin umulige mission, da jeg smækkede døren i.

Bag mig kørte Bertram videre, og jeg småløb op til hoveddøren. Jeg trådte ind til en mur af barnegråd, kogende suppe og computerspil.

”Hej Anna? Er det dig?” Min mor kaldte fra køkkenet. Se!? Min egen mor gad ikke engang at sige mit fulde navn.

”Ja! Hva’ så?” svarede jeg og stillede min taske i forgangen og rev mine sko af. Jeg rettede på min addidas og gik ind i køkkenet. Min mor stod og rørte i hvad jeg ville vædde med var suppe. Hun havde min lillebror på armen.

”Kan du ikke lige tage ham her” Hun rakte mig den lille og jeg tog kluntet imod ham. Han begyndte straks at rode med en lille tot der var faldet ud af min hestehale.

”Blev du kørt af Isabell’s chauffør?” Spurgte min mor. ”Øhm…” jeg tænkte ”Åh! Du mener Bell! Ja Bertram kom og hentede os” sagde jeg da jeg kom på hvem det var Mor hun snakkede om.

”Hun er altså en sød pige, hende Isabell.” smilede Mor. ”Og min kommende kæreste!!!” blev der råbt fra stuen. ”Drop det dog! Hun er overhovedet ikke på dit level!” råbte jeg tilbage. Jeg kunne høre en trampen, der kom nærmere.

Og der dukkede min anden lillebror på 7 ind. Han så sur ud og havde hænderene i siderne.

”Og hvad betyder det så?” spurgte han og kneb øjnene sammen. ”Det betyder hun ikke er interesseret!” Knurrede jeg. ”Jo hun er!!” skreg Chris og trampede. ”Og vi bliver gift!” Skreg han endnu højere. ”Hun er for fanden 7 år ældre end dig, din mide!” råbte jeg ligeså højt, efter jeg havde sat den lille i kravlegården i køkkenet. ”Og du er en tumpe!” brølede Chris tilbage. Han var helt rød i hovedet.

”Så er det godt i to!” Bed vores mor os af. ”Anna lad være med at bande, og lad være med at knuse din lillebrors drømme!” Chris rakte tunge ad mig. ”Og Chris lad være med at skrige ad hende og blive så sur hele tiden.” jeg rakte tunge tilbage.

Chris vendte om på hælen og trampede op ad trappen. Min mor sukkede.

”Hvad skal jeg dog gøre med jer to?” Jeg trak opgivende på skuldrene. ”Sælge os på et loppemarked?” forslog jeg med et smil. ”Der er sgu ingen der gider have jer.” sagde hun drillende. Jeg rakte tunge ad hende.

”Nå har du lavet dine lektier?” Spurgte Mor mens hun stadig rørte i suppen. Jeg vred mig irriteret og sukkede højt. ”Kan jeg ikke vente med det til efter aftensmaden?” klynkede jeg. ”Nej gør det nu Anna.” bestemte Mor. Jeg gav mig endnu en gang og slæbte mig op på loftet.

Da vi flyttede ud af Fars hus, og kom hertil, var min mor nødt til at dele det store værelse med babyen Peter, Chris fik det lille, og jeg røg op på loftet.

I starten lugtede det af røg og sure tæer. Der havde været fugtigt, og jeg holdte mig fra det fjerneste hjørne ad etagen for jeg var ret sikker på at der var noget levende der boede der.

Men da min mor og jeg fik tid, havde vi smøget ærmerne op. Vi fjernede al form for svamp, fik edderkopperne ud og til dæggede alle lækkende huller. Så puttede vi masser af møbler, puder, tæpper, duftlys og farvede lamper. Til sidst blev det faktisk ret hyggeligt.

Og fra mit lille vindue kunne jeg se helt over til Bells hus. Men okay, enhver kunne se Bells hus fra deres vindue. Altså må man lige tale om et fort eller hvad? Mig og Bell plejede at tale i telefon om morgenen, eller Bell snakkede. Jeg lavede bare et par gryntende lyde indimellem.

Så kunne jeg tage min kikkert jeg havde stjålet fra min far, og kigge ind af Bells vindue så jeg kunne se hvad hun havde på. Så skulle jeg komplimentere det til skyerene, og sige hun så forfærdelig godt ud, mens hun forklarede hvor i verden hun havde fået denne nederdel og hvem der havde lavet den og hvilket stykke stof der var brugt. Selvom jeg havde ingen anelse om hvad hun fablede om.

Jeg smed min skoletaske op på sengen og fandt mine bøger og satte mig ved skrivebordet.

Jeg prøvede desperat at huske hvad Affe havde fortalt i bilen. Men alt flød ligesom bare sammen i en stor pærevælling. Jeg sukkede højt da jeg opgav at få styr på mine tanker.

Jeg prøvede med matematikken, tysk, geografi og fysik, men det hele endte med at jeg sad og balancerede kuglepennen på næsetippen.

Jeg havde altid været god til at balancere ting eller mig selv på andre ting. Men kun ting med væske i, underligt nok. Affe sagde det at det var noget med tynktepunktet af væsken der gjorde det lettere for mig. Ja spørg ikke mig! 

Til sidst sad jeg i skrædderstilling på kontorstolen, mens jeg drejede rundt og rundt på den, med blyanten siddende mellem overlæben og næsen.

Langt nede kunne jeg endelig høre Mor råbe at maden var klar. Jeg sukkede lettet og strøg nedenunder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...