En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1270Visninger
AA

62. Udbrændt

Han havde stået lænet op af skiltet med scooteren stående ved siden af, da det hele skete på en gang. Lysglimt fra himlen, hvorefter byen i horisonten pludselig stod i flammer. Et kort øjeblik havde han bare stirret; stirret så længe, at han ikke bemærkede, at cigaretten var gledet ud mellem hans fingre og ned på jorden. Da heden ramte ham og skubbede ham ind mod skiltet med en sådan kraft, at han synkede sammen og ud af øjenkrogen så sin scooter vælte om, kunne han endelig reagere.

Et eller andet var faldet ned fra himlen og havde lige ødelagt en hel by. Hurtigt rejste han sig og greb ud efter sin mobil, men da han prøvede at tænde for den, viste det sig, at den var gået død. Rådvildt så han sig omkring, men der var ingen mennesker i nærheden, hvilket ikke var så mærkeligt, da han først og fremmest var taget herhen for at være for sig selv.

Endnu et lysglimt fra himlen og han væltede omkuld igen. Denne gang var lysglimtet tættere på og en pludselig tanke fik det til at krybe koldt ned langs hans rygrad. Det her var slemt. Virkelig slemt. Med sammenbidte tænder kravlede han hen til scooteren og fik den op og stå, hvorefter han satte sig op på den. Maskinen under ham tændes med et brøl, hvorefter han uden at se sig over skulderen, begyndte at køre den stik modsatte vej af lysglimtene.

Flere hedebølger ramte ham, mens han kørte, men de slog ham ikke længere omkuld; de puffede blot til ham. Da han tog en dyb indåndinger kunne han lugte en stærk og kræs svovlagtig lugt, der fik øjnene til at løbe i vand. Noget var virkelig galt, og det nagede ham, at han ikke havde nogen anelse om, hvad der var sket.

I samme øjeblik han tænkte tanken, kom der et lysglimt til højre for ham, så han mistede kontrol over scooteren og styrtede. Han havde tit styrtet på scooteren, da han var yngre, men derfor er man aldrig forberedt på selve slaget. Et kort øjeblik tænkte han på, hvilken kraftidiot han var, siden han havde ladt hjelmen blive hjemme, hvorefter han ramte asfalten med skulderen og rullede rundt. Læderjakken afbødede nogle af skrammerne, men slaget mod hovedet gjorde ham et øjeblik bevidstløs, mens noget varmt piblede ned over ansigtet.

En rungen i jorden fik ham til at åbne øjnene med et chok, hvorefter han kæmpede sig op og sidde. Blodet gjorde det svært for ham at se, så han måtte tørre ansigtet forsigtigt med sin t-shirt. Lavmælt bandede han situationen væk, men priste sig lykkelig for, at styrtet ikke havde kostet ham mere end nogle blodige skrammer og en øm skulder.

Forsigtigt tog han et skridt frem og så til sin frygt, at scooteren var blevet total smadret af styrtet. Et kort øjeblik lod han sig selv stå og stirre på sit kæreste eje, hvorefter han med tungt hjerte løftede hovedet op ud mod vejen. Her stivnede han.

Noget kæmpe stort og metallisk var landet midt på vejen et godt stykke fra ham, men stadig tydeligt nok til at se, at det helt sikkert ikke var noget, som var af denne verden. Langsomt lod han sine hænder falde ned langs siden, mens en følelse af komplet forvirring og en begyndende uro gled henover ham.

"Hva' fuck?" mumlede han sagte, hvorefter han bakkede bagud.

I samme nu blev luften revet itu af et højt skingret skrig fra maskinen på vejen, hvorefter en sort røg spyede ud fra nogle af dens åbninger. Han var ikke i tvivl om, at han måtte væk; og det med det samme. Hurtigt spejdede han omkring sig, men udover en lille forhøjning og nogle store sten, var der ikke mange gemmesteder. Uden at tænke nærmere over det, smed han sig ned bag den første klippesten og trykkede sig helt tæt ind mod den varme overflade.

Skriget fra metalmonstret lød igen, så det løb ham koldt ned ad ryggen. Lyden var så pinefuld, at han måtte holde sig for ørene i et forsøg på at holde smerten ud. Da lyden stoppede, måtte han holde sig for munden for at dæmpe sin vejtrækning. Instinktivt vidste han bare, at han ikke måtte blive opdaget af metalmonstret.

Den efterfulgte stilhed gjorde ham utryg, men han turde ikke flytte sig fra sit pænt dårlige gemmested, men i det mindste stod han ikke frit fremme som serveret på et sølvfad. En svag kriblen i det fjerne fik ham til at se sig omkring for at finde lydens ejermand. Det var først da han så op, at han indså, hvad det var. En robotlignende genstand med seks ben og en lang spids hale stirrede ned på ham med røde blinkende øjne.

"Shit..."

- Og den sprang ned mod ham med en skrigende lyd. Af ren og skær refleks løftede han armen op og skubbede robotten væk, men den spidse hale stak ham i armen, så han udstødte et tørt skrig, der på ingen måde beskrev smerten. Hurtigt rullede han væk fra klippen og prøvede at rejse sig op, men pludselig føltes hans krop helt slap. En nagende frygt krøb svøbte sig omkring ham, da han faldt sammen på jorden og panisk måtte indse, at han ikke kunne flytte sig.

Han kunne sagtens mærke den varme jord under sig, trække vejret og føle vinden mod det stadig fugtige blod i ansigtet. Derfor mærkede han også robot-edderkoppen kravle op på ham, så han kunne mærke dens tynde ben bore sig ned i ryggen på ham. Han ville gerne skubbe den lille satan ned, smadre den og stikke af, men hans krop ville ikke reagere.

En fløjtende lyd skød gennem luften efterfulgt af et stort bump af noget tungt, som landede bag ham. Sveden piblede frem på hans pande, mens han anstrengte sig for at se. Men forgæves.

Noget koldt greb fat om hans fødder, hvorefter han blev løftet op i luften, så han hang med hovedet nedad. Edderkoppen sad stadig fast på hans ryg, som om den på en eller anden måde havde slået rod i ham. Tanken fik ham til at gyse. Tingen, som havde løftet ham op, kunne han stadig ikke se, hvilket nok betød, at den fløj. Febrilsk prøvede han at få sin krop til at kæmpe bare lidt imod, men han blev bare ved med at dingle slapt.

Edderkoppens ben borede sig længere ind i læderjakken og dermed længere ind i ryggen på ham, så et lille klynk blev stødt ud mellem hans læber, mens blodet hurtigt steg ham til hovedet og gjorde ham svimmel. Jorden under ham blev hurtigt fjern, så vraget af hans smadrede scooter pludselig blot var en sort klat på vejen. I horisonten kunne han se den brændende by, hvor røgsøjlerne steg til vejrs som sorte slanger. Han gøs.

Et kort øjeblik lukkede han øjnene og prøvede at klare hovedet fra den konstante trykken af blodet, der samlede sig i hovedet. Da han åbnede øjnene igen, mødte han et metallisk mørke og en kulde, der fik nakkehårene til at rejse sig over hele kroppen. En prikken i siden fik ham til at tænke på, at han var inde i metalmonstret. Han var blevet ført ind i tingen.

Uden at kunne kæmpe sig fri, blev han placeret på en metalplade, hvor han så bare kunne ligge og kigge op i lyset fra lampen over ham. Den kolde overflade under ham fik ham til at savne heden fra udenfor, mens den metalliske smag i munden mindede ham om blod.

Robotedderkoppen var hoppet af ham og sad nu troligt ved siden af på et lille bord, som om den betragtede ham. Han kunne ikke rigtig se andet.

En dør gled op til siden for ham, hvorefter lyden af noget tungt kom tættere på. Skikkelsen over ham fik ham til at spærre øjnene op, mens hans indre skreg efter hjælp. Tingen stirrede på ham med sine hvide døde øjne. Den lod ikke til at være synderligt bange for, at han ville stikke af, for den vendte hurtigt ryggen til ham.

Væsenet vendte dog hurtigt tilbage til ham, men denne gang, var den ikke tomhændet. Skalpellen glimtede faretruende i skæret fra den ensomme lampe. Han mærkede det ikke, da den begyndte at skære i ham. Først da den kolde metal blev koblet på hans krop, skød den smertefuld følelse af at blive sprættet op igennem ham. Frygten for, hvad væsenet gjorde ved ham, fik ham til at tie stille, selvom han for alt i verden havde lyst til at flygte. Eller bare dø.

Blodet flød omkring ham, mens bevidstheden flere gange forsvandt, så han kun kunne se et tæt mørke. På et tidspunkt mærkede han et blidt stik i siden af halsen, hvorefter en svag varme bredte sig i kroppen, så han faldt i en dyb søvnlignende tilstand. Noget sagde ham, at selvom han burde kæmpe imod, så havde han ingen magt. Han var overladt til væsenets hænder; og hvad end det gjorde ved ham, så lod det til, at den ikke ville slå ham ihjel.

Selvom døden havde været at foretrække.

Søvnen føles falsk og ikke på nogen måde afslappende, mere som om, at han var på standby. Noget koldt var fastgjort omkring den ene side af hans ansigt, og da han endelig åbnede øjnene blev han et kort øjeblik fuldstændig forvirret.

Han kunne sagtens se, men små tal og bogstaver poppede op ud i luften med diverse informationer, så han et kort øjeblik bare lå og stirrede.

 

Dave Summers

Alder: 23 år

#363

Type: Cybernetic organisme

 

De to første detaljer vidste han godt, men de to sidste gave først ingen mening, men efter at have læst ordene igen og igen, kunne han ikke rigtig tro sine egne øjne. Nummeret måtte være en eller anden form for identifikation, mens det andet måtte være en race eller noget. Ordet Cyborg kom til ham, og en klam følelse svøbte sig om ham, mens han sank en klump.

Han blinkede og kiggede på den røde bar, som var øverst i hans synsfelt. Per instinkt vidste han, at den betød energi; eller liv. Som om han var med i et spil. Den grønne bar nedenunder var kun halvt fuld og tydede på, at det var en form for boost.

For første gang siden han vågnede prøvede han at bevæge sig. Og det lykkedes. Han kunne sætte sig op. Men noget virkede anderledes. Meget anderledes. Hans blik faldt ned på sig selv og gispet gav ekko i det lille rum. Hans ben var dækket af metal, der fortsatte op langs hans krop og helt op til halsen. Noget af det virkede som om, at det var syet fast, mens andet virkede til at kunne tages af. Som om han var iført en permanent rustning. Begge hænder var dækket af noget tyndt metal, der bøjede let. Da han tænkte tanken, at han ville se sine hænder, trækkede metallet sig sammen, så hans hænder kom til syne. De var blege i forhold til den mørke metal og det føltes helt forkert.

Lyden af døren, der gled op for ham til at dreje hovedet med et ryk. Ind af døren kom en menneskelignende robot, der et kort øjeblik stirrede på ham med sine tomme øjenhuller.

"363, jeg skal informere dig om, at du nu er en af os... Du har ikke længere noget hjem på planeten Jorden, som vi har udslettet. Din status er Cybernetic Organisme, mens din primære funktion vil være kamp."

Dave stirrede på robotten. Tal og bogstaver poppede op omkring den og fodrede ham med informationer om dens status, navn, svagheder og andet.

"Du skal følge mig til din træning, hvorefter du vil få din mission... Ulydighed er uacceptabelt og vil medføre død."

Og med de ord drejede den rundt og gik ud af døren. Han stirrede efter den og indså, at han skulle følge efter. Da hans fødder landede på gulvet kunne han mærke en ukendt form for tunghed, som om han havde taget nogle uventede kilo på. De første skridt var vaklende, men da han nåede døren, kunne han gå normalt. Det skræmte ham. Han fattede stadig ikke, hvad de havde gjort ved ham, men lige meget hvad, så var det for sindssygt til, at han kunne kapere det lige nu.

Tøvende gik han ud gennem åbningen og endte ude i en lang gang, hvor robotten troligt ventede på ham.

"Venligst følg mig," brummede robotten og fortsatte ned langs gangen.

Han fulgte efter og blev ført af gange med kæmpe glasruder, der viste grønne arealer med træer og liv og væsener, som han aldrig i sin vilde fantasi kunne have forestillet sig eksisterede. Bag nogle af ruderne var der også væsener, som så ud til at arbejde, men han fik ikke mulighed for at se nærmere på det.

Da de ankom til en stor port, stoppede robotten op og vendte sig med front mod ham.

"Aktiver din ESP-64 og meld din ankomst."

Dave så forvirret på robotten, men i samme øjeblik han tænkte på ESP-64, kunne han mærke noget løsne sig fra hoften. Da han så ned mødte hans blik med den edderkoppelignende robot, der strakte sig umiskendeligt, som om den var et rigtigt dyr, der lige have ligget i hi. Uden nogen videre instruktion, scannede den Dave, hvorefter der lød en hø rungende lyd fra døren. Edderkoppen kravlede op ad hans ben og helt op til skulderen, hvor den satte sig til rette, som om den var en papegøje. Den virkede ikke truende, men blot som om, at den ville have et bedre udsyn.

Døren gled helt op og han kunne træde ind.

Inde i salen blev han mødt af mange blikke fra forskellige væsener. Nogle mere frygtindgydende end andre. Han så sig omkring, men anede ikke, hvad han skulle gøre. Et væsen til højre for ham; en slank kvindelignende skikkelse iført samme metal som ham selv, men med en næsten mælkehvis hud, gik hen mod ham.

"363, velkommen til kamp-enheden... Dette er dit nye hjem."

Hendes stemme var sprød, men ikke endvidere venlig. Hun drejede hovedet ud til siden og lavede et lille nik. Først her, gik det op for ham, at den brændende planet i mellem de mange stjerner bag ruden var hans tidligere hjem: Jorden.

"Du er en af de få udvalgte, som har fået lov til at overleve... Om det er en velsignelse eller en forbandelse må du selv om... Men vi er alle i samme bås her."

Efter de ord, vendte hun sig rundt og gik tilbage til sine kammerater, der så nysgerrigt på ham. Han følte sig så malplaceret og kunne ikke helt fatte, at Jorden var død. Brændt op. Væk.

Nogen bevægede sig hen mod ham. Skikkelsen var flygtig, men han opfangede den og måtte ånde lettet ud, da han et øjeblik ikke blev mødt af et alienlignende ansigt; men af et menneske.

"363? Jeg er 362... Men mit navn er Thor... Det... Det er sgu en crazy situation det her..."

Thor var mindre end ham selv, men han var iført den samme metallignende dragt.

"Dave... Mit navn er Dave."

"Rart at vide, at jeg ikke er det eneste menneske her..."

Hans blik faldt på ESP'en, hvorefter han løftede det ene bryn, som ikke var dækket af metaløjet.

"Du har en ESP? Hvorfor?"

Dave trak på skuldrene: "Det ved jeg ikke... Det var den, som stak mig."

"Shit... Jeg ved ikke så meget om stedet her endnu... Men de er ret nyttige de der ESP'er... De får vidst et meget loyalt forhold til deres ejer."

"Ejer?"

"Ja... Du sagde, at den stak dig... Ergo er du dens ejer."

Dave så undrende på edderkoppen.

"Men, hvorfor har alle ikke sådan en?"

Den anden mand trak på skuldrene: "stedet her er som sagt mærkeligt... Og som hende fra før sagde... Det er enten en velsignelse eller en forbandelse..."

"Vi er altså pænt fucked?"

"Yeah..."

Dave så sig bekymret omkring: "Og alle er i samme bås..."

Det var ikke et spørgsmål, mere en konstatering.

"Mmh... Det er meningen, at vi skal trænes og sendes i kamp mod de mere modstandsdygtige planeter..."

Thor fnyste og rystede vantro på hovedet, hvorefter han afsluttede: "Det er som taget ud fra en film... Bortført af aliens og optrænet som kamphunde."

Tanken fik Dave til at se på den døde planet. Alle musklerne i hans krop strammedes og hele hans fyldtes med en varme, der skyldes en tørst efter hævn. Han vidste godt, at robottens trussel om ulydighed var lig med død ikke var nogen spøg, men han ville ikke lade sig tugte af aliens. Han ville kæmpe, og det at de havde givet ham våbnene til det, var bare et dumt træk fra deres side. En gnist tændtes i ham, noget som han aldrig før havde oplevet. Han var klar, til hvad end fremtiden bød på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...