En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1216Visninger
AA

33. Tre Ord

Jeg sparker nervøst til bladende på jorden. Snedyngerne ligger rundt omkring som små skibakker, der er blevet kørt på alt for mange gange. Vindens hårde pust får mit korte uglede hår til at flyve ud til siden, så jeg konstant må glatte det med mine behandskede hænder. Jeg hader at vente. Især lige nu. Nu hvor jeg har brug for svar. Mine sprukne læber svier lidt, da jeg lader tungen glide henover for at fugte dem. Men selv den kortvarige smerte får ikke min nervøsitet til at forsvinde.

Flere gange løfter jeg hovedet for at se ud til siderne, men jeg kan ikke se skyggen af ham. Ham som jeg venter på. Den fyr, som jeg så gerne vil se, men som jeg må sænke blikket for ikke at rødme. Han ved ikke endnu, at jeg kan lide ham, og jeg er bange for, hvad han vil sige, når han finder ud af det. Jeg har øjne i hovedet og ved, at pigerne sværmer omkring ham som klamme sugekopper. En svag gysen kravler nedad min ryg ved tanken. 

Han vil måske grine ad mig, eller bare stirre uforstående på mig. Jeg håber lidt, at han i hvert fald vil respektere mine følelser, selvom jeg ikke er så sikker på det. Det værste er faktisk, at jeg er en del af hans slæng. Vi er venner. Bedste venner. Måske vil jeg ruinere det hele ved at åbne min kæft om få minutter, men mit indre brænder efter at komme ud med det. Især nu. Nytår er lige om hjørnet, faktisk om mindre end seks timer, så det overraskede mig virkelig, da han skrev til mig om, at vi skulle mødes. Og ja, jeg har tænkt mig at udnytte øjeblikket. 

Jeg skal til at sætte mig ned på en sten, men lader være, da jeg kommer i tanke om, at den sikkert er pisse kold. I stedet går jeg over til bunken af blade igen, mens mine tanker vandrer tilbage i tiden.

"Jeg hedder Sebastian og bor lige derover i det røde hus med de hvide vinduer." 

Drengen med det krøllede sorte hår smiler stort til mig, mens han kaster let med hovedet over mod en række af små røde huse.

"Men, der er jo mange røde huse..."

"Netop!"

Jeg smiler lidt nervøst til ham, mens jeg langsomt svinger frem og tilbage på gyngen.

"Du er ham den nye dreng ikke?" 

Sebastian sætter sig ned på gyngen ved siden af min samtidig med, at han ser afventende på mig. 

"Jo... Vi er lige flyttet hertil - Uhm... Mit navn er Matias."

Mit blik er sky, men Sebastian begynder ikke at række tunge ad mig og le hånende. ikke fordi, at jeg forventer, at alle normalt vil gøre det overfor nye mennesker. Men lige i mit tilfælde plejer de fleste børn at gøre grin med mig.

"Hvad er der sket med dit ansigt?" Spørger Sebastian nysgerrigt. 

Jeg ser hurtigt væk, mens jeg løfter skuldrene, så mit tykke halstørklæde dækker lidt mere af min kind, men ikke helt skjuler den røde plamage, som består af en masse mørkere plamager med små prikker i blålige farver.

"Det er noget, som jeg er født med..."

"Sejt! Ligesom ham der Harry Potter fyren!"

"Hvad mener du?"

"Jo, han har jo det der ar!"

"Det er han ikke født med..."

"Hvaad? Det er han da helt sikkert!"

Jeg løfter det ene øjenbryn i ren og skær vantro og vender mig om mod Sebastian, så jeg kan se ham helt.

"Nej, det er ham Voldemort, som giver ham det, da han slår Harry's forældre ihjel."

"Pfft - Skal vi vædde? Jeg har filmen derhjemme, så kan vi jo se den og se, hvem af os der har ret."

Jeg ved endnu ikke den dag i dag, om han gjorde det med vilje, altså påstod at Harry Potter var født med arret i panden, eller om Sebastian virkelig havde troet, at drengen, der ikke kunne dø, var født med det lynformede ar i panden. Men lige meget hvad, så endte vi med at blive venner. Rigtig gode venner. 

Som tiden gjorde os ældre, begyndte vi begge at se efter piger, eller det vil sige, at det gjorde Sebastian. Pigerne tændte mig aldrig helt på samme måde, som de tændte Sebastian. Det er først for nylig, at jeg har opdaget hvorfor. Mine tanker har aldrig været i den boldgade før, men jo mere jeg accepterer det, jo mere rigtig føles det. Måske er det forkert af mig, at fortælle min nok bedste ven om mine følelser og dermed risikere at ende vores venskab, hvis han nu ikke forstår. 

Jeg knytter mine hænder, mens jeg løfter skuldrene lidt for at holde på varmen, men lader dem falde igen, så jeg kan mærke anspændtheden forlade min krop. 

"Hey dude! Jeg er glad for, at du er her!"

Sebastian's stemme kommer bagfra, så jeg snurrer rundt med et smil for at møde ham. Alt ved Sebastian udstråler selvsikkerhed og en naturlig aura, der gør at man kan lide ham med det samme. Jeg tror kun, at det er mig, der ved, at han bruger flere timer i Fitness centeret for at han kan bekæmpe fedtet, som han tager på med alt det Fast Food, som han spiser.

"Selvfølgelig."

Sebastian løfter hånden til en High-Five, som jeg besvarer med et grin. Selvom Sebastian har en stor gruppe venner, så vil de venner aldrig rigtig være mine - Ikke på samme måde som Sebastian.

"Jeg skal tale med dig..." Starter jeg ud med, med en tøvende og usikker stemme.

"Okay, men må jeg ikke nok sige det, som vil fortælle dig først?"

Jeg nikker, mens jeg smiler til ham. Min Sebastian.

"Årh dude... Jeg er bare så lykkelig lige nu."

Sebastian slår ud med armene, mens han slår hovedet bagud og udstøder en hæs latter.

"Jeg. Er. Forelsket!"

Jeg stivner. Mit ansigt falder til jorden som granit og bliver splintret i tusinde stykker. Jeg kan mærke tårerne, der er på vej, men jeg bider mig hurtigt i indersiden af kinden, for at holde dem tilbage. Sebastian må ikke se mig græde. Det er en uskreven regel, som jeg følger. Den eneste person, som nogensinde har set mig græde - udover mine forældre - er min storebror. 

Diskret stikker jeg mine hænder i jakkens lommer, så Sebastian ikke kan se, at de ryster. Tanken omkring min bror bringer svære minder tilbage, så jeg må bide hårdere til. Han var en køn dreng med en elskværdig latter og et herligt væsen, men sygdommen ville ikke slippe sit tag i ham. Jeg plejede at sidde inde i hans klædeskab og græde og bede, at han skulle blive rask, men det hjalp ikke. Her, fjorten år senere, kan jeg stadigvæk finde på at kravle ind i klædeskabet for kun at græde og tale til den bror, som jeg ikke længere har ved min side. Jeg puster ud. Det ville være rart, at kunne kravle ind i skabet lige nu.

"Hun er gude skøn Matias! Virkelig! Jeg mødte hende til julefrokosten, hvor jeg brugte hele aftenen på at tale med hende... Og ved du hvad? Vi connectede! Åh man! Jeg kan ikke vente til, at du skal møde hende."

Sebastian sænker armene og ser storsmilende på mig med gnistre i øjnene og røde kinder. 

"Det- Det er jeg glad for at høre."

Jeg er ikke god til at lyve, men det lader ikke til, at Sebastian bemærker min løgn.

"Det føles så fedt! Jeg kan ikke få hende ud af hovedet - Det er nærmest som i filmene... Jeg er totalt besat af hende! Åh dude, jeg blev bare nødt til at fortælle dig det - Du er jo min bedste ven!"

Jeg lægger hovedet lidt på skrå og kommer med et lille snøft, som godt kunne minde lidt om det, man gør, når man er forkølet. 

"Ja, jeg er din bedste ven."

Sebastian griner endnu engang. Da han endelig er kommet lidt ned på jorden igen, sænker han blikket for igen at løfte det. Med et spørgende udtryk i sine øjne ser han på mig.

"Du sagde, at du ville fortælle mig et eller andet?"

Ordene sidder fast i min hals. Hvad skal jeg gøre? Sige det til ham? Jeg kan allerede mærke smerten i mit bryst, som klemmer om mit hjerte med sine groteske og ubarmhjertige klør. Så hvorfor skal jeg tilføre denne smerte til en anden? For jeg ved, at Sebastian vil begynde at få dårlig samvittighed  Måske ikke til at starte med, men det vil komme hen ad vejen. Ligesom når han trækker lidt i land, når vi er i byen og ingen af pigerne interesserer sig for mig - Hvilket er helt fint med mig - Men han kan ikke helt kapere det. Jeg tager en dyb indånding.

"Åh... Ikke noget af stor betydning - Bare, at jeg er glad for, at vi er venner."

Klørene klemmer til om mit hjerte. Måske vil jeg aldrig kunne fortælle Sebastian om min hemmelighed. Ikke før, jeg har begravet min sorg og kærlighed, så jeg ikke vil bryde ud i tårer, når jeg fortæller ham det. Jeg vil ikke miste ham. 

"Det er jeg også."

Jeg må bare ofre min kærlighed. Ofre den, og vise min kærlighed til ham, ved at lade ham blive lykkelig med en pige, sådan som det vil passe sig for ham. Måske han vil få børn en dag, og så vil jeg kunne være deres ekstra onkel. Jeg stabler et lidt bredere smil på benene, mens jeg søger varmen i Sebastians øjne. 

Ja, det vil være bedst sådan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...