En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1272Visninger
AA

6. The Cabinet

Kvinden elskede sit gamle hus. De ældre møbler, der vidner om tidens gang, samt ridserne på gulvet, fra alle de gange et tungt møbel var blevet skubbet henover. Hun elskede sågar den hæslige porcelæns figur, hun havde arvet af sin mor. 

Kvinden, der hedder Hanne, er ved at være oppe i årene, men det betød ikke, at hun tilbragte sin tid på et plejehjem. Tværtimod. Hver søndag tilbragte hun med at tage på loppemarked. Det var også her hun fandt klædeskabet. 

Hanne forelskede sig straks, hun havde en svaghed for møbler af mørkt træ med smukke udskæringer. Manden solgte det glædeligt til hende, han hjalp hende endda med at få det stillet til side, så hun kunne få sin søn til at hente det på et senere tidspunkt. Hendes humør var højt og hun nynnede glad og smilede til de forbipasserende mennesker. 

Da Carsten havde fået fri fra arbejde, kørte han ud og hentede klædeskabet. Han kendte godt sin mors lidenskab for sådanne møbler, så han protesterede ikke og ville ikke tænke på, hvor i alverden hun skulle få plads til det. Med hjælp fra naboen fik de bakseret skabet ind i den ene stue. Rummet var rektangulært og fyldt med bøger på alle reolerne. Den gamle kamin var placeret i midten og var der Hanne tilbragte sine vinteraftner. Skabet skulle stå i den modsatte ende af rummet. 

Hanne havde tilbudt naboen og Carsten på kaffe, men de skulle begge hjem, så hun takkede dem for deres hjælp og var nu alene. Hun havde ikke tænkt på, at bruge skabet til tøj, men til hendes mere kreative ting. Men det var ved at være sent og hun måtte indrømme, at hun ikke kunne holde til, at være så længe oppe mere, som hun kunne i de unge dage. 

Da hun lå i sengen med dynen trukket godt op om sig og var lige ved at falde hen, hørte hun en lyd. Lyden var høj og skærende. Det lød som om noget tungt blev skubbet rundt. Hanne undrede sig, hvis en tyv skulle være brudt ind, burde hun nok tilkalde politiet. Hun rejste sig fra sengen og gik ud på gangen. Lyden havde lydt fra stuen med kaminen. Måske en bog var faldet ned fra en hylde? Hanne bevægede sig hen ad gangen og åbnede døren. 

Hun førte hånden ned over kontakten og lyset tændtes. Hendes øjne gled henover rummet, mens hun rynkede brynene. Det var først da hun lod blikket glide hen over rummet anden gang, at hun så noget mærkeligt. I den fjerne ende af rummet, stod skabet. Hun gik ind i rummet. Skabet stod ikke tæt ved muren, men var rykket en meter ud i rummet. Hun kunne se skrabemærkerne på gulvet og det undrede hende. Der var ingen synlige forandringer ved skabet, det så meget normalt ud. Hun lagde alle kræfter i og skubbede det på plads. 

Med sveden løbende ned af panden, vendte hun tilbage til sin seng. Hun havde knap lagt sig, da den samme lyd fra før blev gentaget. Hendes gamle hjerte begyndte at hamre. Hun var ikke en sart kvinde, men hun vidste godt, når noget ikke var som det skulle være. Med rystende hænder skubbede hun dynen til side og gik tilbage til stuen. Skabet var igen skubbet en meter ud fra væggen. Hun stirrede derhen. I alle sine år havde hun aldrig oplevet noget lignende. Ikke nok med det, begyndte hun at fryse. Mærkeligt nok var det kun den del af kroppen, der var vendt mod rummet. Lyset gik ud. 

Det lød som om et glas blev splintret efterfulgt af endnu et bump. Hun stirrede på skabet. Den sidste lyd var kommet derfra. Selvom hun var gammel, havde hun et glimrende syn, så hun kunne sagtens se i skæret fra månen, der trængte ind gennem vinduerne. De smukt udsmykkede skabs låger vibrerede. Hun vidste de ikke var låst, men det så ud som om nogen hamrede på lågerne fra indersiden. Den samme bumpe lyd blev gentaget, nogen gange var det som om lyden blev svagere, men i stedet kom lyden af skrabende klør. 

Hanne var lamslået og rædselsslagen. Hendes gamle lemmer var stivnet og fyldt med gåsehud. Hendes nakkehår rejste sig som et tegn på, at noget ikke var som det skulle være. Den skrabende lyd blev værre og højere, det lød som om det der ville ud, snart skulle komme det. En kuldegysning gled ned langs ryggen og hun måtte gispe efter vejret. Der lød to høje brag efterfulgt af total stilhed. Hanne stod stivnet på stedet og stirrede på skabet. Fraværende lagde hun mærke til, at lyset tændte sig. 

 

Scenariet gentog sig natten efter og den efterfølgende nat. Hanne kunne ikke sove for væsenet inde i skabet. Hun havde ikke turde åbne det af angst for, hvad der måske kunne komme ud. Hun var bange, for første gang i sit liv var hun bange for sit eget hus. En skræmmende tanke slog ned i hende: Hun kunne ikke være tryg i sit eget hjem.

Hun havde skubbet skabet på plads hver morgen, men efter noget tid hørte hun den skurrende lyd og vidste, hvad der var sket. Hun gik ikke ind i rummet mere.

Den ene dag sad hun med den trådløse telefon mellem sine gamle rynkede hænder. De rystede lidt, så hun klemte hårdere om telefonen. Hun havde ikke talt med Tina i flere år, men hun var den eneste, der kunne hjælpe. Hun tastede nummeret. Efter få sekunder blev den besvaret af en lidt yngre dame. 

"Hej, du taler med Tina."

Hanne tøvede et øjeblik, "hej Tina, du kan nok ikke huske mig, men det er Hanne."

Hun blev straks afbrudt. "Åh gud! Er det virkelig dig Hanne? Det er så længe siden vi har talt sammen. Åh, hvor jeg savner vores samtaler..."

"Jeg har også savnet dig min ven. Jeg ringer for at høre, om du stadigvæk arbejder med det paranormale?"

Der var tavshed i den anden ende et kort øjeblik, men Tina svarede uden tøven i stemmen.

"Er du hjemsøgt?"

Hanne sank en klump, "jeg tror det."

Hun håbede inderligt, at Tina ville hjælpe hende. "Jeg kommer straks! Gå ud og lav noget af din vidunderlige kaffe og så er jeg der om et øjeblik."

Hun lukkede taknemmeligt øjenlågene i og sukkede. Tina var altid parat til at hjælpe, det var også det, der havde fået hende til at beskæftige sig med det paranormale. 

Kaffen var lige blevet færdig, da dørklokken ringede. Udenfor stod Tina med det sorte hår rullet op i en knold og de varme øjne indrammet af smilerynker. De omfavnede hinanden. 

Efter kaffen var drukket, rømmede Tina sig.

"Vil du fortælle mig om det?"

Hanne begyndte, at fortælle om nattens begivenheder og skabet. Tina lyttede og lo ikke på noget tidspunkt. Hun var så professionel. Hanne viste Tina hen til stuen. Allerede da de trådte ind, rynkede Tina panden.

"Du har ret, der er noget herinde." Hendes blik gled hen til skabet.

Hanne holdt vejret, da Tina tog fat i den ene låge og åbnede skabet. Der var ikke noget derinde. Tina undersøgte hylderne uden at finde noget. Da hun skulle til at lukke lågen, stoppede hun op. Hendes fingre gled hen over bundpladen og ud til siderne. Den sad løs.

Hanne trådte nysgerrigt nærmere. Hendes nerver var spændt til det yderste og sveden begyndte at danne perler på panden. Tina gjorde et eller andet og bundpladen vippede op. Et dybt suk undlap hendes læber. Tina trak den ene arm til sig og i hånden havde hun en støvet bog. Hanne så nærmere og opdagede, at det var en bibel. 

"En bibel?" Hanne lød vantro.

Tina lod bundpladen falde på plads og pustede støvet af biblen. "Og en gammel en af slagsen." Hun studerede biblen nærmere, bladrede lidt i den og sagde så:

"Jeg tror, at det har noget med biblen at gøre." Hun tænkte sig lidt om.

"Jeg tager den med hjem og vil studere den nærmere."

Hanne nikkede blot. Kort efter tog de afsked.

 

Tina kørte ud på vejen og lod tankerne vandre. Hun havde tydeligt kunne mærke kraften fra biblen, men den var anderledes end de andre ånder. Det var som om den var forvrænget. Hun skævede til biblen på forsædet ved siden af. Hun valgte at køre gennem skoven, da det var den hurtigste vej hjem. Da hun kom til stykket, hvor træerne var tættest og lyset havde svært ved at trænge ind, gik bilen i stå. 

Hun bandede og drejede nøglen i tændingen. Der skete ikke noget. Hun blev pludselig grebet af panik og skævede til biblen. "Nu er du barnlig Tina." 

En svag lugt af noget brændt ramte hendes næsebor. Først lagde hun ikke mærke til det, men lugten blev kraftigere. Hun steg ud af bilen og åbnede kølerhjelmen. Det var ikke bilen. Hun undrede sig, lugten var forsvundet. Hun satte sig ind i bilen og lugten ramte hende straks. 

Hun vidste, hvor den kom fra med det samme. Med rystende hænder åbnede hun biblen. Stikflammer stod ud fra den og brændte papiret. Hun skreg og skreg indtil ilden var forsvundet og biblen var forkullet.

Det eneste tegn på, at biblen nogensinde havde været der, var det efterladte brændmærke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...