En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1267Visninger
AA

39. Skyggesværdet

Det havde taget dem flere dage at komme tæt på den kongelige by, men uden at komme ind i den. På vejen havde de stødt på flere patruljer, der stadigvæk leder efter den Fortabte Prins. Satinka havde været fascineret over hvor mange, der havde været, hvilket selvfølgelig havde fået hende til at spørge Johnathan om, hvordan det det er at bo på et slot. En smule træt fortæller han hende om gardens omfang, hvor tallets omgang overraskede hende.

På deres rejse gennem flere af de mindre byer og landområder, havde de opsnappet flere og flere historier, om uhyre og monstre, som ud af det blå pludselig kunne dukke frem og begynde at smadre byer. Rygterne gik på, at noget ondt er i gærde, og at disse uhyre leder efter noget eller nogen. Satinka havde lyttet til rygterne med ærefrygt, mens Johnathan er blevet mere og mere bekymret. Han kan hele tiden føle diamanten, der føles mere og mere kold. Nogle gange ser Satinka også underligt på ham, som om hun er lige ved at slå ham eller noget, fordi han opfører sig lidt for sært.

Men grunden til, at de kun er i udkanten af den kongelige by, skyldes et rygte, der fortalte, at en af disse uhyre, havde nærmet sig den kongelige by. Den var komme fra de kongelige grave, hvor de gamle royale ligger begravet. Efter at man havde bekæmpet uhyret, havde de fundet et sværd, som havde stukket ud af uhyrets mave. Overraskende nok, havde sværdet vist sig at være det hellige sværd fra Drage Bjerget, som skulle kunne indeholde magiske kræfter. Sværdet havde tilhørt en konge, som for lang tid siden havde måttet kæmpe mod rædselsslagne væsener, der slog folket ihjel med ild og kulde. 

Johnathan er ikke så sikker på, at sværdet kan bruges, men det må være mere effektivt end hans eget. 

"Jeg tror, at vi kan smutte derind nu," hvisker Satinka, mens hun forsigtigt kravler ned fra det tag, hvor hun lige havde været oppe på.

Johnathan har stået og ventet på hende, mens han har holdt udkig efter vagter. De har været heldig. Nogle vagter talte om, at smeden, som de står overfor, har fået sværdet i sin varetægt, så han kunne tjekke det efter for skader. Herefter skal det afleveres til slottet og låses inde i skatkammeret.

Selvfølgelig er der masser af vagter, hvilket har betydet, at de nu har stået ude foran smeden i flere timer og holdt øje. Johnathan kan mærke sine ben gøre ondt, mens han flere gange har kunnet fornemme diamanten overtage kontrollen over hans krop, hvor han har måttet bide sig selv i tungen for at kunne genvinde den.

"Er du sikker? Vi har ikke råd til at begå dumheder."

"Sig mig, hvem af os to, er lige mestertyv?"

Han lukker øjnene og sukker en smule opgivende: "Dig, men-"

"Shh... Og derfor har jeg styringen... Du gør som jeg siger, hvilket betyder, at du skal holde udkig."

"Ja, det har jeg forstået."

"Godt! Jeg sniger mig ind fra taget og kommer ud den vej igen, hvis det er muligt... Det er meget vigtigt, at du holder øje med indgangen, så jeg ikke lige pludselig kan risikere at blive overrasket."

"Og hvis det sker, så skal jeg vælte den her stabel brænde."

"Lige præcis."

De ser hinanden i øjnene og nikker en enkelt gang, før Satinka bevæger sig over mod smeden. Efterhånden som de har tilbragt tiden sammen, er de begyndt at kende hinanden meget bedre. Johnathan har også lært nogle tips og tricks fra Satinka, som blandt andet indebære nogle nye slag og undvigelsesmanøvre. 

En soldat kommer gående forbi, så han hurtigt må dukke sig ned. Selvom de har været på flugt sammen, så kan han stadigvæk mærke angsten for at blive opdaget. Nogle nætter, hvor Satinka havde forladt ham for at gå på rov, havde han tilladt sig selv at græde og få alle følelserne ud, men når hun er der, så kan han ikke tillade sig at vise den slags følelser, hvilket har gjort ham hård.

Forsigtigt ser han henover tønden, som han gemmer sig bagved. Satinka er ingen steder at se, så hun må allerede være inde i huset. En ny soldat går forbi, hvilket får ham til at undre sig. Men ved tanken om, at det specielle sværd er inde hos den smed, så giver det god mening, at de patruljere stedet. 

En hund begynder pludseligt at gø, hvilket giver ham et chok. Selvom natten giver dem skjul, så vil hunde afsløre dem med det samme. Panisk ser han, hvordan lyset i smedens hus bliver tændt, og hvordan soldater farer til fra begge sidder. Der er to styks. Johnathan laver en hurtig beslutning. Han sørger for, at hætten sidder godt fast, hvorefter han træder frem fra skjulet og laver et højt host. Begge soldater drejer rundt på stedet med dragende sværd.

"Hvem der?" udbryder den ene, da han får øje på Johnathan.

Den anden soldat træder et skridt frem, da Johnathan ikke svare.

"Giv dig til kende!"

Uden et ord, bøjer Johnathan sig forover og læber direkte imod dem. Den første soldat slår ud med sværdet flade side mod ham, men han undviger uden problemer, hvor han i samme bevægelser trækker sit sværd. Lyden fra to klinger mod hinanden bryder nattens stilhed og hundens gøen. Johnathan er taknemlig for, at soldaten ikke kan se det kongelige sværd, som vil afsløre Johnathan på stedet.

Den anden soldat hæver sit sværd og skal til at slå mod Johnathans blottede arm. Hurtigt trækker Johnathan sig bagud, så soldaten rammer den tomme luft, mens den første soldat vakler forvirret forover. De vender sig begge om mod ham på samme tid. Han har ikke lyst til at gøre dem fortræd, men kulden i diamanten, begynder at dominere.

"Hvilken tåbe starter en tvekamp mod to fra den kongelige garde?"

Johnathan løber ud til siden, hvor han først hæver sværdet for derefter at snurre rundt og sparker benene væk under den ene soldat, så denne vælter. Ud af øjenkrogen ser Johnathan en skikkelse springe ned fra taget med en lang genstand, der meget vel kunne være et sværd. Med et lille smil dukker han sig under soldatens sværd, hvorefter han med sin egen vægt skubber soldaten omkuld. Hurtigt og inden soldaterne kommer på benene igen, løber han ind i mørket og fortsætter fremad. Kort tid efter får han følgeskab af Satinka, der leende rækker ham sværdet.

"Hvordan kan du være sikker på, at det er det rigtige sværd?" spørger han hende.

"Tro mig, du ved det, når du trækker det."

Nysgerrigt skal han til at trække det, men hun stopper ham.

"Ikke her, det vil være alt for afslørende."

De fortsætter indtil de ikke længere kan høre råb eller nogen form efterfølgere. En tom stald giver dem ly og et sted at hvile sig. Satinka kaster sig træt ned i en halmstak, mens Johnathan står tøvende med sværdet. Hun ser på ham gennem halvt lukkede øjne: "Prøv at trække det, så kan du selv se."

Forsigtigt lukker han fingrene omkring skæftet, hvorefter han langsomt trækker det. Metallets skurende lyd mod skeden giver ham en sær trang til at kæmpe, men det er det blålige lys, der får ham til at gispe efter vejret. Det er ikke stærkt, men det kan tydeligt ses her i mørket. 

"Se, jeg sagde jo, at det ikke kunne undgå at ses."

Han trækker det helt fri, så den lange klinge med det blålige lys, lyser stalden op.

"Det er smukt," hvisker han.

"Ja... Tror du, at det kan slå Skyggen ihjel?"

"Måske... Det er et forsøg værd."

"Jaa... Det har du ret i."

Johnathan trækker lidt på smilebåndet. Han kan mærke, hvordan diamanten bliver en anelse køligere, men der er også en ny følelse, en følelse af ubehag. 

"Jeg går ud fra, at du også følger mig ind på slottet?" spørger han henkastet.

Satinka er allerede ved at falde i søvn, men han hører lige hendes: "Mhmm", hvilket igen får ham til at smile.

Træt sætter han sværdet i skeden igen, hvorefter han smider sig ned i halmet ved siden af Satinka. Der går ikke lang tid, før han også falder i søvn.

***

Det er med søvn i øjnene og en rumlende mave at han vågner. Sværdet i hans hånd føles tung, som den byrde, der er blevet lagt på hans skuldre. Gabende sætter han sig op. Satinka ligger rullet sammen i en kugle ved hans side, og han tillader sig selv at betragte hendes fredfyldte skikkelse. Hvis det ikke havde været for hende, så ville han aldrig have taget tilbage til den kongelige by. Han ville aldrig være taget tilbage for at tage kampen op mod Skyggen.

Tøvende ligger han det magiske sværd ved siden af Satinka, hvorefter han rejser sig for at gå ud efter noget morgenmad. Hans guldmønter er efterhånden blevet forvandlet til en enkel sølvmønt og nogle kobbermønter, hvilket betyder, at han ikke kan få alt verden. Med hætten trukket godt omkring hans ansigt, går han hen til en af de små boder, hvor han køber noget brød og to æbler. En smule trist, ser han på de sidste kobbermønter i pungen.

Da han kommer tilbage til stalden, sidder Satinka allerede op og er i gang med at strække sig. Hun smiler stort til ham, da han deler brødet og rækker hende sit stykke samt æblet. De gnasker maden i sig på få sekunder, hvorefter de træt fortsætter mod deres mål. 

"Du ved godt, at det ikke lige er sådan at bryde ind på et slot, ikk'?" hvisker hun, mens de går med deres opslåede hætter. Ingen af dem har lyst til at blive genkendt.

"Jo, men jeg kender jo slottet ud og ind, så det skulle ikke være så svært at komme ind uset... Jeg er mere bekymret om der vil være vagter omkring indgangen til gangene."

Satinka venter med at svare, da en deling soldater passerer forbi dem. Da de er passeret og chancen for at bliver overhørt bliver mindsket svarer hun: "Ja, det kan du have ret i... Men måske vi skal vente til aften, hvor vi vil kunne være i ly af mørket."

Han trækker lidt på den, før han kommer med sit modsvar: "Jeg ved ikke... Jeg vil gerne have det overstået, inden de søger tæt på slottet efter sværdet."

"Schy!"

Hun ser sig forskrækket omkring, men det lader ikke til, at der er nogen, som ser efter dem.

"Ikke nævn det! Det er sådan nogle ord, som stikkere går efter, og når nattens begivenheder når folkets ører, så vil sådan et ord blive husket."

"Undskyld."

Hun klapper ham overbærende på skulderen: "Det er okay, jeg glemmer hele tiden, at du ikke er vant til alt det her."

De smiler til hinanden, men holder inde med at tale i et stykke tid.

Det tager dem hele dagen at komme helt hen til slottets murer, hvor de begge to må måbe over den kæmpe styrke af soldater, der marcherer rundt.

"Hvad sker der?" hvisker Satinka ophidset til Johnathan, der ser skræmt på de mange soldater i udrustninger.

Aldrig har han set så mange soldater på én gang, da der i hans fars regeringstid altid har hersket fred, og der derfor ikke har været brug for en stor hær. 

"Jeg ved det ikke... Det ligner en oprustning af en slags."

"Med så mange soldater, kan vi umuligt snige os ind."

Han tænker sig lidt om: "Jo, hvis vi gør det rigtigt."

"Er du rigtig klog!? Vi vil blive fanget! Jeg vil blive sendt i galgen, og efter de har erklæret dig sindssyg, så vil du højst sandsynligt også ende der!"

Hun ser forfærdet på ham.

"Det her lyder måske kynisk, men jeg tror ikke, at det vil gøre mig så meget at ryge i galgen... Så slipper jeg da for den forbandede diamant - Hvis den altså lader mig dø."

Han sukker tungt, mens han gnider sig træt i øjnene. Satinka havde fundet ud af det med diamanten i hans bryst, da hun startede med at vise ham nogle af sine tricks. Her havde han været nødt til at fortælle om Skyggen.

"Undskyld... Jeg glemmer også, at du hele tiden skal kæmpe imod den."

Hun sender ham et forsigtigt smil, som han svagt gengælder.

"Det er okay," sukker han.

"Nå, men har du så en plan?" spørger hun lidt efter de har siddet og stirret på soldaterne.

"Vi kunne forklæde os, men det ville være risikabelt."

"Ikke fordi alt andet vil være mindre risikabelt," indskyder hun med et fnys, hvilket han ignorerer.

"Der er også kloakken..."

Han lader den hænge lidt i luften mellem dem i en forventning om, at hun halvt om halvt vil afskrive den med den samme. Overrasket nok, lader det til, at hun ikke bekymrer sig så meget om, at de vil komme til at vade rundt i ekskrementer og ildelugtende vand.

"Men, hvor vil vi komme ud henne?"

"Der er nogle stiger, som fører op til overfladen...Inde ved latrinet. Det skal der være i henhold til, at noget skal repareres eller tjekkes i kloakkerne... Ikke ligefrem et drømme job."

Hun ler lidt, men nikker så i enighed.

"Okay, lad os gøre det."

"Vi får brug for nogle urter, som vi kan binde i vores tørklæder... Ellers vil vi umuligt kunne overleve turen gennem kloakken."

"Jeg har nogle lavendler, vil det kunne bruges?"

Han ser undrende på hende: "Hvorfor har du lavendler på dig?"

Satinka trækker lidt på skuldrene: "Bare sådan... Når jeg ikke har mulighed for at vaske mig, så har jeg i det mindste et eller andet, som dufter godt på mig."

Det får ham til at grine, hvilket får hende til at se en smule såret på ham.

"Fint nok... Det er godt. For at komme til kloakken, skal vi finde en af de andre stiger... Jeg tror, at jeg ved, hvor der er én."

Han rejser sig, hvorefter hun følger efter. De må være ekstra forsigtige omkring muren. I deres søgen efter kapslen i jorden, der gemmer stigen, hører de sladderen, der fortæller at det magiske sværd er blevet stjålet. Satinka, der har fået Johnathans kongelige sværd, så han selv kan bære det magiske sværd, trækker hurtigt Johnathan væk fra mængden af mennesker.

Det er først, da mørket er ved at falde på, at de endelig finder kapslen.

"Men, hvordan skal vi kunne se noget?" spørger Satinka med rynkede bryn.

Johnathan klapper blot på sit sværd, hvorefter han bukker sig ned for at løfte kapslen op, hvorved stigen bliver afsløret. Han kravler selv ned først, mens Satinka følger trop. Inden hun kravler længere ned, sørger hun for, at kapslen bliver skubbet på plads. 

Stanken er fuldstændig uudholdelig, og det er kun på grund af tørklæderne med de indbundne lavendler, at de kan fortsætte uden at besvime. Da Johnathan er for foden af stigen, trækker han sværdet, hvorved det blå lys, afslører floden af ildelugtende vand med udefinerbare genstande i. Han har ikke engang lyst til at studere flodens indhold nærmere. Og da Satinka er nede ved siden af ham, begynder han at gå ekstremt hurtigt i den rigtige retning med Satinka lige efter sig.

Ingen af dem siger noget, mens de går. De kæmper begge to for at fokusere på lavendelduften, der langsomt kvæles af den meget stærke lugt, der fylder kloakken. Johanthan må flere gang standse for at stoppe de mange opkastningsbevægelser, som hans mave bliver ved med at lave. Satinka lader heller ikke til at kunne klare stanken meget længere. Men de bliver ved med at gå langs den smalle kant ved foden. De kan ikke vende om nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...