En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1246Visninger
AA

37. Skyggen

Han havde altid fået at vide, at gangene under slottet var forbudt område for ham. Det er også derfor, at han med ængstelige skridt fortsætter hen ad den mørke gang, hvor det kun er faklerne som giver ham en smule lys. Han kan mærke den nagende frygt for at blive opdaget bore sig ind i hovedet på ham, men han vil ikke give op. De andre skulle ikke vinde væddemålet og have en mulighed for at kalde ham kujon - Især ikke, når han er kongerigets arving.

En af faklerne længere fremme begynder at bevæge sig mere end de andre, hvilket får ham til at stoppe op. Uvilkårligt griber han fat om det lille sværd ved hans side, som hans mor og far havde givet ham til sin 15 års fødselsdag. Hans hjerte begynder at pumpe hurtigere og hurtigere, hvilket får ham til at snappe efter vejret. Grebet om sværdets skæfte strammes. Meget langsomt og med blikket fæstnet på den flakkende flamme, fortsætter han hen ad gangen. 

Frygten for hvad der lurer i de mørke gange og hans forældres vrede, hvis han bliver opdaget, gør ham mere nervøs og paranoid, end han vil turde indrømme overfor nogen. Der blev altid fortalt historier om mørket under slottet, som altid indeholdte et frygtindgydende monster, der skulle beskytte rigets skatte. Kun kongen vil kunne tæmme dette udyr. 

Prinsen synker klumpen i halsen, mens han mere og mere fortryder at have deltaget i væddemålet, som hans stædige fætter og dennes ven havde fremsat. Væddemålet havde gået ud på, at de én efter én skulle gå ned i gangene under slottet og tage noget med, som kunne bevise, at de havde været dernede. Og selvfølgelig skulle han ned første.

Han ryster på hovedet for at klare tankerne, hvorefter han med løftet pande sætter den ene fod foran den anden. Da han endelig når hen til den flakkende flamme, stopper han op. Forsigtigt ser han sig omkring med rynket pande efter tegn på noget unormalt. Det er kun den ene fakkel, hvor flammen opfører sig underligt. Stadigvæk med den ene hånd på skæftet løfter han den anden hånd op til faklens holder. Han lader fingrene glide henover træet og ned til det kolde metal, som holder faklen på plads. Med tilbageholdt åndedræt, griber han fat om faklen og hiver nedad.

Et vindpust fra en revne i muren, blæser hans hår bagud og giver ham gåsehud over hele kroppen. Hans fingre holder krampagtigt fast i faklen, mens revnen langsomt bliver større og større, så der til sidst kommer en åbning stor nok til, at han kan komme igennem. Tanken om monstret i mørket får ham til at vakle i beslutningen om at fortsætte ind i mørket. Men før han lader tankerne vandre for langt, husker han sig selv på, at det sikkert bare er skrøner. 

Med et beslutsomt drag om munden og begge hænder på skæftet igen, bevæger han sig ind i mørket. Der er et underligt lys for enden af gangen, hvilket et kort øjeblik får ham til at stoppe op, da lyset virker fremmed og anderledes i forhold til faklernes skær ude på den anden gang. Langsomt og med tilbageholdt åndedræt, nærmer han sig det underlige lys. Jo tættere han kommer på det, jo mere draget af det bliver han. Og det er først, da han endelig står foran kilden, at han opdager, at han ikke længere holder fast om skæftet, men har hævet begge hænder mod den lille genstand i rummet.

Han bliver fuldstændig betaget af den sorte diamants lys, der både er varmt og stærkt her i mørket. En smule tøvende, går han tættere på, så hans fingre er få centimeter fra diamantens overflade. Selvom han ved, at han ikke burde røre ved den sorte ædelsten, så kan han heller ikke lade være. I samme øjeblik, som hans fingre lukker sig omkring diamanten, ændres rummets varme og lysende atmosfære. Kulden fra diamanten er så isnende, at han ikke kan give slip på den igen. Selv ikke, da han med den anden hånd prøver at åbne fingrene. 

Gispene og lydene af hans anstrengelser ekkoer frem og tilbage inde i rummet, mens en sort røg begynder at flyde ud mellem hans fingre og ud i rummet, hvor røgen langsomt omringer ham. Skriget i hans hals vil ikke komme ud, heller ikke, da røgen bliver tyk og kvælende, mens kulden fra diamanten gør hans hånd helt følelsesløs. 

"Prins Johnathan af Vest."

Stemmen kommer fra alle steder. Det lyder som om, at den bliver splittet op og kommer tættere på og derefter søger længere væk, mens den går op og ned i tonerne.

"Dette kan blive interessant...

Kulden fortsætter op ad hans arm, hvilket får ham til endnu mere febrilsk at kæmpe for at løsne fingrene, mens røgens slørarme begynder at kærtegne hans krop. Hans hår bliver uvilkårligt løftet, som om der er en, som griber fat i det. Panisk slår han ud med armen, men han rammer intet.

"Åben dig op for mig."

Johnathan har lyst til at gribe ud efter sit sværd, men jo mere rædslen griber fat i ham, desto mere opdager han, hvor nyttesløs det er. Uden selv at styre armen, løfter den sig langsomt op til hans bryst, hvor den begynder at presse diamantens spids ind i det sårbare kød. Endelig kan han få lov til at skrige. 

"Aah ja, det her føles godt."

Han kan mærke det varme blod, der begynder at pible frem, mens diamanten blive boret længere ind, så den til sidst sidder fast. En næsten brændende smerte fyldt med kulde, får blodet til at størkne, mens kroppen langsomt begynder at gro arvæv omkring diamanten, som om den er en del af kroppen. Slapt falder Johnathan om på det stenede gulv. Hele hans krop føles varm indeni, mens huden er ligeså kold som jorden under ham. Røgen samles til en skygge foran ham. Han kan ikke rigtig skelne dens træk fra hinanden, men han er klar over, at den ikke vil ham noget godt.

Langsomt, nærmest moderligt, sætter den sig ned på hug og lader sin kølige skyggehånd glide henover Johnathans kind, hvilket får ham til at spjætte.

"Giv mig din krop Prins Johnathan af Vest... Åben dig op for mig."

Hjertebanken i hans bryst er som en tromme, der får det til at ringe for hans ører. Han ved, at han ikke kan lade sig overgive til denne skygge. Med bævrende stemme, begynder han at mumle: "N-nej... Lad m-mig være!"

Skyggen begynder at le, hvilket får ham til at krybe sammen. 

"Så modig, så svag - For sent vil du opdage, at Diamanten allerede har magten over dig. Selvom du nægter nu, så vil du før eller siden blive min... Du vil åbne dig for mig og lukke mig ind, du vil blive min slave, du vil være den der gør det hele muligt for mig."

Hans hænder ryster voldsomt, men med lukkede øjne, får han kæmpet sig op på knæ.

"Du vil se din verden gå under for min hånd... Og du vil ikke føle en ting."

Skyggens latter er iskold og fyldt med en spotsk had. Han ryster stædigt på hovedet: "Aldrig... Aldrig!"

Hurtigt skubber han fra med hænderne, så han kommer op og stå. Rummet svimler for hans blik, og hans ben bliver ved med at krydse hinanden, så han er ved at falde. På en eller anden forunderlig måde får han kæmpet sig gennem gangen og ud til faklerne, alt sammen med skyggens latter, der forfølger ham.

"Tro ikke, at du slipper så let Prins Johnathan af Vest."

Skriget fra et væsen bag ham, får ham til at stoppe op. Nærmest i trance og med brystet, der hæver og sænker sig ekstremt hurtigt, ser han sig over skulderen. Mørket er alt for tæt, men de røde øjne, som er det eneste, der afsløre skyggevæsenet i mørket, får ham hurtigt til at vakle frem ad. Væsenet skriger igen.

Det gør ondt i hans ben, men han begynder at løbe. Sværdet ved hans side svinger frem og tilbage, så han må gribe fat i skæftet for ikke at blive sænket af det. Med den frie hånd liggende henover diamanten i sit bryst, kan han også mærke hjertes hårde slag. Væsenet skriger hele tiden, men han har ingen anelse om, hvor tæt på det er.

Med et lettet suk, kan han vælte ind i døren til udgangen, så den åbner sig for ham. Stadigvæk med væsenets skrig ringende for ørene, fortsætter han op ad trapperne. Ud af øjenkrogen ser han sin fætter og hans ven rejse sig fra deres stole, mens de ser måbende efter ham. Han råber efter dem, at de skal løbe væk fra monstret og skaffe hjælp. Panisk fortsætter han ned ad gangen. Den eneste person, som han kan komme i tanke om, som vil kunne hjælpe ham, er Kongen. Hans far.

De få riddere som er på de Kongelige gange, ser forvirret på prinsen, der igen råber, at de skal passe på monstret og skaffe hjælp. Han kan hele tiden høre det. Det er så tæt på. Hivende efter vejret, løber han ind i Kongens gemak, hvor han stopper op. Både hans mor og far står omkring det runde bord, hvor det store verdenskort også er. De ser begge først overrasket på ham, men da blodet på hans tøj og de opspærrede skræmte øjne, viser at noget er helt forkert, løber de begge to over til ham.

Et eller andet føles forkert inde i ham. Han kan mærke det nu. Væsenets skrig er forstummet og smerten i brystet er forsvundet. Det føles ikke rigtigt, som om han er der, selvom hans krop er til stede. Langsomt begynder hans ansigt at forvandle sig til en neutral og tavs maske. Selv, da hans far griber fat i hans skuldre og ryster ham hårdt.

Johnathan løfter blikket lidt, og kan ud af øjenkrogen se skyggen fra rummet stå ovre i hjørnet. Frygten fra før bobler igen op i ham og uden helt at vide, hvad det er, han gør, trækker han sværdet op af skeden. Begge hans forældre springer bagud med forvirrede ansigter, der langsomt forvandles til paniske grimasser. 

Han skråner forbi dem begge og løber over mod skyggen, men da han svinger klingen, forsvinder skyggen blot for at dukke op bag ham. Igen hugger han ud efter den, og sådan bliver det ved, indtil han må hive og puste efter vejret. Alt omkring ham er blevet sløret, men han kan stadigvæk se skyggen. Jo mere han slår ud efter den, jo mere begynder den at ligne en rigtig person. Frygten for at se dens rigtige ansigt, styrter han frem for at hugge igen.

Overrasket over, at han faktisk rammer noget, får ham til at se op. Ansigtet, der stirrer tilbage på ham, får ham til at gispe. Johnathan mister grebet om sværdets skæfte, da hans fars krop langsomt synker på knæ. Med en hul følelse indeni, griber han Kongen, der ikke længere trækker vejret. Han kan ikke engang græde, det er kun varmen fra maven og kvalmen, som gør ham opmærksom på sine følelser. 

Latteren fra skyggen sniger sig ind på ham og tænder hans vrede. Beslutsomt griber han igen fat om sværdets skæfte og trækker det ud, hvorefter han drejer rundt samtidig med at han svinger sværdet. Igen rammer det en person. Denne gang tør han ikke kigge op, da han ser sin mors hvide kjole blive plettet af blod, mens små blodstænk sprøjter ham i hovedet. Målløs og fuldstændig lammet, stirrer han på blodet for enden af sværdskæftet. Blod som er begge hans forældres. 

"Se, jeg sagde jo, at Diamanten allerede havde magten over dig... Du har lige slået begge dine forældre, fordi du er alt for let at manipulere med."

"Hold din mund," mumler han.

Johnathan stirrer stadigvæk på blodet, der nu drypper ned på gulvet.

"Du må hellere løbe lille Prins... Vagterne har hørt dine skrig og råb, og når de ser det her blodbad, så vil de ikke tænke to gange før de fanger dig... Og din løben og skrigen gennem gangene har ikke ligefrem gjort din situation bedre."

Han løfter den ene hånd op til ansigtet, mens vireligheden langsomt rammer ham.

"Hold mund," hvisker han igen.

Skyggen ler: "Ha ha! Løb lille Prins... Løb!"

Hurtigt snurrer han rundt med sværdet i hånden, hvorefter han styrter ud gennem døren. Skyggens latter ekkoer fra væg til væg og følger ham hele vejen ud af slottet. Det er først, da han er nede blandt deres folk i byen, at dens latter forstummes. Skræmt holder han sværdet tæt ind til sig, mens han hele tiden ser sig over skulderen. Han forventer hele tiden, at der er nogen, som griber fat i ham og trækker ham med. 

Ved en lille bod, stikker han købmanden to kobbermønter for en rødbrun kappe med hætte, som han hurtigt kaster henover hans lidt fine tøj, der stadigvæk er stænget med blod. Han fortsætter ned ad en lille sidegade, hvor han aldrig har været før, men da han komme ud på den anden side, ser han flere boder, hvor han køber lidt mad, som han vikler ind i et tørklæde, som han sætter fast i sit bælte. 

Det er da han binder den sidste knude, at slottets porte bliver åbnet og et kor af horn skærer gennem luften. Den kongelige garde rider ud i fuld udrustning  mens nyheden om Kongen og Dronningens død lammer alle omkring ham. Med hætten trukket godt ned over ansigtet for at holde ansigtet skjult, lytter han forfærdet til en ridder, som fortæller, at Prins Johnathan af Vest er forsvundet, og at alle der kan komme med oplysninger om hans opholdssted, vil modtage en pæn sum penge.

Johnathan begynder at bakke bagud, mens frygten for at blive opdaget får det til at gøre ondt i hans bryst. Panisk griber han fat i stoffet over Diamanten, som svagt begynder at brænde igen. Med en hurtig beslutning, ryster han kort på hovedet og trækker sig længere og længere bagud, så han til sidst kan forsvinde i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...