En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1256Visninger
AA

31. Perfektion

Jeg er født den 28./06-1994. Ved første øjekast er det bare tal, men når jeg skiller dem ad, vil en åbenbaring vise sig for mine øjne. Tallene 28 og 6 er fuldkomne tal. Perfekte tal. Det er simpel matematik, der dog kan få en hver matematiker til at gå i spåner af selvfedme. Lad mig blot demonstrere det perfekte ved tallet 6.

1+2+3 = 6

Giver det mening? Nej? Perfektion er svært at opnå, men alle mine tal fortæller mig, at jeg kan opnå det. Jeg er ikke et supermenneske, ej er jeg en narcissist. Jeg er mig og ingen andre. Lad mig vende tilbage til min fødedato. De sidste fire cifre giver det smukke primtal 23, hvilket for mig er et smukt tal og næsten lige så perfekt som de fuldkomne tal. 

Jeg er ikke klar over, hvornår min søgen efter perfektion startede, men jeg ved, at den har fyldt en stor del af mit liv. Det er nok gået mest ud over min sociale side. Tro mig, jeg har festet og haft det sjovt. Jeg har venner, men ingen af dem er så perfekte som mig - Selvfølgelig. Mine tanker vandrer tilbage i tiden; tilbage til 9. klasse, hvor jeg bevidst rev tre sider ud af min blok, så der vil være 97 sider - 97 er et primtal - og ikke 100 sider. Hvorfor?

For at opnå absolut perfektion, skal alt være perfekt. 

For mig er de sproglige fag ikke perfekte, da man ikke kan komme med et konkret svar, hvorimod matematikken vil kunne fører mig tættere mod perfektion. Det kræver selvfølgelig meget arbejde fra min side, da det ikke bare lige er noget man gør. Derfor har jeg også en meget stram tidsplan. Vil du høre den? Sikkert ikke, men du får den alligevel. Hver morgen står jeg op klokken fem, hvor jeg starter ud med morgenmad, herefter tager jeg en halv times træning.

Det er jo sundt med motion.

Efter min træning går jeg i bad, hvor jeg forkæler min krop med produkter og renser den ned til mindste detalje. Efter badet renser jeg mit ansigt, der i forvejen er perfekt. Herefter tager jeg i skole, hvor jeg selvfølgelig cykler. Om mandagen og torsdagen tager jeg på arbejde til klokken fem om eftermiddagen, hvorefter jeg kommer hjem til aftensmaden klokken seks. Fra klokken halv syv til halv ni laver jeg lektier, hvorefter jeg går i seng, så jeg kan få mindst otte timers søvn.

Se, det er så her, der går hul på min plan.

For at opnå perfektion skal alt i mit liv være perfekt. Se blot mit penalhus. Lige lange blyanter - jeg har tre - en metallineal og et næsten ubrugt viskelæder - Perfektion til det yderste.

Er jeg sindssyg?

Nej, det ved gud jeg ikke er! Ikke endnu i hvert fald. Nej min sindssyge starter senere. Nu er du nysgerrig ikke? Medmindre du er stoppet med at læse for længst, hvilket du nok ikke er, da du er spændt på, om jeg opnår perfektion, eller det hele ender gruelig galt.

Lad mig fortælle, hvad der skete.

Det begyndte om natten. Mine afleveringer var ikke gode nok, de skulle fylde så meget, at de enten var et primtal eller et fuldkomment tal, samtidig med, at de skulle være perfekte. Jeg stod op om natten og ødelagde min idé om otte timers søvn for at skrive opgaverne om, så de i mine øjne var perfekte. Det startede ud i de små, men en dag fangede min far mig siddende foran computeren med vildt opspærrede øjne og savlen hængende ud af mundvigen i gang med at omskrive min danskstil for femte gang. 

Det var skidt. Virkelig skidt. Og faktisk også pinligt. Det endte med, at de låste min skoletaske inde på kontoret sammen med min computer, efter jeg havde lavet lektierne første gang. Det gik selvfølgelig ikke i mit univers. Min familie begyndte at forhindre mig i at opnå det perfekte, hvilket var en meget dårlig idé i mine øjne. 

Jeg tiggede. Jeg græd. Jeg truede. Jeg græd lidt mere. Intet virkede. En nat lå jeg vågen i ufattelig lang tid med en nagende fornemmelse i min mave. En fornemmelse der samlede sig til en knude og brændte mit indre, så jeg begyndte at skrige. Jeg prøvede virkelig at forklare dem, at hvis jeg ikke fik opnået perfektion, så vil en af mine nærmeste dø. De ville blive ramt af noget usynligt. 

Ingen troede selvfølgelig på mig. 

Jeg kan godt lide cirkler. Cirkler er perfekte. Der er ingen brud på en cirkel. Ingen kanter. Mennesker er ikke perfekte. Ergo er mennesker ikke cirkler. 

Der er blevet så stille her i huset.

De sover som små uskyldige lam, bortset fra, at de ikke er uskyldige. Nej, de har frarøvet mig muligheden for at opnå det perfekte. Jeg kan selvfølgelig ikke kun slå mine forældre ihjel. Nej, det skal være fuldkomment.

Du vil gerne have alle detaljerne, vil du ikke?

Mit sind er splittet, da jeg står i døren med kniven knuget i min ene hånd. Alt jeg kan se for mit indre blik er de perfekte tal og mine indelåste-ikke-perfekte-opgaver.

Jeg tror, at jeg på det her tidspunkt er ret langt ude. Det er virkelig her min sindssyge kommer til udtryk.

Jeg føler intet andet end had, da jeg først gennemborer min fars krop og herefter min mors. Ikke engang deres halvkvalte skrig får mig til at stoppe op.

De er ikke cirkler og dermed ikke perfekte. 

Det gør lidt ondt, da jeg dræber tvillingerne og min søster, men jeg bliver nødt til det. De små sover i hver deres tremmeseng, men jeg slukker deres gråd med en pude henover deres små munde. Jeg har på fornemmelse, at de er klar over, at jeg er dem overlegen, at jeg er mere perfekt end dem.

Min søster er en anden sag. Hun opdager mig, men dog ikke i tide.

Er du klar over, hvor nyttige snørebånd er?

Hun prøver at gribe ud efter mig, men jeg stirrer bare på lyset i hendes øjne, der bliver mørkere og mørkere, jo mere jeg strammer snørebåndet.

Det skal være perfekt. Jeg føler mig nærmest euforisk ved tanken. Og nu kan du sikkert regne ud, at jeg mangler én, ikke? Min mor, far, søster og tvillingerne. Det er fem og ikke seks - Det fuldkomne tal.

Jeg har aldrig tænkt på selvmord, men der er ingen anden udvej. En lille gnist af angst glider dog igennem min krop, da jeg tænder for vandhanen til badekaret. Vandets skvulpende lyd kan høres i mit indre, og minder mig om de mange gange, jeg har renset min hud for at opnå perfektion. En endeløs kamp mod verdens mange fejl og uskønheder.

Da vandet har fået en god højde, slukker jeg for hanen, hvorefter jeg griber fat om radioen, der stadigvæk er forbundet med stikkontakten. Forsigtigt glider jeg ned i det lunke vand og løfter radioen op over vandet i en god højde. Jeg kan ikke lade være med at græde en lille smule for mig selv, inden jeg giver slip på den tændte radio.

 

Hvorfor måtte jeg ikke være perfekt?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...