En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1216Visninger
AA

53. Når blå mærker blomstrer

Nogle gange går jeg bare. Det er utroligt forfriskende med sådan en gåtur. Men jeg ved godt, at jeg ikke bare kan flygte fra virkeligheden ved at lade tankerne vandre. Mine sko bliver hurtigt gennemblødte, både fordi, at de er gamle og ikke rigtigt er beregnet til at gå gennem mudder og vandpytter med, men også fordi, at sålen er blevet så tynd, at der er gået hul.

Jeg er stoppet med at bruge strømper.

Udkantsdanmark. Det er her jeg bor. Man skulle ikke tro, at der findes sådan et sted, som det her hul. Der er alt for langt mellem husene, mens skoven længe har overtaget den engang så blomstrende by. Der er ikke mange, som orker at tage turen igennem den skumle skov. I hvert fald ikke mere. Træerne er tætte, gamle og ligner næsten kul her i vintertiden.

Jeg er den yngste af tre børn. En bror og en søster. Som lillesøster bliver jeg altid mobbet af de to andre. Nogle få gange kan min søster finde på at holde med mig, men for det meste er jeg alene. Det skyldes nok lidt, at vi kun er halvsøskende. Jeg er bastarden, som vores mor ikke kunne nænne at skille sig af med. Affæren var afsløret, hendes mand skredet og elskeren lå på hospitalet.

Nogle gange, når jeg er selv med mor, så kan jeg mærke den kærlighed, som hun giver mere af til sine to andre børn. Men det er ikke så tit. Hun har fortalt mig om min far. En stor flot mand, der havde gjort hende meget glad. Det er altid med tårer i øjnene, at hun fortæller, hvordan hendes daværende mand en aften havde siddet og ventet udenfor. Og da min far ankom til huset for at møde mor. Ja, så blev hendes mand meget vred.

Jeg har aldrig mødt ham. Min far. Og jeg frygter lidt, at jeg aldrig vil komme til det. De få gange, hvor jeg har spurgt ind til ham, har jeg modtaget en flyvende lussing fra mor. I starten gjorde det meget ondt, mest af alt fordi, at jeg ikke forstod hvorfor, at hun blev sur.

Jeg har altid vidst, at Karen og Mathias’ far ikke var min far, men mor bliver aldrig sur, når de spørger ind til ham. Kun når jeg spørger. Jeg kan se det i deres øjne. De ser på mig, som om at jeg har berøvet dem noget livsnødvendigt. Noget dyrebart.

Det har jeg jo sådan set også. Jeg er tretten, mens de er sytten og atten år. De har begge været gamle nok til at kunne huske episoden med affæren. De har set deres fars vrede og vidst, at det hele var min fars skyld. Deres far skred på grund af det. Og ikke nok med det, så opdagede mor, at hun var gravid med mig. Og det gjorde hun alt for sent.

Vi ved alle, at jeg ikke er helt ren. At jeg er en fejl. Og det er tydeligt. Mit brune hår og øjne er som en kæmpe kontrast til både mors, men også Karen og Mathias’ blonde hår og blågrønne øjne. Jeg er bastarden. Alle ved det. Alle.

Min gåtur er ved at være slut. Jeg kan skimte de få huse, der både er naboer, men hvoraf ét af dem også er mit hjem. Det er ikke noget fancy noget. Ingen store biler eller pænt trimmede græsplæner. Det er egentlig bare dystert, vådt og kedeligt. Nogle gange stinker her også af lort og døde dyr, men det er mest, når den gamle her Jensen tømmer spanden med lort fra campingvognen og naboen Keld slagter rådyr eller grise.

I dag er til gengæld en heldig dag.  Vejret har trukket op til regn, så luften er helt tyk. Det betyder, at der ikke er nogen mennesker udenfor udover mig. På disse tidspunkter føler jeg mig meget lykkelig. Mest af alt, fordi at jeg ikke skal se de medlidende blikke, men også fordi, at jeg kan gøre, hvad der passer mig.

Det lille hus med de utætte vinduer, hvor der ligger håndklæder i karmen for at holde kulden ude og varmen inde, ser mørkt ud udefra. Med sænket hoved sjosker jeg hen mod døren i mine slidte sko, mens jeg fumler med nøglen. Jeg kan se, at mors bil er hjemme, hvilket betyder, at Karen og Mathias nok også er hjemme. Eller, måske er de ikke. Måske er de inde i den store by med de flotte huse og pæne mennesker; hos deres venner.

Døren skal skubbes hårdt op, og jeg snubler næsten, da den endelig åbner sig for mig. Inde i entreen kan jeg se små stakke af aviser med gule rynkede sider, som ligger på gulvet. En af bunkerne er væltet. Udmattet bøjer jeg mig ned for at trække de våde sko af, så mine rynkede kolde fødder kommer til syne. Der er stille i huset, hvilket gør mig en smule bekymret. Normalt er der altid en eller anden form for larm. Om det er fjernsynet eller klirrende glas fra køkkenet, så er der altid en eller anden lyd.

Forsigtigt går jeg ned ad gangen og hen til døråbningen, der fører ind til stuen. Mine fødder føles iskolde mod gulvet, der ikke ved, hvad gulvvarme er. Jeg kan mærke, hvordan hele min krop spændes, mens mit blik lander på min sovende mor. Hendes affarvede lyserøde morgenkåbe er ikke længere bundet sammen om hendes nøgne krop, så jeg kan se gåsehuden, der er slået ud over hendes bare maveskind som en anden epidemi. Hendes læber er let adskilte og lader det svage åndedræt komme ind og ud.

En pludselig lyd fra det lille badeværelse får mig til at fare sammen og stirre skræmt på døren, da den går op. Frem i lyset kommer en høj mand med pjusket hår og dårligt barberet kæbe. Han lader kort sit blik falde på mig, trækker på skuldrene og begynder så at gå. Jeg holder instinktivt vejret, da han går forbi mig, men jeg kan tydeligt smage alkoholen på tungen. Da han går forbi mig, ser han henkastet hen på mor, hvorefter han gnider sig i skridtet. Stadigvæk med vejret holdt og øjne, der er ved at løbe i vand, knytter jeg hænderne. Manden går hen mod hoveddøren, som jeg lige er kommet ind af, hvor han stikker sine fødder ned i nogle kæmpe sko. Med et lille slesk smil, ser han på mig, hvorefter han trækker en lille bunke af mønter og sedler op af lommen. Jeg kommer ikke med nogen lyd, da han lader pengene falde ned i skålen på kommoden. Ej heller gengælder jeg mandens smil. Jeg ønsker kun, at han går.

Da døren er smækket i, er det som om, at hele huset sukker af udmattelse. Jeg selv ånder ud og falder en smule sammen, hvorefter jeg drejer hovedet mod stuen. Mor sover stadig. Listende bevæger jeg mig længere ind i rummet og hen til kommoden med fyrfadslys og tændstikker. Rummet lugter sødeligt af sved, men også noget andet. Sådan er det altid, når mor har haft mandligt besøg.

Jeg stikker et ekstra lys i lommen, bare for en sikkerhedsskyld, og vender mig rundt. Det stikker mig i hjertet at se mor sådan her. Hun minder mig om en kanin på en eller anden måde. Jeg kan ikke rigtig finde ud af hvorfor. Måske det er hendes udseende med de store fortænder, eller også hendes forsvarsløse væsen? Måske det er fordi, at hun må bukke under for den grusomme verden for at overleve? Eller fordi, at hun er kaninen i den store mørke skov, hvor det vrimler med ræve og andre rovdyr?

Med tændstikæsken i den ene hånd, tager jeg fat i en trøje over en af lænestolene og lægger den forsigtigt henover mor. Kvinden på sofaen rykker lidt på sig, men ellers registrerer hun ikke min tilstedeværelse. Jeg drejer rundt på hælen og går ud af rummet og ud på gangen igen. Der er en lille trappe, der fører op til første sal, hvor mit mølædte værelse er. Jeg har ikke mange ting. Men de få ting, som jeg har, er som skatte for mig. Der er den lille æske med farveblyanter, som mor gav mig i gave for nogle år siden. De små tegnebøger, som jeg spinkler og sparer til, for at kunne købe. Jeg er ikke god til at læse eller skrive, da skolen er noget, som jeg mest pjækker fra. Inderst inde vil jeg gerne være god til begge ting; kunne gå ned på biblioteket i byen og læse titlerne på de spændende bøger, der vil kunne trække mig med ind i en anden verden. Men jeg må indse, at det er en drøm, som jeg ikke lige kan opnå så let. Det er derfor, at jeg tegner. Jeg tegner utrolig meget, ikke at det er noget pænt, men det er min ting.

Jeg går hen til madrassen, hvor jeg tilbringer nætterne, og løfter den, så den lille stjerneformede lysestage kommer til syne. Med trætte ben sætter jeg mig ned og tænder lyset. Den lille flamme danner straks et lille lys i rummet, som jeg glædeligt læner mig frem imod. Mine fingre nærmest brænder, da jeg holder dem henover lyset, men jeg bider det i mig. Smerten betyder bare, at jeg er i live og kan føle.

Der går lidt tid, hvor jeg bare sidder i stilhed og varmer mig på det lille lys. Det er først, da døren nedenunder smækker, at jeg ser en smule bekymret på min skæve dør. Smækket kan betyde tre ting.

Et: Mor er stået op og gået udenfor.

To: Mathias er kommet hjem og er enten vred eller glad.

Tre: Karen er kommet hjem og er enten vred eller glad.

Om det er mor, vil jeg vide lige om lidt, for så vil døren gå op igen inden for få sekunder og blive smækket igen. En smule spændt tæller jeg til fem uden at høre døren smække. Jeg fugter mine læber og åbner og lukker mine fingre gentagende gange. Om den person, der er kommet hjem, er glad eller vred, afhænger af, om personen går ovenpå og enten går forbi eller ind på mit værelse.

Jeg stirrer på døren og tager en dyb indånding, da lyden af skridt på trappen giver genlyd op gennem den tomme trappeopgang. Det er nogle tunge skridt, så det er sikkert Mathias. Mine hænder ryster lidt, så jeg placerer dem i mit skød, mens jeg prøver forgæves at se trodsigt på døren. Han stopper op ude på gangen. Jeg tager en dyb indånding og holder på vejret. Først da trinene fortsætter væk fra min dør ånder jeg ud. Jeg slap for denne gang. Det burde gøre mig glad, men det gør mig bare mere ængstelig. Igen læner jeg mig ind over lyset og prøver at suge lidt af glæden ud af den lille flamme, der prøver at holde sig i live i det utætte rum, hvor vinden får lov til at krybe ind gennem de mange sprækker.

Først da mørket er faldet på, og jeg har måttet tænde det andet lys, kalder mor og siger, at vi skal spise. Jeg forventer aldrig det store, når jeg går ned ad trappen, men i dag er jeg sulten, så jeg håber lidt, at hun har lavet noget lækkert. Mens jeg er halvvejs nede af trappen kan jeg høre Mathias bag mig. Uden at han siger et ord, kaster jeg mig nærmest ind mod væggen og trækker maven ind, hvorefter han nærmest løber forbi mig ned af trappen. Det er som om, at han med vilje skubber til mig i forbifarten, selvom han havde masser af plads til at komme forbi på.

Med sammenbidte kæber går jeg det sidste stykke ned og ind i køkkenet. Mor sidder allerede ned ved bordet, hvor en gryde med pastaskruer og en tube ketchup står på. Jeg sætter mig forsigtigt på min vante skammel og venter tålmodigt på, at Mathias har skovlet en kæmpe portion ned på sin tallerken. Mor rækker ud efter min tallerken og hælder en meget mindre portion op til mig, hvorefter hun skænker op til sig selv. Vi spiser i stilhed indtil mor, uden at adressere nogen af os direkte siger: ”Hvem af jer har taget pengene i skålen?”

Jeg stivner med det samme med mit blik fæstnet på den pastaskrue, som jeg lige har spiddet. Mathias bliver ved med at skovle ind i munden. Lyden er så grotesk i det lille køkken. Det er først, da mor gentager spørgsmålet, at han endelig ser op. Jeg ved godt, at han vil skyde skylden på mig. Det er ikke første gang.

Han trækker på skuldrene og ser så ned på sin tallerken igen, som om han overvejer, hvor han nu skal sætte sin gaffel ned. Det rører ham slet ikke, at de penge, som lå i skålen er til vores mad de næste par dage. Mor sukker, drejer hovedet over mod mig og ser på mig med et afventende blik. Jeg synker en enkelt gang og lader blikket glide hen mod Mathias, der nu er begyndt at spise igen.

”Det ved jeg ikke,” mumler jeg.

Mor løfter det ene øjenbryn: ”Du ved det ikke? Så de er bare forsvundet?”

Jeg ryster næsten skræmt på hovedet, mest af alt, fordi hun har det der udtryk i øjnene.

”Nå, men så svar mig… Hvem har taget dem?”

I vildledelse over, hvad jeg skal gøre, ser jeg på Mathias. Mor følger selvfølgelig mit blik, og da hendes blik lander på sin eneste søn, kniber hun øjnene sammen til en smal sprække. Som om han kan fornemme sin mors blik, ser han endelig op.

”Hvad?” spørger han nærmest aggressivt.

”Ved du, hvad der er sket med pengene i skålen?”

Et grumt grin spiller om hans læber, hvorefter han ser over mod mig: ”Har du nu stjålet fra min mor igen?”

Mor drejer hovedet over mod mig med et ryk, og jeg kan med det samme se, at min kamp er tabt. Jeg ryster febrilsk på hovedet. Det får Mathias til at rejse sig halvt op fra stolen, læne sig forover og lappe mig på siden af hovedet, så jeg er lige ved at falde af skamlen.

”Du skal fucking ikke lyve! Din fucking pismyre! Hva’? Hva’ siger du? Undskyld?”

Jeg kan høre vantroen blandet med den dryppende sarkasme i hans stemme, da han rejser sig op for at give sine ord mere styrke.

”Du tror altid, at du er så fucking hellig! Ryster på hovedet og kryber dig udenom, som om du ikke ved en skid om, hvad du har gjort! Men jeg har fucking gennemskuet dig!”

Uden at jeg er forberedt skubber hans så hårdt til mig, at jeg falder af skamlen og lander på hoften, så jeg må bide sammen for ikke at komme med et skrig.

”Tror du, at du er en del af familien? At du bare kan ta’? Du er fucking utrolig! Din syge lille bitch! Så går du her og nakker penge fra mor, hvad fuck bilder du dig ind!?”

Jeg skubber mig bagud, men væggen stopper min flugt. Mor rejser sig halvt op fra sin stol, men Mathias holder en hånd op. Hans blik er stadig fæstnet på mig, da han taler: ”Nej mor, det her har stået på længe nok… Hun skal lære det nu, ellers vil hun for altid stjæle fra os. Sådan er det med bastarder… Deres urene blod gør, at de ikke kan samarbejde og bare vil modarbejde resten af husholdningen, som prøver at tage sig af horeungen… Der er ikke noget at gøre ved det, det skal gøres på den hårde måde.”

Og med de ord griber han fat i mit hår og trækker til. Jeg skriger hele vejen op, indtil jeg står på tæer og ikke længere har luft til at skrige. Og da jeg skal til at slå ud efter ham, slipper han, så jeg falder sammen på gulvet.

”Kan du så holde kæft? Jeg ved godt, at du ikke fatter så meget, men du kan sgu godt tage lidt hensyn, når jeg prøver at lære dig noget!”

En tårer triller ned ad min kind, men jeg tørrer den hurtigt væk, han skal ikke se den.

”Mathias?” lyder det svagt fra mor. Hun lyder usikker.

”Sshh mor, det er okay…”

Jeg ser, hvordan Mathias sender mor et sukkersødt og opmuntrende smil, hvorefter det forvandles til et giftigt udtryk, da han ser på mig igen.

”Hvor har du gemt pengene?” spørger han først meget stille.

Igen ryster jeg på hovedet. Det er nytteløst. Han ved, at jeg ikke har dem, og han ved, at jeg umuligt vil kunne finde det samme beløb oppe under min madras. Med det uhyggelige skær i øjnene, læner han sig helt ned mod mig og åbner munden for at råbe de næste ord ud: ”HVOR FUCK HAR DU GJORT AF PENGENE?”

Jeg svarer ikke, hvorfor skulle jeg?

Lussingen overrasker mig, selvom jeg inderst inde godt vidste, at den var på vej. Men alligevel falder jeg ned på gulvet med mit fedtede hår, der falder ind foran øjnene og dækker ansigtet til.

”Svar mig!” nærmest skriger han, hvorefter han stikker ansigtet helt hen til mig og næsten sukkersødt hvisker: ”så er du sød.”

Hans pludselige skift i toneleje får mig til at fare sammen, så jeg trækker mig bagud og banker hårdt armen ind i køkkenskabet, så jeg får albuestød. Denne gang kan jeg ikke tilbageholde et udbrud af smerte, men jeg når ikke og sunde mig, før Mathias har grebet fat i min overarm og har løftet mig op og stå. Kun for at give mig en ny lussing, så jeg snurrer rundt og må gribe fat i bordkanten.

Mit hoved er sænket og vejrtrækning er hivende, mens jeg fremstammer det eneste ord, som jeg kan komme i tanke om: ”V-væk.”

”Hvad fuck sagde du, din lille tyvetøs?” spytter han samtidig med, at han griber fat i mit hår og trækker mit hoved bagover.

”D-de er v-væk,” hulker jeg forsvarsløst.

Han stikker sit fjæs helt hen til mit, mens et tilfredsstillende smil breder sig henover hans ansigt.

”De er væk? Det kan vi ikke have vel?” begynder han pædagogisk.

Det lyner i hans øjne, da han atter løfter hånden for at slå mig. Jeg ser væk. Men hånden falder aldrig. Forsigtigt ser jeg op. Mor står med sine spinkle fingre knuget om Mathias’ arm og holder den knyttede næve tilbage.

”Så er det nok… Væk er væk… Vi må bare klare os, som vi altid gør,” hvisler hun. Det sidste mere ynkeligt og træt, end hun ellers plejer.

Mathias nikker og vender derefter ryggen til mig. Jeg bliver bare stående med værkende lemmer og en hylende hovedpine.

Mor ser på mig med tomme øjne og nedadrettede mundvige: ”Gå ud og vask dig… Og gå derefter direkte i seng… Jeg vil ikke se dig foreløbig.”

Jeg halter lidt, da jeg går. Men mit sårede hjerte gør endnu mere ondt end de fysiske skader. Det er ikke første gang, at Mathias har tæsket mig, men det er første gang, at mor har ladet det stå på så længe. Jeg tør slet ikke tænke tanken, at hun måske ikke stopper Mathias næste gang, at hun bare lader ham slå løs, indtil jeg ikke længere trækker vejret. Det vil give hende et mindre problem at slås med i hvert fald.

Ude på badeværelset kan jeg se mit ansigt i det revnede spejl. Huden er helt rød og hævet, mens gyldne og mørke plamager begynder at sprede sig som blomster springer ud om sommeren. Meget forsigtigt rører jeg ved huden. Smerten får mig til at spjætte. Han har gjort langt mere skade, end jeg havde troet.

Det tager mig tid at vaske mig, men det er også fordi, at jeg vasker det fedtede hår. Jeg føler mig utrolig beskidt. Mest på grund af de mange ord, som Mathias kaldte mig, og ikke så meget fordi, at jeg rent faktisk har været ude hele dagen i mudder og regnvejr.

Inden jeg går ovenpå, lister jeg ind i stuen og tager endnu et fyrfadslys. Mit hjerte begynder at pumpe højlydt, da jeg kan høre mors gråd i køkkenet og Mathias, der trøstende taler til hende. Jeg har ikke lyst til at høre de ord, som kommer ud af hans mund. Hurtigt, men med sammenbidte kæber, løber jeg ovenpå og ind på mit værelse. Da døren smækkes i bag mig, lader jeg mig selv glide ned på gulvet, så min bagdel rammer det kolde gulv.

Her, på gulvet, lader jeg mig selv bryde sammen. Det er ikke en hysterisk gråd, men en opgivende stille gråd. Jeg kan virkelig ikke se, hvordan jeg skal få et liv ud af det her helvede.

Mine fingre knuger om fyrfadslyset. Det tager mig lidt tid, men til sidst kravler jeg over til min lille stjernestage, hvor jeg tænder lyset. Varmen og farven gør mig helt træt indeni. Jeg kunne skubbe den hen til tapetet og lade den æde sig op af væggene, men jeg kan ikke få mig selv til det. Også selvom det ville give mig en form for frihed. Men det er en anderledes og dyster form for frihed, en jeg ikke ønsker. I hvert fald ikke nu.

Jeg griber ud efter den ene af mine tegnebøger og bladrer op på en af de mange tegninger af en ansigtsløs mand, som kunne være min far. Måske jeg en dag vil møde ham. Måske han vil komme og redde mig fra helvedesilden. Måske jeg en dag kan slippe for at se de blå mærker og føle andet end smerte i min krop. Måske jeg kan blive glad en dag.

Jeg håber det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...