En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1216Visninger
AA

10. Mødet

Matt sniger sig hen ad gangene. Han benytter de knapt så oplyste gange og bevæger sig tæt ved muren. De havde delt sig for bedre, at kunne finde bytte. Gangen han gik på var mørkere end de andre og der var slet ingen mennesker. Det undrer ham, for på de andre gange havde han flere gange været nødt til at krybe i skjul for tjenestefolk, der kom løbende forbi. Han ser sig omkring. Lyden fra festen genlyder gennem de mange gange og giver et svagt ekko. 

For enden af gangen er en sort dør. Hans instinkt fortæller, at han bør holde sig væk derfra. Men lyden af skridt får ham til at løbe hen til døren og træde ind i mørket. Det lys der kort lyser ind inden han lukker den efter sig, fortæller ham, at han er på en lang gang uden fakler. Lyden af skridt kommer tættere på.

Han bliver nødt til at fortsætte, hvis han ikke vil opdages. Med den ene hånd på væggen, begynder han at gå længere ind i mørket. Han når lige at gå rundt om et sving, da lyset strømmer ind bag ham. Lyden af en dør der lukkes vidner om, at han ikke er alene i mørket.

Det ser ikke ud til, at personen har en fakkel, for gangen er stadigvæk mørk. Hans eneste chance er at blive stående og vente på, at personen er gået forbi. Han lægger den ene hånd om sværdet og sørger for, at det ikke støder imod væggen. Personen nærmer sig med lette skridt, men der er ikke noget, der fortæller om det er en mand eller kvinde.

Det føles som et let vindpust, da personen går forbi. Vejrtrækningen fra den anden person er dæmpet men træt. En skøn duft af havet strømmer imod ham. I mørket rynker han det ene bryn. Havet? Han har kun én gang været ved havet, og det er for mange år siden. Havet er langt væk herfra, så hvordan kan en person dufte af havet?

Nysgerrigheden tager over. Mørket der er hans dække og samtidig medsammensvoren, leder ham hen til en dør, der står på klem. Han hører lyden af knitrende ild og en person der bevæger sig. Mørket ude på gangen giver ham mulighed for, at se ind i rummet, uden at personen derinde kan se ham. Selvom han ved, at han afviger fra det egentlige mål, kan han ikke lade være. Nysgerrigheden er for stærk.

Forsigtigt og lydløst stiller han sig så langt væk fra døren han kan komme, men stadigvæk så tæt på, at han kan se ind. Blodet flyder fra hans ansigt. Inde i rummet er kvinden i sort. Heksen. Hun står ved kaminen og ser ind i ilden. Han skal til at gå, det her er blevet alt for farligt. Men kvinden løfter sine behandskede hænder op til sløret foran ansigtet og tager det af. 

Matt kan stadigvæk ikke se hendes ansigt, da hun står med ryggen til. Han må undertrykke et gisp, da hun tager sløret omkring håret af. Det lange hvide hår falder ned langs ryggen, det nærmest lyser op. Kvinden kører en hånd gennem håret og ryster det lidt. Matt kan dufte den ejendommelige duft havet har helt ude på gangen, og han må støtte sig opad væggen for ikke at falde. Nu tager hun de sorte handsker af og hvide silkelignende hænder kommer til syne. Huden ser så blød og perfekt ud, at han har lyst til at brase ind i rummet bare for røre. 

Hun vender sig væk fra kaminen og med ansigtet ud mod ham. Han synker sammen på gulvet. Det måtte have givet en skurende lyd, men det lod ikke til, at hun hørte det. Hans øjne fæstner sig på kvindens smukke ansigt. De krystalblå øjne der er omkranset af lange sorte vipper. De lyserøde læber, der får ham til at tænke på sommer og rødmende æblekinder. Hendes hvide hud skinner i skæret fra kaminen, men det er også som om der er noget der pulserer under hendes hud. 

Han er så betaget af hendes ansigt, at det først går op for ham, hvad hun gør, da hun allerede er i gang. Hendes finger starter med den øverste knap ved halsen og er allerede ved den næste knap. Han kan ikke andet end at stirre. Hun knapper den næste knap op og det øverste af hendes bryster kommer til syne. En rumlende lyd undslipper hans sammenpressede læber. 

Han når ikke at registrere, hvad der sker før hans krop er blevet trukket ind i rummet med en ukendt kraft, og han ligger på alle fire.

                                                                             ***

I det samme hun hørte lyden, vidste hun, at der var en ude på gangen. Instinktivt havde hun slynget en stråle ud efter personen og trukket ham eller hende ind i rummet. Hun konstaterer at det er en mand. Det lange mørke hår er faldet forover og hun kan se, at det er en mand i pænt tøj. Frygten rammer hende med det samme, hvis denne mand er en af de højere herre, kan hun meget vel blive straffet. Hun ser på ham med store øjne.

Mandens hænder er knyttet foran ham, da hun ser nærmere er de fyldt med ar. Det undrer hende. De pæne herre har ingen ar, det er kun fattige eller arbejdende mennesker der har det. Så denne mand er ikke en pæn herre. Hun kan ikke være sikker, men hvad skulle en pæn herre lave uden for hendes værelse. Endnu en frygtelig tanke slår ned i hende. Han har set, hvordan hun ser ud. 

"Hvem er du?" Hendes stemme er fast, men hun føler sig slet ikke sikker. 

Den fremmed rømmer sig. Han kan stadigvæk ikke løfte hovedet, da hun har ham fanget med sin magi, men tale kan han.

"Matthew. Mit navn er Matthew."

Matthew? Hun kender ingen høje herre med et navn som det. 

"Hvor bor du?"

Endnu engang rømmer han sig. Er han usikker?

"Jeg bor ingen steder og alle steder." 

Så han er altså en af de fattige, tænker hun. Hun spærrer øjnene op.

"Er du en tyv?"

Han siger ikke noget, så hun ved, at hun har ramt plet.

"Jeg ved godt, at jeg ikke er nogen høj herre, men jeg er en overlever..." Han trækker vejret dybt inden han fortsætter, "Jeg ved godt, at jeg har overtrådt grænsen, men vil De lade mig se Deres ansigt endnu engang, inden De overgiver mig?"

Hun får en underlig fornemmelse. Han tiltalte hende med De, ingen tiltaler hende med De. Hun slipper taget i ham og kan se, hvordan han ånder ud, da magien slipper sit tag. Langsomt løfter han ansigtet. Hans charmerende ansigt bliver fyldt med et betaget blik, da hun møder hans øjne. Det er det samme ansigt, som Gustav også har. Matthews ansigt er bare fyldt med noget mere. 

Hun lægger hovedet på skrå. "Du synes ikke jeg er grim?"

Hendes spørgsmål, giver ham et vantro udtryk og en masse ord falder ud af munden på ham. 

"Grim? Nej, De er gudesmuk. Jeg kunne se på Dem hele dagen og stadigvæk være betaget af Deres skønhed."

Hun er overrasket. Hele sit liv, har hun set sig selv som grim. Den eneste grund til Gustavs ansigtsudtryk er på grund af hans barnesind og ikke fordi hun er smuk. Men Matthews ærlige udtryk får hende på andre tanker. Hans blik falder længere ned og hun opdager rødmende, at hendes kjole er åben. Hun dækker sig med hænderne og vender ryggen til Matthew.

Hun høre ham rejse sig. "De skal ikke dække dem til. De har ikke noget at skjule." 

Han tager fejl, hvis hun går rundt uden slør, vil folk se hun er anderledes. Her på slottet, kan hun i det mindste skjule sit tårevæddede ansigt bag sløret. 

"Du behøver ikke tiltale mig med De, det er jeg ikke værd."

"Der tager De fejl. Men det vil være mig en ære, hvis jeg må tiltale dem ved navn."

Hun drejer hovedet, så hun kan se ham over skulderen. Han står oprejst med et skridt frem mod hende. 

"Jeg hedder Maggie."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...