En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1233Visninger
AA

11. Længsel

"Maggie..."

Han skal til at sige hendes navn engang til, da en høj insisterende lyd fra et horn kommer fra slottet. Han ved med det samme, hvad hornet betyder. Deres tyvetogt er blevet opdaget. Maggie løfter hovedet og går så hen til kaminen. Hun gnider tommel- og pege finger mod hinanden og kaster noget ind i flammerne. Inde i ilden kommer en lille skærm frem, det ligner et spejl. 

Matt gisper. Inde i spejlet kan han se vagter, der løber hen til et af værelserne. Billedet skifter og viser nu et stort værelse. Inde i værelset står en kvinde i fine klæder og peger på en åben kiste, hvor alt indholdet er blevet rodet igennem. Han kan se deres læber, der bevæger sig, men ingen lyd når ham.

"Er det dine medsammensvorne, der har stjålet fra Lady Helena?"

Maggie ser ikke på ham men ind i flammerne. Hendes tonefald er neutralt og ikke dømmende. For første gang i sit liv, vil han ønske, at hans levebrød ikke gjaldt tyveri. Han føler, at han skuffer Maggie. 

"Vi har ikke noget valg, på den måde overlever vi."

Hun siger ikke noget, stirrer blot ind i flammerne. Han kan forestille sig, hvordan flammerne giver genskær i hendes krystaløjne og hvordan den blege hud lyser op.

"Du må hellere gå, hvis de ikke finder det stjålne, henter de måske mig."

Han har ikke lyst til at gå. Maggie sænker hovedet og vender sig langsomt om mod ham.

"Du må aldrig fortælle nogen, at du har set mig." Hendes stemme er blevet en anelse hæs.

"Du kan aldrig komme her igen, og du må aldrig prøve at kontakte mig." 

Hvordan kan hun gøre det mod ham? Han har lige mødt hende og har ikke lyst til at skilles fra hende. Der er noget over hende, som han ikke kan slippe.

"Lov mig, at du aldrig vil opsøge mig igen." Hendes stemme dirrer.

Han har lyst til at sig nej, men han er ikke sikker på om hun kan slette hans hukommelse. Hvis han lover hende det, kan han i det mindste huske hende.

"Jeg..." 

Den lille klokke ringer og afbryder ham. Hun sukker, knipser med fingrene og en grå tåge omslutter ham.

                     ***

Hun havde ikke slettet hans hukommelse, blot transporteret ham uden for slottets arealer. Forundret havde han stået og stirret op mod slottet.

Nu, flere dage efter, sidder han inde på kroen med et krus øl i hånden og stirrer ind i flammerne. Håret er sat op i en halv hestehale, så noget af det stadigvæk hænger. De er ikke blevet afsløret og smykkerne er for længst blevet smeltet om og enten brugt eller gemt. Hans trang til at se Maggie er uudholdig og de andre kan mærke hans utålmodighed, hvilket driver dem til vanvid. 

"Opsøg hende nu bare!" udbryder Zandra. 

Matt løfter blikket og ser spørgende over mod hende. Han løfter det ene øjenbryn, så hun irriteret sætter den ene hånd på hoften og spidser munden som kun Zandra kan.

"Ja, den eneste grund til, at en mand kan være så utålmodig, må være på grund af en kvinde. Så nu siger jeg det engang til: Tag. Hen. Til. Hende!"

Han sukker, "Hun sagde, jeg ikke måtte opsøge hende igen."

"Sig mig, har du grød i hovedet? Hvornår lytter du til nogen? Tag da for helvede hen til hende! Hun brænder sikkert lige så meget for at se dig."

Zandra ruller med øjnene. Cley, der sliber sine knive begynder at klukle, "Hun har fat i noget." 

Matt ser over mod Morgan, der bare nikker samtykkende. Han kører hånden henover ansigtet og rejser sig så. Han kan nærmest høre sukket fra sine venner, da han forlader kroen.

Turen op til slottet er let og med hans evner er det ikke særlig svært. Den kongelige have er altid åben, så han kommer nemt ind. Derfra bliver det lidt sværere. Han må snige sig ind gennem køkkenet og stoppe op flere gange for de løbende tjenestepiger. Flere gange må han hoppe om bag en statue og holde vejret for de vagter, der patruljere i korridorende. 

Først da han lukker den sorte dør og er tilbage i den mørke gang, slapper han af. Denne gang bevæger han sig hurtigere gennem gangen og er lige ved at gå forbi døren. Ingen lys slipper ud, det er kun fordi hans hånd glider henover væggen, at han opdager døren. 

Skal han gå ind? Mon hun vil blive sur? Han er ikke sikker, men nu er han kommet så langt. Døren glider op og endnu et mørke møder ham. Hun er der ikke. Skuffet træder han ind og må føle sig frem. Han ved ikke om hun har nogen former for optænding eller om det hele foregår med magi, så han sætter sig på sengen. Måske det er dumt det han har gang i. Han når ikke at tænke tanken, da han kan se lys ude på gangen.

Han ser hende, før hun ser ham. Hun har fjernet sløret fra ansigtet og håret, så hendes mælkehvide hud er som en stjerne i mørket. Han er først klar over, at han ligger på gulvet, da hun har tændt alt lyset. Hendes magi er stærk og pulserende, men med en svag duft af havet. 

"Matthew..."

Hendes stemme er silkeblød og åndeløs. Straks hun har sagt hans navn, slipper hendes magi taget i ham. Han rejser sig op og ser undskyldende ned på hende.

"Jeg måtte se dig igen." Han sender hende et smil, "og så nåede jeg heller ikke, at afgive mit løfte."

Hun smiler forsigtigt til ham, "det er ikke klogt af dig, at være her. Hvis du bliver opdaget, kan det give store konsekvenser. Ikke kun for dig, men også for mig."

Han undrer sig, "hvad mener du?"

Hun ryster på hovedet og trækker sig væk fra ham. Af ren og skært instinkt griber han ud efter hendes bare håndled. Det giver et gib i hende og det slår ham, at hun ikke er vant til berøring. Der er altid et lag stof mellem hende og et andet menneske. 

     ***

Hans varme hånd, der er lukket sammen om hendes håndled er stor og giver hende en mærkelig fornemmelse i brystet. Hun kan ikke huske, hvornår hun sidst har rørt et andet menneske eller bare følt en andens hud mod sin. 

"Undskyld... Jeg er godt klar over, at du ikke er vant til berøring, men du må ikke trække dig væk fra mig."

Hun tøver og bliver så stående. Det føles så mærkeligt, men det føles endnu mere mærkeligt og tomt, da han slipper hende og lader hånden falde ned langs siden. 

"Må jeg... Må jeg prøve?" 

Spørgsmålet er det første hun har spurgt et andet menneske om i flere år. Hun tør ikke håbe, men da Matthew begynder at grine, løsner den lille knude sig i brystet. 

"Det vil kun glæde mig."

Han står afventende. Hun har ingen ide om, hvordan hun skal gribe det an, så han tager forsigtigt fat i hendes hånd og løfter den til sin kind. Varmen fra kinden er voldsom mod hendes lille hånd, men den er også behagelig. Opmuntret af hans smil, løfter hun den frie hånd og lader fingrene kører henover hans ansigt. Udforsker panden, derefter kinderne, ned til munden og længere ned til hagen. 

Han slipper hendes hånd og lader hende fortsætte udforskningen. Med begge hænder bevæger hun sig ned langs hans hals, hvor hun kan mærke de ru skægstubbe mod sine håndflader. Da hun kommer til skjortens udskæring stopper hun usikkert op. Matt klukker og knapper skjorten helt op. Hun ser forbavset på ham, men han bliver ved med at sende hende opmuntrende smil, så hun fortsætter.

Han har hår på brystet, hvilket fascinerer hende, for hun er selv hårløs. Hendes hænder standser ovenover hjertet, der banker lige så hurtigt og i takt med hendes eget. Hun dvæler et øjeblik og lader så hænderne falde ned. 

         ***

Han havde hele tiden holdt øje med hendes ansigt, mens hun havde udforsket den øverste del af hans krop. Set, hvordan hun indprintede hver en muskel og følelse ind i hukommelsen. Hans åndedræt er tungt ligesom hendes.

"Vil du... Vil du også prøve?"

Han stivner. Han havde ikke forventet, at hun vil have ham til at gøre det samme ved hende. Det havde været helt okay med ham, men hun er så ... uskyldig. 

"Er du sikker?" Spørger han.

Hun nikker.

Han tøver et øjeblik, men træder så tættere på og løfter begge hænder. Først skubber han noget af det hvide hår om bag hendes ene øre, hvorefter han lader fingrene glide henover hendes bløde hud. Hun skælver lidt ved berøringen, men det ser ikke ud til, at hun fortryder. Han kører fingeren ned over næseryggen og ned til hendes mund. Hendes læber er lidt adskilte og han mærker hendes varme ånde mod fingeren. Hun lukker øjnene. 

Han fortsætter ned til hendes kjolekrave og stopper så op. Hun overrasker ham ved at knappe kjolen op, hele vejen ned til maven, så en revne ind til hendes bare hud er åbnet. Han tilbageholder åndedrættet, men ved hendes opmuntrende, lille, forsigtige smil fortsætter han. 

Hans fingre glider ned langs halsen og ned gennem kavalergangen og ned til lige under brysterne, her stopper han op. Han flytter ikke hånden, men lader den hvile mod hendes bløde og varme hud. Hendes øjne er lukket igen, så han kan studere hendes ansigt. Hans øjne dvæler ved hendes lyserøde læber. Uden at tænke tanken til ende, flytter han hånden om til hendes lænd og den anden op til hendes kind og trækker hende ind til sig.

Hun gisper, men kæmper ikke imod. Han ser hendes dybt i øjnene mens han bøjer hovedet længere ind mod hendes. Få centimeter fra at deres læber mødes, stopper han op. Deres varme ånde blandes og han kan smage den søde havduft på tungen. Hendes krystalklare øjne er fyldt med noget udefinerbart, men samtidig fyldt med en tillid. En tillid til ham. Han kysser hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...