En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1256Visninger
AA

58. Lad os tage af sted

Jeg fugter kluden lidt, inden jeg lægger den på mors varme pande. Hun er altid så bleg her i mørket, der kun er lidt oplyst af nattelampen. Men hvis jeg åbner for gardinerne, så gør det ondt, siger hun. Lugten af sved og indelukkethed er jeg ved at være vant til efterhånden, og det er kun de små duftelys, som gør det udholdeligt.

Mor lukker øjnene og trækker ansigtet sammen i en grimasse, som jeg har set så tit. De tynde streger, der minder om fuger i den glatte hud er tegnet på, at hun gennem de sidste ti år er ældet, men ellers ligner hun sig selv. Det er en hel anden sag med far, der lige nu sidder nede i stuen foran fjernsynet med sin øl. Han er ældet udenpå og har ikke på noget tidspunkt ændret adfærd omkring sit sind. Mor derimod virker så ung og skrøbelig i forhold til monstret nedenunder.

Forsigtigt lader jeg mine fingre ae hendes tørre hud på kinden, hvorefter jeg rejser mig langsomt fra sengen, så den knirker svagt af de rustne fjedre.

"Jeg må smutte nu, mor."

Der er ingen reaktion fra kvinden i sengen. Men jeg ved, at hun kan høre mig, så det gør ikke så ondt i brystet længere. Det er ikke fordi, at hun ikke vil tale, jeg tror bare, at hun efterhånden har givet op på verden.

På tæer går jeg ud af rummet og ud i den smalle gang, hvor jeg et kort øjeblik bare står og trækker vejret. Min hånd glider gennem det filtrede mørke hår, som godt kunne trænge til en klipning, men det må vente, til jeg er kommet hjem fra arbejde. Med et kort blik på det gamle armbåndsur, indser jeg, at jeg har travlt. Hurtigt skråner jeg hen til det lille hjørneværelse, der altid har været mit hellige sted udover lunden i skoven. Men det er efterhånden en evighed siden, at jeg sidst har været derude. Så nu er det kun værelset, der er mit tilflugtssted.

Inde på værelset skifter jeg hurtigt til den første uniform, der hænger på krogen og sætter håret op i en hestehale, så jeg ser knap så pjusket ud. Med en hurtig hånd, prøver jeg at klappe lidt farve ind kinderne, så jeg ser lidt mere levende ud. Normale piger vil nok have brugt makeup til at skjule den blege og fedtede hud, men makeup har jeg aldrig haft råd til, så jeg må gå med det naturlige udseende.

Jeg løber ned ad trappen og ud i køkkenet, hvor jeg griber et lettere rynket æble og en øl i køleskabet. Med æblet stoppet i den ene lomme af nederdelen og den nu opknappede øl i den anden hånd, går jeg ind i stuen til far. Hans svedige hud glinser på grund af de svage solstråler, der kommer ind gennem persiennerne, mens stanken af mand og hørm dominerer i rummet. Jeg stiller forsigtigt øllen på det lille bord ved siden af ham og vender mig så rundt for at gå ud i gangen igen.

"Hvor skal du hen?" spørger han, men har stadig fjæset vendt mod fjernsynet.

Med en dyb vejrtrækning svarer jeg: "På arbejde."

Han grynter til svar, og jeg tager det som et tegn på, at jeg godt må gå. Nogle gange kan jeg dog ikke være helt sikker, så jeg kan ikke helt lade være med at holde vejret indtil jeg faktisk er nået udenfor i forårsvejret.

Jeg ser igen ned på uret og må gispe, da jeg ser, hvor lidt tid, jeg har til at nå ind til midtbyen. Med et stramt ansigtsudtryk, trækker jeg den gamle cykel frem og træder op på den for derefter at sætte farten hastigt op.

Inde i byen er der lidt mere trafik, men det er stadigvæk ikke nok til, at man vil kalde den lille by for en storby. Og det kan også mærkes i forhold til indbyggerne. Der er flere gamle mennesker, end der er unge. Jeg sukker og trækker ind til siden og hopper af cyklen for at låse den og sætte den opad væggen, hvorefter jeg går ind.

Stedet er en lille cafe, hvor jeg står bag disken og betjener de få kunder, der nu engang dukker op. Det betyder så også, at lønnen ikke er særlig høj. Så efter det her job, fortsætter jeg hen på hjørnet af gaden og må trække i heldragten, hvorefter jeg kører rundt med en kollega og leverer varer til forskellige steder i byen. Et trættende og hårdt arbejde.

Mmh har du set Marvin på det seneste?”

Stemmen kommer fra køkkenet, hvor to af mine kollegaer lige nu holder ”pause”. Jeg plejer normalt ikke at tale med dem. Eller, det er mere dem, som ikke vil tale med mig, men da de nævner Marvin, kan jeg ikke lade være med at spidse ørerne.

Ham fra Mikkelsen huset? Nej, det har jeg ikke… Hvorfor?”

Jeg bukker mig ned for at tømme skraldespanden, mens alt min opmærksomhed er rettet mod de to stemmer.

Han er blevet ret lækker, synes du ikke?”

Tjo… Men er han ikke sammen med… Du ved… Julie.”

Deres stemmer dæmpes endnu mere, så jeg må holde vejret for at kunne høre de næste ord.

Er hun ikke bare hans stalker?

Jeg bider mig lidt i kinden, så smagen af blod lægger sig på tungen og giver mig kvalme.

Det tror jeg ikke… Hun følges altid med ham hjem efter skole… Og han lader ikke til at være generet af det.

Der lyder et fnys efterfulgt af en svag ironisk latter: ”Men tror du ikke bare, at han gør det af medlidenhed? Du ved jo, at hendes familie er ret fucked… Og nu er hun heller ikke den mest attraktive tøs i byen… Jeg tvivler på, at hun i det hele taget ved, hvad makeup og mode er.

Min hånd knuger om knuden på skraldeposen, hvorefter jeg retter mig op i et ryk. En af de få kunder, der sidder ved disken, ser dovent på mig og drejer så sin opmærksom tilbage på kagen foran sig. Jeg presser læberne sammen og løfter hovedet, hvorefter jeg går hen mod døren ind til køkkenet. Lige idet jeg åbner døren, slapper jeg af i ansigtet og får stablet et smil på læberne.

”Hey, min vagt er snart ovre, så en af jer må hellere tage over derinde.”

De to piger stivner på stedet, da jeg skubber døren op. Jeg kan næsten se, hvordan frygten for, at jeg hørte dem, sidder i halsen på dem. Den ene nikker og går med hurtige små skridt forbi mig og ud i selve cafeen, så jeg står tilbage med den anden.

”Er der noget galt?” spørger jeg og går hen til køkkenskraldespanden for at hive posen op og binde knuden.

”Nej, skulle der da være det?”

Jeg løfter det ene bryn, hvorefter jeg ser mig halvt over skulderen: ”Du virker bare så tavs pludselig… Som om, at du har fået noget surt galt i halsen.”

Hendes snappen efter vejret, får mig til at smile lidt bredere.

”Det- Det har jeg ikke… Jeg har bare ikke noget at sige.”

Jeg nikker tankefuldt og vender mig så væk fra hende for at gå ud af bagdøren til den lille gyde bag cafeen med den store container til skraldet.

”Så siger vi det.”

Da døren lukker sig i bag mig, lukker jeg øjnene kort, før jeg går hen til containeren. Da jeg har skaffet mig af med skraldet, lader jeg min hånd søge ned i den ene lomme for at gribe fat om den lille sten. Den er stadigvæk kold, som da jeg fik den første gang.

Ved tanken om Linus kan jeg ikke helt holde et lille halvkvalt grin inde, selvom tristheden ikke kan forsvinde fra mit ansigt. Jeg ved godt, at han aldrig har været en fe, og at alle historierne var nogen han fortalte for at gøre mig glad. Han gav mig chancen for at glemme den grumme verden, hvor lys tit bliver kvalt af mørket.

Mit smil falmer, og jeg kan ikke helt undertrykke knuden i mit bryst. Jeg husker stadigvæk den dag i skoven, hvor han gav mig stenen. Det var sidste gang, at jeg så ham, før han forsvandt. Han drog ud af byen for at finde noget, som han ikke kunne opnå her i byen. Inderst inde gør det stadigvæk lidt ondt, at han kunne forlade mig så let. Og jeg ville ønske, at han havde taget mig med. Frelst mig fra mine lænker derhjemme. Men igen, hvis han havde taget mig med, så ville jeg nok ende med at have været en byrde for ham. Og jeg ville forlade Marvin.

Marvin…

Mine kinder bliver lettere hede ved tanken om den mand, som jeg beundrer så meget. Han ser mig ikke som skidt eller som en stalker. For ham er jeg Julie. Den pige, som skal blive den perfekte kvinde.

Hver dag efter mit leveringsarbejde, går jeg over til hans hus for at modtage oplæring af hans mor, så jeg en dag kan træde i hendes fodspor og overtage de pligter, som hun efterlader. Og når timen er forbi, så får jeg lov til at sidde og se på Marvin, der altid løser svære opgaver, der for mig virker som et fremmed sprog. Og når mørket falder på, så vil han følge mig ud af døren og sige farvel og måske rose mig for mit hårde arbejde.

Ved den tanke begynder mit hjerte at pumpe hurtigere, og jeg kan ikke stoppe med at smile. Jeg slipper taget om stenen og vender mig rundt for at gå indenfor igen, så jeg kan afslutte vagten.

 

***

”Tak for i dag, Julie!”

Min kollega vinker til mig, hvorefter han sætter varevognen i gear og efterlader mig i vejkanten. Jeg må tage nogle dybe indåndinger for at slappe af. I dag har været en hård dag, og jeg kan ikke helt lade være med at være træt ved tanken om, at jeg endnu ikke kan komme hjem i seng.

”Men det er alt sammen for Marvin,” mumler jeg med et svagt smil på læben, hvorefter jeg sætter kursen mod det store hus, jeg efterhånden er blevet så vant til.

Men da jeg næsten er henne ved den mekaniske port, træder en person ud. Jeg genkender ham med det samme og jeg må snappe efter vejret for at undertrykke suget i maven.

Marvins høje slanke krop, der er blevet opmærksomhed for mange af de jævnaldrende piger, er ikke til at tage fejl af. Han drejer hovedet mod mig, og det er som om, at han har ventet på mig. Med en underlig fornemmelse i maven, går jeg hen mod ham. Jeg kan se den begyndende utålmodighed i de skarpe øjne, så jeg sætter farten op. Da jeg stopper op foran ham, ser jeg til sidst op med et spørgende udtryk uden at sige noget.

”Jeg kan ikke holde det ud længere,” mumler han med sin stemme, der er blevet meget dybere.

”Hvad mener du?” spørger jeg og lader min hånd gribe fat om min overarm for at give mig selv lidt mere selvtillid.

Han ser undersøgende på mig, som om han vil bruge mig til et af sine matematiske forsøg.

”Stedet her… Atmosfæren. Jeg vil væk herfra – Ind til storbyen, hvor mine evner kan være til nytte… Men jeg kan ikke gøre det selv, jeg skal bruge en til at tage sig af de huslige pligter, så jeg kan arbejde uden at skulle bekymre mig om så trivielle problemer.”

Jeg taber underkæben lidt, men er ikke helt sikker på, hvad det er, som han siger.

”Tag med mig Julie… Så kan du blive den perfekte kvinde.”

Han ser på mig med det skarpe blik, som jeg er faldet for gang på gang, og jeg kan ikke gøre andet end at nikke. Smilet på hans læber virker ægte og er et af de sjældne, som han kun viser til mig.

”Godt så… Tag direkte hjem og pak dine ting, så kommer jeg og henter dig om to timer.”

Det får mig til at blinke flere gange i streg: ”Men, hvor skal vi bo? Det- Vi kan ikke bare tage til storbyen uden at have et sted at bo… Kan vi?”

Han drejer hovedet og ser væk, mens han taler: ”Det har jeg styr på… Pak du bare dine ting… Tag så lidt med som overhovedet muligt.”

Jeg skal til at spørge om noget, men indser, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal spørge om. I stedet klapper jeg kæben sammen og nikker i stedet for, mens en boblende fornemmelse er ved at samle sig i mit bryst.

Jeg skal flytte sammen med Marvin.

”Vi ses om to timer,” smiler jeg og snurrer rundt, så jeg kan løbe tilbage til cafeen, hvor min cykel stadigvæk holder. Jeg skynder mig mere, end jeg måske burde have behøvet. Men lige nu, er jeg ved at få mig selv til at fatte, at jeg faktisk løber væk sammen med Marvin. At jeg ikke skal se på fars fede korpus længere, at jeg ikke skal græde ved mors side, at jeg er fri.

Jeg sætter farten op.

***

Derhjemme åbner jeg døren forsigtigt, så jeg ikke skaber for meget opmærksomhed omkring mig selv. Men da jeg sætter foden på det nederste trappetrin, kan jeg mærke hans tilstedeværelse lige bag mig. Lugten af øl og sved vælter over mig, som en kvælende tåge.

”Hvor skal du hen med den mistænksomme attitude?” brummer han.

Hele min krop er stivnet, for jeg kender alt for godt det humør, som han er i lige nu. Hvis jeg ikke træder varsomt, så kan det gå hen og blive meget ubehageligt.

”Svar mig!”

Hans greb om min arm er voldsomt og ikke spor blidt. Med en hurtig bevægelse får han snurret mig rundt, men jeg mister balancen og hamrer ind i væggen, hvorefter jeg glider ned på gulvet.

”Jeg er ikke mistænksom,” gisper jeg såret.

”Jo du er så! Du stinker af det!”

Jeg mærker hans fede fingre omkring min hage, hvorefter han skubber mit hoved bagover, så jeg ser lige ind i hans mange dobbelthager.

”Du har det udtryk, som din mor altid havde, da hun var ude på ulykker.”

Med et ryk, får jeg kæmpet mig fri og op at stå. Men jeg bliver ikke inden for hans rækkevidde. I stedet drejer jeg rundt på hælen for at styrte op ad trappen.

”Din lille horeunge! Kom herned!”

Jeg griber fat om gelænderet og lader min krop styrte fremad mod det lille hjørneværelse. De tunge skridt bag mig er langsomme, men jeg er ikke i tvivl om, at hvis han får fat i mig, så er løbet kørt. Hurtigt vælter jeg ind mod døren og får den skubbet op, hvorefter jeg snurrer rundt og smækker den hårdt i, så jeg kan slå slåen for.

Lyden af fars krop mod den tynde dør, får det til at gibbe i mig. Han river i håndtaget, så det vipper op og ned gentagende gange med en sådan kraft, at jeg et øjeblik er bange for, at han river det af.

”Åben op for farmand din lille kælling… Far skal lærer dig manere…”

Jeg sluger spyttet, mens mine fingre klemmer hårdt omkring stenen i lommen. Det her er ikke godt. Hvis han ikke bliver rolig inden længe, vil jeg ikke kunne mødes med Marvin. Jeg vil ikke kunne blive fri.

”Det skal være løgn,” mumler jeg og ser på det vippende håndtag og dørkarmen, hvor pusset giver efter.

”Han skal ikke styre mig… Han skal ikke stoppe mig…”

Jeg gentager ordene, mens jeg griber fat i den eneste taske, som jeg ejer, hvorefter jeg propper tøj og få værdigenstande i. Under sengen hiver jeg æsken med alle mine hårdt tjente penge frem, hvorefter jeg putter den ned i tasken til de andre ting.

Det lader til, at far er blevet mere rolig i mellemtiden. Han puster og stønner stadigvæk på den anden side af døren, men slet ikke med samme intensitet som før. Jeg trækker vejret dybt. Og det er med et lettelsens suk, at jeg lukker øjnene, da jeg endelig hører hans skridt, der forsvinder.

Uroen sidder stadigvæk groet fast i mig, da jeg åbner døren, men den er også blandet med en følelse af spænding. Jeg lister mig frem til soveværelset, hvor jeg forsigtigt åbner døren.

Mor ligger som altid i sengen med et stirrende blik mod loftet. Hendes glasagtige hud virker endnu mere skrøbelig end den plejer, men det tomme blik er det samme.

”Jeg tager af sted nu, mor.”

Min stemme er lav, da jeg sætter mig ned på hug ved siden af sengen. Jeg ved ikke, hvad jeg forventer af hende. I de sidste ti år, har jeg været mere som en barnepige for hende, end hun har været en mor for mig.

”Du vil nok aldrig se mig igen…”

Jeg føler mig overraskende afklaret, selvom det er farvel nu.

”I skal ikke lede efter mig… Ikke, at jeg tror I vil.”

Mit blik sænkes, da jeg siger det næste: ”Far skal nok klare sig… Det bliver han nødt til… Men jeg kan ikke blive her.”

Forsigtigt rejser jeg mig op og vender ryggen til hende.

”Jeg havde håbet, at du en dag ville rejse dig fra sengen og sige, at det hele er okay…”

Mit smil på læberne er fyldt med de forgange års smerte og sorg.

”Men jeg ved nu, at det har været for meget at håbe på.”

Jeg åbner døren, men før jeg går ud, ser jeg mig kort over skulderen. Ikke for at sige de ord, der lægger mig på læben, ord som ”jeg elsker dig” og ”farvel, men for at sende hende det sidste smil, som hun nok nogensinde vil se.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...