En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1234Visninger
AA

29. Kapitel 6

Med en klump i halsen vender jeg ryggen til klippen. Så mit blik er vendt mod mørket, som mit lys ikke kan nå. Jeg er i tvivl om, hvad jeg nu bør gøre. Tegningen på klippen har taget toppen af mit mod, og jeg føler mig på en måde i vildrede. Jeg føler mig uvelkommen i skoven, men jeg kan ikke forlade den uden at have fundet Didde. Forsigtigt og med en klump i halsen sætter jeg den ene fod foran den anden og bevæger mig dybere ind i mørket mellem træerne.

Græshoppernes syngende symfoni i mørket og mærkværdige dyrs lyde kribler ind under huden på mig, så jeg flere gange må se mig over skulderen for at tjekke, at der ikke står nogen bag mig. Jeg stopper op et øjeblik for at gnide mig over brystet med en rystende hånd, hvorefter jeg begynder at gå igen. Der lyder hviskende stemmer til højre for mig. Hurtigt og med hjertet i halsen løber jeg imod stemmerne, så træernes lavt hængende grene griber fat i mit hår og taske, men jeg fortsætter ufortrødent. 

Endnu engang intensiveres de hviskende stemmer, jo tættere jeg kommer på. Men jeg kan stadigvæk ikke se nogen, selvom jeg holder mit lys højt hævet. Det høje græs skjuler den knudrede skovbund, så jeg ser ikke stuben, før jeg ligger på jorden. Mit lys går ud, da jeg prøver at tage fra med hænderne, så jeg ligger på jorden i komplet mørke omringet af træer og skovens lyde. 

Holder øje... Holder øje... Altid... Altid...

Panisk ruller jeg rundt på jorden, da de hviskende stemmer er helt tæt på, men da jeg endelig får tændt mit lys, er der ikke skyggen af nogen. Febrilsk lader jeg hånden kører frem og tilbage mellem træerne foran mig, men der er ikke nogen. Jeg synker en spytklat, mens jeg prøver at tage mig sammen til at rejse mig op igen. Min tunge føles opsvulmet, og jeg kan fornemme paranoiaen, der lurer i baghovedet. Med blikket rettet mod træerne, kommer jeg op at stå. 

Min balance er en smule forstyret, så jeg må gribe ud efter et træ, da jeg er ved at vakle. Den våde væske føles varm og klæberig mod min hud. Lyset i min hånd lyser uhyggeligt op, nu hvor den er dækket af væsken, så jeg bliver nødt til at slukke for lyset, så jeg kan nærstudere væsken. Jeg behøver kun at kaste et blik på håndfladen for derefter at vende blikket mod træstammen.

Løb!

Den hvide bark lyser op i skæret fra mit lys og gør derfor den blodige skrift tydelig. Mit hjerte springer et slag over, da mine øjne ser ordet. Jeg kan ikke andet end at gispe, da jeg hører et vindpust bag mig. På stedet snurrer jeg rundt, så mit lys endnu engang oplyser de nærmeste træer og deres skygger. Ud af øjenkrogen og den yderste kant synes jeg, at jeg kan se en høj skikkelse. Jeg justerer lyset, hvorefter jeg ser den ansigtsløse skikkelse stirrer på mig. Men kun et kort øjeblik da mine øjne begynder at svie og mit hoved føles tungt og snurrende. 

Febrilsk tager jeg mig til hovedet og slukker dermed lyset. Det hjælper ikke, så jeg vender mig om og begynder at løbe. Efter at jeg løber hovedkuls ind i en busk og endnu engang vælter om på jorden, tænder jeg mit lys, kun for at opdage, at the Slender man, står på den anden side af busken.

Jeg kan ikke holde ud at se på ham i for lang tid, så jeg slukker hurtigt lyset igen, mens jeg begynder at kravle henover jorden. Væk fra ham. Væk fra det ansigtsløse væsen. Væk fra den sviende smerte i hovedet. Jeg hører endnu engang de hviskende børne stemmer, der nu lyder mere som små skrig, der råber det samme ord igen og igen.

NEJ! NEJ! NEJ! NEJ! NEJ!

En dyb indånding giver mig styrken til at komme op og stå igen. Tøvende løfter jeg hånden op foran mig og tænder lyset. Der står ikke nogen foran mig. Noget siger mig, at jeg bør kigge mig over skulderen, men jeg tør ikke. I stedet begynder jeg atter at gå - Dog en smule hurtigere end normal gang. Jeg ser mig til siderne og frygter hele tiden, at se en høj skikkelse blandt træerne, der bare har hovedet vendt mod mig uden at have et ansigt.

Jeg begynder at løbe hurtigere og dybere ind i skovens mørke. Noget griber fat i mig, og jeg slår febrilsk ud med armene, hvorefter jeg indser, at det er en gren og ikke en hånd. Pustende bryder jeg gennem en gruppe af træer og ender ude i en lysning, hvor en stor søjle er rejst. Mine ben ryster under mig, da jeg forsigtigt nærmer mig søjlen, der tydeligt er udsmykket med hieroglyffer og gamle kunstneriske tegninger fra oldtiden.

Mine fødder knuser de nedfaldne blade, men jeg stopper ikke op. Jeg ved, at jeg skal fortsætte, og at jeg ikke må stå stille for længe. Mine hænder lyser op, så jeg kan se bogstaverne, der er tegnet op med blod.

 Følger efter!

 Et koldt vindpust får mit hår til at flyve ind foran ansigtet, mens en kriblende fornemmelse bevæger sig ned ad mine arme. Der lyder gråd gennem skoven - mere som om skoven græder og ikke et lille barn. Lyset flakker frem og tilbage, da jeg prøver at skelne skyggerne fra hinanden. Langsomt vender jeg mig rundt med skræmte øjne og munden halvt åben. 

Væsenet står lige bag mig. De lange tentakler bevæger sig som slanger, mens de griber ud efter mig. De føles ikke som fysisk kød og blod men mere som om, at de ved hjælp af tanker trækker mig længere ind i the Slender Man's favn. Jeg prøver at støde fra med fødderne, men det er umuligt. Jeg kan kun stirrer op i det hvide ansigt, der slet ikke er et ansigt, og skrige af smerte, da det føles som om, at mit sind splintres i tusinde stykker.

Smerten holder først op, da jeg er blevet trukket helt med ind i væsenet's favn, og alt omkring mig bliver mørkt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...