En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1227Visninger
AA

28. Kapitel 5

Træerne lukker sig hurtigt bag mig, så jeg står i mørket kun med lyset fra mine hænder til at oplyse vejen foran mig. Grenene under mig knækker, når jeg træder på dem og bladende visler, hver gang jeg går tæt forbi. Stemningen i skoven er trist og mørk. Der er ingen fugle der synger solen farvel, da den glider længere ned i horisonten eller nogle smådyr, der bevæger sig rundt i buskadset. Skoven er stille, det er som om, at den holder vejret i spænding, som om den ved, at der vil ske et eller andet.

Jeg fugter mine læber med tungen og tørrer en lille svedperle væk fra panden, mens jeg fortsætter længere ind i skoven. Mit åndedræt er hurtigt, og jeg må flere gange holde små pauser for at trække vejret ordentligt, men den paranoide fornemmelse af at blive betragtet har sneget sig ind på mig bagfra, så jeg hele tiden ser ud til siden. Desværre rækker mit lys ikke langt nok til, at jeg kan se om, der er en eller anden i blandt træerne, der betragter mig. Det er skræmmende, og jeg har hele tiden lyst til at vende om, men jeg vil ikke gå herfra uden Didde.

Min krop stivner, da jeg hører noget pusle i buskadset et sted til højre for mig. Jeg kan ikke se andet end en busk, der umuligt kan gemme et fuldvoksent menneske eller for den sags skyld The Slender Man. Men det forhindrer ikke de små hår på min krop i at rejse sig eller mine hænder i at ryste. Jeg flytter vægten fra den ene fod til den anden og nærmer mig forsigtigt busken med hjertet, der pumper hurtigere og hurtigere for hvert skridt, jeg nærmer mig. Luften omkring mig tættes og føles trykkende som en tyk dyne, der langsomt kvæler mig. 

Jeg er helt henne ved busken nu, så jeg med den ene hånd kan skubbe nogle af grenene og bladene til side. Mit gisp bliver blandet med væsenets skrig, da det springer frem i mod mig, så jeg vælter ned på jorden. Væsenets blodrøde øjne stirrer tomt på mig, mens den skiller sine læber ad i endnu et skrig, der gnaver sig helt ind til mine knogler. Selve væsenet er ikke større end et barn, men den er dækket af sort slimet hår, der stritter ud til alle sider og dækker den ellers nøgne krop. De trekantede ører er vendt fremad, så den minder lidt om en flagermus, selvom jeg godt ved, hvad det i virkeligheden er for et væsen, der står foran mig.

En Mare.

En Mare er et væsen fra den mørke del af fantasien, men fordi den også er en del af væsenerne, der bor i den lyse del, så kan den rejse frit mellem de to verdener. Den foretrækker at leve i mørkets skjul og kommer kun frem, når dens offer sover, så den kan kravle op på brystkassen og skabe onde drømme og derved suge næring ud af sine ofre. 

Jeg har aldrig set en Mare, men jeg har fået fortalt om dem, og jeg ved, at selvom den kun kan suge næring fra en, når man sover, så kan den også såre en, når man er vågen. Væsenet flytter sig ud til den ene side og skal til at kaste sig frem mod mig, da den pludselig stopper op, og dens skrig bliver erstattet med en anden form for lyd, der får mig til at spærre øjnene op af rædsel. 

Som en erfaren skygge i natten kryber den væk fra mit lys og væk fra det, der åbenbart har skræmt den. Jeg havde ikke hørt det første gang, men Maren har også store ører, så det undrer mig ikke, at den har kunnet opfange en lyd, som jeg ikke har kunnet. Jeg når lige at tage en dyb indånding, da mine ører fanger lyden, der skræmte Maren væk. 

En hvisken...

Jeg kommer op og stå og vender mig hurtigt om efter lyden af den hviskende stemme, der kommer fra den modsatte retning, af den jeg er gået. Det er ikke til at tage fejl af. Stemmen tilhører en pige. Jeg løfter hånden, så mit lys kan sprede sig mere, men jeg kan stadigvæk ikke se noget. Min mave snører sig sammen, så jeg får en sur smag på tungen, men jeg bliver nødt til at finde ud af, hvem den hviskende stemme tilhører. 

Et skridt nærmere.

Min vejrtrækning kommer stødvis og er meget larmende i den stille skov. Jeg går rundt om en klynge af træer og kommer nærmere den hviskende stemme, men jeg kan ikke tyde ordene. Da jeg er kommet om på den anden side, ser jeg en lille klippeformation på størrelse med et mindre hus. Forsigtigt går jeg rundt om klippen. Den hviskende stemme intensiveres men er stadigvæk umulig at forstå.

"Hallo."

I det samme jeg har åbnet munden for at lade mine ord blive til tale i stedet for tanker, stopper den hviskende stemme og bliver erstattet af en dræbende stilhed. Jeg synker en gang inden jeg går rundt om klippen for at opdage, at der ikke er nogen. Mit blik glider henover terrænet, men der er ikke nogen. Jeg skal til at gå, da jeg ud af øjenkrogen opdager noget på klippen.

Forsigtigt nærmer jeg mig med hånden hævet, så jeg kan se bedre. Min frie hånd lægger sig over min mund for at dæmpe det lille gisp, der var på vej op gennem min hals. På klippen er der tegnet en lille børnehavestegning af en høj sort tændstik mand uden ansigt, hvor der ved siden af står:

Holder altid øje

Min hånd glider henover tegningen, og jeg opdager at malingen stadigvæk er våd. Lyset oplyser min håndflade, der er blevet farvet mørkerød af blod, så jeg et øjeblik bare stirrer skiftevis mellem min håndflade og tegningen. Budskabet er tydeligt. Jeg er ikke alene i skoven, og den person, der altid holder øje, er The Slender Man.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...