En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1260Visninger
AA

27. Kapitel 4

Jeg pakker en lille taske med det mest nødvendige: Et tæppe, nogle flasker med vand og en pose med brød bagt af elver, der mætter mere end et helt måltid gør. Min mave vrider sig en smule, men jeg har bestemt, at jeg vil finde Didde for enhver pris. Det er måske dumt at tage ud i skoven alene, men jeg vil ikke være afhængig af andre eller sætte en anden persons liv i fare. Alle er bange, hvilket jeg også er. Det er kun naturligt, men jeg er klar over, at den frygt som pumper rundt inde i min krop bliver meget værre, når jeg først er ankommet til skoven. Uden tvivl om det.

Kaeleb, en kentaur, venter på mig inde i byen. Han var en af de første, der tilbød at ride mig ud til udkanten af skoven. En elegant gestus fra en kentaur, der ellers sjældent lader nogen ride på dem, da de er meget stolte væsener. Men hele episoden med The Slender Man har påvirket alle, og jeg har på fornemmelse, at der ikke er nogen der forventer min hjemkost, så de ser det måske som en måde at sige farvel til mig på en pæn måde. 

Jeg har beholdt korsettet på og er iført et par mørke bukser, der sidder tæt til kroppen, men er meget smidige, så jeg har fri bevægelsesmulighed. Som sko har jeg valgt mine brune vandrestøvler, hvori jeg har gemt en lille kniv, der nok kun kan bruges til at dræbe kaniner med men ikke et eller andet mørkt væsen. Jeg hanker op i rygsækken og overvejer et øjeblik at flette mit hår, men beslutter i stedet for at tage et bånd med, så jeg kan gøre det senere, hvis det bliver nødvendigt.

Mine blå øjne søger mod himlen, hvor solen hænger lavt mellem skyerne og giver horisonten et rødligt skær - Ganske smukt og et syn jeg vil gemme og tage frem i de mørke timer. Flere af byens beboer har samlet sig i midten af byen og venter alle på, at jeg ankommer. Kaeleb står majestætisk lidt ud til den ene side, og får øje på mig lang tid før de andre. Han løfter han hånd til hilsen, hvilket jeg besvarer med et respektfuldt nik. 

Mængden spreder sig for mig som et stykke træ, der bliver delt i to. Deres blikke er triste og sørgmodige, og jeg har på fornemmelse, at det samme udtryk spejler sig i mit ansigt. Jeg fortryder ikke. Et løfte er et løfte, og jeg holder altid mine løfter. Jeg er helt henne ved Kaeleb nu.

"Er du klar?"

Hans stemme er sprød, og en behagelig duft af mos hænger omkring ham. Jeg nikker til svar, hvorefter han vender siden til, så jeg kan træde op på den lille spand og derefter svinge benet over, så jeg sidder bag ham. Han venter til jeg sidder ordentligt, hvorefter han begynder at skridte ud af byen med blikket vendt ligefrem.

"Læg dine arme omkring mig, så du ikke falder af."

Igen taler han med den sprøde stemme, og nu hvor jeg er tættere på ham, så er jeg nærmest indhyllet i duften af mos. Mine arme lægger sig forsigtigt omkring hans liv, da jeg er en lille smule usikker på, hvordan jeg skal gebærde mig. Men da han ikke ser ud til at protestere, slapper jeg en lille smule mere af. Da vi kommer til udkanten af byen sætter Kaeleb farten op, og jeg må stramme mit greb omkring ham for ikke at falde af.

Selvom jeg har boet her i et stykke tid, så har jeg aldrig været så tæt på skoven før som nu, da det er det eneste, der lægger før bjergene, der skiller lys og mørke. Maren har altid beskrevet skoven som et tomt sted. Det er ikke fordi, at der ikke er noget liv der, for det er der skam. Der er bare ikke nogen væsener, der bor i skoven, da den er så tæt på bjerget. Jeg kan begynde at skelne de hvide træstammer fra hinanden, og inden længe er vi fremme.

Forsigtig glider jeg ned fra hans ryg og lander på jorden med et lille bump. Mine øjne mødes med Kaeleb's brune, men jeg kan ikke se andet i dem end respekt og sorg.

"Du er modig..."

Han stopper sin sætning, da han åbenbart ikke er helt sikker på, hvordan han skal ende den. I stedet skraber han lidt i jorden og vender sig om, så han har front mod byen, men stadigvæk siden til mig. Min ene hånd knuger om stroppen til min rygsæk, da han drejer hovedet, så vores øjne mødes igen.

"Held og lykke."

Intet andet. Jeg stirrer på den lille sky af sand og jord, der bliver båret væk af vinden bag ham, da han sætter i fuld galop tilbage til byen. Et vindpust kommer bagfra, så mit hår liver blæst fremad og ind foran mit ansigt, så jeg et øjeblik bliver blændet af de mørke hårstå. Langsomt vender jeg mig om, så jeg står med ansigtet mod skoven, som om det er den, der er min fjende. Jeg løfter mine hænder, hvorefter jeg mærker den lille summende vibration, der altid kommer, når jeg bruger mit lys. 

Det blå lys lyser op som en lommelygte og giver mig en lille mulighed for at se, hvad der gemmer sig mellem de nærmeste træer men heller ikke mere. Jeg tager en dyb indånding og sætter den ene fod foran den anden, hvorefter jeg træder ind i skoven i min søgen efter den forsvundne pige, der er blevet taget af The Slender Man.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...