En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1234Visninger
AA

26. Kapitel 3

Jeg får den i en flad kasse en uge efter. Maren har brugt de fleste af de mørke nætter på at få den syet og tilpasset, så den vil sidde perfekt, mens hun samtidig holder et vågent øje med alle hendes "børn". Hele byen summer af nervøsitet, og der er ikke den samme frihed og glæde, som der plejer at være. Jeg kan se det i deres øjne, men også føle det mod min hud som små sandkorn, der klistrer sig fast og klør.

De ser også underligt på mig, da jeg går med den flade pakke mellem hænderne. Maren havde sendt mig hjem til mig selv, hvor jeg skal prøve den på, da hun ikke er sikker på, at hun vil se mit ansigtsudtryk, når jeg ser den. Det gør mig en smule nervøs men også nysgerrig. Den eneste person der rigtig har givet mig gaver er Maren og så nogle af de andre "børn", men det er altid noget specielt, når jeg får en gave af Maren.

Det er lettere at undgå de stirrende blikke fra de andre landsbyboer nu, hvor jeg holder blikket mod kassen og prøver at forestille mig designet. Jeg kan ikke lade være med at ånde lettet op, da jeg endelig er tilbage i min lille træhytte, hvor jeg er fri for de prikkende og bekymrede blikke fra byen. Langsomt og forsigtigt lader jeg mine hænder glider henover kassen låg for til sidst at åbne den med hjertet siddende i halsen. 

Nede i kassen er rigtig nok et korset lignende stykke tøj, der minder om det, de finere damer går med for at få en slankere figur. Men dette korset har fået indgraveret smukke mønstre langs den øverste kant, mens snorene skal bindes foran i stedet for bag på. Jeg krammer let om det bløde læder stof og kan ikke lade være med at smile stort. Maren er genial!

Jeg får hurtigt skiftet og snøret korsettet ind, så det sidder helt perfekt. Det virker måske underligt i en by som denne, men som sagt er det kun byen der er lidt middelalder agtigt. Byens beboer er vidt forskellige. Der findes væsener der kun gør i tøj fra naturen. Væsener der har syntetisk tøj på og andre der har tøj på lavet af metal. Der er så mange forskellige typer, at "middelalder" måske ikke er det rigtige ord. Men alt i alt, så vil jeg ikke falde ud for mængden, da det er helt normalt her at stikke ud.

Mine fingre glider gennem mit mørke hår, i et forsøg på at gøre det lidt mere fyldigt, da jeg er på vej hen til Maren's hus. Jeg kan ikke lade være med at være glad, da jeg virkelig er glad for Maren's gave. Min glæde bliver dog slået i tusinde stykker, da jeg hører et ører sønderrivende kvinde skrig. Jeg sætter i løb, selvom mine muskler føles stive og min krop fuldstændig kold. Skriget kommer fra den østlige del af byen. I nærheden af Maren's hus.

Jeg lukker mine øjne, men må åbne dem igen, da jeg støder ind i byens bager, Thoren, der sender mig et skræmt blik. Vi ser hinanden i øjnene et kort øjeblik, men fortsætter så begge hen mod det sted, hvor en masse mennesker nu har samlet sig. Mit hjerte føles som en ler klump. Kun holdt sammen af væsken i min krop, mens det langsomt smuldre. Store klumper falder af, da jeg ser Maren krummet sammen på jorden med en lille dukke knuget mellem sine hænder og hendes ansigt vendt mod himlen, så hendes røde øjne og tårer er fuldt synlige for alle. Alle kan føle hendes smerte og tage del i den.

"Hvorfor!? ... Hun var kun et barn..."

Hendes stemme knækker over.

"Kun... et barn..."

Jeg ser den lille dukke mellem hendes hænder og genkender den med det samme. Dukkens røde kjole er snavset af jord, men det sorte hår af garn er flettet i to flotte fletninger og en lille halskæde af perler pryder dukkens hals.

Didde. 

Mit blik begynder at flyde ud, da den lille piges ansigt træder frem på mine nethinder, så jeg får endnu sværere ved at holde smerten inde. Jeg skal være stærk for Maren, det bliver jeg nødt til at være. De andre børn skal beskyttes mod The Slender Man, så de har brug for en stærk person. Mine ben mister styrken, så mine knæ knækker sammen under mig, så jeg lander foran Maren med dunk.

"Katina?"

Jeg ser på hendes våde ansigt og mærker selv, hvordan jeg er ved at få våde øjne.

"Den tog hende... Han tog hende... Du må redde hende... Dit lys..."

Hun begynder at lave en hikkende lyd, og må bøje sig forover for ikke at kvæles. Det går op for mig, at hun hulker så meget, at hun ikke længere kan tale. Billeder af Maren's glade ansigt fór forbi min nethinde, og jeg mærker, hvordan min mave trækker sig sammen. Jeg vil have hendes glade ansigt tilbage. Jeg vil finde Didde, og hvis jeg kan sende denne Slender Man tilbage til den mørke del af fantasien, så vil jeg gøre det. Mine læber presser jeg mod Maren's pande, hvorefter jeg hvisker:

"Jeg vil finde hende... Jeg vil gøre alt for at få hende hjem."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...