En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1260Visninger
AA

25. Kapitel 2

Det er en helt almindelig dag. Jeg har været inde hos Maren, der er en dygtig syerske og som elsker at bruge mig som forsøgskanin. Jeg har egentlig ikke noget imod det, da det altid er hyggeligt hos Maren. Hun er byens hønemor, der tager sig af alle. Det var også hende, der tog sig af mig, da jeg ankom til byen. Flere af byens børn og unge bor hos hende. Men selvom jeg for længst er flyttet ud, så kan jeg ikke lade være med at bruge det meste af min tid sammen med Maren og hendes mange "børn". 

"Løft armene lidt højere Katina."

Hendes varme kendetegnene stemme giver mig altid et smil på læben, så jeg kan ikke lade være med at smile, da hun vimser omkring mig med forskellige stykker stof og små nåle. 

"Jeg vil så gerne give dig noget farvet tøj, men sort passer altså bare bedst til dig."

Hun smider det røde stykke stof til siden og hælder i stedet for noget oppe, der kunne minde om noget sort blødt læder. Jeg rækker ud efter læderet og mærker, hvordan det bløde og smidige læder føles lækkert mod mine fingre.

"Vil du lave noget ud af det?"

"Jeps, jeg har en idé oppe i hovedet - Det er godt nok lidt anderledes end noget af det andet, men jeg så en af de finere dame have det på... Og jeg tror, at det vil passe rigtig godt til dig."

Hun sænker læderet og ser mig i stedet for ind i øjnene. Den kvinde er det man vil kalde min mor, og jeg elsker hende virkelig. Hendes blonde hår der altid er sat op i en praktisk knold og de grønbrune øjne, der altid skinner af kærlighed. Jeg vil ikke kunne klare det, hvis jeg ikke skulle se de små rynker, der altid dannes i hendes ansigt, hver gang hun smiler.

"Er du sikker på, at du ikke vil flytte tilbage?"

Hendes stemme er spørgende, og jeg kan tydeligt høre bekymringen. Jeg har hele tiden vidst, at hun ville spørge mig, men jeg har ikke rigtig fået tænkt over det.

"Jeg ved godt, at du kan klare dig selv Katina. Men det gør mig urolig, at du bor selv - Især nu."

Hendes skælver lidt ved det sidste. Jeg er fuldt ud klar over hendes bekymring. Rygterne flyder hurtigt fra by til by, så alle er klar over, at noget fra den mørke del af fantasien har krydset bjerget. Historierne er forskellige, men har dog alle nogle af de samme faktorer. Ud fra beskrivelserne er jeg sikker på, at væsenet, der er kommet over bjerget, er det samme væsen fra troldmandens vindue og mine mareridt. 

Beskrivelserne af den høje tynde skikkelse i et sort jakkesæt uden noget ansigt er de samme. Nogle fortæller endda at væsenet har lange tentakler, som den kan kaste mod sit offer og ved sin blotte berøring få offeret til at glemme alt om sin identitet og glide ind i vanviddet. Rygterne siger, at væsenet udser sig et offer - helst et barn eller ungt menneske - og forfølger denne person i en eller anden form for syg leg. Den vil hele tiden være bagved offeret, og hver gang  offeret ser sig over skulderen, så vil den have teleporteret sig nærmere, så den til sidst står lige bagved offeret, så det sidste ofret ser, er væsenet tomme ansigt. Det siges at ingen af dens ofre har overlevet.

"Jeg skal nok klare mig Maren... Jeg vil hellere have, at du sørger for, at der ikke er nogen af de yngre, der løber rundt udenfor."

Det er måske dumt af mig at afslå, da min skaber har skabt mig som en atten årig, så jeg dermed ikke er for gammel til væsenet. En lille kuldegysning skyder igennem min krop, så hårene på mine arme rejser sig. For at undgå at Maren ser det, krydser jeg armene og sender hende et fortrøstningsfuldt smil.

"Desuden... Så lever Slender Man i mørket."

Jeg smiler stadigvæk betryggende til Maren.

"Og hvis der er nogen her i denne landsby, der kan bekæmpe mørket - Så er det mig."

Maren har stadigvæk den lille bekymrede rynke mellem brynene, men det ser ud til, at hun ikke vil presse mig. I stedet lægger hun sin ene hånd på min kind og giver den et lille klap, hvorefter hun lader hånden falde. 

"Selvfølgelig..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...