En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1243Visninger
AA

24. Kapitel 1

Min verden er meget anderledes end den virkelig verden. Her fortsætter landjorden og havene ud i det uendelige, der er ingen kant eller nogen form for ende. Det er egentlig meget simpelt for fantasien er uendelig og vil aldrig ende på nogen måde. Dog er stedet delt op på en måde, hvis jeg lader mit blik glide ud over det sted, hvor jeg bor, så kan jeg se en lille landsby, der bærer præg af en middelalder by. Det er meget hyggeligt, og der er ikke rigtig nogen i byen med ”særlige” evner.

Hvis jeg flytter blikket lidt, så kan jeg se mit lille træhus tæt ved søen, der hænger sammen med havet, der fortsætter i det uendelige og gemmer på en masse hemmeligheder. Jeg har ikke været her længe nok til at kunne fortælle om præcist, hvilke hemmeligheder havet gemmer på. I selve byen går vi meget op i landbrug og det at hjælpe hinanden, sådan som gode mennesker gør. Der er selvfølgelig også slagsmål og skænderier mellem beboerne, men det er jo kun sundt.

Bag markerne og ude i det fjerne er skoven og bagved den, er bjergene, som er den eneste form for grænse der er i fantasien. Grænsen er ikke en klods eller noget i den stil, det er en grænse mellem den lyse del af fantasien og den mørke del. Der er aldrig nogen der krydser bjergene, da det er bedst sådan. Meget få eventyrer har begivet sig ind i skovene og er påbegyndt en bjergbestigning, men de vender hurtigt tilbage eller finder et nyt eventyr.

Nogle gange når det bliver aften, så kan jeg se lynene, der slår ned på den anden side af bjergene, og hvis jeg virkelig koncentrerer mig, så kan jeg høre den efterfølgende torden. Mørket her er i min del af fantasien er ikke så sort som på den anden side af bjerget, da farverne bare generelt er lysere her. Og hvorfra kan jeg så vide det? Som sagt findes der alle mulige væsener og mennesker i fantasien, der har hver deres attribut.

En troldmand besøgte engang vores lille landsby, hvor han brugte sit besøg på at fortælle historier om fantasien og dets væsener. Jeg var ikke særlig gammel på det tidspunkt – og misforstå mig nu ikke – Vi, der lever i fantasiens verden, er fastfrosset i den krop, som vores skaber har givet os. Vores evner er dem som vores skaber har givet os, og vi er hverken klogere eller dummere end vores skaber har gjort os. Så når jeg siger, at jeg ikke var særlig gammel, så mener jeg, at min skaber lige havde færdiggjort mig.

I starten gælder det selvfølgelig om at finde ud af, hvad og hvem man er, men det går hurtigt. Jeg tror, at jeg var omkring to uger på det tidspunkt, da troldmanden kom til byen. De andre var vildt begejstrede over denne troldmands besøg, da det åbenbart ikke sker særlig tit, at der kommer rejsende langvejs fra.

Men der var jeg så. Næsten hele byen var samlet i byens eneste kro, der slet ikke kan rumme så mange. Mennesker og væsner stod skulder mod skulder og nogle sad endda oven på hinanden, sådan så alle bare kunne få et lille glimt af troldmanden. Jeg kan huske, at jeg sad ovenpå bardisken, så jeg havde et rigtig godt udsyn.

Troldmanden lignede det, som man vil kalde en rigtig troldmand. Hans røde kappe af det fineste silke svøbte om hans tynde krop, og gjorde den hvide fine tynde hud endnu mere bleg. Jeg husker tydeligt den mystik, der hang henover ham, og hvordan hans øjne søgte henover rummet, mens hans tynde læber skiltes for hvert ord han slap ud. Alle i kroen fulgte hans spinkle hænders bevægelser, da han med magi tegnede mønstre i luften og åbnede noget der lignede små vinduer, hvorigennem vi kunne se forskellige væsner og steder i fantasien.

Han viste også et enkelt glimt fra den mørke side. Jeg huske kun mørket og den ubehagelige kriblen ned ad armene, da jeg havde set ind ad vinduet, hvor en høj sort skikkelse bevægede sig mellem de nøgne træer. Troldmanden gjorde det meget klart, at det ikke er meningen, at mørket og lyset skal mødes her i fantasien.

Den dag i dag kan jeg stadigvæk huske fornemmelsen af uhyggen fra vinduet. Og jeg priser mig hver dag lykkelig for, at bjergene skiller det lyse fra det mørke. Det er nu ikke fordi, at jeg er bange for mørket som sådan, men selve følelsen fra de mørke væsner gør mig ubehagelig. De andre i byen synes det er underligt, at jeg ikke frygter mørket, som de gør, men jeg tror det har noget med min evne at gøre. 

Jeg er ikke speciel som troldmanden eller som byens healer, der kan heale alle sår. Min evne er mere basal og gør egentlig ikke så meget ud over at give mig lys i mørket. Når natten falder på, og fantasiens sol går ned, så kan jeg mærke lyset, der kilder i mine fingre og gerne vil slippes ud og fortrænge mørket. Ikke noget specielt. Jeg har tit tænkt, at min skaber ikke har færdiggjort mig, at der er noget der mangler. Men efterhånden som tiden er gået, og der ikke er sket noget, så må min skaber have færdiggjort mig, selvom jeg ikke føler det. 

Det kan være rimelig deprimerende for nogle af væsenerne. Der er en af de unge knægte, der bliver ved med at ændre udseende, fordi hans skaber endnu ikke har færdiggjort ham og bliver ved med at ændre på ham. Så, jeg har lært at være taknemmelig, for den jeg er. Det er måske ikke meget, men det er mig; Katina.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...