En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1225Visninger
AA

46. Kantsten

Jeg mærker mine fødder vakle en smule, da jeg griber ud efter mit glas og bevæger mig gennem mængden af svedende kroppe. Musikken pulserer som en døsig, men vedvarende, godnatsang - selvom det er en rocksang. Mine ben snubler og jeg vender mig rundt med et grin, der fortæller, at jeg er okay, hvorefter jeg fortsætter hen mod døren. Der er ikke nogen, som siger noget til, at jeg åbner hoveddøren og slipper kulden ind. Det er de alt for fulde til. 

Alkoholen har sørget for, at mine kinder er blussede, og at jeg ikke rigtig registrerer den kølige natteluft. Mine sko står inde i bunken med de andre sko, og jeg har ikke orket at finde dem, så jeg vader ud på de fugtige fliser i mine nylonstrømper, der allerede er løbet og afslører min blege hud indenunder. Pinligt.

Jeg fniser og er lige ved at vælte bagover. Men ved at vifte lidt med armene får jeg genvundet balancen, så jeg kan fortsætte min færd. Den orange væske i mit plastikkrus består hovedsageligt af Fanta Exotic og Malibu, og selvom jeg holder kruset langt væk fra næsen, så kan jeg tydeligt dufte den søde kokos. Mine læber er ved at tørre ud, så jeg tager en sip. Jeg har glemt læbepomaden i min jakke, der hænger inde i entreen et eller andet sted.

Da jeg når hen til kantstenen, stopper jeg op. Med hovedet lidt på skrå og et vurderende blik, stirrer jeg ned på den fugtige sten, som lige nu virker utroligt indbydende. Mit fjollede grin virker alt for barnagtigt, da jeg sætter mig ned på den kolde kantsten, så drinken skvulper i kruset. Først sidder jeg og rokker lidt frem og tilbage, indtil jeg sidder ordentligt. For sent kommer jeg i tanke om, at min kjole vil blive våd. Pyt. 

Jeg sukker dybt. Min hjerne er allerede ved at lukke ned, så jeg løfter kruset i en gestus til lygtepælen, risten og postkassen, hvorefter jeg drikker af kruset. Jeg spilder, så jeg må tørre min kind. En smule pinlig berørt indser jeg, at jeg minder om et barn. Et glad barn. 

"Ja, det er jeg jo ikke meget længere," mumler jeg sagte med en lille bedrøvet klang.

I hvert fald ikke ifølge alle mine venner og de voksne. Altså, de rigtig voksne. Dem over tredive år. Jeg sukker tungt og tager endnu en slurk, hvorefter jeg atter skåler med postkassen. Lygtepælen bliver lidt jaloux, så jeg skåler også med den, mens jeg ignorer risten. 

Aften i aften er den sidste fest vi holder, inden vi alle er blevet studenter, hvorefter vi alle bliver spredt. Jeg selv ved ikke, om jeg skal til Odense eller Århus, da jeg ikke rigtig kan bestemme, hvilken uddannelse, jeg skal tage. Min far siger hele tiden, at jeg skal tage en videregående uddannelse efter jeg er blevet student. Men det er lettere sagt end gjort. Det har min mor også forsøgt at forklare ham. Jeg kunne godt bruge et år, hvor jeg bare slapper af.

"Men nu har jeg søgt."

Igen skåler jeg. Det er blevet så let. Man skal bare klikke på nogle knapper og så har man sendt sine ansøgninger af sted. Jeg behøver ikke engang være færdig med min studentereksamen, bare jeg vedhæfter den inden tidsfristen i starten af juli. Hvilket vil sige snart.

Efter sommer håber jeg, at jeg kan finde en lejlighed, men jeg er jo nok lidt sent ude, så der bliver sikkert noget pendlen frem og tilbage. Mit hoved begynder at gøre lidt ondt. En irriterende lyd bliver ved med at genere mig, men da jeg ser om efter den, kan jeg ikke identificere den. Det er først, da jeg løfter kruset op til mine læber, at jeg opdager, at mine tænder klaprer.

Døren går op bag mig, men jeg orker ikke at vende mig rundt. I stedet læner jeg mig lidt forover og lader mine knæ falde til den ene side, så de næsten rører ved asfalten. Kruset er lige ved at glide ud af min hånd.

Jeg forventer halvt om halvt, at personen vil komme hen til mig, men det sker ikke. Med et ucharmeret ansigt, vender jeg overkroppen rundt og læner hovedet bagover og misser med øjnene, som om det skulle hjælpe mig til at se bedre. Personen på trappetrinet er en eller anden mørkhåret fyr, som jeg ikke har set før. Han står og svajer lidt frem og tilbage, og jeg sidder og tænker ved mig selv, at det kunne være sjovt, hvis han faldt. Jeg fniser. 

Det lader faktisk til, at fyren står med lukkede øjne og sover stående. En smule fascineret, kæmper jeg mig vaklende op og stå for at gå hen til ham. Jeg sørger for, at jeg lige kører en finger under hvert øje, så eventuelt mascara klumper bliver fjernet. Han ser ikke tumpet ud. Forsigtigt prikker jeg til ham. Der kommer et grynt fra ham, hvorefter han ser sløret på mig.

"Du er fuld," griner jeg.

Han nikker svagt.

"Kom," insisterer jeg, mens jeg griber fat om hans håndled og trækker ham hen til kantstenen. 

Lidt hurtigt og måske en smule for hårdt, trækker jeg ham med ned og sidde, hvorefter jeg skåler ud i luften. Han ser blot på mig med et træt blik.

"Du er også træt," fniser jeg samtidig med, at jeg blinker til ham. 

Det udløser et suk fra ham. Med mit fjogede smil vender jeg blikket fremad og begynder at stirre på postkassen. Selvfølgelig taber jeg hurtigt den stirre konkurrence. Men det hjælper heller ikke, at fyren ved siden af mig pludselig læner sig op ad mig og begynder at snorke. Først sidder jeg lidt stift af den pludselige varme fra hans krop, men efter lidt tid slapper jeg af. Det føles lidt som om, at lygtepælen og postkassen ser skyldigt på mig, men jeg prøver at vende opmærksomheden mod risten. Den ignorer nu mig. 

Tiden går utrolig langsom, men af en eller anden grund, bliver jeg ved med at have den samme mængde drink i mit krus. Også selvom jeg sipper af det konstant. Med et lille smil ser jeg ned på fyren, der faktisk er lidt tung, og som nu savler ned ad mit ærme. Charmerende. Ikke at jeg skal snakke - Jeg savler selv. Altså, ikke lige nu, men når jeg sover.

Meget forsigtigt løfter jeg min venstre arm, og altså ikke den, som han læner sig op ad, og rører ved hans hår. Det er utrolig blødt og ikke fyldt med voks, så det klistrer. Jeg griner lidt for mig selv, og lader fingrene kører igennem hans hår engang til. Pludselig kommer han med et grynt, hvorefter han sætter sig søvnigt op. Først ser han tomt på mig, men så begynder hans kinder pludseligt at brænde.

Jeg sender ham et fjoget grin med lukkede øjne, men vender så blikket over mod postkassen og griber fat om kruset. Med kruset mod mine læber tømmer jeg resten af indholdet. Fyren ved min side sætter sig ret op, som om han er blevet ædru, men jeg kan ikke rigtig mærke den akavethed, som han åbenbart kan. I stedet sætter jeg kruset hårdt ned mod fliserne, så det sprækker. Et lille hyl af fryd undslipper mine læber, hvorefter jeg læner hovedet bagover og ser op mod himlen.

"Hør du, jeg er sgu ked af-" begynder fyren, men jeg ryster energisk på hovedet.

"Vær ikke det - Det er livet for kort til."

Han sidder med bøjede ben og armene hvilende på lårene. Jeg kan godt lide den måde han sidder på.

"Har du kysset nogen før?" spørger jeg pludseligt og meget impulsivt.

Min hjerne er for længst stukket af og har gravet sig selv ned blandt nogle stedmorblomster.

"Nej," mumler han genert.

"Heller ikke mig," ler jeg, hvorefter jeg ser på ham med hovedet på skrå.

Han ser overrasket på mig: "Virkelig? Du... Ehm-"

"Hvad? Jeg virker som en, der vil hoppe på enhver? Nej du... Jeg er så jomfruelig, at det næsten er pinligt for Jomfru Maria."

Det får ham til at smile, men jeg holder hurtigt en finger op og ser alvorligt på ham: "Altså, ikke for at fornærme den skønne Jomfru - Hun var sikkert skøn og alt det der, men... You get the point, right?"

Han nikker og lader til at slappe lidt af. Nok på grund af min fuldeskabssnak.

"Men vi kunne jo gøre noget ved det," siger jeg tænkende, så jeg lyder mere ædru, hvilket jeg slet ikke er.

"Hvilket?" spørger han.

"Kysset."

Jeg drejer mig om mod ham og ser forventningsfuldt på ham. Det er tydeligt, at han er overrasket, hvilket jeg egentlig også selv er.

"Men... Er du sikker?" mumler han med et flakkende blik.

Mit hoved gør nærmest ondt af at nikke så energisk.

"Ehm okay... Men, jeg har jo ikke prøvet det før... så det er sikkert ikke godt."

"Det er lige meget... Jeg vil bare gerne prøve det," griner jeg og falder ind mod ham, fordi jeg simpelthen ikke kan styre min krop. 

Han griber hurtigt fat i mig og støtter mig, så jeg ikke pludselig vælter ned på asfalten. Vores ansigter er meget tæt på hinanden, og jeg bemærker med det samme, at hans læber er lyseblå af kulden. Det er også her, at jeg bemærker, at han kun er iført en T-shirt og nogle tynde bukser. 

"Det her går ikke," udbryder jeg pludselig, hvorefter jeg ser på ham med store øjne: "Du fryser jo."

Han trækker på skuldrene: "Det gør du også."

Jeg tænker lidt over det, men nikker så: "Okay, du har ret - Kys mig så."

Med lukkede øjne, læner jeg mig frem og spidser munden lidt, sådan som jeg har øvet og set så mange gange på film. Men hans læber rammer ikke mine. Forvirret åbner jeg øjnene.

"Er der noget galt?" spørger jeg.

"Det er forkert det her."

"Hvad?" spørger jeg forundret og en smule forvirret.

"Altså, vi kender jo ikke hinanden."

"Åh," sukker jeg og trækker mig lidt væk. 

Forsigtigt sender jeg postkassen et diskret blik, men så vender jeg mig hurtigt rundt igen mod fyren: "Men så kan vi jo lære hinanden at kende!"

Han ser på mig med et tænkende blik: "Det kan vi vel."

Jeg nikker febrilsk, hvorefter jeg lægger hånden på mit bryst og med et kæmpe smil begynder at fortælle: "Mit navn er Pernille. Jeg er 18 år og bor hjemme endnu. Her inden for nogle få dage skal jeg op til min sidste eksamen; Matematik, hvilket jeg frygter lidt... Men herefter bliver jeg student."

Han ser koncentreret på mig, mens jeg fortæller, og jeg kan ikke lade være med at smile. Det føles rart at tale lidt om mig selv.

"Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal lave efter sommerferien... Men en eller anden form for videregående uddannelse er der nok tale om. I min fritid er jeg bare derhjemme og er doven. Mit arbejde består af at vaske gulvet og tørre borde af på Café Zero, hvilket egentlig er meget fint."

Mine læber begynder at blive tørre, så jeg fugter dem med tungen.

"Udover det, så har jeg en mor, en far og to mindre brødre. Vi har en hund og to katte - Boris, Mis og Kitty... Jeg har ikke kørekort endnu, da pengene ikke har været til det, men jeg håber dog, at jeg snart kan få råd til det... Hmm... Er der mere, som du vil vide?"

Han ryster langsomt på hovedet, som om han tænker meget grundigt over noget. En smule utålmodigt skubber jeg til ham: "Din tur."

"Ja, okay... Uhm... Jeg hedder Jacob og bor sammen med min mor, da begge mine forældre er skilt. Efter sommerferien? Arhg... Tror jeg tager et sabbatår, men er sgu ikke sikker. Uhm..."

Jeg klapper ivrigt i hænderne: "Hvad med din fritid? Dine hobbyer?"

Han blinker lidt med øjnene og ser ud til siden: "Jeg kan godt lide fodbold... Og jeg går selv til det... Æhm... Ellers ikke så meget andet."

"Virkelig?" spørger jeg en smule vantro.

Han nikker.

"Uhm okay... Vil du så kysse mig nu?"

Jeg spidser igen læberne lidt og læner mig frem klar til at blive kysset.

"Det er stadigvæk ikke rigtigt."

"Hvorfor?" spørger jeg, denne gang skuffet.

Han laver en grimasse, men holder så hånden op: "Vent her - Jeg skal lige hente noget."

Før jeg når at svare, er han smuttet indenfor. Mit blik glider nølende over på postkassen, hvorefter jeg slår det ned. Jeg mærker pludselig noget blødt omkring mine skuldre og ser op.

"Du faldt i søvn," griner Jacob.

Han ser godt ud, når han griner.

Jeg ser bare kluntet ud, når jeg griner.

"Åh... Hvor længe har jeg sovet?"

"Nogle minutter tror jeg," svarer han.

"Undskyld," gaber jeg, mens jeg nonchalant prøver at dække min mund med den ene håndflade.

Jeg stikker armene ind i jakken, som Jacob havde ladet dumpe ned over mine bare arme. Den er varm. 

"Skal vi kysse nu?" spørger jeg med et smil.

Han holder noget op foran min næse, som dufter godt.

"Tyggegummi?"

"Jeps... Vi har begge dårlig ånde - Så jeg tror det er bedst med lidt frisk ånde," ler han.

Smilende tager jeg et stykke og nyder straks den forfriskende smag.

"Lad os sige, at hvis der kommer én ud og knækker sig, så kysser jeg dig... Og hvis der kommer en ud og ryger, så kysser du mig," forslår jeg efter et lille stykke tid.

"Hvad hvis der ikke kommer nogen?"

Jeg trækker på skuldrene: "Det ved jeg ikke, hvad synes du?"

Han tygger på tyggegummiet, hvorefter han drejer hovedet om mod mig.

"Jeg synes, at vi bare skal gøre det."

"Nu?"

"Nej senere."

"Åh okay-"

"Nej, selvfølgelig nu."

"Åh," udbryder jeg.

Det går op for mig, at jeg er ved at blive en smule ædru, så mine kinder brænder ikke kun på grund af alkoholen, men også en stærk rødmen.

"Hvordan gør vi?" spørger jeg lidt nervøst.

"Jeg er fyren... Jeg burde kysse dig."

"Okay... Nu?"

"Ja."

"Okay."

Han læner sig frem mod mig. Mine hænder begynder at svede, mens mit hjerte hamrer, som om det er ved at springe ud i favnen på mig. Hans læber er ikke længere blå, men svagt lyserøde. Jeg kan se de små skægstubbe, og jeg har virkelig lyst til at lægge min hånd på hans kind, men jeg tør ikke. Ikke nu, hvor min hjerne er ved at gøre mig opmærksom på, hvad det er, som jeg har gang i. Jeg skal lige til at fortryde, da hans læber rammer mine.

Hele min krop stivner og jeg føler mig virkelig som et bræt et kort øjeblik. Jeg forventer, at han vil trække sig væk hurtigt, men han bliver bare ved med at presse læberne mod mine. Det føles rart og meget intimt. Og anderledes. Og blødt.

Jeg kan godt lide det. 

Han skal til at trække sig væk, men jeg læner mig frem, hvilket får ham til at komme med et lille overrasket udbrud og vores læber skilles. Her opdager jeg, hvor stakåndet vi begge egentlig er. Vi holdte begge to vejret under kysset. Som når man holder vejret under vand.

"Var det okay?" hvisker han spørgende.

Jeg nikker.

"Godt."

Han slikker sine læber og vender sig så rundt, så han sidder med fronten mod postkassen på den anden side af vejen. Jeg studerer ham lidt, men vender så også blikket mod postkassen. Min bagdel er lidt øm af at sidde ovenpå kantstenen, men den brænder ikke ligeså meget, som mine læber. Og den dunker heller ikke så hårdt, som mit hjerte gør lige nu. Efter lidt stilhed vender jeg mig om mod ham.

"Skal vi gøre det igen?"

"Kysse?"

"Ja."

Han ser på mig med røde kinder.

"Okay... Det kan vi godt."

Denne gang læner jeg mig frem og kysser ham. Jeg lader min hånd hvile lige ovenpå hans hjerte, der dunker hårdt mod min håndflade. Kysset varer lidt længere denne her gang. Da jeg trækker mig tilbage, er det min tur til at spørge: "Var det okay?"

Han nikker.

"Godt."

Vi sætter os tilbage med front mod postkassen. Denne gang går der længere tid før vi kysser igen. Men det gør ikke noget. Hvert kys er anderledes fra det første. Vi sidder blot på kantstenen og sunder os for hvert kys, og når den ene er klar igen, så gør vi det engang til. Jeg kigger ikke længere diskret på postkassen, men kun på Jacob. 

Det føles godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...