En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1243Visninger
AA

51. Kald Mig Hjem

Jeg har boet hos dig i nogle dage nu. 

Du har virket fraværende.

Sørgende.

Du ved godt, at jeg ikke bryder mig om at se dig sådan her. Men jeg kan ikke gøre så meget for din sorg og dit tab. Jeg kan kun sidde ved siden af din seng, holde din hånd og ae dig blidt og beroligende, indtil du falder i søvn med salte tårer trillende ned ad dine kinder. 

Det er ikke særlig tit, at du græder. Faktisk har jeg ikke set dig græde rigtigt før nu. Det skræmmer mig lidt. Ligesom dine vredesudbrud, som du lader gå udover alle andre. Det er jo ikke deres skyld.

Jeg prøver at forklare dig det, men du lader ikke til at lytte til mig. 

Noget af det værste er også, at jeg kan se det i dine øjne. Du har sådan et bestemt blik. Vanvid vil nogen sige. Syg af sorg og selvhad vil andre sige. Jeg vil kalde det magtesløshed og fortvivlelse.

Blikket er der nogle gange i flere minutter, mens det andre gange kun kommer i glimt. Jeg bliver bange, når det er der, for på de tidspunkter er du ustabil. Det er også derfor, at jeg bor hos dig nu og følger med dig overalt. Jeg er der for dig, når dine venner, familie og bekendte kommer hen og kondolerer. Det er min hånd, du kan mærke på din skulder. Mit hår du kan dufte. Min ånde du kan se. Jeg er der for dig.

I dag er det en uge siden, at jeg flyttede ind hos dig. Du har valgt at "fejre" det ved at tage ned på den lokale bar. Jeg ser dig iføre din elskede læderjakke, som du så tit har lånt mig, når vi har været i byen, fordi jeg frøs. Ikke fordi, at den tynde læderjakke gav mig så meget varme, det var mere tanken om, at du lånte mig din mest elskede ejendel, som sørgede for at varme mig. 

Jeg følger efter dig ned ad trapperne og ud på gaden. Aften er lun, og der dufter af grilmad fra de mange haver. Du rynker lidt på næsen og fortsætter så mod dit mål. Dine skridt er hurtige, så jeg må småløbe for at holde trit. Naboen nikker en enkelt gang til hilsen, hvilket du ikke engang ser. Med en undskyldende mine vinker jeg tilbage.

Mine fingre er lidt stive, men jeg vil ikke gribe ud efter din hånd. 

Du har blikket i dine øjne.

Vi går ind på baren, hvor du straks bestiller en kold øl. I lang tid stirrer du bare på den gule væske, men til sidst tømmer du så glasset. Jeg vil gerne sige noget til dig, men du virker fraværende. Det er som om, at du er et helt andet sted i dine tanker. Et lille smil lister sig henover dit ansigt, men bliver straks erstattet med den sørgmodige mine. 

Håbet var ellers begyndt at banke i mit bryst.

Du rejser dig lidt efter. Øldunsten generer dig, og du trænger til frisk luft. Sådan har det altid været. Jeg smiler svagt og lader mine fingre strejfe læderjakken. Det får dig til at grynte lidt, hvilket jeg tager som en forbedring i dine reaktioner i forhold til de seneste par dage. 

Turen tilbage til din lejlighed er hurtigt overstået. Det gør mig lidt trist, at vi skal indenfor igen, da vejret udenfor er så godt. Men jeg vil ikke forlade dig. Du har brug for mig. Imens jeg tager mine sko af, slæber du dig ind i soveværelset og smider dig på sengen, så fjedrene knirker. Ved lyden kommer jeg til at tænke på de mange små slåskampe, som vi har haft. Du vandt selvfølgelig altid - andet vil din stolthed ikke kunne klare.

Med tilbageholdt åndedrag lister jeg ind i soveværelset. Gardinerne er stadigvæk trukket for, da du ikke har gidet at trække dem fra i morges. Jeg overvejer at tænde lyset, men lader være. 

Du ligger der bare. Dit ansigt er vendt mod loftet, som om du kan se noget bestemt.

En smule nysgerrigt bevæger jeg mig hen til sengen og lægger mig ned ved siden af dig, så jeg også har vendt ansigtet mod loftet. Det er ikke fordi, at jeg kan se så meget her i mørket. Lidt som i en trance løfter jeg hænderne op foran mit ansigt og spreder fingrene, så den blege håndflade lyser lidt af mørket op. Fra det svage lys i gangen kan jeg skimte indgraveringen i det lille sølvarmbånd om mit håndled: "Lucy"

Jeg smiler lidt, men kommer så i tanke om din sorg. Tøvende sænker jeg hænderne og drejer hovedet om mod dig. Din brystkasse hæver og sænker sig i takt med min hurtige hjerterytme, mens dine svage hulk kan høres i mørket.

"Hvorfor skal det gøre så ondt? Vil det ikke stoppe på et tidspunkt?" spørger du med en hæs stemme.

Jeg tøver lidt, men svarer så: "Måske... Med tiden."

"Det er ikke fair! Jeg-"

Du sætter dig brat op i sengen, hvor du blot bliver siddende med et tomt blik. 

"Jeg skulle have gjort noget... Jeg skulle have stoppet dig," mumler du sagte.

Sukkende sætter jeg mig op ved siden af dig og lægger en hånd på din skulder.

"Det kunne du ikke... Det var ikke meningen."

Du løfter hænderne op til dit hoved og begraver ansigtet i dem: "Jeg skulle aldrig have ladet dig gå... Du- du hørte til her... Jeg-"

"Shh," tysser jeg og aer dig blidt på armen.

Det beroliger dig en smule, men du bliver ved med at tale.

"Jeg værdsatte dig aldrig nok... Du var perfekt... Den eneste ene... Og jeg lod dig gå."

Jeg ryster blidt på hovedet og smiler varmt til dig.

"Hvis bare... Hvis bare jeg ikke havde været så stædig... Så... Så ville du ikke have været nødt til at gå - Du ville aldrig være blevet ramt af den bil... Du ville være her nu... Hos mig."

Du begynder at ryste, så jeg lægger begge mine arme omkring dig og læner min pande ind mod din ryg.

"Shhh... Jeg er her," hvisker jeg blidt.

Dit hjerte banker så hurtigt lige nu, at det næsten gør ondt inde i mig.

"Åh Gud... Jeg elskede dig så forbandet meget..."

Jeg mærker, hvordan mine øjne er ved at løbe i vand.

"Lucy... Hvorfor lod jeg dig gå?"

Jeg holder vejret: "Det gjorde du heller ikke... Jeg var på hjem til dig igen, da bilen ramte mig..."

Din gråd gør det lidt svært for mig at tale.

"Jeg er her for dig, selvom du ikke kan se eller mærke mig... Så er jeg her."

Mit slørede blik gør mig næsten blind: "Du kaldte mig hjem igen... Jeg er hjemme."

Jeg kan kun meget svagt høre dine næste ord.

"Lucy... Hvorfor er du her ikke?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...