En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1260Visninger
AA

42. Kære Dagbog

Mandag aften - 14. januar 2013

 

Kære Dagbog,

Vi fik nye pladser i dag, ikke fordi, at det er noget, som jeg hidser mig særlig meget op over. Det betyder blot, at jeg fik en ny sidemakker. Jeg må indrømme, at jeg dog blev en smule glad for, at det blev Rikke, da hun ikke er ligesom de andre piger. Nej, hun er sød og venlig... Men det er hun overfor alle, så når hun også er det overfor mig, så er det ikke fordi, at jeg er nogen speciel person i hendes øjne. Det overraskede mig en smule, da hun faktisk talte til mig i dag, men så igen... Det var gruppearbejde, så det var måske ikke så overraskende.

Jeg så manden med katten igen i dag. Han sad på bænken ved busstopstedet, hvilket han altid gør. Det lader ikke til, at han faktisk venter på bussen. Måske han er ligesom mig? Jeg overvejede faktisk at gå hen og tale med ham og katten, men jeg turde ikke. Han skal ikke forlade sin bænk, fordi jeg bare kommer og stiller irriterende spørgsmål.

Der er ikke sket så meget i dag udover, at jeg endelig har fået oprettet min facebook profil. Det er måske lidt trist, men der er endnu ikke nogen fra skolen, som har ansøgt mig om venskab. Men jeg lader mig ikke slå ud, det skal nok komme.

- J.

 

Onsdag aften - 16. januar 2013

 

Jeg modtog en venneanmodning i dag! Hun hedder Frederikke og er på min alder. Jeg kender hende ikke, og hun går heller ikke på min skole, men det er jo også lige meget. Vi har allerede skrevet lidt sammen, eller det vil sige, at hun skrev "hej" til mig og spurgte, hvad jeg lavede. Jeg svarede hende så, men hun har ikke skrevet tilbage endnu. Forhåbentlig skriver hun igen.

I dag i skolen spurgte Rikke mig, om jeg vidste, hvem Lars var. Det gør jeg selvfølgelig. Alle kender ham. Det var også derfor, at jeg undrede mig helt vildt over, hvorfor lige Rikke spurgte mig, om jeg ved, hvem han er. Hun uddybede det ikke, da jeg spurgte hende hvorfor, så jeg går ud fra, at det bare vare et pludseligt spørgsmål, som hun slyngede ud.

Måske der vil være endnu en venneanmodning i morgen? Det starter jo ud i de små.

- J.

 

Fredag nat - 18. januar 2013

 

Der er sket noget mærkelig i dag. Dagbog, kan du huske, at jeg skrev det med Rikke, der spurgte, om jeg vidste, hvem Lars er? Jo, i dag skete der det, at jeg sad og spiste min madpakke, hvor både Rikke og Lars kommer ind i klassen i et stort skænderi. De andre og jeg var en smule skræmte, da det er meget usædvanligt, at Rikke bruger sådan nogle grimme ord. Hun begyndte endda at græde. 

Ingen i klassen gik hen for at skille dem ad, der var heller ikke nogen, som prøvede at bryde ind i deres skænderi. Men det er rimelig normalt her på stedet. Hver person sejler i sin egen sø. Det har jeg oplevet flere gange... Og det vil jeg ikke fortælle dig om Dagbog, da jeg helst ikke vil dvæle for meget ved de mørke tider. Men jeg kan sige, at det da er blevet lidt bedre.

Rikke kom ikke tilbage til timen, så jeg sad helt alene. Det var ikke så slemt, da jeg jo er vant til det. Altså at være alene. Men jeg undrede mig dog over, at hendes ting stadigvæk var på hendes plads. Jeg prøvede at spørge nogle af de andre, om de havde set Rikke, men de enten ignorerede mig eller sagde, at jeg ikke skulle blande mig. Så jeg gik fra klassen og efterlod hendes ting. 

Men da jeg gik forbi manden med katten, vendte jeg om. Jeg ved, hvordan det er, at blive såret, så jeg kunne i det mindste prøve at hjælpe. Hendes taske var stadigvæk på hendes plads. Nænsomt pakkede jeg hendes ting sammen og tog tasken over skulderen, hvorefter jeg begyndte at lede efter hende. Det første sted, som slog mig, var pigetoiletterne.

Det viste sig også, at det var dér, hun var.

Hun græd stadigvæk, da jeg satte mig på gulvet foran båsen, som hun havde lukket sig inde i. Der gik lang tid, før jeg fik modet til at sige noget. Men da jeg åbnede min mund, holdt hendes snøften op. Jeg tror, at jeg skræmte hende lidt. Hun ville ikke komme ud, så jeg blev siddende på det kolde gulv og fortalte hende små historier. Ikke noget særligt. Det var historier om manden med katten. Om dengang jeg havde glemt min matematikaflevering, så jeg måtte cykle hele vejen hjem igen... Jeg ved ikke, om det overhovedet hjalp, men pludselig åbnede hun døren. Hendes ansigt var hævet og rødt. Forsigtigt tog hun sin taske, som jeg holdte frem mod hende. Da hun gik, hørte jeg et lille "tak", som stadigvæk ekkoer i mine tanker. Jeg håber, at mine ord på en eller anden måde var med til at trøste hende.

Jeg ville ønske, at der også var nogen, som ville fortælle mig ligegyldige historier engang imellem. Det ville være rart.

-J.

 

Søndag eftermiddag - 20. januar 2013

 

Jeg skrev lidt med Frederikke i går. Hun virker lidt underlig nogle gange... Måske det bare er mig, jeg ved det ikke. Men jeg er i hvert fald glad for, at hun vil skrive til mig. Det er rart. 

Mine tanker har kredset meget omkring Rikke og hendes lille "tak", og jeg har flere gange overvejet at sende hende en anmodning på facebook... Det værste, som der vil kunne ske, ville jo være et afslag, ikk'? Men måske, det hele vil gå ud over hende, hvis hun bliver venner med mig. Det er også derfor, jeg tøver. Men måske jeg bare skal springe ud i det? 

Det er ved spørgsmål som disse, at jeg ville ønske, at du kunne svare igen Dagbog.

- J.

 

Tirsdag eftermiddag - 22. januar 2013

 

Der skete noget mærkelig i dag. Jeg modtog en besked fra en ukendt person, som sagde, at han eller hun synes, jeg så sød ud. Jeg forstår det ikke... Eller, jeg forstår ikke, at der er nogen som vil sende mig sådan en besked, når ingen ud over mine forældre har sagt, at jeg ser sød ud. Selvfølgelig har jeg ikke svaret.

Frederikke lader til at have nogle problemer derhjemme. Hun siger i hvert fald hele tiden, at hun er ked af det. Jeg prøver at hjælpe hende, men det er svært at hjælpe mennesker, som ikke vil tage imod ens hjælp. Jeg kan godt se nu, at hun måske ikke er så sund en ven at have, men jeg vil ikke give hende op. Hun er den første, som faktisk har besvaret mine beskeder, så jeg vil blive ved med at skrive til hende og lytte.

- J.

 

Torsdag aften - 7. februar 2013

 

Undskyld, jeg har ikke fået skrevet meget. Men der er sket så meget... Og jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde. 

Det gør ondt.

Sådan dybt indeni.

Jeg ville ønske, at jeg kunne gå tilbage til smerten, hvor de kun kaldte mig grimme ting... Men det her er for meget.

Det er det dummeste... Jeg var så naiv.

 

Jeg fik en sms. Det var det samme nummer som før. Personen skrev, at han hedder Kenneth, og at han tit havde set mig på skolen. Dette gjorde mig selvfølgelig en smule bange, da jeg for det første ikke kan se, hvorfra han har mit nummer, og at jeg dernæst ikke kender nogen med det navn. Jeg svarede ikke. Men det stoppede ham ikke, han skrev igen. Og det blev ved.

Til sidst svarede jeg. Det skulle jeg ikke have gjort Dagbog! Aldrig! 

Vi begyndte at skrive sammen, og jeg glemte helt Frederikke. Jeg glemte sågar Rikkes gråd på toilettet. Det varmede faktisk indeni, hver gang jeg tænkte på Kenneth, men jeg var også forsigtig. Ser du, når man har brændt fingrene på kogepladen, så gør man det ikke igen... Men nogle gange, så glemmer man, at bradepanden også er varm.

Det gik ret hurtigt. 

En dag ringede han til mig. Jeg tog telefonen med rystende hænder og en svarede med en bævrende stemme. Ja, jeg havde ikke forventet, at han ligefrem ville ringe til mig. Men den Kenneth, som havde sendt søde beskeder til mig, og som jeg langsomt havde følt mig mere og mere tiltrukket af, han viste sig at være en helt anden.

Den dæmpede stemme i telefonen var ikke en drengs eller nogen mands, det var en forvrænget stemme, der lød helt dæmonisk. Jeg blev bange Dagbog. Og det er jeg stadigvæk. Stemmen begyndte at læse noget op, jeg vidste, at han læste noget op, da jeg genkendte ordene. 

Det var mine beskeder. Han læste dem op én efter én. Først de tvivlende og usikre, hvorefter de mere personlige og private kom. Jeg indså da, at han blot havde leget med mig. Han havde leget med mine følelser. Jeg bad ham stoppe, men han blev bare ved. Han læste en besked, hvor jeg fortalte om min drøm om at blive børneforfatter - Han lod ad den drøm. Men det er ikke engang det værste Dagbog... Nej, da han kom til mine beskeder, hvor jeg tilstod, at jeg godt kunne lide ham, selvom vi ikke havde mødtes, da blev jeg nødt til at lægge på. 

Jeg vidste ikke mine levende råd. Hvad skulle jeg gøre? Han virkede som en helt anden person, og da jeg modtog en besked fra ham, læste jeg den ikke engang. Det gjorde ondt indeni. Utrolig ondt. 

Frederikke skrev til mig senere samme dag. Hun spurgte, hvorfor jeg virkede så trist i mine beskeder, og jeg fortalte hende blot, at jeg lige var blevet bedraget. Jeg fik et spørgsmålstegn tilbage fra hende som svar. Men jeg uddybede det ikke. 

I skolen næste dag, sad jeg igen ved siden af Rikke. Hun havde opført sig mærkeligt på det sidste, men jeg gik udfra, at det skyldes skænderiet med Lars. Nogle gange, så virkede det som om, at hun ville fortælle mig noget, eller spørge om et eller andet, men ordene kom aldrig udover hendes læber. 

Jeg gik på toilet i pausen. Da jeg vendte tilbage til klasselokalet, sad nogle af drengene i en gruppe omkring en PC. Det var ikke videre noget usædvanligt, men den pludselige og intense stilhed i klassen, gjorde mig underligt nervøs. Nogle af pigerne fniste, da jeg kom ind igen, hvilket gjorde mig udsat på en eller anden måde. Men det der fik mig til at vende om og styrte ud af klassen, var de ord, som drengen bag PC'en læste. Jeg genkendte hvert et ord.

"Jeg ved godt, at vi aldrig har mødt, men jeg kan virkelig godt lide dig. Dine ord varmer altid mit hjerte, når jeg er trist. Jeg har aldrig følt sådan her før... Har du det også sådan?"

"Mener du det? - Åh! Det gør mig så glad, at du også føler sådan!"

"Jeg ude at handle igår sammen med min mor, og jeg så en dreng, som på en eller anden måde mindede mig om dig, selvom jeg jo ikke har set dig... Er det ikke sjovt?"

"Banker dit hjerte også vildt hurtigt, når du modtager en besked?"

"Jeg tror - Jeg tror, at jeg føler noget for dig..."

Jeg kan blive ved Dagbog... Beskederne er stadigvæk gemt i min telefon, men jeg har ikke nænnet at slette dem. Gør det mig ikke bare til den største hykler?

Selvfølgelig begyndte de at grine ad mig, sådan som de plejer. Bortset fra, at nu gjorde latteren ekstra ondt.

Mine beskeder blev sendt rundt på nettet, og de blev ved med at dukke op over alt. Jeg blev kendt som pigen, der var forelsket i et fantasivæsen. En fyr, der ikke fandtes. De lo ad mig. Deres forvrængede ansigter med hugtænder og brændende øjne, gjorde ondt mod min hud, når de så på mig. Deres ord skar sig ind i mit indre og gjorde mig helt magtesløs. Jeg gjorde det eneste, som jeg kunne komme på.

Pigetoiletterne... Men der var ikke nogen til at samle mine ting op og fortælle små ligegyldige historier.

Jeg kom meget sent hjem den dag. Manden med katten, sad ikke på sin sædvanlige plads, hvilket gjorde mig en smule bekymret... Hvilket var latterligt! Det ved jeg nu.

Men kære Dagbog, jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare mig ud af det her. På facebook ser jeg hele tiden disse sider og beskeder dukke op, hvor mine skrevne ord bliver gjort til grin. Der er få, som synes at de andre opfører sig ledt, men jeg kan ikke se blomsterne, der bliver druknet i skoven af kaktusser.

Måske jeg vil tage i skole i morgen... Jeg ved det ikke... Mor tror, at jeg er meget syg. Hun ved ikke, hvad jeg egentlig fejler... Det har hun aldrig gjort, men det gør ikke noget. Jeg er efterhånden vant til det nu.

Desuden, så kan jeg altid slukke computeren ikke sandt?

- J.

 

Fredag aften - 8. februar 2013

 

Det ukendte nummer, blev ved med at ringe til mig i går. Men jeg tog den ikke. Jeg tør ikke. De hårde ord vil på et eller andet tidspunkt ramme mig, det er jeg sikker på.

Frederikke skrev også i går. Selvom hun også har problemer, så lader det til, at hun også er opmærksom på mine problemer. Det gør mig glad. Men hendes beskeder er stadigvæk mærkelige nogle gange.

- J.

 

Mandag nat - 11. februar 2013

 

Jeg kan ikke mere! Det var slemt i dag! Rigtig slemt! Jeg ved ikke... Det var kun fordi, at mor var hjemme i dag, at jeg ikke turde hente en kniv i køkkenet. Og nu er jeg egentlig glad for det. Men jeg vil gerne have dem til at stoppe. Min mobil vibrerer hele tiden nu, mens de hadefulde og grove beskeder tikker ind. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg pludselig er blevet alles mål. Hvad har jeg gjort?

I dag... I dag slog de mig.

Nogle af de slemme piger. De har altid været efter mig. Kaldt mig grimme ting. Men det gør de også ved andre. De er bare ekstra hårde ved mig. Lederen som er kendt som Barbie, på grund af hendes perfekte ansigt og barbie lignende udseende, havde sammen med sine piger trængt mig op i hjørnet ude på pigetoilettet.

Den ene startede med at læse en af mine beskeder op.

Jeg er ikke sikker, men jeg tror ikke, at Barbie brød sig meget om det, der stod i min besked. Hvorfor? Det ved jeg ikke. Jeg ved kun, at jeg havde svært ved at gå bagefter, og at det gjorde ondt flere steder på kroppen. Det gør det stadigvæk. Du ved, sådan rigtig ondt, men det er intet i sammenligning med de følelser, som er indeni mig nu.

Men det kender du vel ikke til? Du er jo kun en bog... Papir... Tyndt og skrøbeligt papir. 

Frederikke spurgte mig, om jeg var okay. Jeg havde ikke engang skrevet til hende, at der var sket noget i dag... Hun vidste det bare. 

Det er underligt, men det er vist bare sådan, hun er.

- J.

 

Tirsdag aften - 12. februar 2013

 

Nogle af drengene har fundet ud af, at jeg har en facebookprofil. Det har betydet, at de har sendt mig en masse anmodninger, hvori de erklærer sin kærlighed til mig. 

Jeg forstår ikke, hvorfor de vil gøre noget så ledt? 

Er jeg virkelig så slemt et menneske, siden alle skal være sådan?

 

Jeg gik hen til manden med katten i dag. Vi talte ikke. Der skete ikke noget interessant, udover at min mobil igen ringede. Han var der bare sammen med sin kat. Til sidst gik jeg hjem. 

Da jeg åbnede min computer, var det første jeg så, en hjemmeside med et billede af mig, hvor der stod en masse personlige oplysninger. Men det var ikke det, som fik mig til at bryde sammen. Hjemmesiden skulle forestille en datingprofil, hvor redigerede billeder af mig blev fremstillet på en så grotesk måde, at jeg fik helt kvalme. Der stod oplysninger, som mit telefonnummer og adresse. Profilteksten fremstillede mig som en... Jeg kan ikke engang skrive det til dig Dagbog... Ordet er for grimt for mig. 

Det værste af det hele er, at hjemmesiden har været der et stykke tid. Flere vægopslag fra fremmede mennesker, der tilbyder sig selv til seksuelle ydelser og kommer med klamme hentydninger.

Men ved du hvad det mest uhyggelige er? Jeg genkendte et af brugernavnene... Kenneth. 

Bortset fra, at han her ikke er den søde fyr, som skrev til mig, men at han her praler med, at han har været sammen med mig, og at jeg helt klart var de penge værd. 

Det er så ondt.

Så forkert.

Hvorfor?

Jeg falder fra hinanden Dagbog... Måske jeg ikke vågner i morgen... Jeg håber det lidt.

- J.

 

Onsdag eftermiddag - 13. februar 2013

 

Jeg forstår bedre folks opførsel nu. 

De fnisende piger og de sleske drenge. Alle og én, har de set hjemmesiden. Og ikke én, har fortalt mig det. 

Jeg er åbenbart blevet deres klovn. Den person, som de alle kan kaste med skrald efter, så de på en eller anden måde kan bekræfte sig selv i, at de i det mindste ikke har det lige så slemt som mig. Jeg ville ikke have noget imod det, hvis det ikke var fordi, at det gjorde så ondt indeni.

- J.

 

Torsdag aften - 14. februar 2013

 

Frederikke spurgte mig i dag, om jeg havde noget på hjertet. Jeg spurgte hende, om hun nogensinde var blevet mobbet?

Hun svarede med tre prikker.

 

Jeg tror ikke, at jeg vil kunne holde det her ud meget længere... 

Undskyld Dagbog... Undskyld fordi jeg lader dig føle min smerte.

- J.

 

Fredag nat - 15. februar 2013

 

Der skete noget slemt i dag. Men også noget godt. Tror jeg.

Jeg sad i klassen, da en af drengene pludselig tog fat om mig bagfra, mens en anden tog et billede. Få sekunder efter, havde de uploadet det til facebook. Jeg prøvede at få dem til at stoppe, men de ville ikke. Selv ikke da jeg græd.

Det fik dem bare til at grine endnu mere... 

De andre i klassen vendte ryggen til eller forlod rummet. 

Drengen trak mit ansigt hen til hans, hvor jeg skræmt opdagede, at han skulle til at kysse mig. Jeg slog selvfølgelig ud med arme og ben, hvilket fik dem til at le endnu mere. De sagde, at jeg skulle prøve at nyde det. Nyde at der endelig var nogen, som ville prøve at vise mig kærlighed.

Er det sådan kærlighed er Dagbog? 

Hvis det er... Så har jeg ikke lyst til at føle det.

 

De lod mig endelig gå til sidst, hvorefter jeg styrtede ud mod toiletterne. Jeg låste mig inde i en bås og græd i meget lang tid. Det var uretfærdigt, at de skulle behandle mig sådan... Jeg er en god pige, hvorfor gør de det her?

Pludselig gik døren ind til toiletterne op. Jeg hørte lyden af fodtrin bevæge sig hen foran min bås. Med hjertet i halsen ventede jeg på den gyselige latter fra Barbie, men den kom ikke. I stedet satte personen sig ned på gulvet. 

Der var stille et stykke tid. Men så åbnede hun munden og begyndte at tale.

Jeg blev overrasket over, at Rikke faktisk sad udenfor min bås og talte til mig. 

Men ved du hvad Dagbog? 

Hun talte ikke bare til mig... Nej, hun undskyldte først, hvorefter hun fortalte mig en hemmelighed.

Jeg lovede hende, at jeg ikke ville fortælle det til nogen... 

Dagbog... Hun er Frederikke...

- J.

 

Lørdag eftermiddag - 16. februar 2013

 

Det gør ikke så ondt mere... 

Politiet kontaktede mine forældre her til morgen, da de havde fundet hjemmesiden. Den blev hurtigt undersøgt og taget ned, da jeg jo er mindreårig. De spurgte mig om en masse ting... Jeg ved ikke, om jeg skal være lettet eller ej.

Min telefon fik de også, så de kunne se beskederne fra Kenneth... 

 

Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at vide, hvem bagmanden er... Eller bagmændene. Du ved, jeg har altid været en god pige, og hvis jeg lærer navnene på de personer, som står hjemmesiden at kende, så vil jeg ikke kunne love, at jeg vil være en god pige længere... Jeg kan mærke vreden blandet med min gråd, hvilket gør mig bange.

Frederikke har skrevet til mig igen. Nu, hvor jeg ved det er Rikke, så giver det hele meget mere mening. Hun fortalte, at hun lavede en ny bruger, så hun kunne skrive til mig uden at nogle af os ville komme i problemer. 

Jeg ved ikke helt, om jeg skal blive glad for det...

Grunden til hendes anmodning er jo medlidenhed med mig... Men jeg tror nu godt, at vi vil kunne blive ved med at skrive. Ja, det håber jeg. 

 

Manden med katten var igen ved bænken i dag, da jeg gik derhen for at trække lidt frisk luft. Denne gang stirrede han ikke bare ud i luften. Nej, han drejede hovedet og så på mig med et smil. Sådan et rigtigt smil.

For nogen vil det måske være lidt uhyggeligt, men jeg blev glad. Glad for, at jeg endelig modtog et ægte smil for en gangs skyld. Så føles verden ikke så sort og hvid... Der må gerne være lidt farver. Bare en smule...

 

Dagbog... Jeg er glad for, at du vil lytte til mig, måske du vil gemme mine ord og lade dem komme en anden til gavn en dag. Jeg er stadigvæk arret, og det vil tage tid, før jeg overhovedet vil kunne smile ordentligt igen... Men jeg tror på mandens smil, og jeg tror, at Rikke virkelig mener det, når hun skriver, at hun gerne vil være min ven.

Det skal nok gå.

- J.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...