En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1278Visninger
AA

59. Jeg vil væk

Han kom aldrig. Marvin.

Jeg sad ved fortovskanten og ventede indtil gadelygterne blev slukket og solen begyndte at stå op igen. Og det er her, at jeg indser, hvilket stort fjols jeg er. For jeg burde jo bare have opsøgt ham. Han er jo sikkert blevet forhindret.

Så derfor har jeg taget min rygsæk på og går nu langs fortovet med klaprende tænder. Mine fødder fører mig hen til hans hus, men jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige, når jeg kommer derhen. Måske jeg bare skal gå tilbage igen? Men hvis far stadig er der, så vil han flå hovedet af mig, fordi jeg stak af. Og de ord, som jeg sagde til mor, vil ikke have nogen som helt betydning.

Mit mørke lange hår klistrer sig til ansigtet, da det har regnet lidt i løbet af natten. Mit tøj er også blevet beskidt, mens mine hænder er røde og opsvulmede af kulden. Hurtigt tørrer jeg snot væk fra næsen, hvorefter jeg løber det sidste stykke hen til den store port, som jeg så tit har stået foran.

Jeg stirrer gennem gitteret, da jeg trykker knappen ind. Men der er ikke nogen, som svarer. Ingen der åbner. Lidt bekymret, stiller jeg mig op på tæer og forsøger at se, om jeg kan få øje på noget mistænksomt. Måske der er sket noget? Mine fingre bukker sig om det kolde metal samtidig med, at jeg bider mine tænder hårdt sammen for at bevare roen. Der må være noget galt.

Mit blik søger opad. Med et godt afsæt fra jorden, er det muligt at kravle over, selvom jeg ikke er den store akrobat. For at nå op, strækker jeg min krop helt ud, hvorefter jeg finder en lille dub på metallet, som giver mig muligheden for at komme lidt højere op. Da jeg er så højt oppe, som jeg kan, sætter jeg af og svinger benet henover hegnet. Min balance fejler lidt, da jeg rammer jorden på den anden side, men det er med et lille triumferende smil, at jeg ser op. Det tager mig ikke lang tid, at fokusere på selve missionen om at finde ud af, hvad hvorfor Marvin ikke dukkede op, og hvorfor ingen åbnede for mig.

Da jeg står foran hoveddøren bider jeg mig selv i læben et kort øjeblik, før jeg lægger hånden på håndtaget og trykker ned. Men selvfølgelig er der låst. Jeg ser mig ud til siderne efter et alternativ. Der er højt op til vinduerne, men jeg ved, at vinduerne bag bygningen er lettere at komme til. Muligheden for, at ét af dem står åben, er lille, men måske jeg er heldig.

Jeg har fået våde sokker af at være ude hele tiden, så det svupper, hver gang jeg går. Den gentagende lyd gør mig en smule ængstelig, men jeg prøver at ryste den af mig. Forsigtigt prøver jeg at rive i vinduerne for at se, om de er åbne, men der er ikke en eneste af dem, som giver sig. En smule forpustet tørrer jeg sveden af panden og ser opad. Og det er der, at jeg ser det. Et vindue, der er haspet. Problemet er bare, at det er på anden sal. Jeg kigger lidt til højre, hvor nogle efeu kravler opad et trægitter som pynt.

Mit blik skifter mellem gitteret og vinduet, og før fornuften tager magten, begynder jeg at kravle. Hele anordningen begynder at knirke og ryste, da min vægt løfter sig fra jorden og udelukkende klamre sig til det fugtige træ, der gør mine hænder og tøj beskidt. Men jeg er fast besluttet på at nå op til vinduet, så jeg stopper ikke. Heller ikke, da min fod glider, og jeg et kort øjeblik er ved at falde de tre meter ned på det kolde græs, der slet ikke ville være en blød landing.

Der kommer ingen lyd fra vinduet, men det er blot en fordel for mig. Med tilbageholdt åndedrag får jeg skubbet haspen af og åbnet vinduet helt, så jeg kan kravle ind. Da jeg er landet på gulvet og får snurret mig rundt, ser jeg, at vasen i vindueskarmen står på kanten og er lige ved at vælte ud over. Hurtigt springer jeg frem, griber den og får den stillet på plads. Det er med et lettelsens suk, at jeg vender mig om mod rummet.

Men den følelse af lettelse er der kun et øjeblik. For rummet jeg er i, er et, som jeg aldrig har været i før. Der er nogle ting i rummet, som ikke minder om et almindeligt gæsteværelse. Udover kongesengen med et konservativt sengelinned, så er der en bogreol fyldt med matematisk bøger, der er diplomer hængt op på væggen. Alle sammen med Marvins navn på.

Et lille gisp undslipper mine læber, da jeg indser, hvis rum, jeg er i.

Stemmer fra den anden side af døren når mine ører, så jeg et øjeblik stivner af ren og skær rædsel. Dørhåndtaget bliver skubbet nedad, og døren går op, mens et lille vindpust blæser mit hår tilbage. Jeg ved ikke hvorfor, men et eller andet siger mig, at jeg ikke skal opdages nu. Hurtigt smider jeg mig ned på gulvet og kravler ind under sengen.

”Jeg forstår ikke, hvor han kan være taget hen,” lyder en panisk kvindestemme.

Trin inde i rummet indikerer, at der er flere personer til stede end blot kvinden.

”Han sagde i går, at han ville tale med Julie om ægteskab, da jeg spurgte ham, om han havde overvejet det… Men jeg ved ikke… Arthur, det er også din søn, hvorfor er du ikke mere bekymret?”

Der lyder en brummen og lyden af vinduet, der bliver lukket og haspet til.

”Han er voksen, du kan ikke forvente, at den pige, som er datter af din barndomsveninde, vil falde i hans smag… Og du ved, at han længe har villet rejse til storbyen for at bruge sit hoved.”

”Men… Julie er sådan en sød pige… Og-”

”Hun var hans slave… Seriøst, Christina… Du kan ikke forvente andet af ham… Du har set ham vokse op, han ligner hverken du eller jeg… Og dengang Linus rejste, det gjorde ham bare mere indadvendt.”

Jeg må klaske hånden for munden, da de nævner Linus. Der kan kun være en Linus. Min Linus fra skoven. Men hvordan kan han og Marvin kende hinanden?

”Men… De har altid leget sammen… Og hun er sådan en god pige.”

”Nej, nu må du åbne øjnene… Pigens familie er ikke rask, fair nok, det kan hun ikke gøre for. Men Marvin… Så du ham sammen med hende? Han udnyttede hende, fik hende til at gøre ting for ham, endda arbejde… Hvis du kalder det leg, så ved jeg snart ikke mere.”

Der lyder et hulk efterfulgt af et suk.

”Jeg er ked af det Christina… Men vi kan ikke gøre noget. Han har taget sit valg… Men, hvis du gerne vil have mig til at trække i nogle kontakter, så kan jeg nok godt finde frem til ham.”

”Nej… Nej, det er okay… Som du selv siger, så er han voksen. Jeg ville bare ønske, at han ikke forlod os på den måde, som han har gjort… Og… Åh, stakkels Julie.”

”Hun skal nok klare sig… Jeg har hørt, hvordan hun arbejder i byen, og det er kun gode ting, som der er blevet sagt om hendes indsats… Jeg ved, at du altid har prøvet at hjælpe hende, fordi hun er datter af din barndomsveninde, men nogle gange skal du også tænke på dig selv… Kom, lad os få noget at spise – det vil du have godt af.”

Der går et øjeblik, hvorefter de to mennesker forlader rummet. Jeg ruller om på ryggen og lader armene klaske ned mod gulvet. Det føles som om, at noget har forladt mig. Måske min sjæl? Jeg ved det ikke. Det gør i hvert fald ondt. Mere ondt, end når far slår mig, eller mor ikke svarer.

Jeg begynder at græde. Lydløst, men det er nok til at blænde mig, så jeg ikke kan se bunden af madrassen længere og snot løber ned over mine kinder. Men jeg kan ikke holde det inde. Marvin kan ikke have forladt mig. Han kan ikke være taget af sted uden mig, især ikke efter det, som han sagde i går. Der var ikke spor af, at han ville efterlade mig. Hvorfor skulle han? Jeg ville med glæde have klaret de huslige pligter for ham. Arbejdet til sent ud på natten og ødelagt mine hænder ved at holde hjemmet rent. Jeg ville have ofret min krop for ham. Bare så jeg kunne se hans specielle blik, når han arbejder. Men han forlod mig.

”Dø Marvin, dø dumme piger fra arbejde, dø alle sammen… Jeg vil ikke mere!”

Mine knyttede næver hamrer ned i gulvet og et øjeblik sparker jeg hårdt ud og ryster på hele kroppen, så mit baghoved slår ned i gulvet. Mit åndedrag er tungt og besværet, og støvet fra under sengen generer min næse, så jeg nyser. Men sådan som det hele startede, sådan stopper det hele også pludseligt.

Det går op for mig, at jeg kun har en mulighed tilbage. Jeg bliver nødt til at tage tilbage.

Gråden sætter sig igen i min hals, og jeg må bide mig selv i armen for ikke at hyle. Jeg havde friheden inde for rækkevidde. Muligheden for at leve et nyt liv. Et liv sammen med en person, som jeg altid har elsket, men som åbenbart aldrig har holdt af mig.

Uden anden tanke, end at jeg nok bliver slået ihjel, når far ser mig, ruller jeg mig sammen i fosterstilling og prøver at holde sammen på mig selv.

Jeg har ingen anelse om, hvor længe jeg ligger her. Men det bliver mørkt udenfor igen, og min mave begynder at rumle. Jeg kunne snige mig ned i køkkenet og stjæle noget mad, men det vil jeg ikke kunne få mig selv til. Marvins forældre har ikke voldt mig ondt. Ved at tænke på Marvin igen, kan jeg mærke en kulde sprede sig udover hele min krop. En kulde der giver mig kuldegysninger og lysten til at slå noget. Slå noget hårdt.

Og med den følelse i kroppen, kravler jeg ud fra mit skjulested. Lyset fra den opstående måne, giver hele rummet et blåt og koldt skær, der på en eller anden måde minder om noget fra en fantasy fortælling. Bortset fra, at jeg ikke lige nu kan få mig selv til at beundre det. I stedet åbner jeg vinduet på vid gab og ser ud. Faldet vil ikke være nok til at dræbe mig, så jeg strejfer hurtigt den tanke fra mit sind, hvorefter jeg kravler ud og ned ad trægitteret.

Det er koldere i dag, men i det mindste regner det ikke, og jeg er tør. Kun min mave giver mig en grund til at bevæge mig. Jeg prøver at undgå lyset fra vinduerne, så jeg kan undgå unødvendige spørgsmål. Men jeg er også klar over, at jeg vil blive skræmt af genskæret fra vinduerne. Jeg vil kunne se mit opsvulmede ansigt med tomme øjne, der er blevet forladt af alle.

Et hulk undslipper mine læber. Selv Linus forlod mig. Alt han efterlod mig var stenen.

”En dum sten, der er kold og kun glimter i sollyset.”

Med fingrene klemt om gitteret får jeg kravlet over porten og springer ned på den anden side. Denne gang mister jeg dog fuldstændig balancen og lander uheldigt på armen, så det giver et jag helt op i skulderen. Ømmende rejser jeg mig op og ser surt tilbage på det store flotte hus, der blot bringer smerte i min krop lige nu. Jeg ved, at jeg aldrig vil gå derind igen, at jeg aldrig vil kunne se Marvins forældre i øjnene uden at have lyst til at slå et eller andet.

”Jeg hader ham,” spytter jeg ud gennem sammenbidte tænder, hvorefter jeg snurrer rundt og begynder at gå.

Da jeg opdager, at jeg er på vej tilbage til mine forældres hus, stopper jeg op.

”Jeg kan ikke gå tilbage,” hvisker jeg tonløst.

Og jeg kan ikke. Mine fødder vil ikke rykke sig. De vil ikke bevæge sig hen mod det triste hus, hvor de eneste gode minder jeg har, er fra før mor blev syg. Og de minder er så langt væk i min hukommelse, at jeg snart har glemt dem.

Jeg går et skridt bagud, mens mine læber presses sammen til en tynd streg.

”Far vil alligevel slå mig… Han vil åbne sin øl, sin trylledrik, og blive meget styg… Jeg vil ikke tilbage.”

Hovedrystende snurrer jeg rundt igen og begynder at løbe den anden vej. Væk fra alt. Væk fra byen. Selvom min mave skriger på mad, så ignorer jeg den. Lige nu vil jeg bare væk fra det hele. Om jeg så skal løbe til jeg falder om og kun kan kravle. Jeg vil væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...