En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1260Visninger
AA

44. Ennéa

Jeg husker ikke den gang, hvor man kunne gå på den hårde jord og mærke græsstråene smyge sig om ens ben, så det kildede. Ej heller husker jeg duften af blomster på marker og de mange lyde i skovene. Jeg kan heller ikke forestille mig det kølige hav, der eftersigende skulle have været kæmpe stort og dækket det meste af kloden.

Men det er der selvfølgelig en grund til.

Mit navn er Ennéa og betyder ni på et sprog, som ikke længere bliver brugt. Jeg har fået det navn, fordi jeg er det niende barn, der blev født på Station 05. Det niende og sidste barn, som er kommet til verden på naturlig maner. Min mor døde under fødslen, så jeg blev overladt til en mand, der var knust af sorg over tabet af sin kone. Der gik ikke lang tid, før det gik op for menneskeheden, at alle var blevet sterile.

Et sterilt samfund betød menneskehedens undergang. Unge par kunne ikke få børn, mens de ældre blev mere og mere desperate. Selvfølgelig gik lægevidenskaben helt amok over denne udvikling. De brugte flere år på at redde menneskeheden, hvilket de stadigvæk gør, da de endnu ikke er kommet frem til en løsning.

Nogle mener, at det hele skyldes katastrofen.

Katastrofen indtraf for lidt over et årtusinde siden. Der er blevet lavet utallige målinger og forsøg på at finde ud af, hvad der præcist skete, men uden held. Det meste af Jorden gik under og blev derefter dækket af en sort og tyk røg, som stadigvæk er der den dag i dag. Ingen, som har bevæget sig ind i røgen, er kommet levende tilbage.

De overlevende gjorde alt, hvad de kunne og fik efter noget tid bygget syv stationer. Stationerne ligner kæmpe rumstationer, med den forskel, at der flere steder er åbent op ud til himlen, som med tiden har fået et lilla skær. Hver station er bygget efter antallet af mennesker således, at det praktisk talt er en kæmpe by – blot i lufthøjde. Grunden til, at stationerne er svævende, skyldes bjergtinder, som stikker op gennem røgen. Her har man kunnet bygge ”fødder” til stationerne, så de kunne stå fast. Men hvis det skulle blive nødvendigt, så ville stationerne kunne løsrive sig fra "fødderne" og flyve væk. Men der vil ikke være nok energi til, at stationerne vil kunne holde sig flyvende i uendelig tid. Derfor er det også blevet menneskets mål at finde en løsning på det sterile problem og undersøge, om man på en måde vil kunne fjerne den sorte røg og derved komme tilbage til Jorden.

Alt dette har forgået, mens jeg er blevet ældre.

Det er ikke fordi, at jeg er blevet behandlet anderledes end alle andre. Den eneste forskel har været, at der engang imellem kommer nogle læger over i hvide kåber og med tablets, hvorpå de tager nogle tests og skriver en masse ting ned om min udvikling. Dette gør de også ved de otte andre, som er blevet født på samme dag som mig, men dog tidligere, hvilket er derfor, at jeg er den yngste og sidste. Alle kender os som De Ni, selvom de aldrig har mødt nogle af os eller for den sags skyld set os.

Livet og hverdagen fortsætter for hver dag der går, mens de strenge regler, der skal sørge for, at vi alle kan leve sikkert, bliver opretholdt af de Sorte Riddere. De Sorte Riddere er hovedsagligt et korps bestående af nogle mænd og kvinder, som slår hårdt ned på brud af sikkerhedsreglerne, mens politiet sørger for at opretholde freden. Det har også gjort, at for hvert år, bliver livet på Station 05 mere og mere kedeligt og stift. Man må ikke gøre noget, som på nogen måde vil kunne sætte sig selv eller andre i fare. Og nu, hvor samfundet ikke er så stort, så har de Sorte Riddere utrolig let ved at overvåge alt og alle.

Jeg kan godt se, at det hele er meget forfærdeligt, men hvorfor kan de ikke blot lade os alle leve, som vi selv har lyst til? Hvorfor skal vores liv styres?

En smule træt lader jeg fingrene glide henover tableten for at se, hvor jeg skal gå hen til næste time. For selvom jeg er en af De Ni, så har jeg stadigvæk pligter og skal gå i skole. Heldigvis er jeg ved at være færdig og kan snart blive fri for de bryske og strenge blikke.

Efter jeg har tjekket tableten, trækker jeg i den sorte uniform bestående af de lange bukser og en sort jakke i samme stof, som er alle elevers obligatoriske tøj. Jeg ejer ikke andet end flere eksemplarer af det sorte sæt og nogle få andre sæt, som jeg har arvet af min mor. Men jeg vil aldrig kunne bruge de sæt, ikke før, jeg er blevet færdig med skolen og dermed får lov til at bestemme mere over mit eget liv.

Mine skoleting består af tableten og intet andet, da alle de data, som jeg får brug for, er i den elektroniske computer. Der findes ikke noget, som bøger i papirform længere, da de næsten alle er gået tabt ved katastrofen. Hvilket dog også gør det hele lidt lettere, selvom jeg gerne vil prøve at læse ordene fra en bog i stedet for de elektroniske bogstaver.

Døren ud til gangen bipper, da jeg løfter mit håndled med genkendelsesarmbåndet op til den lille scanner, hvorefter den lader mig komme ud. Jeg bor ikke længere hos min far, men i den sektion af Station 05, hvor skolen er. Her har jeg fået et værelse for mig selv, hvilket har gjort mig meget ensom. For efterhånden, som flere elever bliver ældre, jo færre mennesker er der i denne sektion. Det er kun mine egne skridt, som jeg kan høre gå ned ad den lange gang med de mange tomme værelser.

Der blev selvfølgelig født flere det samme år, som jeg blev født, men vi er blevet spredt ud over de syv stationer. Og da Station 05 er en af de mindre, så er der ikke så mange fra det samme fødselsår her. Jeg bøjer hovedet lidt forover. Pludselig hører jeg en lyd bagved mig. Det er lyden af en bippen fra en dør, som åbner sig. Overrasket over, at der er nogle andre end mig på denne gang, vender jeg mig rundt.

Ud fra et af de tomme værelser, træder en lyshåret fyr iført samme uniform som mig. Hans matte øjne stirrer tomt frem for sig, da han drejer hovedet over mod mig. Jeg er fuldstændig paralyseret, da jeg aldrig har set en blind person før. Han løfter det ene bryn, hvorefter han med sin venstre hånd trykker på en knap, der er bundet omkring hans håndled ved siden af et genkendelsesarmbånd magen til mit eget.

Jeg forventer lidt, at knappen vil komme med en eller anden lyd, men det gør den ikke. Den blinker blot nogle få gange, mens fyren lægger hovedet lidt på skrå, som om han lytter efter noget. Mindre end et sekund efter, sender han mig et smil.

”Hej, jeg vidste slet ikke, at der var andre her i nærheden.”

Han løfter hånden frem mod mig. En smule tøvende griber jeg fat i den og besvarer hans håndtryk.

”Nej, det er der heller ikke… Jeg plejer at være den eneste her omkring,” mumler jeg, mens jeg prøver at gætte mig til, hvem han kunne være.

Vi lader vores hænder falde ned til siden. Og selvom jeg ved, at han er blind, så føles det stadigvæk som om han kan se mig.

”Ah… Så må du være Ennéa, ikke sandt?”

Jeg blinker overrasket, hvorefter jeg åbner munden halvt, men lukker den hurtigt igen.

”Jo, det er mig… Hvorfra kender du mit navn?”

Han læner hovedet lidt forover, så det blonde hår falder ned foran hans øjne, men sådan, så jeg stadigvæk kan se smilet omkring hans læber.

”Jeg fik fortalt, at du ville være her et eller andet sted,” han løfter hovedet: ”Mit navn er Pénte… Jeg er nummer fem.”

Mine læber begynder at bævre en smule. Kun én gang før, har jeg mødt nogle af De Ni, og det var en gang, hvor vi alle var samlede til en undersøgelse. Jeg kan kun meget svagt huske episoden. Det er som om, at han er klar over, at jeg er målløs, for han lægger hovedet på skrå og skiller læberne ad, så hans tænder kommer til syne i smilet.

”Jeg er glad for, at jeg allerede møder dig her Ennéa… Det er min første dag, så jeg kan endnu ikke finde rundt alene – Det minder mig om, der burde være en lærer her, som skulle vise mig rundt, så jeg kunne lære stedet at kende.”

Mens han taler, ser han sig lidt omkring, som om han faktisk kan se noget. Jeg får mig endelig taget sammen og får rystet lidt på hovedet for at klare tankerne.

”Men… Er du ikke blind?”

Jeg snapper efter vejret, da ordene slipper ud af min mund. For de virker alt for direkte og på en måde også anklagende. Men Pénte lader ikke til at blive generet af det.

”Jo, men derfor kan jeg sagtens finde rundt… Jeg har trods alt denne her.”

Han løfter hånden med de to armbånd op, så jeg kan se den lille røde knap.

”Hvad er det?”

Som med en øvet bevægelse, løfter han hånden og trykke på knappen uden så meget som at dreje på hovedet.

”Det er et Ekkolokaliserings apparat, dets funktion er, at jeg kan se ting uden egentlig at se dem… Hver gang jeg trykker på knappen, så sender den nogle usynlige lyde ud, der herefter bliver sendt tilbage til mig, hvorefter jeg kan danne nogle billeder i hovedet – Altså, ikke farvede billeder, men mere se silhuetter af omgivelserne.”

Jeg stirrer på den lille knap, fuldstændig fascineret over, at den på en eller anden måde kan gøre, at han kan se.

”Betyder det, at du kan se mig?” spørger jeg forundret.

Han smiler igen, men trækker lidt på svaret: ”Både ja og nej… Jeg kan se dit omrids – men ikke hvordan du ser ud.”

”Åhh...”

Jeg kan ikke sige andet.

”Men ville du følge mig rundt? Jeg kunne godt bruge noget hjælp, indtil jeg har vænnet mig til stedet her.”

Først nikker jeg, men husker så på, at han ikke kan se min bevægelse. Forsigtigt og en smule genert, griber jeg fat i hans overarm og begynder at føre ham hen ad gangen.

”Sååehm… Hvor kommer du fra?” spørger jeg efter lidt tid.

Det er utroligt, hvordan han kan følge mit tempo og uden så meget som at snuble på noget tidspunkt.

”Fra Station 03… Lægerne mente, at det ville være bedre for mig, at komme hertil, da stedet er mindre, og at jeg derfor vil kunne orientere mig bedre.”

Jeg bider mig lidt i læben, men fortsætter med at følge ham hen mod auditoriet, hvor min første time er. Her vil jeg kunne overlade ham til Mr. Vench, der nok ved, hvor Pénte skal være. Vi bevæger os ad de mange tomme gange, der alle ligner hinanden med det metalliske og kliniske design. Bløde kanter og lyse farver.

Da vi ankommer til auditoriet, tager Mr. Vench sig rigtig nok af Pénte. Dette efterlader os elever alene tilbage, hvor vi er overladt til os selv – ikke noget, der sker tit. Jeg kører fingeren henover tableten, mens jeg prøver at lukke verden ude. Selvfølgelig er vi ikke helt alene. Der er de mange kameraer og dronerne, der står på hver sin side af døren, som om de er statuer. Vi vil på ingen måde blive overladt til os selv. Nogle kunne jo finde på noget, der kunne sætte os alle i fare.

Mr. Vench kommer tilbage lidt senere og begynder på sin forsinkede undervisning. Jeg prøver som altid at følge med og få så meget ud af undervisningen som muligt, da der ikke rigtig er andet at give sig til her på stedet. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på andre ting. Ting som jeg ikke kan sætte ord på, men som alligevel optager mit sind.

Efter de mange timer i auditoriet er overstået, følger jeg flokken af elever ned til spisesalen, hvor vi alle spiser fælles. Maden smager altid af ingenting, da det er genmanipuleret og er blevet klonet så mange, at de kraftige farver virker helt kunstige. Jeg kan ikke engang huske, om jeg nogensinde har fået noget mad, der smager af noget. På vej væk fra spisesalen, går jeg forbi lægefløjen, hvor jeg forsigtigt sniger mig ind i et af depoterne.

Det tager ikke lang tid for mig at finde pilleglasset med kapslerne, der giver den samme mætheds fornemmelse, som et måltid gør. Jeg lister glasset ned i min ene bukselomme. Da jeg skal til at vende mig rundt for at forlade lokalet, glider mine øjne henover et andet glas.

Jeg har på det sidste haft problemer med at sove, hvilket er gået udover min koncentrationsevne. Tøvende og med et nervøst blik over skulderen, rækker jeg ud efter glasset med sovepillerne. Lyden af en dør der går op, får mig til at fare sammen og stikke glasset ned i lommen.

En af vagtdronerne står i døren.

Jeg bakker bagud og ramler ind i hylden med de mange glas. Mine tanker prøver at stykke en eller anden forklaring sammen, men ordene vil ikke rigtig komme ud af min mund. Dronen vil alligevel kunne måle, at jeg lyver. Stadigvæk med et pumpende hjerte, sænker jeg hovedet og sukker opgivende.

Miss Ennéa, De er på forbudt område. Brud på reglementet medfører straf. Følg venligst med.

Den robotagtige stemme er hverken vred eller på nogen måde fyldt med følelser. Jeg kan ikke gøre andet end at gå med. Det er ikke første gang, at jeg er blevet taget for at bryde nogle af reglerne, hvilket ikke ligefrem gør min situation bedre.

Jeg følger efter dronen, mens min hjerne vrider sig for at komme med en løsning. Løsningen kommer også, da jeg passerer en høj gulvvase, der egentlig ikke rigtig har nogen anden funktion end at være til pynt. Hurtigt og med blikket vendt mod dronens ryg, dumper jeg de to pilleglas ned i vasen. Jeg kamuflerer lyden af glassene, der rammer bunden med et højt og larmende host. Dronen lader ikke til at bemærke noget.

Da jeg står i venterummet foran rektors kontor, bemærker jeg, at der er sket en ændring. Den altid smilende Frøken Kristen sidder ikke på sin plads ved skrivebordet. Hun har altid på en eller anden måde været overbærende overfor mig, når jeg er blevet kaldt ind til rektor. Hendes manglende tilstedeværelse gør mig en smule nervøs. For der bliver sjældent ændret i rutinerne på Station 05.

Jeg tager en dyb indånding og træder ind i det cirkulere rum, hvor væggene viser billederne fra de mange kameraer i skole-sektionen.

”Miss Ennéa, sig mig, hvorfor vandrer du rundt omkring lægefløjen? Du har intet at gøre der.”

Stemmen tilhører ikke Rektor Bennet, men en helt fremmed. Jeg stirrer på den store mand, der står ved siden af skrivebordet, støttende op ad en stok. Han er iført et hvidt jakkesæt, mens begge hænder er skjult af sorte læderhandsker.

”Ikke rigtig af nogen grund, Sir.”

Hans fingre trommer på skrivebordet, mens han ser tænkende på mig.

”Ikke af nogen grund… Javel ja.”

Mine hænder knyttes, da han træder frem mod mig, så jeg kan lugte parfumen fra hans tilbageslikkede hår.

”Hold dine hænder frem Ennéa… Nej, ikke sådan der, men med håndfladerne op ad. Ja, præcis, sådan der.”

Jeg stirrer på ham med begge mine hænder holdt frem mod ham. Han går et skridt ud til siden, drejer rundt på hælen og løfter så stokken højt op, for derefter at lade den ramme mine håndflader. Smældet og den overraskende smerte, får mig til at gå ned på knæ, mens mit hyl bliver kvalt, da han tager fat i mit hår og trækker mit hoved bagud. Hans ansigt er helt tæt på mit, da han med en sydende stemme hvisker: ”Jeg er den nye rektor Ennéa… Og jeg tåler ikke tyveknægte eller løgnere. Lad det her være straf nok – Jeg forventer ikke at se dig her igen, næste gang vil jeg måske ikke være så blid.”

Ved de sidste ord giver han slip på mit hår, så jeg falder sammen på gulvet. Begge mine hænder brænder, mens min hovedbund er fuldstændig øm.

”Gå så tilbage til dit rum… Men glem ikke dine pligter i hangaren, det er din pligt som en borger af Station 05, at gøre dit til her, så vi alle bidrager med noget til samfundet.”

Jeg nikker en enkelt gang, drejer så rundt og forlader kontoret og derefter venteværelset, så hurtigt som jeg kan. Det er først, da jeg har været forbi vasen og fisket pillerne op, og da jeg drejer af ud til den nærmeste mindre park, at jeg kan slappe af. Det er ikke fordi, at det minder så meget om en park, da alt er metallisk og de grå jern træer er mere kunstige end den genmanipulerede mad.

Hurtigt skråner jeg henover parken og hen til stigen, der fører op på taget af en af de mindre bygninger. Da jeg er kommet derop, sætter jeg mig ned, så jeg har ansigtet vendt ud mod den lilla himmel og den sorte røg under stationen. Jeg har ikke lyst til at se på den metalliske by bag mig. Mine hænder gør stadigvæk ondt, så jeg massager dem lidt.

Lyden af nogle skridt henover taget får mig til at se op. Bag mig står Pénte. Han ser ikke på mig, men ud mod himlen, som han alligevel ikke kan se.

”Du tænker sikkert, hvorfor det hele begynder her, ikke? Hvorfor vi skal være her uden nogen rigtig afslutning.”

”Der kommer en afslutning… Vi vil alle dø på et tidspunkt,” mumler jeg, mens jeg vender mig væk fra ham.

”Måske… Men indtil videre, så er det som om, at vores historie først begynder nu, interessant ikk’?”

”Jo, interessant.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...