En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1227Visninger
AA

40. Den Sorte Diamant

Det er en lettelse for dem at komme op ad stigen og væk fra stanken. Johnathan er lige ved at glemme, at de faktisk skal være forsigtige, så han skubber blot kapslen væk og skynder sig op. Satinka følger hurtigt efter. Udgangen viser sig at være i et af latrinets baglokaler, hvor der sjældent kommer nogen. De sidder begge et øjeblik for at få vejret, hvorefter de forsigtigt åbner døren ind til selve latrinet. Der er ingen. 

Hurtigt vasker de dem i det kolde vand, der står til rådighed. Men selvom det kølige vand kun frisker dem en smule op, så føler de dem stadigvæk beskidte.

"Vi kan ikke rigtig gøre mere nu," mumler Johnathan.

Satinka nikker, mens hun prøver at gnide noget af skidtet i ansigtet væk. 

De er begge trætte, men nu hvor de ikke har råd eller tid til at slappe af, er de også fyldt med en ny energi. Johnathan kan mærke sværdet vibrere svagt jo tættere på indgangen til gangene. Selv kan han mærke frygten skylde indover sig, mens diamanten begynder at blive køligere og køligere. Han tøver et øjeblik.

"Er du okay John?" hvisker Satinka bekymret, mens hun ser sig omkring efter om der er fri bane.

Han griber sig til brystet, mens han laver en blanding mellem et nik og en rysten på hovedet.

"Vi er tæt på... Jeg kan mærke det."

Hun nikker til svar og lægger en støttende hånd på hans arm. 

"Kom," hvisker hun.

De fortsætter og må nogle gange gemme sig for patruljerende soldater. Følelsen af at blive forfulgt jager dem konstant, mens angsten for, hvad deres mål kan bringe dem, får dem til at tøve. Da de endelig når trapperne til gangene, må de stoppe op. To vagter står på hver deres side af trappen.

"Hvad gør vi?" spørger Johnathan med lav stemme.

Satinka ser studerende på de to vagter, hvorefter hun hvisker: "Hvis vi er stille, så kan vi tage dem begge ud på samme tid og undgå at skabe opmærksomhed - Derefter kan vi trække dem over til den dør derovre og gemme dem der."

Han nikker samtykkende, selvom han stadigvæk ikke bryder sig om at slå soldater ned. I ly af mørket i gangen, sniger de sig langs den ene væg. Heldigvis er der ingen mur på den anden side af trappen, hvilket betyder, at Satinka kan snige sig rundt om, og slå den anden vagt ned bagfra, hvorved de stadigvæk har overraskelsesmomentet.

Johnathan venter til hun står på sin plads, inden de sender hinanden et nik. Hurtigt slår han med knivens skæfte mod soldatens tinding, hvorved denne falder om på jorden. Han når lige at gribe manden, så rustningen mod gulvet ikke larmer for meget. Da han løfter blikket over mod Satinka, kan han se, at hun allerede har slået sin vagt ned. Sammen får de løftet først den ene vagt ind gennem døren, og derefter får den anden vagt samme tur. 

Nu står de begge for foden af trappen og lige udenfor døren til gangene. Satinka har aldrig været her før, men Johnathan kan se på hende, at hun bryder sig lige så lidt om det, som han selv gør.

"Kan jeg stole på, at du har min ryg dernede?" spørger han hende, mens han griber fat om dørhåndtaget.

"Ja... Jeg sagde jo, at jeg er din personlige nedstikker, så hvis der sker noget... Så skal jeg nok bringe dig tilbage."

Selvom det ikke er meget, som hun kan love ham, så giver det ham alligevel lidt mod. Med et klik, trækker han døren op. Mørket er tykt ved midten af trappen, men han kan svagt skimte faklerne for enden.

"Jeg er træt af at flygte fra mørket... Det er på tide, at jeg får gjort op med det."

Med de ord træder han ned på det første trin. Der går ikke lang tid, før han igen står på den velkendte gang. Han kan mærke angsten og frygten fra før, mens diamantens kulde får hele hans krop til at bævre.

"Det skal nok gå," mumler Satinka, mens hun lægger en betryggende hånd på hans skulder.

"Tak."

Langsomt går de hen ad gangen. For hvert skridt de tager, bliver deres åndedrag tungere og mere besværet, mens deres øjne begynder at se underlige konturer i flammernes skygger. Det er først efter at de har gået, efter hvad der føles som meget lang tid, at Johnathan ser den flakkende flamme.

"Det er lige derhenne," hvisker han over skulderen til Satinka.

Hun giver hans skulder et lille klem. Træt lukker han øjnene et kort øjeblik for at samle modet. Han kan mærke, hvordan den ene fod efter den anden fortsætter frem mod faklen, mens hans hjerte begynder at pumpe hurtigere og hurtigere. Angsten for Skyggen får ham til at bide sig i læben og ryste svagt på hovedet, men Satinkas hånd på hans skulder, får ham til at fortsætte. Og før han ved af det, så står de foran faklen.

"Her... Det er her."

Tøvende løfter han hånden for at gribe om faklen. Diamanten i hans bryst begynder at føles endnu koldere end før, hvilket får ham til at stivne. Satinka lader til at kunne fornemme hans uro, for hun lader sin lille hånd lukke sig henover hans fingre, så de sammen trækker faklen ned. Revnen begynder med samme at udvide sig.

De træder begge gispende et skridt bagud og bevæger sig først, da revnen er bred nok til, at de kan træde ind i den mørke gang. Det varme lys, som havde været der første gang er forsvundet. Der er kun et svagt koldt skær. Johnathans ben begynder at ryste, men han fortsætter alligevel ind i mørket. Hurtigt trækker han sværdet.

"Nå, så du har endelig tænkt dig at komme tilbage hertil.

Satinka farer sammen ved lyden af stemmens ekko, mens Johnathan begynder at svinge sværdet foran sig, hvilket får stemmen til at le højlydt.

"Ha ha! Få mig ikke til at være skuffet over dig Prins Johnathan af Vest... Ahh... Jeg kan se, at du har taget en veninde med."

Johnathan holder en hånd ud foran Satinka, der selv har sin hånd på sit sværd.

"En vild en må jeg sige... Nå, men er du klar til at åbne dig for mig?"

"Aldrig!" råber Johnathan ud i mørket.

"Ah... Skuffende må jeg sige, men så må jeg vel få dig på andre tanker."

Et puf får ham til at snurre rundt, hvor han se Satinka hænge få centimeter over jorden. En røgarm har grebet fat om hendes hals og er ved at kvæle livet ud af hende. Panisk hugger han ud med sværdet, men røgarmen hæver sig blot op, så han ikke kan nå den med sværdet.

"Som du kan se, så er din lille veninde ved at dø... Åben dig for mig, og jeg vil slippe hende."

Johnathan drejer rundt igen, mens vreden bobler op i ham. Han har lyst til at svinge sværdet mod Skyggen, men han kan ikke se den nogen steder. Med det begyndende slørede blik, slår han ud med det magiske sværd, men rammer væggen. Han bliver ved med at svinge det, så det kommer med den gentagende klang af metal mod sten. Lyden bliver blandet med lyden af Satinkas gurglende lyde og kampen for livet. Jo mere groteske lydene bliver, jo mere vild bliver han med sine sving.

"Slip hende!" råber han fortabt ind i mørket, mens han endnu engang slår ud med sværdet.

"Åbner du dig for mig?"

Han stirrer på Satinkas fødder, der kun giver små ryk fra sig nu. Diamanten gør ondt. Tanken om, at de er gået ind til Skyggen uden rigtig at have været bedre forberedt, gør ham kold og irriteret på sig selv. Langsomt sænker han blikket, mens sværdet langsomt glider ud af hans hånd. Han kan ikke se, hvad han skal gøre.

"Aah... Jeg kan mærke sejrens sødme nu... Giv mig så din krop Prins Johnathan af Vest!"

Da sværdet rammer jorden, kan Johnathan mærke, hvordan diamantens kulde allerede har taget kontrollen over hans krop.

"Okay, men så slip hende nu."

Det tunge bump fra Satinkas krop, der rammer gulvet, giver et sæt i ham. Men det er intet i forhold til chokket, der kommer, da Skyggen pludselig står foran ham.

"Ja, det her er bedre."

Og med de ord, stikker den sin arm ind i hans bryst, hvilket får ham til at skrige af smerte. Det føles som om, at Skyggen prøver at trænge ind i hans krop og bruge den som en kapsel. Men Johnathan føler også, at han er ved at blive sprængt i atomer. Han kan slet ikke se mere og kulden er fuldstændig uudholdelig. Til sidst kan han heller ikke mærke noget mere. Det føles helt tomt inde i ham. Han føler sig slet ikke til stede, selvom han nu atter kan se.

Med et ligegyldigt blik på sværdet og Satinkas sammenkrøbne krop, vender han blikket mod sit bryst, hvor den sorte diamant, stadigvæk sidder. Det går op for ham, at det ikke længere er ham, som styrer kroppen. Den bevæger sig helt af sig selv henover gulvet og ud på gangen, hvor den fortsætter op ad trappen. 

Han mærker ikke længere frygten, da han bevæger sig ned langs gangene mod slottets større sale. Kroppen lader til at vide, hvor den vil hen, og han kan ikke gøre andet end at følge med. Et sted bag ved ham, kan han høre Satinkas løbende skridt, men det rører ham slet ikke. Hans krop lægger hovedet lidt på skrå.

Salen foran ham, kender han alt for godt. Det er audienssalen, hvor folket kan komme til at tale med Kongen og fremsætte ønsker eller fortælle om problemer. Johnathan ser sin hånd skubbe døren op. Det er en af de små sidedøre, hvilket gør, at han kan gå ubemærket ind i salen, så det kun er de omkringstående, der ser mærkeligt på ham, hvilket nok skyldes, at han er beskidt og stinker.

Langsomt løfter hans krop hænderne op til hætten, hvorefter de langsomt trækker den af ham. Først er der ingen der genkender ham, men så rejser hans fætter sig op fra tronen, som han midlertidigt besidder sammen med sin far.

"Johnathan!" udbryder han forbløffet.

Først er der en forvirret mumlen, men da flere indser, at der er tale om Prins Johnathan, forstummes alt tale. Johnathan kan mærke, hvordan hans læber skilles i et næsten grotesk smil.

"Kære fætter, jeg ser, at du har holdt skansen, mens jeg har været væk."

Johnathan selv ved, at stemmen ikke er helt hans egen, men en efterligning. Skyggen bruger ham blot til at kunne komme til magten. Han føler ikke engang vrede længere. Efter han har talt, begynder folk igen at mumle, men da hans fætter åbner munden, bliver der atter stilhed.

"Johnathan, kan du forklare, hvad der skete den nat, hvor Kongen og Dronningen døde?"

Stadigvæk med det groteske smil klistret på hans ansigt, fortsætter Skyggen med at tale: "Jeg slog dem ihjel."

Gispet fra mængden, samt de vantro blikke, får Skyggen til at le. Nogle få bemærker ekkoet i latteren.

"Hvad mener du?" spørger hans fætter.

"Jeg mener, at du bør tiltale mig med De... Jeg er trods alt, den retmæssige arving."

Snakken begynder igen, mens hans fætter ser sig forvirret omkring, fuldstændig målløs over situationen.

"Men det kan du... De ikke, der skal opstilles en retssag, hvor de vil blive gjort ansvarlig for Deres handlinger."

"Ikke tale om, jeg er Kongen, og jeg kan ikke dømmes."

Johnathan føler sig mere og mere fjern, mens han ser på, hvordan Skyggen langsomt fører hans krop tættere og tættere på tronen. Kroppen vendes langsomt om mod den menneskemængde, som har samlet sig i salen. Da Skyggen får øje på Satinka i mængden, blinker han til hende, hvilket får hende til at se på Johnathan med et forvirret udtryk. Selvom Skyggen atter vender blikket mod folket, der befinder sig i salen, så prøver Johnathan at holde øje med Satinka, som langsomt finder ud af, hvad der sker. Han opdager, at hun har det magiske sværd mellem sine hænder.

En smule barnligt sender han en lille bøn op til himlen om at lade hende holde sit løfte.

Der går nogle få øjeblikke, men så ser det ud til, at hun pludseligt bevæger sig fremad i mængden. Skyggen ignorer hende, men Johnathan ser, at hun trækker sværdet, så det blå skær får nogle af de pænere damers smykker til at glimte. For sent ser Skyggen det blå lys. Johnathan byder hendes stik velkomment, men i stedet for at mærke smerten, føler han lettelse til at starte med. Noget varmt brænder i hans bryst, og det tager et øjeblik for ham at indse, at han ligger på jorden. 

Forvirret blinker han med øjnene, hvorefter hans blik møder Satinkas gyldne øjne. Hun smiler til ham. Men inden han når at gøre noget, begynder hele hans krop at ryste. Sort røg flyder ud gennem hans næse og mund, mens han vender det hvide ud af øjnene. Flere begynder at skrige, men Satinka, da stadigvæk har sværdet, løfter det engang til og begynder at grave diamanten ud af hans bryst. Hans skrig lammer flere af de omkringstående, men Satinka bliver ved med at grave diamanten ud, der langsomt begynder at syde og brænde. Hun kan mærke brandvablerne i håndfladerne, men hun bliver ved med at grave indtil diamanten til sidst giver en svuppende lyd fra sig og triller ud på gulvet.

Røgen samler sig med det samme om den sorte diamant, men Satinka er ikke sen til at udnytte chancen. Hurtigt og med et målrettet blik, lader hun klingen skære igennem diamanten, så Skyggen ikke længere er forbundet til denne verden. De ser alle røgen bliver opløst, mens Skyggens dødsskrig, får nakkehårene til at rejse sig. 

Satinka smider hurtigt sværdet fra sige, hvorefter hun sætter sig ned på hug ved siden af Johnathan. Han griber fat i hendes hånd, mens han langsomt trækkes mod en anden verden, der kalder på ham. Hendes varme håndtryk bliver ved med at følge ham, og da han er lige ved at give slip, kan han mærke hendes stædighed give ham styrken til at kæmpe. Han husker på, at han ikke længere vil flygte.

***

Der går nogle dage før han vågner igen, men da han gør, er det i hans egen seng. Satinka sidder sovende i en stor lænestol ved hans side. Hun er blevet vasket og er iklædt noget andet tøj. Han stirrer en ekstra gang, da han opdager, at det er en kjole. Hun grynter lidt, hvilket får ham til at smile og mærke varmen vende tilbage til kinderne.

Forsigtigt løfter han hånden op til brystet. I stedet for den kolde sten, kan han mærke de bandager, som dækker over såret, hvor diamanten havde siddet. Med en behagelig fornemmelse, kan han ikke lade være med at tænke på, at hans flugt fra Skyggen er slut. Han drejer hovedet, så hans blik falder på et maleri af ham selv og hans forældre, hvilket får ham til at tænke på den forfærdelige nat. Hans fætters ord giver genlyd inde i hans hoved, og giver ham en lille knude i maven.

"Når jeg får det bedre, så vil jeg tage ansvar for mine handlinger... Jeg vil ikke længere flygte fra dem."

Knuden begynder lige så stille at løsne sig, da han kan mærke, at han vil overholde det løfte til sig selv. Og hvis han begynder at vakle i sin beslutning, så vil han få sin personlige nedstikker til at banke noget fornuft ind i hovedet på ham. Han ser igen på Satinka, der sover med at svagt smil om munden. Ja, det hele skal nok gå med hende ved hans side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...