En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1237Visninger
AA

38. Den Fortabte Prins

Han kan ikke huske, hvornår han sidst har sovet en hel nat igennem, men det føles i hvert fald som en evighed siden. Forsigtigt kravler han ned fra vognen med hø, som han har tilbragt natten i. Byens folk er endnu ikke stået op, så han kan gå lidt mere frit rundt, end hvad han har gjort de sidste par måneder. Den kongelige garde leder stadigvæk efter ham, men indtil videre, har han holdt sig så neutral som overhovedet muligt. Det har også gjort ham ensom.

Diamanten sidder stadigvæk i hans bryst, som om den altid har siddet der. Kort tid efter han havde forladt den kongelige by, havde han med en kniv prøvet at skære diamanten ud, men hans hænder frøs fast med det samme og kunne ikke nærme sig. Det havde ikke stoppet ham til at starte med, så kort tid efter havde han fundet en rimelig spids sten, hvor han havde ladet sig falde ned, så spidsen ville ramme diamanten. Først havde han troet, at det var lykkedes, men den sorte diamant havde på en eller anden måde ikke taget skade vævet omkring såret var blevet en smule stærkere og havde ikke engang tegn efter nye sår fra stenen.

I løbet af månederne, har han ladet sit mørke hår vokse og bærer det nu i en fletning ned langs ryggen, mens han har bundet et pandebånd omkring panden for at holde pandehåret væk. Han er ikke meget for at indrømme, at han godt kan lide den nye frisure, som i følge ham selv, får ham til at ligne en af dem fra Øst, der kan lave alle mulige specielle slag og spring, som vil kunne sende en modstander i gulvet efter få sekunder.

En dør åbnes ved kroen lidt længere fremme, hvor nogle morgengæster træder ud på gaden. Automatisk drejer Johnathan af, så han ikke risikerer at komme i kontakt med de fremmede. Han har ikke rigtig talt med nogen i de måneder, hvor han har været på flugt, hvilket flere gange har gjort ham i tvivl, om han har mistet evnen til det. Når han er selv, kan han nogle gange finde på at komme med små lyde - Bare for at være sikker. 

Der lyder et råb bag ved ham, hvilket instinktivt får ham til at snurre rundt med hånden på sværdet. Men det råb, som han troede havde været ment for ham, er ment for den hætteklædte skikkelse, der løber direkte i mod Johnathan. Han stirrer på skikkelsen, der et kort øjeblik ser tilbage på ham. Alt han ser er de flammende øjne, der brænder med en intens ild, som får ham til at stivne. Skikkelsen løber lige forbi ham.

Gruppen af mænd, som løber lige efter skikkelsen, bander og svovler, da de ser, at han ikke gør nogen bevægelse for at stoppe den hætteklædte skikkelse. Da den ene mand når op på siden af Johnathan, skubber han til Johnathan, så denne vakler ud til siden. Ingen af de andre i gruppen så meget som værdiger ham et blik. Johnathan trækker på skuldrene og vælger at gå dreje af, så han ikke risikere at støde ind i dem igen.

Selvom de flammende øjne stadigvæk følger hans tanker, mens han spadsere gennem den søvnige lille by, så prøver han at nyde stilheden. Han har hele tiden været på farten, og nu hvor han er ved grænsen mellem Vest og Nord, så føler han endelig en lille form for ro i kroppen. Ikke meget, men lidt.

Hans blik falder på skoven, der strækker sig mod Nord, og som er den, der indikerer grænsen mellem de to verdensdele. Det er lidt urealistisk for ham, at han er så tæt på grænsen, hvilket han aldrig nogensinde har været. Et brøl bryder stilheden. Fugle søger højt til himmel, hvor de svæver rundt, mens beboerne ser forbavsede ud af deres vinduer og døråbninger. Flere ser først på Johnathan, som lige nu er den eneste, der står på denne gade, som er tæt på skovbrynet  men de flytter hurtigt blikket væk fra ham, da de finder brølets ejermand.

Johnathan ser det også. I udkanten af skoven, har en masse skygger lignende dem i gangene, samlet sig. Disse skygger får det til at gøre ondt omkring diamanten, mens hans hjerte begynder at banke hurtigere og hurtigere. Han har ikke set nogen skygger, siden han har forladt den kongelige by, så dette gør ham straks ængstelig. Med en rystende hånd griber han ud efter sit sværd og trækker det.

Langsomt og med tunge bevægelser kommer skikkelsen ud i det tidlige morgenlys. Johnathan må synke engang, mens han lægger hovedet tilbage for at se op på væsenets hoved. Den sorte røg, der siver ud flere steder på dens krop, er en anelse tyndere end dem fra Skyggen. Han mærker efter i brystet, da han ikke helt kan fornemme den samme angst og had, som han havde oplevet sidste gang.

"Dette er noget andet," hvisker han sagte. 

"Det er ikke en skygge."

Jord og sand falder af væsenet i klumper for hvert skridt det tager, mens noget der kunne minde om små træer, stikker ud hist og her på dens krop. Den brøler igen. 

Flere af byens beboer begynder at skrige op og flygter ind i deres huse, mens Johnathan blot bliver stående frit fremme på gaden i sin rødbrune kappe med hætten slået op. Han bemærker ikke byens frygt, men ser kun uhyret foran sig, og det lader til, at den også har set ham.

"Det er heksens værk!" råber en mand et sted bagfra.

Johnathan er ligeglad, hvis værd det er. Han kan stadigvæk se det røg, som minder lidt om Skyggen, men som alligevel ikke er det, hvilket betyder, at han må og skal slå den ihjel. Den er ond og må være et af Skyggens væsener.

Langsomt trækker han hætten af, mens han hæver sværdet op, som for at byde monstret tættere på. Solens stråler får det pudsede metal i det kongelige sværd til at glimte. Glimtet får uhyret til at grynte og se bort, hvilket Johnathan udnytter. Hurtigt løber han i en stor halvbue omkring monstret, så den skal dreje hele sin korpus rundt for at holde øje med ham. 

Han prøver at huske på alt det, som hans Mester Sir Edmund Bald havde lært ham. Som et hvert andet stort dyr, så er dette væsen også langsom. Med kroppen let overbøjet og armene tæt ind til kroppen styrter Johnathan helt hen til væsenets ben, hvor han løfter sværdet op for at hugge det ned i dyrets hæl. 

Uhyrets brøl, får fuglene til at sprede sig og flyve længere væk.

Hurtigt river han sværdet op, så mere af den sorte røg siver ud gennem såret. Han undrer sig over dette, mens han bakker bagud og fortsætter sin bue omkring væsenet, der nu er gået ned på det ene knæ. Med hævet sværd, hugger han sværdet ind i uhyrets anden hæl. 

"Du skal ramme dens hovedskal! Det er dens svage punkt!"

Stemmen kommer fra et sted bag ham og tilhører en pige, men han har for travlt med uhyret til at kunne identificere personen. Han stikker sværdet i skeden, hvorefter han tager tilløb og sætter af, så han kan gribe fat i et af de små træer, som stikker ud fra uhyrets krop. Besværet begynder han at kravle op ad dyrets side, mens det prøver at børste ham af. Den ene gang er den lige ved at ramme ham, men han når lige at dukke sig. 

Uhyret rejser sig pludseligt op, hvilket giver ham et chok, så han er ved at falde. Hurtigt får han haget sig fast i en gren. Han bliver ved med at klatre og må ignorere uhyrets brøl og menneskers skrig, da den pludselig begynder at trampe rundt. Jo tættere han kommer på hovedet, jo hurtigere banker hans hjerte. Sveden pibler frem, selvom han faktisk fryser. Da han er oppe ved nakken, må han bruge sin lille kniv til at kravle længere op, mens han sætter sin fod ind i, hvad der kunne minde om uhyrets øre, for at kunne sætte af. 

Han er lige ved at blive smidt af igen, da uhyret læner sig forover, så han glider med. Men heldigvis er hans kniv boret dybt ind i hovedet på monstret, og han har godt fast, hvilket redder ham. Da han løfter sig helt op til uhyrets hovedskal, stirrer han forundret på den bløde masse, som bobler svagt. Det ligner lidt en blød mos. Tøvende trækker han sværdet fri med den frie hånd. 

"Stik den!" råber den samme stemme igen.

Johnathan vælger at følge stemmen. Han løfter sværdet så højt, som han kan, hvorefter han lader det gennembore den bløde masse. Uhyret begynder med det samme at hyle og vakle, mens det løfter begge hænder op til hovedet. Den griber fat om Johnathan og river til, så både sværdet og kniven hives fri. I det samme sværdet hives ud af mosen siver en kæmpe sort sky ud af såret, hvilket får uhyret til at kollapse. 

Han er stadigvæk i dens hånd, da den falder forover. Overrasket over suget i maven og klarheden over, at det næste kommer til at gøre ondt, får ham til at udstøde et lille gisp, før uhyret rammer jorden med et brag, hvorefter den begynder at smuldre.

Det gør også ondt, men det er kun et kort øjeblik. Han kan mærke, hvordan knoglerne brækker, men få sekunder efter, kan han mærke en kulde fra diamanten, som gør, at de samles igen. Det gør ham en smule ør i hovedet, mens smagen af syre på munden langsomt forsvinder og stemmer i stedet bliver højere og højere.

"Er han død?"

Han kan ikke længere mærke kniven eller sværdet sine hænder, hvilket gør, at han føler sig en smule nøgen. Udmattet åbner han øjnene og opdager, at han er omringet af mennesker. Hurtigt sætter han sig op, hvilket får mængden til at gispe af forundring, men han er ligeglad. 

"Det er umuligt, han burde have brækket samtlige knogler i kroppen," mumler en hæs stemme tæt på.

Johnathan ser sig hurtigt om efter sit sværd og kniven, der ligger pænt ved siden af ham. Uden et ord, griber han fat om begge ting og rejser sig op, hvilket får mængden til at holde vejret. Han ser sig hurtigt omkring uden rigtig at se nogen, indtil han til sidst vælger at mase sig igennem mængden for at komme væk fra dem. 

Det hele sker med tilbageholdt åndedræt, mens sveden igen dannes på hans pande og ubehaget ved, at så mange har set hans ansigt, samler sig i maven. Han trækker hætten op og begynder at gå raskt til mod skoven, for at komme så hurtigt væk fra de nysgerrige mennesker som overhovedet muligt.

Først da han er i læ af træerne blade, føler han sig en smule tryg igen. Herinde vil byens beboer ikke bevæge sig, da større og farligere dyr er kendt for at leve i skoven. Han smiler lidt for sig selv, da tanken om uhyret fra skoven kommer til ham. 

"Den kom jo fra skoven, ikke?" spørger han lavt undrende sig selv.

Han tænker igen på den sorte røg, hvilket får ham til at løfte hånden op til brystet, hvor diamantens kulde igen pulserer, som om den nyder hans frygt for Skyggen. Sukkende lukker han øjnene, men åbner dem hurtigt igen, da han indser, at han ikke kan fortsætte med lukkede øjne. 

Da han kommer frem til en lysning, hvor det ser ud som om, at noget meget stort har rejst sig fra jorden, må han standse op. Med hjertet siddende i halsen, sætter han sig ned på hug for at se nærmere på den ødelagte jord. Diamanten bliver en anelse køligere, da han lader sine fingre glide henover jorden og små tråde af sort røg syges ind mod hans bryst. Forskrækket springer han bagud.

"Den kom herfra."

Det er den samme stemme, som havde råbt til ham, mens han kæmpede mod uhyret. Overrasket over, at nogen kunne snige sig ind på ham, ruller han rundt og kommer op og stå i en position, så han er klar til at forsvare sig. Skikkelsen med de flammende øjne står foran ham, bortset fra at den store trøje med den brune hætte er slået ned, så Johnathan kan se pigens brune lange hår, der er flettet samt hendes beskidte ansigt. 

Hun sender ham et smørret smil, da hun ser hans forsvarsposition. Hendes øjne er ikke længere som flammer, og det går op for ham, at de blot er gyldne, hvilket giver dem det flammende skær.

"Jeg var ret overrasket over at se den Fortabte Prins her ved grænsen," fortsætter hun.

Selvom det chokerer ham en smule, at hun ved, hvem han er, så lader han sig ikke vise det.

"Det var en ret god forestilling, som du viste før, selvom det fald burde have slået dig ihjel, eller i hvert fald gjort dig til en krøbling."

Hun sætter den ene hånd på hoften, mens hun lægger hovedet lidt på skrå og med studerende øjne ser på ham.

"Du siger ikke så meget, var?"

Johnathan kommer frem til, at hun ikke vil gøre ham noget. Grunden dertil er, at hun åbenbart selv er en, som er på kant med loven, men også det, at hun sikkert hele tiden har vidst, hvem han var, og han har stadigvæk hjulpet dig.

"Rygterne siger, at du slog Kongen og Dronningen ihjel efter at du havde været nede i gangene under slottet... Det siges, at mørket i de gange har drevet dig til vanvid... Men du ser ikke vanvittig ud for mig."

Det går op for ham, at hun tiltaler ham med Du-form, hvilket han godt nok er blevet vant til efterhånden, men eftersom hun ved, hvem han virkelig er, så burde hun tiltale ham med De.

"Jeg er ret nysgerrig efter at vide, hvorfor den Fortabte Prins er på vej mod Nord... Jeg synes, at eftersom jeg hjalp dig med den der ting før, så kunne du godt give mig et eller andet til gengæld."

Han retter sig langsomt op, hvorefter han skubber hætten tilbage, så hun kan se hans ansigt.

"Hvorfor skulle jeg fortælle dig det? Rygterne om mine forældre er sande, så hvorfor tror du ikke, at du vil lide samme skæbne, hvis du tirrer mig med ligegyldigheder?"

Hun fnyser og spytter i jorden, som om hans ord ikke er andet en beskidt jord for hende.

"Fordi, at jeg ikke tror på, at den 'Åh så gode prins', pludselig bare er gået hen og blevet sindssyg... Hvis jeg virkelig skulle gætte, så har det noget med den sorte røg at gøre ikke?"

Hendes øjne begynder at glimte, mens hun læner sig lidt forover mod ham.

"Den lod til at være mere interesseret i dig, end selve byen, og den der røg, blev ved med at kredse om dig, som om du absorberede det eller noget i den stil... Mystisk siger jeg bare."

Indeni har han lyst til at spørge hende, hvad hun tror, at røgen kunne være, men han er mere forundret, over det hun lige har fortalt.

"Jeg ved det ikke," sukker han.

"Du ved det simpelthen bare ikke?" spørger hun med en vantro mine, hvorefter hun fortsætter: "Du lod ellers til at have rimelig styr på den der tingest."

Han ryster på hovedet: "Nej, jeg gjorde bare noget... Jeg ved ikke, hvad den var for noget, og hvor den kommer fra, eller-"

De skæver begge til hullet.

"-Eller det vil sige, jeg ved ikke, hvem der vækkede den til live."

Det er måske ikke helt sandt, men han har ikke lyst til at tale om Skyggen med nogen - Især ikke nogen, som han lige har mødt.

"Pfth... Sikkert... Men hvorfor skal du nord på?"

Han ser bare på hende med et blik, som ikke tåler yderlige spørgsmål. Hun begynder at grine: "Slap af, jeg siger det ikke til nogen... Jeg er bare interesseret i at vide, hvor den kongerigets retmæssige arving skal hen, som du ved, så er det ikke alle, der er så begejstrede for din kære fætter og hans forældre."

Johnathan kan ikke helt skjule smilet ved hendes ord. Jo, han kender godt folkets mening omkring onklen og dennes familie, men lige nu, så føler han sig temmelig ligeglad.

"Og?"

Pigen løfter det ene bryn, mens hun snører læberne sammen i en tænkende grimasse.

"Og hvad? Er du bare ligeglad eller hvad? Har du tænkt dig at blive en flygtning og flygte til Nord, fordi du ikke tør se dine gerninger i øjnene? Du kan da bare fortælle, hvad der skete!"

Han ryster på hovedet. Træt over hendes tilstedeværelse, og træt af at tale, trækker han hætten på plads og vender sig om for at gå. En hånd lægger sig på hans skulder. Hurtigt snurrer han rundt og slår hendes hånd væk, men hun stopper hans slag med den anden arm. En smule irriteret over, at hun bare sådan lægger en hånd på ham, flytter han hurtigt den ene fod bag hendes og prøver at få hende til at falde. 

Som om hun kan se hans bevægelser, springer blot bagud, hvor hun griber fat om hans hånd og svinger ham ned på jorden, hvor alt luften bliver slået ud af hans lunger. Hun ler højt, hvilket får hans temperament til boble.

"Desværre Prins, men jeg har levet med bøller og vagter hele mit liv, så jeg ved, hvordan man sniger sig uden om de sædvanlige slag og tricks... Det at være på flugt kan kun lade sig gøre, hvis man kan finde ud af at lære og overleve på egen hånd."

Hun har sluppet sit tag omkring hans håndled og står i stedet med begge hænder i siden og ser ned på ham med et skævt grin. Irriteret griber han fat om hendes ankel og river til, så hun også falder til jorden. Det lille hvin hun kommer med, får ham til at grine.

"Jeg synes du sagde, at du kunne se alle tricks"

Han kommer op på benene og begynder at gå igen, men hun griber fat om begge hans ben og hiver til, så han vælter forover. Hurtigt ruller han rundt, så han ligger på ryggen, men før han kan nå at orientere sig, så har hun sat sig oven på hans brystkasse.

"Sig mig Prins, troede du virkelig, at jeg bare ville lade dig gå?"

Han vrider sig, hvilket får hende til at gribe fat om begge hans arme, så hendes ansigt kommer tættere på hans. Hendes sprukne læber minder om hans egen tørstige, og de sorte rander under hendes øjne gør ham søvnig, mens det fedtede hår får hans eget til at klø. 

"Hvad vil du?" udbryder han, træt og irriteret over, at hun ikke bare kan lade ham gå.

"Jeg vil have viden... Hvorfor tager du mod Nord?"

"Kan det ikke være lige meget?"

Hun ryster på hovedet, hvilket får ham til at sukke.

"Fordi, at jeg vil så langt væk som overhovedet muligt."

"Fra kongeriget?"

Han ryster på hovedet. Selvom den Kongelige garde også er en stor del af hans mareridt, så er det Skyggen, som han frygter mest.

"Fra hvad så?"

Hendes greb om hans arme strammes. Diamanten begynder lige så stille at blive køligere, hvilket gør ham en smule panisk.

"Fra Skyggen!"

Kulden skyder ud i hans hænder, og han mærker hurtigt, hvordan han mister kontrollen over kroppen. Hun bliver også fuldstændig overrumplet, da han pludselig får hende væltet om på siden, så han ender ovenpå hende. Hans blik bliver langsomt sløret, mens den sorte røg siver ud fra ham. Med sammenpressede læber, griber han fat om hendes hals, så hendes øjne et øjeblik bliver dobbelt så store og fyldt med overraskelse.

Hun kæmper mod hans hænder, der nu er helt følelsesløse. Johnathan kan slet ikke se noget mere, han kan kun mærke kulden, der får minder fra den dag til at vælte ind over ham. Uvilkårligt mærker han en smerte i siden, hvilket får ham til at se klart. 

Han ser på sine hænder, der stadigvæk prøver at kvæle pigen under ham. Forskrækket fjerner han hænderne og trækker bagud. Det er her, han mærker kniven i siden af kroppen. Smerten er ikke særlig stor i forhold til kulden. Forsigtigt og med rystende hænder hiver han den ud, hvorefter diamanten sørger for at lukke såret. 

"Undskyld," mumler han stakåndet.

Mærkerne omkring hendes hals er tydelige, men hun ser ikke vred ud, da han møder hendes blik.

"Det er inde i dig ikke... Den der røg. Det er det, som får dig til at gøre ting, som du ikke har lyst, ikke?"

Han stirrer på den blodige kniv i sin hånd - Ikke helt sikker på, om han skal være lettet over, at se rødt blod eller ej. 

"Det kan tage kontrollen over dig, ligesom det kunne tage kontrollen over den der bunke jord af et uhyre."

Forsigtigt og en smule stift nikker han til svar.

"Hvad er det?" spørger hun efter lidt stilhed.

"Du burde gå... Jeg gør kun folk ondt, og da du virker som en okay person, vil jeg ikke også have dit liv på min samvittighed... Du så selv, hvor tæt på jeg var før."

Hun rynker brynene: "Du vil altså ikke fortælle mig det, selv ikke efter det, der lige skete?"

Johnathan sukker og ryster bestemt på hovedet.

"Nå, men det er utrolig dumt af dig, at vandre rundt alene Prins... Ser du, du vil umuligt kunne holde det der røg-noget under kontrol hele tiden-" hun vifter lidt med hænderne for at illustrere røgens bevægelser, før hun fortsætter: "-Du vil altså mangle en til at holde dig ved bevidstheden indtil du ligesom kommer til fornuft og vender tilbage til dit kongerige."

Han ser surt på hende, for han har virkelig ikke lyst til at gå sammen med nogen.

"Hold op med det der... Kniven gjorde jo alligevel ingen skade på dig vel? Du healer på grund af det der - Du ved... Så hvis du kommer i problemer, så skal jeg bare stikke dig ned."

Dette får ham til at se vantro på hende.

"Hvad?"

"Ja, jeg kan blive din personlige nedstikker, hvis du vil have det."

"Hvorfor?"

Hun trækker på skuldrene: "Jeg keder mig i den her dødssyge by og trænger til forandring eller eventyr af en slags... Desuden vil dit mesterværk tiltrække den kongelige garde, som jeg helst ikke vil møde, da mit navn står på deres liste over knap så lovlydige borgere."

Dette får Johnathan til at knibe øjnene sammen.

"Hvem er du da?" 

"Åh, jeg er kendt som lidt af hvert, men jeg går mest under navnet Satinka."

Johnathan taber kæben, da han genkender navnet. Satinka er en tyv, der længe har hærget gennem Vest, og som med sin specielle form for bevægelser, gang på gang overrumpler vagter og soldater. Det siges, at hun har været Øst på for at lære nogle af de specielle kampøvelser der.

"Lad være med at se så målløs ud Prins... Du burde kende til følelsen af at være en berømthed - Ikke altid lige fedt."

Han løfter hænderne op og ryster kraftigt på hovedet.

"Nej, du kommer ikke med mig."

Hurtigt vender han sig rundt og begynder at gå. Hun stopper ham ikke eller siger noget, men efter lidt tid, kan han høre hende bag sig. Irriteret vender han sig rundt: "Jeg sagde, at du ikke kommer med mig!"

Satinka, der er nogle få meter bag ham, lægger hovedet uskyldigt på skrå, mens hun blinker med øjnene: "Jeg går da heller ikke med dig... Det er bare tilfældigt, at jeg skal samme vej."

"Gå din vej!"

"Vi lever i en fri verden, så jeg må gå, hvor jeg vil... Desuden, så reagere du ikke over skoven Prins."

Han slår opgivende ud med armene og begynder at gå igen. Og lige meget, hvor mange gange han prøver at slippe af med hende, så er hun der hele tiden. Lige bag ved ham. Til sidst opgiver han at slippe af med hende og sænker lige så stille farten, så hun kommer op på siden af ham.

"Nå, så du vil alligevel følges?" spørger hun muntert.

"Jeg slipper jo ikke af med dig."

"Nææ..."

Han sukker.

"Men i stedet for at kalde dig Prins, hvilket er lidt for afslørende, må jeg så ikke kalde dig Johnathan eller bare John?"

"Gør som det passer dig, jeg er ligeglad."

Hun giver ham et klask på skulderen, hvilket får ham til at skule efter hende.

"Op med humøret John, det skal nok blive hyggeligt det her-" hun stopper med at tale et øjeblik, hvorefter hun ser undrende på ham: "Hvor er vi egentlig på vej hen? Vi går ikke længere nord på, men er drejet om, så vi har tilbage til paladset."

"Du er ikke så nem at narre... Jeg bliver nødt til at opsøge en eller anden, som kan hjælpe mig af med Skyggen... Derefter kan jeg sætte kursen mod Nord."

Satinka nikker samtykkende.

"Det lyder også meget mere som en plan."

Han sukker igen, men føler sig på en måde også lidt mere lettet over, at være sammen med en anden. Selskabet med Satinka har gjort ham opmærksom på, hvor længe han har været alene på sin flugt. Det er rart, at være på flugt sammen med en anden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...