En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1260Visninger
AA

21. Dag 7

Dato: ??

Jeg er fri. 

Endelig! Åh mine øjne er fugtige, men ikke af salte tårer, for det er åbenbart umuligt for mig at græde eller på nogen måde udskille væske. Det eneste der kommer ud af mine tårekanaler er blodige dråber, der triller ned ad mine udhulede kinder. For selvom jeg er fri og nu sidder inde i en ukendt skov, så er min krop svag og ødelagt. 

Der er så mange ting jeg har fået svar på, men også ting jeg ikke ved noget om, og nye spørgsmål er dukket op. Men jeg er nu sikker på en ting! Jeg har fundet ud af, hvem manden i de små glimt af fortiden er. Men jeg vil først notere alt ned, hvad der er sket. Jeg vil være sikker på, at jeg ikke glemmer noget. Denne bog kan meget vel være med til at redde andres liv.

***

Jeg havde ligget der på gulvet, i hvad der havde følt som flere timer. Men min rævesøvn havde virket. Loftet havde åbnet sig, og gulvet var begyndt at hæve sig. Denne gang var det kun fire par hænder, der løftede mig op på bordet. Lige på det tidspunkt havde jeg været rædselsslagen for, at de ville nå at stikke mig inden jeg kunne reagere, men det gjorde de ikke. 

De lod mig ligge og bevægede sig lidt væk fra mig. Jeg kan huske, hvor lettet jeg blev, men min lettelse havde hurtigt ændret sig til ængstelse. De fremmede stemmer havde været dæmpet, men min åbenbart skarpe hørelse havde opfanget den sitrende forventning, de havde i stemmerne. Det havde kun været et spørgsmål om tid.

Jeg skrev tidligere, at mine øjne er følsomme over for skarp lys, så derfor havde jeg åbnet mine øjenlåg meget langsomt, og dermed opdaget, at de to mænd stod et stykke fra, hvor jeg lå, begge to bøjet ind over et andet bord. Overraskende nok, havde lyset i rummet været dæmpet, så jeg kunne sagtens se. Lydløst havde jeg svunget benene ud over bordet og sørget for, at denne bog sad godt fast i bukserne. Da var det, at jeg så, hvad de to mænd lavede.

På bordet, de havde lænet ind over, lå en kvinde. Åh... Jeg kan huske det så tydeligt! Hendes ansigt var rådnet, så den døde hud skallede af, men det hindrede ikke de to mænd i at stikke en sprøjte i armen på hende. Det var forfærdeligt. På bordet ved siden af havde de placeret flere sprøjter, som var klar til at blive sprøjtet ind. Hvad jeg gjorde? Jeg sad bare på bordet og stirrede med et skræmt ansigtsudtryk.

Men jeg havde været hurtig til at genvinde fokus. Jeg husker tydeligt, hvordan det kolde gulv sendte en kuldegysning op gennem min krop, da jeg hoppede ned fra bordet. For at undgå opmærksomhed, var jeg gået bagud og havde på vejen grebet en skalpel. Men lykken stod mig ikke bi. Ha ha... Nej det gjorde den ved gud ikke...

Jeg bakkede ind i et bord, så en masse instrumenter væltede på gulvet. Selvfølgelig vendte de to mænd sig mod mig. Jeg vil ikke beskrive dem, kun at den ene var højere end den anden. Først havde de stirret på mig, for jeg havde hævet skalpelen i forsvar. De talte til mig på deres fremmed sprog, men jeg fattede ikke en brik. De begyndte at gå hen imod mig. Jeg vidste på det tidspunkt, at jeg ikke kunne stikke af. Min eneste udvej var at slå dem ud eller ihjel.

Lige det øjeblik tåger for mit blik. Jeg tror min hjerne prøver at fortrænge det, men jeg er sikker på, at jeg lod dem komme tæt på, hvorefter jeg sparkede den ene i skridtet. Selvom min døde arm på det tidspunkt fungerede som dødvægt, så virkede det som om, at de begge to var bange for den. Jeg stak den høje i brystkassen og den anden i halsen. Der var blod overalt, men i selve øjeblikket havde jeg ikke rigtig bemærket det. Det er først nu, hvor jeg kan se blodet på mit tøj, at det går op for mig.

Jeg havde været ved at forlade rummet, da jeg havde set nogle computerskærme på den ene væg. Skærmene viste forskellige hvide rum, hvor der i nogle af dem var mennesker. Lige der, havde det ikke givet meget mening, men nu kan jeg godt se meningen med det. Vi var alle eksperimenter. De skulle bruge flere mennesker til at teste på for at se virkningen. Jeg græd der, og det var også der, det gik op for mig, at mine tårer var forvandlet til blod. Min krop er blevet ødelagt, og jeg vil aldrig blive rask igen.

Skriften på skærmene var skrevet på det fremmede sprog, men der var en rød og grøn knap ud for hver skærm. De fleste lyste røde undtagen tre. Det ene af rummene havde selvfølgelig været mit, og det andet den fremmed kvindes. Jeg husker, hvordan jeg stirrede på den ene skærm, hvor jeg kunne se et tomt hvidt rum, hvor der var smurt blod ud over den ene væg og tydelige kradsmærker prydede væggen, der lå endda stadigvæk sorte hårtotter på gulvet. 

De havde flyttet mig...

Jeg trykkede på alle knapperne og lukkede de andre ud, men jeg blev ikke og ventede på dem. Nej, jeg vidste, at jeg blev nødt til at komme ud. Nu, ved jeg godt, at det inderst inde var egoistisk af mig, men jeg var bange på det tidspunkt, og frygten for at blive fanget havde fyldt mit hoved.

Stedet må have været under jorden, for jeg løb gennem lange tuneler før jeg fandt en dør. Døren ført mig ind på en anden gang med flere døre. Jeg havde hurtigt valgt en, for i det samme havde jeg hørt stemmer. Rummet jeg endte i gav mig nogle svar, som jeg nu er taknemlig for. 

Op ad væggene var der placeret nogle kasser, hvorpå der var skrevet navne. Rummet var stort, men jeg fandt en kasse med mit navn på. Kassen indeholdt noget tøj, men også en sort pung. I pungen havde jeg fundet et billede og en lille ring i hvidguld. Jeg er så taknemlig for det fund! På bagsiden af billedet stod der:

Aya og David, 26. maj 2008.

Billedet var af en ung kvinde i brudekjole - mig - og manden fra mit minde. Han er min mand. David... Bare jeg kunne huske ham.

Jeg har både ringen og billedet med mig nu. Desværre er mine fingre så ødelagt, at jeg ikke kan få ringen på og knap kan holde på blyanten. Fra kassen havde jeg taget et par støvler og stukket mine blodige fødder i et par strømper. Jeg havde også taget en tyk jakke med lommer, hvori jeg har gemt pungen og ringen.

Den sidste del af min flugt er meget tåget. Jeg havde løbet gennem rummene, og til sidst var jeg kravlet op af en stige og var kommet ud af noget der lignede en brønd. Med min døde arm slaskende ned langs siden, havde jeg løbet ind i skoven og nu sidder jeg her. Solen er ved at gå ned, men jeg har nydt dens stråler mod min hud, samt vindens blide pust. 

Der er ikke nogen der har ledt efter mig, eller også har de travlt med at fange de andre. Uanset hvad, så er jeg kollapset her mellem nogle høje træer. Gennem nogle grene kan jeg skimte et gammelt hus, hvor jeg har set en ældre mand, men jeg tør ikke gå derhen. Han ser ikke mistænkelig ud eller noget. Jeg er bare en træt kujon. 

Måske jeg skal prøve at råbe til ham? Jeg kan simpelthen ikke rejse mig. Selvom udslættet kun har bredt sig lidt, så tror jeg ikke, at det nogensinde forsvinder. Min hukommelse er stadigvæk tom, og det er kun de små glimt, som jeg ser en gang imellem. 

Men alligevel ... Hvad sker der, hvis jeg bliver reddet? De vil stille spørgsmål og måske eksperimentere mere på mig. Selvom jeg har billedet, et sygesikringskort, et kørekort og nogle medlemskort med mit navn, så har jeg ingen anelse om hvem jeg er, og hvordan jeg er endt i det hvide rum. Blev jeg bortført? Gik jeg med til det? Eksperimenterede de virkelig på mig eller er jeg faktisk syg, men vil det betyde, at de andre også er syge? Jeg har så mange spørgsmål selv, som jeg aldrig vil kunne få svar på. Og jeg er så træt...

Ikke kun fysisk men også psykisk. Jeg kan mærke, hvordan mit bryst gør ondt, hver gang jeg trækker vejret. Stedet her er meget idyllisk. Det er et godt sted at dø. Måske den gamle mand vil finde mit lig, og finde denne bog. Ja, det er der en god chance for. Måske han kan finde David... Måske... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...