En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1274Visninger
AA

20. Dag 6

Dato: ??

Jeg har tænkt og tænkt, og den eneste plan jeg kan komme op med, er at vente til de hæver gulvet igen, og dermed gribe ud efter et våben og kæmpe. Ja, måske den dummeste idé i hele menneskehedens historie, men hvad skal jeg ellers gøre?

Udslættet har bredt sig til mit bryst og opad min hals. Jeg har mistet følingen i den syge arm fuldstændig. Huden er helt sort og død nu, men jeg kan stadigvæk bevæge den. Underligt. 

Hvordan skal jeg beskrive min situation? Jeg er en kvinde, der er spærret inde i dette hvide rum, hvor nogle mennesker - jeg mistænker dem for at være russere - laver eksperimenter på mig, og de er åbenbart ligeglade med om jeg dør af det. Min hukommelse er stadigvæk ikke kommet tilbage, selvom jeg begynder at se små glimt af ansigter og en stor lejlighed. Der er et ansigt, som jeg ser oftere end nogle af de andre. 

Det er en mands ansigt. Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg selv ser ud, så jeg ved faktisk ikke om han er et familiemedlem eller måske en ven, men jeg har på fornemmelsen, at han er vigtig for mig. Jeg får også denne følelse af tryghed, når jeg tænker på ham. Det er virkelig dejligt, især fordi disse følelser er savnet på et sted som dette. 

Hvis bare jeg kunne huske, hvad han hedder...

...

Jeg begynder at få krampe i mine hænder. På disse tidspunkter taber jeg blyanten og ruller ned på siden med begge hænder presset mellem mine ben. Det gør mig bange, at jeg ikke kan styre min krop. Selvom min døde arm hænger ned langs side, så kan den stadigvæk lave underlige udfald. Udfald jeg slet ikke har tænkt på, men som alligevel sker. Det er uhyggeligt. Det er som... Som når man skal til at sove, og ens ben laver en spasme bevægelse...

Og hvorfor ved jeg sådanne ting? mens jeg ikke ved, hvem jeg er, og hvem jeg elsker.

...

Endnu engang har jeg måtte tørre næseblod væk. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bløder hele tiden, men det er ved at være irriterende, for hver gang det sker, så går det ud over denne bog. Bogen er ikke særlig stor, og jeg er ved at løbe tør for sider, hvilket må være et tegn på, at jeg snart skal gøre noget. Jeg vil ud herfra!

Måske jeg skal flippe ud, så de tror jeg er ved at tage livet af mig selv? Jeg kan sikkert slå hovedet ind i væggen nok gange til at de vil prøve at stoppe mig... Men vil de nu også det? Hvordan kan jeg vide, at de ikke bare vil se på - Måske de ligefrem forventer, at jeg bryder sammen.

Åh... Jeg skal vise dem... Ja, det skal jeg!

...

Mine tanker flyver vidt omkring, men jeg ved, hvad jeg vil gøre nu. Jeg skriver det ikke ned, for det skal være nu jeg gennemfører det. Hvis jeg kommer ud herfra, og hvis jeg i det hele taget overlever, så vil jeg skrive alt ned. Jeg har på fornemmelsen, at tiden er ved at løbe fra mig, hvis disse mennesker sprøjter mere af deres gift ind i mig, så vil jeg dø med sikkerhed. Min døde arm er et tydeligt bevis på det.

Måske armen skal amputeres, hvis jeg slipper ud herfra? Udslættet breder sig jo, og hvis det når mine vitale organer, så tror jeg ikke, at jeg overlever meget længe. 

Jeg vil ikke lade dem vinde over mig! 

Jeg vil ikke dø her!

Jeg vil leve!

Mit navn er Aya...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...