En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1260Visninger
AA

19. Dag 5

Dato: ??

Jeg er ikke død. Min krop er stiv, men det er ikke det vigtigste. Nej der skete noget, mens jeg var ved at falde i søvn. Eller jeg kan ikke rigtig kalde det søvn, det havde føltes mere som en slumren. Jeg vil gerne beskrive alle detaljerne, da jeg på en måde kan bruge denne bog som en journal, og måske senere få en forklaring på det hele. 

Jeg var krøbet sammen i hjørnet af min celle og lå med lukkede øjne, så jeg prøvede at lukke det skærende lys ude. Jeg kan huske, at det ikke rigtig hjalp, så jeg havde lagt min syge arm henover ansigtet, så det blev mere mørkt. Jeg er ikke sikker på, hvor lang tid jeg lå sådan, men pludselig kunne jeg høre stemmer. Ja, jeg hørte stemmer, der ikke var en del af min fantasi. 

Min første tanke var lettelse, men den ændrede sig til frygt. Disse stemmer måtte jo vide, at jeg var herinde. Så jeg lod som om jeg sov. Og min taktik viste sig, at give mig nogle svar. 

...

Jeg troede, at det var løgn. Lyden af en metallisk klirren skar ind i mine ører, men jeg flyttede mig ikke. Stemmerne blev højere, men jeg forstod dem ikke, hvilket jeg nok aldrig vil komme til. Det kunne være interessant, at vide, hvad de talte om. Men det utrolige af det hele er at gulvet pludselig bevægede sig. Det hævede sig. Ja, hævede sig er det rigtige ord. Fornemmelsen af muren der forsvandt bag min ryg og blev udskiftet med et koldt vindpust, kan jeg stadigvæk huske tydeligt. Det var mærkeligt. Det er mærkeligt...

Det næste der skete var så uventet, at min krop desværre gav et spjæt fra sig. Et par kolde hænder havde grebet fat i min skulder og vendt mig rundt, men heldigvis, havde det set ud til, at det ikke undrede personen. Hænderne havde givet slip et kort øjeblik, hvorefter flere hænder havde grebet fat i mig og løftet mig op på en kold flade, som jeg gætter på må have været et bord.

Jeg huskede mig selv på, at jeg ikke måtte bevæge mig eller på nogen måde vise, at jeg var vågen. Det er lettere sagt end gjort - men er det ikke altid det? 

Jeg lå der på bordet med armene ned langs siden og ansigtet vendt opad. Følelsen i min syge arm er ved at forsvinde, men alligevel mærker jeg stikket, og den efterfølgende væske, der bliver sprøjtet ind. Det var uhyggeligt, og jeg havde lyst til at spærre øjnene op og hive nålen ud, men det ville være dumt. Der var flere i rummet. Omkring tre mennesker tror jeg. De talte alle det ukendte sprog, som jeg ikke har fattet en brik af. De eneste sprog, som jeg kender er: tysk, engelsk, fransk og mit modersmål dansk. 

De stak mig flere gange. Jeg stoppede med at tælle, da de havde stukket mig syv gange. En af de tilstedeværende pillede bandagen af mine fingre, og der lød et udbrud, hvorefter de alle talte højlydt i munden på hinanden. Jeg ved nu hvorfor...

Deres stemmer var forsvundet et øjeblik, og jeg havde overvejet at se mig omkring. Men muligheden for at jeg blev filmet, var stor, så jeg lod chancen passere. Lige nu ville jeg gerne have fortrukket, at jeg havde fået smuglet en eller anden form for våben med ned, men ak nej - Jeg var bange. 

De tre kom dog hurtigt tilbage, og bar mig tilbage. Det overraskede mig, at de lagde mig oven på denne bog - Det ser ikke ud til, at de har læst i den. 

Måske de ikke forstår sproget?

Gulvet sænkede sig, og da det stoppede, hørte jeg den metalliske lyd igen, og alt blev stille.

...

Nu, mens jeg skriver det her, sidder jeg og ryster over det hele. Mine fingre er blevet blålige og har fået den samme sygelige farve som hele min arm nu har. Det sorte udslæt har bredt sig til min skulder og ned over mit kraveben. Gudskelov for at jeg kan skrive nogenlunde ordentligt med begge hænder, selvom alle mine fingre har fået den sygelige farve. Det hele ser lidt sjusket ud, men det er da læseligt. 

Det gør underligt nok ikke ondt, det har det ikke gjort på noget tidspunkt. Det ser bare dødt og sygeligt ud. Alligevel skal jeg virkelig anstrenge mig for ikke at gå i panik, hver gang mit blik falder på armen og fingrene, hvilket jo sker hele tiden. 

...

Jeg kan da trøste mig selv med, at jeg ikke er sindsyg. Der er nogle mennesker over mig, som eksperimenterer med min krop. De sprøjter noget ind, som helt klart nedbryder min krop og giver mig hovedpine. Men som også på en eller anden måde skærper mine sanser.

Hvorfor? Hvorfor gør de det her?

Jeg vil prøve at gå lidt rundt og tænke, måske jeg kan komme på en plan af en slags. 

Jeg vil ud herfra!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...