En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1218Visninger
AA

18. Dag 4

Dato:??

Jeg forstår det ikke. Det føles som om, der er blevet lagt tunge bøger oven på mit hoved, og at jeg har gået rundt med dem i flere dage. Der er ikke kun kommet ét stik mærke mere, men hele tre. Huden omkring det første stik mærke, er blevet helt sort nu, og det ser nærmest dødt ud. Jeg tør ikke røre ved mærkerne, af frygt for at det gør ondt ved berøring.

Mine hænder er blevet vasket og gjort rene, og mine fingre er blevet forbundet med hvid bandage. Jeg tror endda hele min krop er blevet vasket. Jeg... Det er en virkelig ubehagelig fornemmelse. Jeg kan ikke beskrive det med ord, men det at andre hænder har rørt ved min krop, uden at jeg har været ved bevidsthed - Det er en virkelig klam følelse.

Men... Det mærkeligste af det hele er, at blodet og kradsmærkerne på væggen er forsvundet. Jeg har studeret væggen nøje, men der er overhovedet ingen spor efter kradsmærkerne. Og jeg er meget sikker på, at de mærker jeg efterlod, var dybe og ikke lige til at fjerne. Selv blodet som jeg havde smurt ud over gulvet er forsvundet. Jeg har lagt på knæ med øjnene tæt på flisegulvet og studeret fugerne, men der er intet. Ingen mørkere plet eller noget. Det er som om, at det er et helt nyt rum...

...

De har sendt mere mad ind til mig, men jeg har ikke rørt det. Min appetit forsvinder lige så langsomt, og jeg forstår ikke hvorfor. Det er som om mine naturlige behov bliver dæmpet, hvorimod mine andre sanser skærpes. Ja, jeg har lagt mærke til en anden ændring med min krop.

Lige nu sidder jeg i det ene hjørne af rummet, mine ben er bøjet, så bogen kan ligge på mine lår - Det er lettere at skrive med et underlag. Men mens jeg sidder her, er der nogle ting, som jeg kan mærke - ting, jeg aldrig ville have bemærket før. De skærende lamper - der gør, at jeg aldrig ser op mod loftet - giver en summende lyd fra sig, og jeg er næsten sikker på, at der også kommer en lille tikkende lyd fra dem. 

Når jeg sidder sådan her, kan jeg høre vandet der løber gennem små rør inde bag muren. Det ville normalt gøre mig tissetrængende, men ikke mere. Det minder mig om... 

Åh... Jeg har ikke været på toilet ud over den ene gang - Det er meget unormalt ikke? 

Hvad er det der sker med mig?

Please, please, please - En eller anden hjælp mig! 

...

Mit syn er også blevet bedre, men også mere følsomt. Lyset er generende, men der er ikke så meget, jeg kan gøre ved det. Siderne i denne bog er ikke så hvide, som alt det andet. Derfor er det ikke kun en form for at slå tiden ihjel, at jeg skriver, men også fordi, at siderne er det eneste, jeg kan holde ud at se på i længere tid. Det er også derfor, jeg er sikker på, at der ikke er noget blod på væggen eller i fugerne. 

Måske det er en del af eksperimentet? 

Vil de...

...

Det skete igen. Næseblodet. Det kan godt være, at de sprøjter noget ind i mig, der gør at mine sanser bliver bedre, men det ødelægger også noget inde i mig. Hver gang jeg kaster et blik på min arm, ser jeg den sorte døde hud. Det er uhyggeligt. Ifølge denne bog, er der gået fire dage, eller det vil sige, at der er fire gange jeg er blevet bedøvet og har sovet. Så hvordan vil min arm ikke se ud efter endnu fire dage? 

Måske jeg vil dø inden...

...

Jeg kunne godt tænke mig at få noget frisk luft. Min hukommelse er der ingen ændring i, men jeg har denne svage fornemmelse af minder om det at være udenfor - udenfor i solen. Jeg ville ønske, jeg kunne huske fornemmelsen af solen på min hud. Det må være dejlig varmt. 

Eller regn. Regndråber der falder ned på jorden, mens de samler alle de beskidte partikler, der er i luften, så luften bliver helt ren. Ja, det at stå i regnvejr og trække vejret... Der er heller ingen, der kan se, at man græder i regnen. 

Jeg føler, at jeg bør græde eller noget lige nu, bare det at se tårerne dryppe ned på siderne i denne bog og blande sig med de blodrøde pletter fra næseblodet. Det føles som om, det er det min krop har brug for. Nej, nok mere mit sind, men mine tårekanaler er tørre ligesom siderne i denne bog. 

Det er egentlig mærkeligt, hvor lang tid kan man leve uden mad og vand? Jeg ved det ikke, men selvom jeg ikke har rørt maden eller vandet, så føler jeg mig ikke sulten eller tørstig. Er der noget galt med mig? Vil jeg ikke være ved at dø af tørst nu? Er det på grund af det de gør ved mig?

...

Jeg er træt på en anden måde nu. Ikke fordi de er ved at bedøve mig, men sådan rigtig træt. Min krop føles tung og mit hoved dingler, mens jeg prøver at skrive det her. Jeg fugter hele tiden mine læber, og det undrer mig stadigvæk, at jeg kan blive ved med at have væske i kroppen til at kunne gøre det. 

Måske jeg skal prøve at sove? Sådan rigtig sove. Sove fordi jeg selv vælger at gøre det. Ja, jeg vil prøve det.

Hvis jeg ikke vågner igen, så ... Ja så er det sidste gang jeg skriver nu. Om det gør mig bange? Jeg er rædselsslagen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...