En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1254Visninger
AA

17. Dag 3

Dato:??

Denne gang er jeg sikker på, at der har været nogen herinde. Jeg har fået en ny pletfri undertrøje på og der er kommet endnu et stik mærke ved siden af det andet. Huden omkring mærkerne er blevet mørke lilla og lidt øm. Jeg prøver virkelig at tænke på noget andet. Mærkerne gør mig nervøs, men der er ikke noget, jeg kan gøre ved det.

Hovedpinen er der stadigvæk, men den er bare blevet til et irritations moment og intet andet. Tiden herinde er virkelig langsom, eller det føles i hvert fald sådan. Jeg kan simpelthen ikke regne ud, hvorfor jeg er her. Okay, hvis de laver eksperimenter, så må det vel betyde, at de har sprøjtet noget ind i mig, og at de nu vil se min reaktion. 

Måske jeg kan lade som om det ikke virker? ... Har jeg lige bekræftet, at det virker ved at skrive det sådan? Jeg kan jo ikke rigtig vide, hvordan det er meningen jeg skal reagere, for jeg har jo ingen anelse om, hvad det er, de gør ved mig. 

...

De sendte mad ind til mig igen. Denne gang var det en form for suppe og et groft brød. Jeg ved det ... Måske det er dumt af mig, men jeg spiste det. På en eller anden måde er jeg overbevist om, at der ikke er noget i vejen med maden. Jeg skal måske koncentrere mig mere omkring mærkerne i min arm, men det er også svært - for jeg har jo ingen idé om, hvor de kommer fra. Eller... Jeg kan da regne ud, at de stammer fra en sprøjte eller noget, men hvad der er blevet sprøjtet ind. Det er mig en gåde.

Hmm ... Jeg synes jeg kan høre noget...

...

Åh gud! En eller anden hjælp mig! Jeg tror de har pillet ved min hjerne. Lyden jeg hørte før - hvordan skal jeg beskrive det - Det lød som en summen, der blev ved med at intensivere for til sidst at blive så høj, at jeg blev nødt til at smide denne bog og gribe mig til hovedet for at lukke lyden ude - Det hjalp ikke.

Lige nu ser jeg på de hårtotter jeg har revet af. De ligger spredt ud over det hvide gulv og står i stærk kontrast. Min plan med ikke at vise nogen reaktion røg i vasken. Mine knækkede negle, de blå mærker, der er ved at dannes og hårtotterne er et tydeligt bevis på det. Mit sind er forvirret og jeg kan ikke rigtig sortere mine følelser. Jeg ved, jeg er bange og utryg. 

Da det før gik op for mig, at lyden trængte gennem mine håndflader og jeg ikke kunne holde den ude. Ja, så gik jeg amok. Jeg tror det er derfor jeg er anbragt i dette rum. Det er uhyggeligt at tænke på, at mine fangevogter har overvejet muligheden - regnede de med, at jeg ville gå amok?

Hvad der skete? Jeg rullede rundt på gulvet og begyndte at slå ned i gulvet. Det hjalp ikke på smerten i mit hoved og den summende lyd. Så jeg rejste mig op og begyndte at kradse på væggene. Jeg troede aldrig, jeg kunne blive så desperat og ligefrem kradse så hårdt, at nogle af mine negle bukkede om og flækkede. 

Hvis jeg løfter hovedet nu, kan jeg se kradsemærkerne og blodet på den modsatte væg, der er et tydeligt tegn på galskaben. Blodet ser ud som om det er klasket på væggen med en pensel, hvorefter det er blevet tværret ud med et par hænder. Det med hænderne er rigtigt, men der er ikke brugt en pensel...

...

Det her stykke har taget mig lang tid at skrive. Jeg bliver nødt til at holde pause hele tiden, for mine fingre kan slet ikke holde fast om blyanten og så kan jeg blive ved med at se mine blodige fingernegle, der er helt ødelagte. Den røde farve på disse sider, stammer ikke fra mit næseblod, men fra mine blodige hænder, som jeg ikke kan vaske. Blodet er allerede indtørret og ligner lidt en skorpe, der skaller af. 

Jeg er så bange...

Hvis de ved hjælp af en lyd, kan få mig til at ødelægge mine fingre - Hvilke andre ting kan de så få mig til? Hvis det ikke er dem der tager livet af mig, så tror jeg sindssygen gør. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan klare at være indespærret i dette rum. Blodet på væggen. Blodet på disse sider...

Jeg håber, der er nogen, der vil sætte en stopper for det her og få mig ud herfra. 

Haha...

Det får mig til at tænke, hvis jeg kommer ud herfra og nogen læser i denne bog, så bliver jeg sikkert lukket ind i en ny celle. Så måske det er bedre at dø her? Nej. Jeg vil ikke give op! Min krop ryster, mine ben laver små spasme udslag, mit hoved gør ondt, mine fingre er blodige og neglene er ødelagte...

Jeg vil ikke give op. 

...

De sendte mere mad ind til mig, men jeg drak kun vandet. Jeg har på fornemmelse, at de snart bedøver mig igen. Måske de kasserer mig nu...

Måske det er sidste gang jeg skriver i denne bog... 

Åh det er så latterligt. Jeg skriver, at jeg ikke vil give op, men hvad kan jeg egentlig gøre? Der er ingen udgang - i hver fald ikke nogen jeg kan se. Så mit liv ligger praktisk talt i hænderne på mine fangevogtere. Gad vide om de læser det her, når de har bedøvet mig? Hvis de gør, så skal de bare vide, at de er nogle kraftidioter, der frarøver en kvinde hendes frihed! Åh jeg har lyst til at bande helt vildt nu. Men jeg vælger at holde ordene inde i mit hoved, hvilket betyder, at jeg heller ikke skriver dem ned her.

Jeg ville ønske, jeg havde et minde, jeg kunne dvæle ved, noget der kunne få tiden til at gå. Alt jeg har, er dette mørke inde i mit hoved og minderne fra dette rum - Ikke just nogle glade nogle. Det er mærkeligt, jeg ved basale ting, som det at skrive, læse og regne og jeg kan endda tale flere sprog, men alligevel er ethvert minde om fortiden slettet. Jeg føler mig så tom indeni, som om nogen har taget noget meget vigtigt fra mig. 

Det sker nu... Søvnen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...