En Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
En samling af blandede historier, skrevet af M.v.W.

5Likes
0Kommentarer
1227Visninger
AA

8. Casa della vita

Byen er fuld af travle men glade mennesker. Alle er i fest humør, dagen er stor. Selv de fattige fra slummen har gjort noget ud af deres udseende og er kommet frem fra mudderet. Hovedvejen er fyldt med små boder, så folk kan købe ind til aftens begivenhed. Byens middelklasse damer står i små klumper og taler om de forbipasserendes påklædning og udveksler den nyeste sladder. Børnene løber mellem mængden og nupper brød, som bagerne gavmildt har stillet frem til dem der har lyst. 

Byen er omringet af bjerge, der er kun en indgang til byen, hvilket både er godt og skidt. Bjergene fungere som et naturligt forsvarsværk, da de er så stejle, at man ikke kan bestige dem på nogen måde. Men hvis det nogensinde skulle lykkedes nogen at slippe ind, er den eneste mulighed for overlevelse at kæmpe. Det er aldrig kommet så vidt, så derfor mener byens beboer, at Casa della vita er det sikreste sted at være. 

Byen er opbygget som et kompas. I den nordlige ende bor de rige, jo længere ned syd på, des fattigere er befolkningen. Længst væk fra syd og dermed også længst væk fra byporten ligger slottet. Rundt om slottet er slotsmuren der omkranser den Kongelige have, som i aftens anledning er pyntet op til fest. Slottet er bygget ind i bjerget og er derfor meget grå. Den gamle dronning, som er moder til den nuværende konge, plantede strålende blomster og træer over det hele. Indenfor er der smykket med tæpper og malerier, samt smukt udformede statuer af fortidens herskere. Tjenestepiger løber rundt med dekorationer og er flere gange ved at ramle ind i hinanden. Selvom det er en travl dag, glæder alle sig.

                                                                                                             ***

Dybt inde i bjerget, langt væk fra den smukke have og alt form for naturligt lys, sidder en enlig skikkelse. Da hun er alene er der ingen grund til at dække sig til. Hun er ikke bange for, at der nogen der vil brase ind gennem døren, det tør de ikke. De eneste lyde i rummet er fra den knitrende ildkugle, der svæver få centimeter over hendes håndflade. I skæret fra flammen lyser hendes krystalblå øjne op, som er så udsædvanlige, at ingen tør se hende i øjnene. Det er ikke kun øjnene der er udsædvanlige. Hendes kridhvide hår er et sådan særsyn, at selv i mørke lyser hun op. Huden er mælkehvid og uden former for naturlige ar. Den er så perfekt og silkeblød, at den ser kunstig ud. 

Ildkuglen flakker et øjeblik, da hendes tanker vandrer tilbage i tiden. Hun kan ikke huske hendes forældre eller nogen anden, der kunne minde derom. Hun havde levet i slummen sammen med de andre fattige. Et lille trist smil dukker op på hendes ansigt. Selv de fattige var bange for hende. Hun havde brugt sin magi til at få mad. I starten så folk ikke, at æbler og brød blev løftet op i luften og fløj hen til det nærmeste hushjørne. Den teknik var yderst nyttig, indtil det selvfølgelig var blevet opdaget. 

Da vagterne havde grebet hende og førte hende til kongen, var hun rædselsslagen. Folk som hende blev kaldt hekse eller troldmænd og blev for det meste brændt på bålet. I stedet havde Kongen tilbudt hende et job. Hun skulle underholde den lille prins med sin magi og til gengæld måtte hun bo på slottet. Lige præcis der, havde hun været overlykkelig. Men nu kendte hun konsekvenserne. 

Hun lod ildkuglen svæve lidt højere op for derefter, at lade den falde ned i håndfladen igen. På grund af hendes udsædvanlige udseende skulle hun altid være dækket helt til. Lige nu har hun en langærmet sort kjole på med høj krave. På kommoden ligger sløret, der skal vikles omkring håret, ved siden af ligger sløret, der skal dække ansigtet. I den frie hånd holder hun de to handsker, som kun må tages af, når hun skal udføre magi.

Engang havde Prins Gustav rykket hendes slør af, så han havde set hendes ansigt. Først havde prinsen stirret og så var han begyndt at smile. Han havde spurgt, hvorfor hun dækkede sit ansigt. Hun forklarede, at det var på grund af hendes udsædvanlige udseende. Drengen havde syntes det var morsomt og så rystet alvorligt på hovedet. 

Hun ler stille ved tanken. på grund af den episode, må hun tage sløret af, men kun når hun er alene med ham. Ildkuglen er forsvundet, så hun sidder i total mørke. Selvom hun bor på slottet er hun stadigvæk udstødt. Hun har ingen venner, ingen hun kan dele sine drømme eller tanker med. Selvom ensomheden er normalt for hende, vil hun gerne bare en gang, opleve et andet menneskes varme. Hun sukker. Chancen for et sådan liv er minimalt.

                                                                                                   ***

Et sted i den sydlige ende af Casa della vita, er en lille smudsket udseendet kro. De rige undgår den, det samme gør de rejsende, selv de fattige undgår den. Det er ikke fordi kroen skiller sig så meget ud i forhold til de andre, det er mere dens gæster, der er anderledes. Kroen er lukket for i dag, men der er stadigvæk nogen derinde. Indenfor er kroen renere end de andre steder. Der er varme og maden er god, hvis man ikke er for kræsen. Henne ved kroens kamin sidder en lille gruppe mennesker samlet. Forsamlingen er sammensat af nogle forskellige typer, men de har alle et tilfælles. 

Lænet op af kaminen står en ung mand med langt mørkt hår, hvor noget af det er samlet i en lille hestehale. Hans brune læderbukser vidner om slid men også holdbarhed. Den mørkegrønne bluse er stukket ned i bukserne, der er holdt på plads med et bælte. Alt i alt ser han meget almindelig ud, men gemt på hele kroppen, er små former for våben. De andre er klædt på deres egen ejendommelige måde, men alle har de våben gemt under tøjet. 

Matt kniber øjnene sammen, mens han tænker. Et sted bag ham åbner Morgan munden, "Matt, har du virkelig tænkt dig, at vi skal bryde ind på slottet? Og så i aften. Det vrimler jo med vidner og ikke mindst vagter!"

Cley, der er den mindste i hele gruppen, men også en af de mest dødbringende, tager en af sine knive frem. Selve bevægelsen er uskyldig og ingen former for udtryk glider over hendes ansigt. "Morgan, jeg troede ikke du var sådan en tøs. Det er jo lige netop i aften, at det er bedst at bryde ind. Vagterne er så optaget af festen, at de ikke vil lægger mærke til en gruppe gæster, der forsvinder ind gennem bagindgangen."

Matt smiler, han kunne ikke selv have sagt det bedre. Selvom de alle er tyve og frygtet af det rigere selskab, så er de som en stor familie. De skændes som søskende men holder sammen, når det gælder. Det er også derfor, de har siddet på magten så længe i underverden. Selvom Matt ikke er den ældste, fungerer han som deres leder. Det er ham, der tager de afgørende beslutninger og ham der afgører, hvem de stjæler fra. Det fungerer selvfølgelig ikke som på samme måde som hos deres oh så store Konge. Nej, de taler sammen og ser hinanden som ligeværdige. Alt bytte bliver delt lige mellem dem. Selvom Matt er deres "konge", får han ingen større andel, det er nok også derfor, de andre har valgt ham som leder.

Han vender sig væk fra kaminen og ser over mod Zandra. Hun er den der skiller sig mest ud fra gruppen. Alt hendes tøj er i prangende farver og rundt om hovedet har hun viklet et gult pandebånd, som fremhæver hendes smalle ansigt. 

"Zandra, jeg regner med du har noget i din garderobe, som vi må låne." 

Hendes læber skilles i et stort charmerende grin, der kan forføre de fleste mænd. Han undrer sig ikke over, hvorfor så mange mænd er faldet for hendes dødbringende samling af knive, det er kun forståeligt.

I maven samles den behagelige fornemmelse af glæde og spænding. Han glæder sig altid til at føre sine planer ud i livet. Han vender sig om mod kaminen igen med et forventningsfuldt glimt i øjet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...