Online venner

17-årige Leslie er deprimeret, ensom og har anoreksi. En aften skriver brugeren "Davidsen23" til hende, og de kommer godt ud af det med hinanden. David bruger sin charme på Leslie, og de ender ud med at mødes. Men når man er blind af anoreksi, kan alting vel ikke have en lykkelig slutning. // Historien er læst igennem og rettet i 2016.

64Likes
101Kommentarer
2628Visninger
AA

9. Kapitel 9

Der var gået 2 uger siden, at David havde sagt, at han elskede mig. Jeg var overrasket, og efter det jeg lige havde været igennem, havde jeg svært ved at tro ham, det havde jeg stadig. Stemmen var kommet mig i forkøbet, jeg havde tænkt mig at fortælle David om, at jeg havde anoreksi. Men siden jeg tog hjem for 2 uger siden, havde jeg taget afstand til ham.

Til os.

Misforstå mig ikke, jeg elskede ham, og jeg var stadig smask hamrende forelsket i ham. Men når man havde været igennem det, jeg havde været, så skulle man bruge tid til at sluge det hele.

Lang tid.

Som i to uger lang tid.

Men jeg kunne stadig ikke forstå det. En dreng kunne ikke elske mig. Det var umuligt. Ingen kunne elske mig, ingen overhovedet. I hvert fald ikke i mit hoved.

Jeg stod foran spejlet på badeværelset. Betragtede mig selv, da det gik op for mig.

Jeg var ikke fed. Og det havde jeg aldrig været.

Jeg var tynd.

Skind og ben.

Jeg væmmes ved at se på mig, det burde alle gøre, jeg var et skelet, intet mere

Jeg slog sæbedispenseren samt en vase ned fra håndvasken så et brag lød.

”Leslie?!” skreg min mor nede fra stuen af. Jeg ignorerede hende, døren var låst, hun kunne ikke komme ind. Hun bankede hårdt på døren, skreg og hulkede. Det var tydeligt, at hun var bange. Hun vidste det, ligeså vel som jeg, og alligevel havde hun ikke sagt noget.

Nar.

Jeg var syg, og jeg kunne ikke kureres, selvom min mor råbte igennem døren, at det hele nok skulle gå og bad Jonas og Mathilde om at gå tilbage på deres værelse, for der var altså ikke noget i vejen.

Løgn.

Alt var en stor fed løgn.

Jeg hadede mit liv, og jeg fortjente ikke at leve. Og jeg vidste, at der i det mindste var en person, der var enig med mig, Mikael selvfølgelig.

Han var en nar.

Der var kun en, som jeg ikke så som en nar lige nu.

David.

Jeg elskede ham, men det kunne ikke ændre noget.

Overhovedet.

”Leslie, lås nu op, så kan vi snakke om det!” bad min mor og bankede en enkelt gang på døren.

Jeg forestillede mig, at hun sad grædefærdig på gulvet og lænede sig op af døren i håb om at få bare det mindste tegn til, at jeg endnu var i live. Min mor kendte mig for godt til, at hun ikke kunne vide, at disse tanker gik mig på i dette lille øjeblik.

Hun vidste, at jeg elskede David, men hun vidste også, at jeg hadede mig selv mere end noget andet, at jeg var en taber, et fjols … en nar.

Hun vidste, at jeg havde et selvhad, som ikke kunne kureres, men hvis jeg tog mit liv i dette øjeblik, ville hun aldrig kunne tilgive sig selv, hun ville aldrig kunne tilgive sig selv for at lade mig selv komme så langt ud, og hun ville aldrig tilgive sig selv for, at jeg var begyndt på at tage afstand til folk.

Hun ville få mit selvhad, og det ville jeg ikke have.

Men nogle gange blev man nødt til at være egoistisk, som i disse situationer, hvor man kun tænkte på sig selv, man tænkte ikke på, hvad der fulgte, eller hvilke mennesker man sårede på vejen.

Man tænker kun én ting.

Tag mig væk.

Og det var det, jeg ville, jeg ville tage mig selv væk.

Velvidende om at jeg ville knuse hjerter.

Min mors, min fars, Mathildes og Jonas’, selvom de nok alligevel ikke ville vide, hvad det betød, det var de for små til. Men de ville bemærke, at jeg ikke var der, og som de ville vokse op, ville de glemme alle de minder, de havde om mig. Og jeg ville være slettet fra deres erindring.

Mor ville fjerne alle billeder og spor af mig i huset, som om jeg aldrig havde eksisteret, hun ville aldrig nævne mit navn efter begravelsen, og men i smug om natten, når alle andre sov, ville hun ligge og græde sine øjne ud, over at hun havde mistet sin datter, over at hun havde mistet mig, og hun ville give sig selv skylden.

Jonas og Mathilde ville vokse op, og som de blev ældre, ville de glemme mig, og eftersom mor eller far aldrig ville snakke om mig, ville de ikke komme til at vide, at de havde haft en søster. En egoistisk storesøster der tog sit eget liv, og ingen vidste hvorfor.

Men jeg ville ikke have, at det var sådan, det gik til. Jeg ville have det til at gå anderledes.

Så jeg skrev det på et papir, det, som jeg vil have til at ske, og ikke det som ville ske, hvis jeg ikke informerede dem om, hvad min grund var, selvom den var sølle, og at de ikke ville kunne forstå mig, og derfra så vil have et had til mig, men jeg var ligeglad. Jeg ville bare ikke have, at mine søskende skulle glemme, at de havde en storesøster, at min mor kun kunne få sine følelser ud om natten, hvor ikke en sjæl ville prøver at være den hjælpende hånd, som hun aldrig var, men jeg bebrejder hende ikke, selvom hun måske ikke havde hjulpet mig, havde hun gjort så meget andet. Hun havde været en mor, som der tog sig af mig og gav mig den plads, jeg behøvede, og jeg kunne ikke bede om mere af hende.

Mit blik faldt igen på blokken, og jeg begyndte at skrive.

Og jeg skrev og skrev til min hånd gjorde ondt og længere endnu. Det der stoppede mig, midt i en sætning, var hoveddøren, der smækkede op, en masse fodtrin foregik nede i stuen, og jeg holdte vejret.

Mor havde ringet efter hjælp.

Og nu var det for sent.

Næsten i hvert fald.

Jeg greb ud efter pilleglasset og tog alle pillerne, der var i, glasset var næsten fyldt, så omtrent nogle 100 stykker. Jeg slugte dem. Uden vand. Det skar i halsen. Da jeg havde slugt dem alle, med tårer og besvær, tog jeg ihærdigt kniven, da de bankede på døren. De bankede hårdt.

Og jeg var forberedt.

Jeg tog et fast greb om kniven og satte den ud for maven.

”Leslie hvis du ikke åbner døren med det samme, bra-”

Cut.

Sort.

Vådt og hårdt gulv.

Smerte i mave og hovedet.

Larm.

Gisp.

Gråd.

Og lys.

7. december 12:23

Davidsen23: Hey Leslie, du skrev aldrig i går, men jeg tænkte om vi snart skulle ses igen? Det var super hyggeligt!

7. december 23:58

Davidsen23: Er der noget galt?

9. december 15:03

Davidsen23: Hej Leslie, jeg fik tidligt fri, og jeg tænkte på om jeg skulle hente dig efter skole, og så kunne vi lave noget sammen?

9. december 19:35

Davidsen23: Leslie du ved du kan fortælle mig alt, hvad sker der?

13. december 17:17

Davidsen23: Leslie nu tager du dig fandme sammen! Jeg dør af bekymring hvis du ikke snart svare!

19. december 19:40

Davidsen23: Leslie, undskyld! Jeg ville ikke skræmme dig væk, men jeg elsker dig for fanden!

21. december 13:00

Kagedamen: Farvel David.

21. december 16:39

Davidsen23: Farvel? Hvad mener du med farvel?!

Davidsen23: LESLIE SVAR MIG!

Davidsen23: Fint, jeg kommer hjem til dig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...