Online venner

17-årige Leslie er deprimeret, ensom og har anoreksi. En aften skriver brugeren "Davidsen23" til hende, og de kommer godt ud af det med hinanden. David bruger sin charme på Leslie, og de ender ud med at mødes. Men når man er blind af anoreksi, kan alting vel ikke have en lykkelig slutning. // Historien er læst igennem og rettet i 2016.

64Likes
101Kommentarer
2625Visninger
AA

8. Kapitel 8

Jeg var forelsket.

Det havde taget mig lang tid at finde ud af, men jeg var forelsket. Jeg var forelsket i David. Eller kunne man blive forelsket på en uge? Det lød surrealistisk, det vidste jeg. Men jeg var sikker. Sikker på at jeg var faldet pladask for den mest fantastiske dreng, jeg nogensinde havde mødt.

Han placerede en tallerken foran mig med noget indhold. Jeg vidste ikke, hvad det var, men jeg var også ligeglad, jeg havde ikke i sinde at spise det. Jeg ville sige pænt nej tak.

”Jeg sagde, jeg ikke var sulten,” sagde jeg med et lille grin og kiggede op på ham. Han smilede skævt og rystede lidt på hovedet, ”spis alligevel, du dør ikke af det,”

Jeg grinte svagt og kiggede igen ned på maden. Den hånede mig, gjorde den. Jeg var sikker. Den sad sikkert og grinede af mig. Men jeg kunne ikke få mig selv til at spise det. Jeg kunne bare ikke, min mave skreg ja, men mit hoved råbte nej.

”Jeg..” prøvede jeg, men blev stoppet af stemmen.

Vil du have ham til at tro, at du er svag?

Han kan ikke lide dig, Leslie, han udnytter dig!

Hvorfor skulle en dreng som ham, kunne lide en som dig? Det er jo absurd.

Du må virkelig være skør, hvis du tror, at han kan lide dig.

”STOP!” skreg jeg og slog mig ihærdigt i hovedet.

Smerte.

Jeg begyndte at hulke og tårerne løb ned af mine kinder.

”STOP DET!” hulkede jeg og faldt ned fra stolen og satte mig fortabt på det kolde marmor gulv.

Leslie, vi ved begge to godt, at du ikke kan standse mig.

Jeg er her for at beskytte dig, hvorfor vil du have, at jeg skal stoppe?

Jeg er sandheden, du kan ikke stole på andre, hører du?

HØRER DU?

Du kan ikke stole på andre, Leslie, de er forrædere, og de vil stikke dig i ryggen med din egen kniv!

Husker du Diana?

I var venner, var I ikke?

NEJ, hun troede, du var en ganske normal pige, men fordi du er fed og prøver at tabe dig, skred hun!

Og det samme vil David gøre!

”STOP!” skreg jeg videre og slog mig i hovedet utallige gange, tårerne løb i hærdigt ned af mine kinder, og hulkene flød ud, som var det et vandfald.

HOLD SÅ KÆFT! JEG ER DET BEDSTE FOR DIG, JEG VED, HVAD DER ER GODT FOR DIG!

HVIS DU IKKE LYTTER TIL MIG, SÅ DØR DU, DU DØR!

Jeg græd endnu mere, og da Davids arme lagde sig omkring mig, fik jeg et chok og følte mig samtidig forrådt.

Stemmen havde ret, David kunne ikke lide mig, jeg var et nul, hvad ville han med mig? Han udnyttede mig, jeg vidste ikke for hvad, men jeg vidste, at stemmen havde ret. Det havde den altid.

Men jeg ville ikke have den til at have ret, jeg elskede David, jeg var forelsket i ham.

Men forelskelser bringer kun sorger..

Mine tanker faldt straks hen på begyndelsen af det her.. Der hvor stemmen startede og sulten hobede sig op.

24. oktober – matematik lokalet

”Du er fed, Leslie.” sagde han, mit blik var låst fast på væggen bag ham, og jeg bed tænderne hårdt sammen for ikke at græde eller lade hulkene slippe løs.

”Jeg har aldrig elsket dig, aldrig.” fortsatte han, og hans ord gjorde ondt. ”Der er aldrig nogen der vil elske dig.” hans ord var modbydelige, og jeg borede mine negle ned i bordet for ikke at slå ham. Ved nærmere eftertanke burde jeg måske have slået ham. Idiot.

”Tænk engang at du er så ynkelig, at du tror, at nogen kan elske dig,” han fnøs. ”Du er en taber Leslie, en fed, grim, klam, ulækker taber!”

Jeg peb.

Jeg var svag.

”Skal du have en tudekiks, tudemarie?” spurgte han og skød underlæben frem for at imitere et flæbeansigt. Mit flæbeansigt.

”Hold mund,” hvislede jeg igennem mine sammenbidte tænder. Han kiggede på mig med et flabet smil og hævede øjenbrynet, ”Hvad sagde du?” spurgte han og grinede svagt. Ja, han fandt sikkert situationen skide morsomt.

”Hold ...” Træk vejret ind, ”mund ...” og pust ud.

Jeg lod mit blik glide over hans ansigt. Hans smil falmede en smule, ikke fordi jeg havde sagt noget, der ramte ham, men bare det at han så mig i øjnene, og mit sørgmodige blik gik lige igennem ham. Det var hans svaghed, og det vidste vi begge godt. Det var også derfor, han hurtigt fjernede sit blik fra mig.

Nar.

”Nu er du pludselig ikke så smart mere, hva?” sagde jeg flabet med et overlegent smil og et blik, der kun indebar had.

”Du holder fandme bare din kæft, Leslie. Du er så skide svag, og når du finder ét svagt punk på mig, bruger du det imod mig. Og så tror du, at du ligepludselig er så hellig, fandme nej. Brand i helvede, Leslie Vestergaard!” snerrede han, inden han irriteret tog sin taske og traskede ud af rummet.

Det var ret ironisk, han sagde at jeg opførte mig, som var jeg hellig, og jeg brugte hans ene svage punkt i mod ham. Sandheden var, at han var ynkelig.

Mikael var ynkelig.

Mikael, min ekskæreste, som for et kort øjeblik siden havde fjernet al min selvtillid og lyst til at leve.

Mange tak, Mikael.

 

Det var hans stemme, der altid var inde i mit hoved. Det var stemmen. Alle de gange han havde fortalt mig, at jeg ikke var god nok. Det havde sat sig fast, og nu hørte jeg det altid. Og det var det, der fik mig til at blive ved.

Mikaels klamme stemme, der bare sad fast i hovedet på mig og ikke kunne komme ude.

Men jeg bemærkede noget.

Der var stille, og mine tårer var stoppet sammen med mine hulk.

”Leslie?” sagde David, og jeg kiggede op på ham igennem mine stadig tårer fyldte øjne, jeg nikkede, da jeg ikke ville tage chancen og bruge min sandsynligvis alt for ødelagte stemme.

”Jeg elsker dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...