Online venner

17-årige Leslie er deprimeret, ensom og har anoreksi. En aften skriver brugeren "Davidsen23" til hende, og de kommer godt ud af det med hinanden. David bruger sin charme på Leslie, og de ender ud med at mødes. Men når man er blind af anoreksi, kan alting vel ikke have en lykkelig slutning. // Historien er læst igennem og rettet i 2016.

64Likes
101Kommentarer
2616Visninger
AA

7. Kapitel 7

Ubehøvlet. Det var et meget sjovt ord, og det lød underligt. Desuden lød det ikke helt så godt i munden. Det der l midt i det hele ødelagde ligesom hele ordets flydendehed. Men alligevel brugte jeg det meget, selvom jeg egentlig hadede det ord som pesten.

Men endnu engang havde solen sneget sig ind, ubehøvlet, ikke sandt?

Jeg drejede mig i sengen og bemærkede hans ansigt. Det var fredfyldt, og jeg fik en sær trang til at kysse det, men jeg modstod. Ironisk nok, hvis man tænkte over det. Jeg kunne modstå trangen til mad og til at kysse den sødeste dreng, jeg længe havde mødt. Og også den eneste der talte til mig, hvis man talte familie medlemmer fra.

Jeg lagde mig igen med ryggen til ham og lukkede øjnene. Søvnen havde været så fredfyldt og uden bekymring. Den slags søvn havde jeg ikke oplevet i lang tid, så det var en behagelig følelse, og som om nogle sten blev løftet fra mine skuldre. Hvis det var David der udløste denne form for søvn, ville jeg meget gerne opleve mere af den.

”Du behøver ikke sove rævesøvn, jeg har været vågen i en time,” sagde David pludseligt bag mig, hvilket fik mig til at spjætte lidt i sengen. Det ville nok ikke undre jer, hvis jeg fortalte, at jeg havde et dårligt hjerte med min underernæring, men der skulle ikke meget til at give mig et chok.

Jeg vendte mig endnu engang i sengen og smilede genert til ham, han sendte et selvsikkert smil tilbage, og inden længe begyndte jeg at grine. Jeg vidste ikke, hvad der havde udløst mit grin, måske var det bare hans nærvær, eller også var jeg ved at blive skør. Begge dele var en mulighed. Mit grin fik hans smil til at ændre sig, det var ikke længere et selvsikkert smil ... men det var mere et helhjertet smil, et af de smil der kommer direkte fra hjertet.

”Så, er du sulten?” spurgte han og rejste sig op i sengen, så hans overkrop blev blottet. Jeg faldt kort i staver over hans svagt markerede mavemuskler, som var til at dåne over. Jeg rystede på hovedet for at komme ud af trancen og kiggede ham i øjnene igen.

”Nej, ikke rigtigt,” løg jeg, efter maden fra i går aftes var jeg begyndt at kunne mærke sulten igen, jeg havde ellers vænnet mig til den, den var blevet en del af min hverdag. Men Davids mors mad havde været fænomenal, og jeg måtte have mere. Men nej, jeg ville bare få det dårligt med mig selv igen, og den skyldfølelse kunne selv David ikke helbrede.

Han nikkede og kiggede så lidt rundt i rummet.

”Nå.. men det er jeg altså, kommer du med ned i køkkenet?” spurgte han, og jeg nikkede som svar.

”Bare gå i forvejen, jeg får lige noget tøj på.” svarede jeg, og han rejste sig så og bevægede sig ud af døren.

Jeg rejste mig hurtigt fra sengen og gik over til mit tøj, jeg havde placeret i hjørnet, jeg skiftede til mit eget, men jeg tøvede alligevel en anelse med at lægge Davids trøje fra mig. Jeg gik hurtigt ud på badeværelset på vejen ned i køkkenet, for at tjekke om jeg så alt for død ud. Tværtimod, jeg så frisk og udhvilet ud, hvilket jeg ikke havde gjort i lang tid, faktisk i hele min anoreksi periode, så at jeg pludselig havde fået en smule farve i kinderne, og at smilet på mine læber ikke var så porcelænsdukkeagtigt, som det plejede, var noget af en forandring.

Jeg gik forsigtigt ned af trapperne og ud i køkkenet, som jeg huskede det fra i går. David lyste op i et smil, da jeg satte mig på en af stolene og betragtede ham, han bar stadig ingen trøje, så der var frit udsyn til hans mave, selvom det mere var hans øjne og hans læber, der fik min opmærksomhed.

Aldrig havde jeg følt mig så glad og specielt ikke i et andet menneskes selvskab. Ingen havde nogensinde fået mig til at føle sådan her ... Det var noget helt nyt for mig, og jeg var klar til at finde ud af, hvad der foregik oppe i hovedet på mig, siden jeg havde det sådan her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...