Online venner

17-årige Leslie er deprimeret, ensom og har anoreksi. En aften skriver brugeren "Davidsen23" til hende, og de kommer godt ud af det med hinanden. David bruger sin charme på Leslie, og de ender ud med at mødes. Men når man er blind af anoreksi, kan alting vel ikke have en lykkelig slutning. // Historien er læst igennem og rettet i 2016.

64Likes
101Kommentarer
2627Visninger
AA

4. Kapitel 4

De fantastiske blå øjne borrede sig ind i mine, og de var endnu flottere i virkeligheden. Han smilede stort, og hans smil var så fantastisk, at der gik mindre end et sekund, inden jeg også smilede.

”Hej,” sagde jeg en smule genert og akavet med et malplaceret grin til sidst.

”Hej,” sagde han også og smilte endnu større. Han lænede sig ned imod mig, da jeg var en del lavere end ham, for at lægge armene om livet på mig og kramme mig, jeg fulgte hans eksempel og lagde mine arme om hans nakke. Vi stod og holdte om hinanden i mindst et minut, inden David trak sig og foreslog, at vi skulle gå ned og fange bussen.

Vi bevægede os ned af trappen og udvekslede ikke mange ord, inden vi sad ved busstoppestedet og ventede på bussen.

”Jeg må indrømme, at jeg nok bliver nødt til at tage et billede af dig og sende det til nogle venner. De har været ellevilde efter at se dig siden min my story,” grinte han, og jeg smilede også svagt, jeg blev også en smule utilpas ved, at jeg først og fremmest skulle have taget et billede, det var noget af det værste, men også at hans venner skulle se mig. Hvis hans venner var mindst lige så flotte som ham, ville de sgu da tænke, at han var sindssyg siden, han sad her med mig og kaldte mig hans pige.

”Okay, skal det bare være af mig, eller skal du være med på det?” Spurgte jeg, og kiggede ind i de blå øjne, der hele tiden kunne fange mit blik.

”Altså, hvis jeg ikke er med på billedet, vil de sandsynligvis tro, at jeg bare har taget et billede af en tilfældig pige, så jeg bliver nok nødt til at være med på det, selvom det ville være meget pænere uden mig,” Forklarede han sig, og hans forklaring virkede logisk nok og også ret sød.

Jeg rettede hurtigt på mit hår, så det lå over skuldrene og satte mig tættere på ham. Han strakte armen med sin mobil ud, og vi smilte begge, og sekundet inden han trykkede på knappen for at tage billedet, lænede han sig helt ind til mig og plantede sine læber på min kind. Mærket efter dem brændte på min hud, da han havde fjernet sine læber, en trang til at placere mine læber på hans overtog, men jeg rystede den af mig og valgte at tage det, som normale mennesker ville gøre, jeg så overrasket på ham og puffede ham let på skulderen.

”Det er et godt billede,” Sagde han, og gemte så billedet på sin iPhone og sendte det videre til hans venner, plus mig og satte det på my story. Jeg fandt min mobil frem og tjekkede selv billedet, jeg screenshottede for at gøre mig enig. Det var et godt billede, jeg så ikke så tynd ud, og jeg kunne godt lide den detalje, at han kyssede mig.

”Bussen er her, lad os komme hjem til mig.” Sagde han, og jeg nikkede. Han tog min hånd, og vi gik ind i bussen, hvor vi begge tjekkede ind med vores rejsekort.

Vi satte os bagerst i bussen, hånd i hånd. Jeg sagde ikke meget, men David fortalte om alle de ting, han havde planlagt, det lød som om, han havde gjort meget ud af det. Jeg glædede mig ærligtalt til at komme hjem til ham, nervøsiteten var forsvundet så snart, jeg havde set ind i hans dejlige øjne første gang.

”Så fortæl mig lidt om dig selv,” sagde han så. Jeg lagde hovedet en smule på skrå og kiggede på sædet foran os.

”Hvad vil du vide?” Spurgte jeg og hvilede så hovedet op af vinduet.

Han spurgte ind til alt muligt, de ting som man vidste, når man havde kendt en person i nogle år. Vi havde måske knap kendt hinanden i en uge, men alligevel havde jeg det som om, at vi havde kendt hinanden i meget længere tid. Jeg regnede med, at David havde det på samme måde, og så havde vi bare klikket sammen fra de første beskeder, så jeg kunne ikke klage.

”Vi skal af her,” Sagde han, og vi rejste os, tjekkede ud med vores rejsekort og bevægede os ud af bussen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...