Online venner

17-årige Leslie er deprimeret, ensom og har anoreksi. En aften skriver brugeren "Davidsen23" til hende, og de kommer godt ud af det med hinanden. David bruger sin charme på Leslie, og de ender ud med at mødes. Men når man er blind af anoreksi, kan alting vel ikke have en lykkelig slutning. // Historien er læst igennem og rettet i 2016.

64Likes
101Kommentarer
2615Visninger
AA

3. Kapitel 3

Jeg var nervøs, det var i dag, jeg skulle mødes med David for første gang, og jeg var hunderæd. Jeg var lige ankommet til Rungsted station og ventede på toget, der kørte imod Holte. Jeg havde skrevet med David det meste af dagen, han virkede ikke nær så nervøs som mig, mildt sagt, virkede han slet ikke nervøs! Nærmere helt afslappet som var det hverdag. Det var det måske også, det kunne jeg vel ikke vide.

Nogle ville måske sige, at det var hurtigt, man besluttede sig at mødes med en person, efter ikke engang en uge, men jeg syntes, at det var passende. David og jeg havde klikket helt perfekt, lige fra første gang vi skrev sammen. Her på det seneste havde der da også sneget sig nogle få hjerter ind i vores samtaler. Mest fra ham af, men de var der stadig.

Toget kom langt om længe, og standsede lige foran mig. Jeg tjekkede hurtigt ind på mit rejsekort, inden jeg gik imod toget, hvor folk var ved at myldre ud og ind og nærmest faldt over hinanden. Som sædvanligt var jeg en anelse bange for at blive mast imellem mylderet, så jeg stod og ventede pænt på, at der var rimelig plads til at komme ind.

Jeg satte mig ind på et tomt sæde, jeg skulle køre i en halv time, så jeg kunne lige så godt sætte mig godt til rette. Jeg tog mine høretelefoner og proppede dem i ørene, hvor jeg satte musikken til at spille. Her for tiden lyttede jeg en del til 5 seconds of summer, ligesom de fleste andre. Jeg var ikke som mange andre, man forestiller sig være ensom, deprimeret, som en punk/rock type, no offence. Så jeg var da med på den nyeste musik og alt det der. Amnesia lød i mine øre en af mine yndlings sange af dem og den, jeg hørte mest.

Jeg gik ind i chatten, og skrev til David.

 

5. december, 15:59

Kagedamen: Så, køre toget fra Rungsted station, er ved Holte station ca. 16:35

Davidsen23: Super, jeg står på stationen med flag

Kagedamen: Haha, super! Så ved jeg hvad jeg skal kigge efter, imellem den kæmpe menneske mængde!

Davidsen23: Det var netop det jeg tænkte!

Kagedamen: Jeg regner med at du står der hvor man går ud fra perronen? Eller noget i den stil, ved ikke hvordan Holte station ser ud xD

Davidsen23: Bare rolig, jeg er den lækre dreng der skutter efter den overdrevne flotte brunette!

Kagedamen: Skal du nu mødes med flere end mig?

Davidsen23: Haha, du er vel nok sjov. :p

Kagedamen: Det er jo det jeg er!

Davidsen23: Men hvad skal jeg mere kigge efter end en hårfarve? Tror ikke liiige du er den eneste brunette der skal af i Holte.

Kagedamen: Jeg er den langhårede brunette med crop top og nederdel i december måned.

Davidsen23: Jesus christ! Det er sgu da hundekoldt!

Kagedamen: Kulde er ikke mit største problem

Davidsen23: Nånånå, men jeg glæder mig til at se dig, smukke <3

Kagedamen: I lige måde <3

 

Jeg måtte være ærlig og indrømme, at jeg havde valgt tøjet i dagens anledning, jeg viste normalt ikke mine ben, mave eller arme. Men eftersom jeg ikke havde været anorektiker i så forfærdelig lang tid, og det ikke var så tydeligt på mig endnu, så jeg det ikke som et større problem.

Sangene spillede skiftevis, og jeg skrev lidt med David for at slå noget tid ihjel og mest af alt fordi, jeg blev mere og mere nervøs jo tættere, jeg kom, og fordi jeg bare ville have det til at føles så naturligt som muligt at mødes med David, røre ham og bare se ham andre steder i stedet for på billeder.

Vi havde både udvekslet snapchats, instagrams og facebooks, så da jeg havde kørt i et kvarters tid og var halvvejs, besluttede jeg mig for at sende ham en snap.

Jeg valgte at det skulle være et selfie, så hun lige kunne opfriske sin hukommelse og være lidt mere sikker på, hvad han skulle kigge efter på stationen. Jo tættere jeg kom, jo gladere blev jeg egentlig også, så det var ikke svært at præstere et smil, som var billedesmukt. Jeg skrev en lille besked til ham på billedet, der sagde: ”Glæder mig til at min dreng!<3” Han var hurtig til at svare tilbage med et selfie ligeså, med en tekst der sagde nogenlunde det samme: ”Glæder mig til at se min pige!<3” Et smil plantede sig på mine læber, da jeg læste beskeden igen. Min pige. Jeg havde godt nok også kaldt ham min dreng, men det var lige det første, der faldt mig ind, og derfor det jeg valgte at skrive. For David var jeg alligevel den lidt mere frygtindgydende, selvsikre og målbeviste pige i stedet for den usikre, generte og tilbageholdende pige.

Nu hvor jeg alligevel var inde på snapchat, besluttede jeg mig for at tjekke mine ”venners” my story. Jeg lagde mærke til at David havde lavet en my story, så jeg besluttede mig for at tjekke hans først.

Alle hans snaps var om mig, og det skulle ikke undre mig, hvis der kom spørgsmål om hvem denne pige, han hentydede til, var.

Billederne havde teksterne: ”Min pige om 20 minutter” – ”Glæder mig til at se hende!” – ”Kun 10 minutter nu”

Jeg begyndte at smile endnu engang. Han var simpelthen så sød! Det var næsten helt ufatteligt, at han havde delt med alle hans snapchatvenner, at han skulle være sammen med en pige, og denne pige var så mig.

Jeg blev så spændt specielt efter at se, at han glædede sig lige så meget som mig. Det var i hvert fald det jeg opfattede.

Toget stoppede endnu engang, det var Holte station. Jeg rejste mig og gik ud af toget. Jeg gik direkte imod det, der lignede en udgang, og efter at dømme var det også udgangen, siden det var der, folk blev ved med at komme gående ud og ind fra. Jeg spjættede en smule, da jeg blev prikket på skulderen, og jeg kunne med det samme gætte, hvem det var. Mit hjerte bankede der ud af, og jeg vendte mig om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...