Efter mørket

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2015
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
Året er 2018. i New York bor den 17 årige pige Lauren. Hun bor i en penthouse lejlighed og har aldrig manglet noget. Populær, venner, kæreste, alt det nyeste inden for teknologi og det nyeste inde for mode fra de dyreste mærker. Hun har alt. Imens, flere hundrede etager under jorden, er en dødbringende virus brudt løs og har fundet en vej op på overfladen. Den ødelægger og dræber alt på sin vej. Menneskeheden er fortabt.

9Likes
36Kommentarer
434Visninger
AA

4. 5 maj 2019 del 2

"Nu skal du høre." James tog en dyb indånding og fortsatte. "I denne bygning var der nogle læger og videnskabsfolk der prøvede at finde en kur mod kræft. Efter mange år med forskning og eksperimenter, prøvede de kuren på kræftramte mennesker, der frivilligt havde meldt sig. Personerne fik indsprøjtningen, men efter en måned, uden nogen reaktion på kuren, blev de sendt hjem igen." Han kigger intenst på mig, sikkert for at se min reaktion. Men der er ikke rigtig nogen, så han fortsætter med at fortælle. "Selvfølgelig blev de stadig overvåget. Men omkring 2 måneder efter, havde de opgivet forsøget og begyndte forfra med at lave kuren." Han tager endnu en dyb indånding. " Men så begyndte de at vise symptomer." Jeg havde lyst til at spørge 'symptomer på hvad?', men jeg nåede at stoppe mig selv da jeg kom i tanke om, at han udtrykkeligt havde bedt mig om ikke at stille spørgsmål før han var færdig med at tale. "Du skulle lige til at spørge 'symptomer på hvad?'. Har jeg ret eller har jeg ret?" James smiler drillende.

"Ja." hvisker jeg stille. Hans smil falmer, da jeg ikke reagerer på hans dårlige joke. Sikke en idiot! Hvordan kan han joke om sådan noget?

"Symptomerne på virussen. Den som din ven, Amy, havde. Du lagde nok mærke til at hun ikke havde været i skole i længere tid, ikke?" jeg nikker. "Amy var blevet smittet med den virus, der er luftbåren, og hun var i karantæne i halvanden måned. Hun var meget, meget tæt på at dø. Men pludselig en dag, så var hun bare rask. Sådan uden lige. Der var ingen tegn på at hun havde været syg, bortset fra et lille, gråt mærke, lige under tommelfingeren. Lægerne tænkte at virussen nok bare var forsvundet, så de lod hende tage hjem igen. 

Præcis to uger efter, da der var skolebal, kom de i tanke om at de ikke havde fået tjekket det grå mærke. Ret uprofessionelt og ekstremt dumt. Så de skyndte sig at køre hen til skoleballet og få hende, og alle andre der havde haft kontakt med hende, i karantæne. Men da vi ankom var hun allerede død," Han kigger roligt på mig. "Du må godt stille spørgsmål nu." I noget tid sidder jeg bare med lukkede øjne, prøver at fordøje de nye informationer. Jeg mærker tårerne presse på bag mine øjenlåg. Jeg gør intet for at stoppe dem, men lader dem få frit løb. Hvorfor? Hvorfor kan jeg ikke bare få et helt almindeligt skolebal? Hvorfor er det lige Amy, min bedste ven, der dør? Hvorfor hende? Det skulle have været mig! Jeg tænkte grimme ting om hende, selvom hun er min bedste ven! Hun fortjente det ikke, men det gjorde jeg! Jeg tænker alt det James har sagt igennem i mit hoved.

Så slår det mig. Hvad laver jeg så her? Hvad er grunden til at jeg ligger her? Hvad er grunden til at jeg ligger på et hemmeligt laboratorie? Og hvad er grunden til at James fortæller mig alt det her? Jeg åbner mine øjne igen og kigger på James. 

"Hvad har alt det, med at jeg lægger her, at gøre? Hvorfor er min stemme hæs, hvorfor gør mit hoved ondt og hvorfor kan jeg kan dårligt nok bevæge mig?" spørger jeg ham, lettere forvirret. Han smiler skævt til mig. 

"Dine forældre har mange penge. Rigtig mange penge. Vi informerede alles forældre om, at deres børn var i karantæne, inklusiv dine egne. De spurgte om der var noget de kunne gøre for at mindske risikoen for at du ville blive smittet. Og det var der." 

"Og hvad var det så?" spørger jeg utålmodigt.

"Koma."

"Koma," jeg kigger forvirret på James der nikker. Jeg griner kort af det. Hvorfor? Det ved jeg så sandelig heller ikke. "Hvor lang tid? Hvorfor?" 

"Inden vi lagde dig i koma, testede vi dig for om du havde virussen. Og som du sikkert har regnet ud, så har du den ikke. Det blev vi faktisk overraskede over, da du var en af dem der var tættest på Amy. Der var nogle af dine klassekammerater der slet ikke havde været i nærheden af hende der fik virussen og... døde," svarede han og kiggede med medlidenhed på mig. "Der var der faktisk slet ikke nogle der overlevede, undtagen dig."

Jeg var lidt i chok. Forståeligt nok, syntes jeg selv. Men hvorfor er det lige mig? Hvorfor er det lige mig der er den eneste overlevende? Altså, hvor stor er chancen lige for det? Det kunne ligeså godt havde været mig der var død og en eller anden der havde overlevet. Hvad har jeg gjort, for at gøre mig fortjent til at leve i stedet for dem? Fordi mine forældre er rige? Så meget for at alle er ligestillede. James rømmer sig og afbryder min tankegang. 

"Hvorfor er det lige mig der har overlevet?" spørger jeg stille. James kigger spørgende på mig.

"Hvad mener du?"

"Hvad tror du selv? Hvorfor er er det mig, og kun mig, der ikke havde fået virussen?" Mit blik hviler på James, der ser ud som om han skal til at fortælle mig noget meget vigtigt.

"Det har jeg desværre ikke tilladelse til at udtale mig om." siger han efter et øjebliks stilhed, med en lille snert af frustration i stemmen. Jeg kigger på ham. Det har han ikke tilladelse til at udtale sig om? Hvad er det for noget at sige til en der lige har fået at vide at alle ens venner er døde?

Endnu et spørgsmål poppede op i mit hoved. Hvor lang tid har jeg så ligget i koma? Kan det have noget at gøre med hovedpinen og mine svækkede muskler?

"Har du flere spørgsmål?" Spørger James. Jeg kigger langsomt op på ham.

"Bare ét til," svarer jeg. "Hvor lang tid har jeg ligget i den koma?" han sukkede.

"Jeg håbede at jeg ville undgå det spørgsmål," han kiggede et øjeblik på mig inden han åbnede munden. "Du har ligget i koma et år."

ET ÅR? Så er det et år siden Amy døde, alle mine venner døde! Hvad med mine forældre? Er de også døde eller leder de forgæves efter mig? Eller, vent. De betalte jo for det her. Hvorfor? Fordi jeg er immun? Mine tanker fløj rundt i hovedet på mig med 200 km/t. Så er det jo klart jeg har ondt og ikke kan bevæge mig!

"Jeg kan se på det hele at du har brug for tid til at samle tankerne og få noget hvile. En sygeplejeske vil komme og tage dig ind på et værelse. " sagde James. Han rejste sig op og gik hen mod døren. Jeg vil spørge hvor mine forældre er, men han er gået inden jeg overhovedet har tænkt tanken færdig.

Jeg kan ikke rigtig gøre noget, Så der er ikke andet for end at vente de minutter der føles som timer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...